diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Nybagte erfaringer – og lækker nougatmasse

Nybagte erfaringer – det ord giver jo egentlig ikke så meget mening. Og så dog. For det svarer meget godt til det, jeg bagte her. Det skulle have været et brød/kage med lækkert nougat fyld – men forholdet her mellem brød og fyld harmonerede slet ikke.

Så det kræver et par forsøg mere – mindst, før det lige som kommer frem her 🙂

Men bortset fra det, så kan brødet nu sagtens spises – det er bare mere brød end kage.

Gærdeje er fascinerende at arbejde med, for det er aldrig helt til at vide, hvordan det færdige resultat bliver. Og denne gang voksede (hævede) det bare bare rigeligt, eller formen var for lille 🙂

Men fyldet kommer her, for det kan være, du kan bruge det i en anden sammenhæng. Det er en lækker masse – som kun består af gode ting.

Nougatmasse

40 gr. nougat

40 gr. marcipan

20 gr. hasselnødder, meget finthakkede

Nougat og marcipan røres godt sammen og nødderne komme i til sidst. Enkelt og ikke de store besværligheder her. Dufter dejligt og smager skønt 🙂

Og kan bruges som fyld i lækre boller eller horn eller lignende.

Men nu kan jeg vist ikke sige så meget mere om det lidt mislykkede projekt.

Nu håber jeg blot at dagen i dag bliver solfyldt og glad – det tegner godt allerede 🙂

God torsdag.

Jette

10 års jubilæums koncert

“Gak ud min sjæl

betragt med flid ….”

Det var den verse linje der faldt mig ind til morgen – allerede inden jeg havde været uden for. Men lyset, fulgefløjt og forventeningen om den friske grønne farve, ja det er nok til at lokke en ud og betragte med flid Guds underfulde gaver! Og jeg tænker, så er det jo ingen sag at stå op 🙂 Må din dag være lige så indbydende.

I aftes sang jeg sammen med Fønskoret koncert. 10 års jubilæums koncert.

Med blandede sange, forårssange og salmer, lidt klassisk og som ekstranummer: “Barndommens land” af Benny Andersen. Kender du ikke den, så lyt evt. til den her, det er bare en sød og glad sang.

Koret har 20 – 25 medlemmer, enkelte har været med alle 10 år, nogle er kommet til undervejs – det gælder blandt andet mig.

Men at være medlem af et kor er at være en del af et musikalsk fællesskab, hvor sangen og det at få det til at klinge, lyde bedre, og i det hele taget blive dygtigere, det går op i en højere enhed.

Ud over at vi så undervejs får lært hinanden bedre at kende.

Nu går koret på sommerferie – det er fint nok. Men jeg ved, at når vi kommer til august, så begynder jeg at glæde mig til igen at skulle af sted mandag aften – for at synge og gå nynnende hjem igen 🙂

Jette

Reserve cookies med nødder og chokolade

Tænk hvis der ikke var kor kage 🙂

Sådan tænkte jeg i går, for da jeg gik hjem sidste mandag, havde ingen skrevet sig på til i aftes. Og eftersom jeg godt kan li’ at bage og fordi cookies altid finder afsætning, så blev der bagt reserve cookies 🙂

Heldigvis havde et andet kormedlem kage med, så øveaftenen var helt som den skulle være, alt var på plads. Det var også lidt vigtigt, for i aften er det, at vi skal holde vores årlige forårskoncert. Men lidt mere om det i morgen.

Men i eftermiddag er der endnu et møde, så der er det godt at have en fyldt kagedåse med 🙂

Inspirationen er fra bogen: “Grigos hjemmebag.” Og så ændret lidt og tilsat lidt grahamsmel. Det grove mel er vist mest for syns skyld, men lidt har vel også ret 🙂 Og kagerne smager fint.

Cookies med nødder og chokolade (ca. 20 mindre)

1 æg, fra en dejlig høne

50 gr. grahamsmel

200 gr mel

1 tsk bagepulver

100 gr. farin

100 gr. sukker

175 gr. smør/margarine

1 spsk. kakao

100 gr. blandede nødder, grofthakkede

50 gr. mørk chokolade, grofthakket

50 gr. hvid chokolade, grofthakket

1/4 tsk. fint salt

Samles som en mørdej: smuldr smørret i melet og tilsæt de øvrige ingredienser – undtaget ægget – og bland det grundigt, saml til sidst dejen med ægget.

Del dejen i ca. 20 stykker, tril til små kugler, som sættes på plade med bagepapir på og trykkes let flade.

Bages ved 180 grader ca. 15 minutter.

Og du har de lækreste små cookies 🙂 Lille og lille – en kage vejer ca. 35-40 gr., det er en okay kampvægt for en småkage.

God tirsdag.

Jette

Grønne macarons

Jeg  sidder her – mandag morgen, og synes, der er meget langt til næste mandag 🙂 Nogen uger er bare mere fyldt med opgaver og arbejde end andre, og denne har da godt nok fået fyldt kalenderen. Med gode ting: Vielser, korkoncert, en festlig højtid – pinsen – og lørdag aften Melodi grand prix 🙂 Så det er vist bare om at komme i gang.

Men inden da, lige et tilbageblik på Kristi Himmelfarts dag. For da havde vi musikgudstjeneste, hvor kirkens organist spillede det fineste musik. Og efterfølgende var der boblende vin i glassene og macarons og lakridskager på bordet.

Macarons har jeg egentlig et ambivalent forhold til – de er på en gang enormt søde – faktisk lidt for søde til min smag – og samtidig er de bare festlige at se på.

Og så synes jeg, de er sjove at fremstille. Derfor kommer her endnu en variant. Og jeg kan da se, at det går fremad i forhold til at få et nogenlunde pænt udtryk – se engang de første her 🙂

Grønne macarons ( 15- 16 stk.)

1 æggehvide

et nip salt

25 gr. sukker

50 gr. mandelmel

75 gr. flormelis

grøn frugtfarve

Pisk æggehvide og salt til det er stift, tilsæt sukker og pisk til en lækker marengs. Tilsæt frugtfarve og pisk det godt ud. Sigt flormelis inden det vendes i sammen med mandelmelet.

Kom massen i en sprøjtepose og sæt toppe på bagepapir i cirkler med 3 cm i diameter. (Jeg har tegnet cirkler på et karton, som jeg lægger under bagepapiret, så bliver det lettere at lave ens størrelser)

Bages ca. 13 minutter ved 145 grader, køler af inden de løsnes fra papiret.

Creme

15 gr. usaltede pistacie kerner

3 spsk piskefløde

75 gr. hvid chokolade

Hak pistacie kernerne rigtig fint (brug evt. minihakkeren). Bring fløden til kogepunktet og hæld det over den grofthakkede chokolade. Når chokoladen er smeltet røres pistaciemelet i. Afkøl cremen i køleskab.

Saml kagerne og lad dem gerne trække lidt, før de serveres.

Mine kager har ikke den helt glatte overflade, for jeg sigter ikke mandelmelet. Jeg synes godt om, at der er en lille smule kant i en ellers meget smooth macarons.

Og så venter arbejdet – god dag til dig.

Jette

Den sødeste smiley

Jeg har nævnt det før, men gør det gerne igen – stille weekend morgener med avisen, kaffe i kruset og hjemmebagt brød, så er dagen godt begyndt 🙂

Således også i dag. Jeg kom hjem i aftes efter en smut i Nordjylland, og så er det rart at kunne sidde lidt stille og bare læse og nyde stilheden i huset – mens alle andre sov 🙂

Min far har det stadig godt og er ved godt mod og i godt humør. Så ham havde jeg i tankerne, da jeg læste artiklen om, at optimistiske ældre øger chancen for et langt liv.

fra Kristelig Dagblad den 16. maj 2015

I artiklen skelnede man mellem tre kategorier: optimistiske, realistiske og endelig grublerne. Og jeg tror, vi alle kender mennesker i alle kategorier. Jeg ved godt, at der er mange faktorer, der spiller ind på, hvordan ens livsindstilling er. Men jeg tror også, at vi kan øve os i at rette op, så det hele ikke bliver alt for trist, gråt og mørkt.

Trine kom lige forbi og sagde, at hun synes hendes bedstefar var karakteriseret ved taknemmelighed. Og det har hun ret i. Min far har et ret lyst sind, og en vis realisme, og er taknemmelig for, den hjælp han får, og at han har det så godt, som han har.

Så jeg tror, han vil nikke genkende til smileyen 🙂

Og hvor fascinerende med alle de skønne rynker, og det glade udtryk. Den er kun til at blive i godt humør af at møde.

God søndag – må den blive fyldt med glade smil.

Jette

Dugen blev reddet – et godt råd

Min store og flotte damaskdug var i fare forleden. Trine havde inviteret gæster til fødselsdagsmiddag og dækket fint op og alt gik, som det skulle.

Maden var lækker – og anderledes – selskabet dejligt. Men så væltede et glas rødvin. Det er sket før, og vil ske igen. Men jeg har tidligere haft svært ved at få det af.

Men denne gang lykkedes det, og dugen blev reddet.

Alle husmor råd kom på banen, google blev konsulteret og så blev der handlet. (Og derfor har jeg heller ikke et billede af pletten) 3-4 liter danskvand blev af flere omgange hældt ud på den store plet af rødvin, så bordet sejlede men farven tog af. Det var virkelig imponerende at se. Det nærmest sydede og boblede 🙂 Og straks efter kom dugen i vaskemaskinen ved 95 grader og jeg ventede spændt. Men pletten var virkelig væk. Jeg har læst mig til, at en af grundene til, at det lykkedes, var at pletten ikke nåede at tørre ind.

Det betød til gengæld også, at sidste del af måltidet blev indtaget uden dug på border 🙂

Hvor er jeg glad for det. For det er en dejlig dug, som bruges jævnligt, og så er det en gave fra min mor, så affektionsværdien er naturligvis også stor.

Men jeg har også den holdning, at selv om det er dyre ting eller bestikket er sølvtøj, så skal det bruges og gøre gavn. Og give glæde. Der er ikke meget ved at gemme det hen i skuffer og skabe og så aldrig få det brugt.

Så dug og bestik kommer frem igen, så snart der bliver en ny anledning 🙂

Hvordan fotograferer man en skøn morgen ? Jeg ved det ikke, men dette er et bud – for uden for er det stille, enorm klar blå himmel og det skønneste solskin. Virkelig en dejlig morgen. Med alle tre børn hjemme, det er altid livligt og hyggeligt 🙂

God weekend.

Jette

Glimt – af meget forskelligt

I dag fylder Trine år – mit ældste barn bliver 26 år, og jeg sidder forundret og tænker på, hvor blev alle de år mon af 🙂

Det bliver nu ikke glimt fra hendes lange liv, der popper op her i dag, men glimt fra lidt forskelligt her hjemme i præstegården. For der sker også andet end at blive bagt, selv om det stadig er en stor og tilbagevendende fornøjelse.

I anledning af mors dag betænkte mine børn mig med denne skønne brødkasse – og lækre Blomsterberg chokoladepastiller.

For et par uger siden kom min søster og svoger, og så blev der lavet hønsegård 🙂 Mit bidrag var at holde og se om det hele nu var i lod og vatter. Og det blev en fin hønsegård med plads til ret mange høns. Men jeg har stadig kun to 🙂 Og så skulle man synes det var godt nok. Men nej ….

De to nye damer holder meget af pladsen uden for hønsegården. Og er nu også hyggeligt selskab.

For første gang har jeg købt en lille tomatplante – til 7 kr. i Netto. Den står i et hjørne på terrassen, så jeg følger den spændt. Og giver den bare et par tomater til sommer, så har den gjort det rigelig godt 🙂

Og så prøver jeg at forspire nogle blomster. Tagetes til forspiring og hvad så? Jeg er stadig i tvivl, og har mine høns mistænkt for, at de gerne vil spise dem, hvis de fik mulighed for det 🙂

God onsdag, må din også blive festlig – det er jeg ret sikker på min bliver.

Jette

Rabarberkage

Lækker bradepandekage – med rabarber, kokos og hvid chokolade

Jeg har før bagt kage til det kor, jeg synger i (se evt. her og her) – det er en opgave der går på skift mellem medlemmerne. Og selv om vi er meget glade for at synge, så er kaffepausen rigtig vigtig – og det er ret katastrofalt, hvis der ikke er nogen kage eller noget brød til kaffen 🙂

I aftes havde jeg kage med – denne ret så lækre kage.

Tanken med at kombinere rabarber, kokos og hvid chokolade kom jeg selv på. Det viste sig dog hurtigt, at det var der også andre, der havde tænkt. Derfor er opskriften her inspireret af Claus Meyers opskrift i bogen: “Meyers Kager”. En i øvrigt rigtig fin bog.

Bradepandekage med rabarber, kokos og hvid chokolade (2 stk.)

  • ca. 500 gr. renset rabarber, i små stykker
  • 75 gr. kokosmel
  • 1 æggehvide
  • 50 gr. sukker

Det hele blandes sammen og trækker lidt, mens kagen laves.

  • 400 gr. smør (eller margarine)
  • 600 gr. sukker
  • 1 vaniljestang, korn herfra
  • 6 æg + 1 æggeblomme, fra skønne høns
  • 200 gr. kokosmel
  • 350 gr. mel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 dl. mælk
  • 100 gr. hvid chokolade, grofthakket

Blødt smør og sukker og vaniljekorn røres godt sammen. Her gjorde min røremaskine virkelig nytte. Tilsæt æggene et af gangen og rør godt, så æggene bliver indarbejdet i dejen. Vend de øvrige ingredienser i og rør grundigt rundt.

Dejen fordeles i 2 små bradepander – beklædt med bagepapir (mine er 21×21 og 22×28 cm). Fordel rabarberblandingen ovenpå og bag kagerne ca. 55 minutter ved 175 grader.

Køler af i formen, før den skæres i fine stykker – som smager helt forrygende. Toppen er syrlig, men kagen er sød med masser af kokos – og farven flot gul.

Portionen er – i mine øjne – lidt stor, men kan naturligvis sagtens gøres mindre. Men en skøn kage og super let at lave. Så hvis du har rabarber i haven, er der ikke noget at betænke sig på.

Rabarberne her kommer samme sted fra som sidste år 🙂

God tirsdag.

NB – her er kagen i en mindre udgave 🙂

Jette

Grønt ramsløg-brød

Weekenden er gået hurtigt 🙂 og har været en god weekend. Der blev plukket ramsløg, Trine fik skrevet sin Bacheloropgave færdig og jeg har været til fødselsdag. Nu venter en kort uge, men også en uge, hvor Trine fejrer fødselsdag.

I dag har jeg forsøgt mig med det grønne ramsløg-brød, og så er der blevet bagt korkage. Den hører du mere om i morgen 🙂 Igen er det rabarber, der er i spil.

Grønt ramsløg-brød

10 gr. gær

20 gr. (ca. 10 blade) ramsløg

2 spsk. olie

2 dl. vand

½ dl. surmælksprodukt

1 tsk. salt

10 gr. hørfrø

15 gr. solsikkekerner

75 gr. rugmel

ca. 250 gr. hvedemel

Hak ramsløg fint og bland det med olien, (jeg brugte minihakkeren). Kom blandingen i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser – hold lidt igen med hvedemelet.

Dejen æltes godt igennem og sættes til hævning ca. 2 timer. Æltes igennem og formes til et brød, der efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader.

Bages ca. 30 – 35 minutter, og køler af på en rist.

Det er ikke helt så tydeligt at brødet oprindelig var grønt, når først det er bagt. Men inden det kom i ovnen, havde det en fin lysegrøn farve 🙂 Og duften er også fin – let hvidløgsagtig. Smagen er dog ikke nær så gennemtrængende, som den er i pestoen, jeg lavede forleden.

Men et meget brugbart brød, hvis man kan sige sådan. Det vil gå fint til enhver buffet.

God mandag – jeg nyder min fridag.

Jette

Mine første ramsløg

Mens 11000 aktive løbere løb halvmaraton over Den gamle Lillebæltsbro, så tog en veninde og jeg en tur i skoven for at plukke ramsløg. Det har jeg aldrig gjort før, og var derfor ikke sikker på, hvordan de så ud, så det var rart at have kyndig vejledning med.

Så i den smukke bøgeskov og imellem ret store regndråber fik vi fyldt et par kurve med fine sprøde blade. De duftede dejligt.

Og nu skal de bruges 🙂

De første blev til pesto – og så vil jeg prøve at komme nogen i et brød. Farven er flot, spørgsmålet er om smagen kan følge med.

Pesto er naturligvis på grænsen, når det handler om bagning – men serveret til en lækker salat og noget brød, så går det vist alligevel.

Pesto (et glas)

50-60 gr. ramsløg

15 gr. mandler, smuttet

15-20 gr. parmesan

½ tsk. salt

ca. ½ dl. olie

Det hele kommes i foodprossesoren og kører til massen er jævn. Smages til før den kommes i et rent glas og gemmes i køleskab.

Det smager udmærket – men det bliver ikke mit første valg 🙂 Men jeg læste lige her hos Fjordrejen, at ramsløg indeholder 20 gange så meget C vitamin som citron, så alene af den grund er det værd at give de fine grønne blade et forsøg.

Jette

Side 180 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal