Jeg kan let blive fristet af de her små rugsnacks med chokolade, som lige ligger tilfældigt på ruten gennem butikken, når jeg er ude at handle. Oftest går jeg forbi, jeg tænker, dem kan jeg da også bage selv. Det sker bare sjældent.

I dag blev der så bagt små rugbrød med både chokolade og frø – det er lidt mere brød end snack. Men rug og chokolade rimer godt i mit univers 🙂

Jeg har bagt nogen tidligere, men faldt over denne opskrift i Den økologiske bagebog, jeg købte sidste år.

Minirugbrød med chokolade og frø (8 stk.)

3 spsk. hørfrø

1 dl. vand

3 spsk. surmælksprodukt

1 dl. vand

1/4 pakke gær

1 spsk. honning

1½ tsk. groft salt

1 spsk. olie

3. spsk. sesamfrø

50 gr. grofthakket chokolade (jeg brugte både lys og mørk)

125 gr. rugmel

ca. 200 gr. hvedemel

Kom 1 dl kogende vand over hørfrøene og lad dem køle ned til lunken. Tilsæt de øvrige ingredienser undtagen chokolade og mel og rør til gæren er opløst. Tilsæt så rugmel og chokolade, og hvedemelet kommes i lidt af gangen. Ælt dejen sammen, men endelig ikke for meget mel – det kan tilsættes, når dejen æltes senere. Sæt dejen til hævning ca. 1½ time.

Ælt dejen let igennem og tryk dejen lidt flad og læg den i en form ( 18 x 18 cm) eller på en bageplade med bagepapir på. Skær dejen næsten igennem, så der afmærkes til 8 små rugbrød. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bag brødet ca. 25 minutter og lad det køle af på en rist.

Og så er der lækre rugbrød, der fint egner sig til at spise, som de er – eller måske med smør på 🙂

Her på kanten af en friweekend, som føles lidt tiltrængt, da er de her små brød gode at have på lager.

God torsdag

Jette