diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 195 af 222

Mazarinbund – til at bygge på

Min søn Peter fylder år i dag – og derfor har jeg tænkt lidt over, om der var en kage, jeg kunne bage i den anledning. Og er kommet i tanke om en 🙂 Hvilken afsløres i morgen.

Men det er en kage, der skal bygges op, og derfor kommer opskriften på bunden i dag.

Mazarinbund

50 gr. smør

50 gr. sukker

75 gr. marcipan, revet

1 æg

60 gr. mel

20 gr. kartoffelmel

½ tsk. bagepulver

Pisk smør, sukker og marcipan god sammen. Tilsæt æg og pisk igen. Sigt de to slags mel og bagepulver og vend det rundt i massen.

Dejen kommes i en form (18×18 cm.) beklædt med bagepapir. Bages ved 180 grader i ca. 15 minutter. Afkøler i formen.

Ja, jeg ved godt, at det er det lidt kedelige ved at kreere kager, jeg skriver om her. Men bunden skal nu være i orden, så derfor får den sit eget indlæg i dag 🙂

Og så er her lige et billede af dekorationen til bordet. Det er havens allersidste blomster, og selve idéen med roser og bark er hentet hos Karen.

Nu skal flaget snart hejses – og arbejde og forberedelser klares.

Så jeg vil ønske dig en skøn efterårsweekend.

Jette

Tidsforbrug

Det er med jævne mellemrum oppe og vende, hvordan vi bruger vores tid, og hvor meget tid, vi bruger på specifikke opgaver eller interesser.

Hvor meget tid vi bruger på motion og træning.

Hvor mange timer vi ser tv.

Hvor meget tid vi bruger på at lave mad.

Hvor lang vores transporttid er til og fra arbejde osv. Og det er alt sammen meget interessant.

Forleden læste jeg en artikel, som havde med vores tidsforbrug på de sociale medier at gøre. Om hvor meget tid vi brugte online.

Pointen var, at en del af ideudviklerne hos nogle af de helt store IT virksomheder gav deres børn computertid. Og det i meget små mængder. Nogle få timer i ugens løb og næsten ingen i weekenden. Heller ikke smarte telefoner, der jo nærmest er en lille computer.  For disse fagfolk var i den grad optaget af, hvor meget dette at være online hele tiden kunne være ødelæggende for børns (og voksnes) udvikling og adfærd.

Som det blandt andet blev anført, så gik der 300 år fra bogtrykkerkunsten blev udviklet til at alle kunne læse og havde deres egne bøger. I vores tid, så er det 20 år siden pc’er og mobiltelefoner kom frem, og i dag har alle indtil flere slags. Muligheden for at være på 24 – 7 er en mulighed for næsten alle.

Og som en advarsel om dette, satte disse personer hælene i og fremhævede, at der skulle være tid til at bevare og udvikle et indre liv. Der skulle være tid til at dagdrømme.

Og når jeg falder over sådan en artikel – så er det jo nok, fordi jeg kan genkende noget af det, som anføres. Og her tænker jeg ikke kun på mine børn – dem er det altid let nok at hentyde til og pege på. Men jeg tror også, at mit eget tidsforbrug af sociale medier godt kan trænge til et eftersyn. Eller i hvert fald et vågent øje 🙂

Og huske på, at det er godt ind i mellem at bruge tid, uden at der er tændt en skærm foran en.

Men når alt dette er sagt eller skrevet – så er jeg alligevel enormt glad for alle de muligheder netop samme elektronik giver en.

Og som du nok kan se, så er min elektroniske maskinpark heller ikke vildt imponerende – min telefon kan kun ringe og sende sms – men jeg synes ikke, at jeg har brug for mere.

Og heldigvis er nogen dage også bare fyldt med opgaver, møder og samtaler som helt af sig selv begrænser brugen af Ipad og computer 🙂

God torsdag – forhåbentlig med lidt tid til dagdrømme.

Jette

Mont Blanc kage – min udgave :-)

Da Trine fejrede fødselsdag i foråret, serverede hun en købt Mont Blanc kage.

Og siden da, har jeg tænkt over, hvad den bestod af. Naturligvis godt hjulpet af Internettet. Og det blev ret hurtigt opklaret, at det var noget med kastanjecreme. Sådan en har jeg bare aldrig set eller lavet selv – eller havde nogen opskrift på.

Jeg fandt en dåse kastanjepuré i Nordjylland – og nu var tiden inde til, at der skulle åbnes for den. Menighedsrådet måtte endnu en gang være testpersoner 🙂

Mont Blanc kage

Chokoladebunde se opskrift her

Bages i lille springform (18 cm i diameter)

Kastanjecreme

200 gr. kastanjepure (½ dåse)

50 gr. smeltet mørk chokolade

35 gr. flormelis

1½ dl. piskefløde

Pisk fløden til flødeskum. Pisk puréen igennem og tilsæt den smeltede chokolade og flormelisen, pisk godt igennem. Vend flødeskummet i og rør til det hele er godt blandet.

100 gr. solbær syltetøj

Del lagkagebunden i to og læg den tilbage i springformen eller sæt bageplast omkring, for at holde cremen på plads. Kom solbærsyltetøj på bunden, fordel kastanjecremen ovenpå og læg til sidst den anden lagkagebund på og pres let sammen. Stilles på køl – gerne til næste dag.

Flydende chokoladeganache

100 gr. chokolade, mellemfint hakket

1 dl. piskefløde

Fløden varmes op til 80 grader (jeg har ikke noget termometer, så det blev lidt på fornemmelsen). Hæld halvdelen af fløden over den hakkede chokolade. Rør rundt mens chokoladen smelter, og tilsæt resten af fløden lidt efter lidt. Når al chokoladen er smeltet er ganachen klar til at blive brugt.

Sæt kagen på en rist og placer en tallerken under. Hæld hurtigt chokoladen over og fordel den også på siden af kagen. Jeg samlede det tiloversblevne chokolade op, lunede det og hældte det over kagen, så den fik to lag chokolade.

Pynt med lidt hakket hvid chokolade.

I aftes var der menighedsrådsmøde, og her blev kagen serveret – og fik følgeskab af et godt glas portvin 🙂

Den smagte udmærket – men jeg må indrømme, at jeg bliver ikke den helt store fan af kastanjecreme. Heldigvis har vi jo forskellig smag, så der var andre, som syntes at det var en fin kombination.

Nu var det jo et forsøg på at efterligne Trines fødselsdagskage – men jeg kan ikke huske fyldets smag i hendes kage. Så det her bliver bare mit forsøg!

God onsdag – med smukt stille vejr.

Jette

Konfirmand 2014 – 2015

Endelig blev det tid til at møde dette års konfirmander 🙂 Jo, jeg har hilst på nogen af dem før, ved introgudstjenesten. Men i dag var første undervisningsgang.

Og det er altid spændende at få sat ansigter på de unge mennesker. Nogen kender jeg lidt, andre lidt mere og nogen er første gang, jeg ser. Nogen stykker af dem har jeg faktisk også døbt, det er altid lidt sjovt at tænke på – og minder mig om, at jeg har været her i mange år.

I år har jeg rigtig mange drenge på mine hold. Det kræver vist, at jeg tænker lidt nyt og især noget aktivitet. Men drenge er også nysgerrige og det er godt.

Og stiller nogle finurlige spørgsmål. Som: “hvorfor hedder det en prædikestol, når du står op på den?” Jeg mangler stadig et godt svar 🙂

Nu venter nogle travle måneder med masser af inspiration. For det kan konfirmander også – give gode input til en prædiken. Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har henvist eller fortalt om noget, som konfirmanderne har gjort eller sagt. De tænker bare anderledes og lidt skævt i forhold til vanlig tankegang, og det er sundt nok at blive udfordret der.

Herude er det i øvrigt fortsat langt de fleste, der bliver konfirmeret. Det er dejligt.

Nu er der blevet ro igen, og jeg har fået æltet dej til et brød, der skal serveres med lidt tapas på menighedsrådsmødet i aften. Der kommer også noget om en kage – men først i morgen.

Jette

Kage til graverkursus

Måske du undrer dig over, hvad det dog er for et kursus 🙂 Men det er såmænd blot et kursus for områdets mange gravere. De mødes en dag lige inden grandækningssæsonen for alvor går i gang. Dagen begynder med en morgenandagt i kirken, og efter morgenkaffen lægges der gran på en del gravsteder, som så efterfølgende evalueres.

Jeg har ikke deltaget, men jeg tror, de hygger sig. Og eftersom de går ude det meste af dagen, så er kaffen og kagen til eftermiddagskaffen tiltrængt – og dem meget vel undt.

Udover at stå for morgenandagten, så havde jeg lovet at bage to kager til kaffen. Valget faldt på en brownie med saltede nødder, jeg tænkte, at en lidt udfordrende smag ville være fint 🙂

Den anden kage var med æbler. Jeg har fundet opskriften på nettet, på en side med det fine navn Nonnetit Men der stod ikke, hvem opskriftsindehaveren var. Men en god opskrift og en dejlig smag i kagen.

Bradepandekage med æbler og marcipan (25-30 stk.)

200 gr. revet marcipan

175 gr. sukker

200 gr. blødt smør

6 æg, fra robuste høns

400 gr. mel

2 tsk. bagepulver

1 dl. fløde/mælk

Topping:

ca. 800 gr. æbler i både (uden skræl)

100 gr. hakkede mandler

2 spsk. rørsukker

Marcipan og sukker røres sammen. I dag kommer røremaskinen frem, og letter arbejdet. Tilsæt smørret og rør grundigt, hvorefter æggene tilsættes – et ad gangen. Kom melet og bagepulveret i og rør det i dejen sammen med fløden/mælken.

Dejen kommes i en bradepande beklædt med bagepapir.

Æblebådene fordeles, trykkes ned i dejen og til sidst drysses rørsukker og mandler over.

Kagen bager ved 175 grader i ca. 40 minutter. Når den er kold drysses eventuelt flormelis over og den skæres i stykker – klar til at blive serveret.

Det er virkelig en kage, der er til at tage med ud af huset 🙂

Nu vil jeg få kagerne afleveret – og så tage af sted til interviewet med Familie Journalens journalist. Det er i dag, der skal tages billeder og fortælles om Gamborg kirke – så vi kan komme med i årets udgave af Familie Journalens julenummer. Det bliver lidt spændende.

God og travl mandag.

Jette

Kage glimt

Ja, det bliver kun glimt i dag – eller måske inspiration til selv at bage en kage 🙂

Sidste punktum i denne uges række af taler og prædikener er netop sat. Det er altid et dejligt punkt at være nået til. Ugen har egentlig været rolig nok, men der har været flere kirkelige handlinger end normalt, og de kræver hver især noget forberedelse.

Pigerne var her også – derfor blev denne lagkage bagt.

Den var fyldt med syrlig limecreme – men sammen med marcipanen så gik det faktisk meget godt. Og det var en mikro lagkage.

Jeg har været ude og købe en lille bitte springform –  14 cm. i diameter – lidt nørdet, jeg ved det godt. Men jeg gik ud af butikken med en god fornemmelse i maven, for formen var fundet i outlet og sat 40 % ned – så det var da en god handel 🙂

Til kaffen i dag blev der bagt en lille portion chokolademuffins. Jeg har faktisk ikke en eneste opskrift på muffins her på bloggen. Det skal der nok komme – en anden dag. Disse er bagt efter opskriften her, en halv portion.

Om englene sang og smilede er måske spørgsmålet – jeg tror, de gjorde.

God lørdag.

Jette

Endnu en udfordring – Nordisk jul

Madbloggerudfordringen har du læst om før. – Og nu kommer der endnu en med emnet: Nordisk jul.

Igen er det La cucina nada, der er idékvinden bag udfordringen om Nordisk jul. Jeg synes, ideen lød spændende, men havde ikke nogen ide om, hvad jeg skulle lave eller bage, da jeg meldte mig til.

På biblioteket faldt jeg tilfældigt over bogen “Ny Nordisk hverdagsmad” – og den hjalp lidt på vej. Især med at få øjnene op for, hvad der er specielt nordisk, og har været spist her i mange, mange år.

Tre ting faldt jeg over, som kunne bruges i den ide, der langsomt tog form i mit hoved.

Havtorn – det er virkelig et bær, der er kommet på alles læber. Jeg har stadig til gode at se et og ikke mindst mærke de spidse torne, der gror på busken. På nettet er det mest de flotte frysetørrede bær, der sælges. En rundspørge i Middelfart viste, at dem havde de ikke lige på lager. Men jeg fandt til gengæld disse:

Som viste sig at være langt billigere. Men farven er heller ikke så højtråbende. Jeg har dog ikke kunnet finde ud af, om farven bevares bedre ved frysetørring end ved tørring i en ovn. For disse lignede små indtørrede brune korender 🙂

Havre – blev mit næste produkt. Det har været dyrket i Norden siden bronzealderen, og adskiller sig fra hvede, rug og byg ved sit høje fedtindhold. Det indeholder tillige mange kostfibre. Så det er et ret godt produkt. Men det bruges ikke så meget til at bage med, havremel har ikke noget stort indhold af gluten, og kan derfor ikke bruges alene i brød og lignende. Men blandet med andet så går det fint. Så det kom også i brug.

Græskarkerner – blev den sidste nordiske ingrediens, jeg faldt over. Også selv om græskars oprindelse langt fra er herfra. Det har taget turen over Atlanterhavet, men kan fint dyrkes her hos os, så derfor kom de også med.

Hvad jeg så har brugt disse  tre emner til? – Svaret følger om nogle uger 🙂

Men inden da, kommer du til at høre om spændende kager. I de næste dage skal der bages til både graverkursus og menighedsrådsmøde. Jeg glæder mig.

God weekend.

Jette

Æblekage med brownietop

Forleden mødte jeg en god bekendt, da jeg var ude og handle. Og hun spurgte efter mere efterårsbagning 🙂 Så her er lidt mere i den retning.

Det er bare tiden for kage med æbler i. Så selv om der ikke var nogen særlig anledning, så blev der eksperimenteret og bagt æblekage. Og når jeg selv skal sige det, så blev resultatet ret så velsmagende 🙂

Æblekage med brownietop (ca. 5 pers.)

400 gr. æbler, skrællede og i mindre stykker

25 gr. smør

25 gr. grofthakkede nødder

25 gr. rosiner

1 tsk. vaniljesukker

2 spsk. sukker

Brownietop

100 gr. nougat/chokolade ( jeg brugte halv af hver)

60 gr. smør

1 æg, fra en omgængelig høne

50 gr. sukker

35 gr. mel

Kom æbler og smør i en gryde og kog æblerne møre ca. 10 minutter. Sluk for gryden og kom nødder, rosiner og de 2 slags sukker i, rør rundt og smag til. Måske der skal lidt mere sukker i. Kom æblemosen i et rundt fad ca. 20 cm. i diameter.

Til toppen smeltes smør og chokolade forsigtigt i en gryde. Imens piskes æg og sukker til en skøn æggesnaps. Pisk den let kølede smør/chokoladeblanding i, og sigt til sidst melet i og vend forsigtigt rundt. Dejen fordeles oven på æblemosen.

Kagen bages ca. 20 minutter ved 180 grader.

Den smager dejligt lun, men går også fint, når den er kølet af. Flødeskum eller is ville sikkert også smage godt sammen med kagen.

Her i huset bliver det vist en lille lagkage, der bages i dag. Pigerne er kommet hjem på efterårsferie, og Mette spurgte om, der ikke snart skulle bages lagkage. Det er svært at overhøre 🙂

God torsdag.

Jette

Abrikosmarmelade

I går fortalte jeg om vindertærten 2012 – kagen med de mange nødder og overtrukket med abrikosmarmelade og pyntet med chokolade. Men opskriften på marmeladen manglede lige – så den kommer i dag.

Abrikosmarmelade bruges ofte til at smøre på en kage, før den beklædes med marcipan. Jeg bruger det blandt andet, når den engelske julekage skal laves færdig. Og også inden disse lagkagepakker pakkes ind 🙂

Jeg har ikke før selv lavet abrikosmarmelade, men det viste sig at være ret enkelt. Og så ved jeg, hvad jeg har kommet i. Det her er en lille portion, men rækker til en julekage eller to 🙂

Abrikosmarmelade

8 (ca. 50 gr.) tørrede abrikoser

1 dl. vand

50 gr. rørsukker

½ tom vaniljestang

evt. 1 tsk. citronsaft

Skær abrikoser i mindre stykker og kom dem og resten af ingredienserne i en gryde og kog ved svag varme og under låg i ca. 15. minutter. Tag evt. vaniljestangen op.

Blendes eller køres på foodprocessor og kommes i et glas eller en skål. Op bevares køligt indtil brug.

Og farven lyser da op på en grå og våd onsdag i efterårsferien 🙂

God dag.

Jette

Danmarks bedste bagte desserttærte 2012 – mit forsøg :-)

Når bloggen om kort tid fylder et år, fejres det med et besøg hos Kring chokolade i Middelfart.

Indehaveren Rikke Kring lavede i 2012 vindertærten i kategorien: Danmarks bedste bagte desserttærte. Og det er lige præcis den tærte, vi skal prøve kræfter med til et spændende og hyggeligt fødselsdagsarrangement den 4. november.

Hvis du har lyst til at være med, så er der stadig flere pladser. Du kan læse om arrangementet her.

Rikke har faktisk allerede lagt opskriften ud på hendes hjemmeside (den er dog fjernet nu) Og jeg har nu forsøgt mig med at bage den. – Men jeg har det som i den store bagedyst og den hemmelige udfordring – det er som om, der mangler nogle oplysninger 🙂 Så jeg glæder mig rigtig meget til at bage tærten i selskab med Rikke selv.

Men her kommer mit foreløbige resultat 🙂 Jeg har lavet ½ portion.

Tærte med masser af nødder

Tærtedej

70 gr. smør

70 gr. sukker

½ æg, fra en fornuftig høne

140 gr. hvedemel

Dejen æltes let sammen og hviler til næste dag.

Karamelmasse

90 gr. sukker

70 gr. glukose

20 gr. honning

1 æg, fra endnu en fornuftig høne

15 gr. smør

½ tsk. vaniljesukker

Alt sukkeret smeltes – jeg brugte en gryde og rørte, til jeg syntes sukkeret var opløst – men altså ikke karamaliseret. Tages af varmen og ægget røres hurtigt i, for det stivner lidt som i en omelet. Tilsæt smørret, som smelter i varmen og kom det hele igennem en sigte. Sættes på køl til næste dag.

Desuden bruges:

100 gr. blandede nødder (og kerner)

2 spsk. abrikosmarmelade

lidt smeltet mørk chokolade

Dejen rulles ud og kommes i en tærteform (eller springform) ca. 18 cm i diameter. Der er rigelig dej her, så gem det i køleskabet til en hindbærsnitte eller lign.

Hak nødderne meget groft og kom dem ovenpå dejen. Fordel dernæst karamelmassen over.

Bages ved 160 grader ca. 25 minutter. Og køler af i formen.

Lun abrikosmarmeladen og fordel den på den afkølede tærte. Til sidst pyntes med smeltet chokolade – efter fri fantasi.

Selv om der er et stykke vej fra min udgave af tærten til Rikkes fine tærte – så smagte min udgave udmærket.

Men jeg glæder mig til at se og smage den rigtige udgave – som vi kommer til at lave den 4. november. Og hvor hver deltager til ligemed får sin egen tærte med hjem.

Måske ses vi hos Kring?

Jette

Side 195 af 222

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal