diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 146 af 221

Jeg fortæller …

Det var en rigtig spændende dag i går – fyldt med masser af indtryk, ny viden og nye bekendtskaber. Jeg skriver lidt mere om Building Green messen i morgen – her blot et enkelt glimt 🙂

Jeg og to andre kvinder holdt oplæg og fortalte om bæredygtigt byggeri – på en messe hvor 80 % af deltagerne var mænd 🙂

Men det var ikke nogen hindring – der blev præsenteret mange gode idéer og tanker her.

Jeg vender tilbage med mere i morgen.

God weekend.

Jette

Klassisk brownie – med valnødder

Klassisk brownie 🙂 Nu, hvor det er blevet koldere udenfor, og der oftere er ild i brændeovnen, så er det også tid til brownies!

Jeg fik for noget tid siden en kasse med valnødder af min søster – så der er nok til både valnøddebrødog en brownie. Problemet er bare, at der ikke er så mange i familien, der er vilde med valnødder.

Derfor kommer her en mini brownie – den passer lige til mig og måske en enkelt mere 🙂

Inspirationen kommer fra Claus Meyer.

Brownie

2 æg

100 gr. mørk chokolade

50 gr. smør

150 g. sukker

30 gr. hvedemel

et nip groft salt

et nip bagepulver

2 tsk. kakao

40 gr. valnødder

Hak valnødderne groft. Kom chokolade og smør i en gryde og smelt det ved svag varme. Pisk æg og sukker godt sammen, og tilsæt den smeltede chokoladeblanding. Sigt mel, bagepulver og kakao og vend det i sammen med salt og hakkede valnødder. Dejen kommes i en lille tærteform med bagepapir i bunden (diameter ca. 19 cm) og bager ved 170 grader ca. 25 minutter.

Køler af i formen, før den skæres i snitter.

Der er møde i eftermiddag – så mon ikke der forsvinder et lille stykke der 🙂

På en onsdag, hvor der også forberedes svar tilpanelsamtalen i morgen.

Jette

Tidsramme

Uh – det er lidt vanskeligt at lave en tidsramme – har jeg fundet ud af. Det handler selvfølgelig om sommerhuset 🙂 Der er mange faktorer at tage hensyn til, mange mennesker, der er i gang og meget materiale, der skal på plads.

Men lidt er sket siden sidste indlæg. Der er blevet gravet ud til kloak og lavet klar til vand. Og det er jo de her underjordiske ting, der bare skal være på plads første.

Men det oven over jorden – det begynder også så småt at komme op.

I denne uge – uge 44 – laves en prøveboring. Det er nødvendigt, fordi fundamentet et et punktfundament lavet af store skruer. Så hvis jordbunden er nogenlunde fin og fast, kan der bruges nogle mindre skruer. Hvis jorden er blød og bævende må der nogle større skruer til. Jeg regner med, at det er det første, der er tilfældet.

I næste uge – uge 45 – kommer så selve punktfundamentet – 20 store skruer.

Uge 46 – jubii og endelig! Da skulle de første sommerhuselementer komme med en stor lastbil og blive sat af på grunden. Og ikke mindst, der skulle være et par tømrere, som begynder at få det hele sat op og skruet sammen. Det bliver helt vildt. Og jeg er så utålmodig. Nu har jeg ventet længe nok – hvis du spørger mig.

I uge 50 leveres gulvet

I uge 51 leveres køkkenet

Hvis alt går, som det skal 🙂

Huset kommer ikke til at stå færdigt i år. Jeg har lidt svært ved at gennemskue, hvad der har gjort, at processen er blevet så langvarig. Men det lader jeg ligge, og ser i stedet virkelig frem til, at det første FSC-certificeredestykke træ ankommer på grunden 🙂

God tirsdag.

Jette

Glutenfri Himmerigsmundfulde

I går blev der over hele landet holdt BUSK gudstjenester. Busk står for Børn-Unge-Sogn-Kirke. Altså et forsøg på at koble begreberne sammen – at børn og unge også er en del af både sogn og kirke.

Værdiløse bronzemedlemskort til Guds rige – trumfet af Fadervor-kortet

Vi havde en fin familiegudstjeneste, hvor temaet var medlemsskab af Guds Rige. Kan man købe et sådant? Kan man forhandle med Gud og få et bedre medlemsskab? Måske du hører ekkoet af fortidens afladsbreve 🙂 Og det var netop tanken. At vi kan ikke købe os til en plads i Himmeriget, men får den ganske gratis, af nåde.

Efter gudstjenesten var der kirkekaffe – og der måtte naturligvis serveres Himmerigsmundfulde 🙂 Små stykker lige til at snuppe i farten. Opskriften er fundet på nettet og tilpasset min form.

Himmerigsmundfulde ( ca. 50 stk.)

75 gr. smør

125 gr. havregryn

75 gr. grofthakkede blandede nødder

100 gr. sukker

25 gr. solsikkekerner

1 spsk. sirup

1 spsk. piskefløde

100 gr. chokolade

Det hele kommes i en gryde og varmes ved svag varme til smørret er smeltet og det hele er rørt sammen. Massen hældes i en lille bradepande (ca. 28 x 22 cm) med bagepapir i bunden. Overfladen glattes og kagen bages ca. 20 minutter ved 175 grader.

Når kagen kommer ud af ovnen fordeles den grofthakkede chokolade oven på, smelter og fordeles pænt. Drysses evt. med hakkede pistaciekerner.

Kagen skæres i små tern, mens den stadig er lun.

De smager ret fint. Men som en kage i himmerig …. Jeg tror godt, jeg kan finde en kage, der kommer op på siden af denne 🙂 Men gode er de, og der er ikke mange tilbage i dag.

God mandag – oktobers sidste dag.

Jette

På Building Green messe

Jeg skal på messe – Building Green 2016. Måske du husker, at jeg i foråret var på byggeri messe, et ret fremmed sted i forhold til, hvor jeg ellers færdes 🙂 Nu sker det igen!

Torsdag den 3. november skal jeg til København. På messe i Forum. At tage turen til København sker ikke så tit og på messe, det sker heller ikke så ofte. Så det er lidt af en begivenhed 🙂 Jeg er så heldig at få følgeskab af både mand og datter, det er nu lidt rart.

I forbindelse med mit sommerhusbyggeri, hvor jeg jo har valgt kun at bruge FSC certificeret træ og andre miljørigtige og klimavenlige løsninger, så er jeg blevet inviteret til at deltage i en panelsamtale på messen:

13.30-14.30

Hr. og fru Jensens bæredygtige hus – mød dem, som gør ord til handling


En casebaseret interview- og debatsession med dem, som allerede bygger og leverer viden og løsninger til dagens bæredygtige byggeri. 
Alle taler om at bygge bæredygtigt. Vi har samlet tre af dem, der allerede gør det. Gennem præsentation af cases, interviews og spørgsmål fra salen vil vi lære mere om, hvordan man gør det, hvad det kræver og hvad man vinder på det. Vi møder køkkenvirksomheden, der har gjort bæredygtighed til en del af deres brand. Vi hører fra forbrugeren, som ville bygge et bæredygtigt hus uanset udfordringerne og nu endelig er godt på vej. Og vi møder typehusfirmaet, der gør bæredygtigt byggeri til en pakkeløsning for de helt almindelige forbrugere. 

Charlotte Mannstaedt, Direktør og ejer, Hansen Kitchen 
Jette Rosendal, Sognepræst og bygherrer (TBC) 
Ditte Maria Kollerup, direktør, KFS Boligbyg

SPONSORERET AF FSC

Du kan læse mere om det her

Det bliver super interessant, men også temmelig nyt. Jeg er igen ret meget på udebane. men synes alligevel, at jeg efterhånden har fået noget viden og erfaring omkring det projekt, jeg har givet mig i kast med.

Og jeg bliver automatisk tvunget til at tænke over, hvofor bygger jeg bæredygtigt? Hvad betyder bæredygtigt for mig? Og hvad har været udfordringer og hvad har været gode oplevelser? Relevante spørgsmål – svarene kommer en anden dag 🙂

Det er nu snart tid til at tage på endnu en messe – og så skrev jeg lige, at det gør jeg ikke så ofte 🙂 det her er undtagelsen. Trine og jeg tager på Kreative dage. Det er så hyggeligt, det var vi også sidste år.

God weekend.

Jette

Nye minikonfirmander

Det er virkelig ugen, hvor det hele begynder, når vi taler om konfirmander og minikonfirmander. De store kom i går – i dag er det de små, dem der går i 3. klasse.

At blive minikonfirmand er et frivilligt tilbud om at deltage i et forløb om kirke og kristendom, om Jesus og Fadervor – om saftevand og kage. Og som afsluttes med en festlig familiegudstjeneste, hvor minikonfirmanderne opfører årets julekrybbespil.

Organisten og jeg arbejder sammen om det, og det er noget af det sjove arbejde – men også krævende. For der er ikke nogen af os, der er sådan helt vildt pædagogiske. Men heldigvis ser det ud til, at også i år vælger eleverne fra 3. klasse at deltage. Og det er dejligt. Og en fantastisk mulighed for at fortælle om noget af det, som kirken står for.

Kagen har jeg så ansvaret for – ud over det teologiske 🙂 I dag er det dog ikke så meget kage, men derimod små boller med smør og små kokostoppe, der bliver serveret. Jeg tror nu begge dele falder i god jord.

God onsdag – i morgen får jeg ikke skrevet her, men vender tilbage fredag 🙂

Jette

Nye konfirmander

I denne uge begynder årets konfirmander at gå til præst.

Det er altid ret spændende at møde dem sådan første gang – hvordan er de? Kender jeg nogen af dem? Hvordan er hele holdet osv.

Jeg hilste på nogen af dem og deres forældre, da vi havde konfirmandintro i kirken – men det er altid anderledes at møde dem på egen hånd 🙂

Jeg har to klasser og dermed bruger jeg det meste af tirsdag og torsdag formiddag med at have konfirmander.

Livsglade og livlige konfirmander – men også med en spørgelyst og et engagement, der overrasker. Og for første gang i min tid som præst lykkedes det – på deres egen opfordring – at synge en tre stemmig kanon. Det er ret usædvanligt – men det glæder mit sangglade hjerte – og tegner godt for tiden sammen med dem 🙂

På en travl tirsdag – med skønt vejr

Jette

Yngtemandens fødselsdag

Det er altid tankevækkende, når ens børn fylder år. Uvilkårligt går tankerne baglæns, til dagen, hvor de kom til verden. Men også de mange ting, der er sket undervejs i deres liv.

I dag er det Peter, der fylder år. 23 år. Statistisk ca. 1/4 levet liv. Og så kan man alligevel slet ikke regne sådan, når det handler om menneskeliv. For heldigvis kender vi hverden tider eller år. Vi ved ikke hvilket antal af dage, der gives os. Og det er godt.

Vigtigere end at gå og tælle dage, er at leve hver dag, som en givet dag. En dag med nye muligheder – levet i taknemmelighed for, at vi er blevet den givet. Og i forventning og forvisning om, at dage kommer og evigheden forestår. Som det siges meget fint med et gammelt ord.

Tillykke til Peter – som har ønsket sig Othellolagkage til kaffen. Det får han 🙂

God mandag.

Jette

Luther Lagkage

Til næste år – den 31. oktober 2017 – er det 500 år siden, at Luther slog sine 95 teser op på slotskirkedøren i Wittenberg. Det fejrer vi – over hele landet. Og i Fyns stift arbejdes der med at arrangere aktiviteter til alle årets måneder – alle med reference til reformationen.

Og som optakt til Lutherjubilæet, så blev der for ganske nylig afsløret netop i slotskirken i Wittenberg et altertæppe, som Dronning Margrethe havde tegnet og broderet – af lutherrosen. Det er utroligt flot.

Men der er også blevet skabt en Luther lagkage. Det er Anne Mette Voss, der står bag den. Og den er rigtig fin.

Jeg prøvebagte et eksemplar – i noget mindre udgave. Den indeholder honning, æbler og nødder – perfekt til denne årstid – og helt sikkert ingredienser, der også fandtes på Luthers tid 🙂

Kagen er ikke så svær at samle, men der er mange indledende projekter – men når de er lavet, så går det ret let det sidste. Og du har en smuk og lække kage – fyldt med historie fra 1500-tallet.

Luther lagkage

Æblebund

2 æg

100 gr. sukker

½ tsk. vaniljesukker

25 gr. honning

50 gr. smør

100 gr. mel

½ tsk. bagepulver

1 revet æble uden skræl

Smelt smørret, og lad det afkøle lidt. Pisk æg, sukker, vaniljesukker og honning let og luftigt og tilsæt så den smeltede smør og pisk lidt videre. Vend det revne æble i og sigt så mel og bagepulver og vend det i dejen. Kommes i en lille smurt springform (ca. 17 cm i diameter) og bager ca. 40 minutter ved 180 grader. Køler af i formen, inden kagen deles i to dele.

Honningkaramel

50 gr. honning

75 gr. sukker

4 spsk. piskefløde

Kom honning og fløde i en gryde og bring det til kogepunktet. Tages af varmen. I en anden gryde kommes sukker og det smeltes. Rør ikke i det undervejs, vip evt. gryden lidt. Det skal være mørk gyldent men ikke branket. Det oser og lugter lidt 🙂 Tages af gryden og honningfløden røres i af et par omgange. Det bruser op, men røres fint ud. Hæld karamellen i en skål til afkøling.

Æblemos

1 kg. æbler

100 gr. sukker

1 tom vaniljestang

1 blad husblas

Skræl æbler og fjern kernehus. Kom æblerne i en gryde med en anelse vand i bunden af gryden (1-2 spsk.) og kom sukker og vaniljestang ved. Koges under låg til æblerne er godt møre (ca. 20 minutter) og kan moses med en ske. Smages til, måske der skal lidt mere sukker i. Fisk den tomme vaniljestang op og lad mosen køle af. Mens æblerne koges ligger husblassen i blød i koldt vand, og smeltes så til sidst i den varme æblemos.

Abrikosmarmelade

75 gr. tørrede abrikoser, i mindre stykker

25 gr. sukker

2 spsk. vand

1 spsk. rom

Det hele kommes i en gryde koger under låg ca. 5 minutter. Køres på minihakker for at findele abrikoser. Køler af.

Nødde crunch

50 gr. blandede nødder (valnødder, mandler, hasselnødder, græskarkerner)

15 gr. sukker

15 gr. honning

1/4 tsk. fint salt

Hak nødderne forholdsvis fint. I en gryde smeltes honning, sukker og salt til karamelfarve. Tages af gryden og nødderne røres i. Hældes ud på bagepapir og afkøler. Hakkes groft efter behag.

Honningkaramel og nødde crunch – lækre sager 🙂

Ymerfromage

2 bl. husblas

1 æggeblomme

50 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

2 dl. ymer

1 spsk. citronsaft

½ dl. piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand. Pisk fløden til skum. Pisk æggeblomme, sukker og vaniljesukker godt sammen, til det bliver lyst 🙂 Rør/pisk ymer i. Vrid husblas for vand og smelt den i mikroovn og køl ned med citronsaft og dernæst lidt af ymerblandigen. Til sidst piskes det hele sammen, og vend den piskede fløde i til allersidst.

Kagen samles:

Den nederste bund lægges på et fad og smøres med abrikosmarmeladen. Sæt kageplast omkring kagen, inden du går videre. Fordel æblemos i et pænt lag og drys med halvdelen af nødderne. Køler helt af, inden ymerfromagen hældes over og der sluttes med den øverste bund.Sæt kagen på køl – mindst 3 timer.

Pyntes med flødeskum af 3 dl. piskefløde

Til sidst hældes honningkaramellen ud øverst på kagen og der drysses med de sidste crunchy nødder.

Kagen smager virkelig godt. Men den er lidt svær at skære pæne stykker af. Jeg havde udeladt husblas i æblemosen, og det gjorde det ikke lettere at skære. Men som hel lagkage er den bare fin.

Og honningkaramellen er virkelig lækker 🙂

På en blæsende, våd og kølig fredag – så kunne denne kage godt være et projekt, der er værd at give sig i kast med 🙂

Under alle omstændigheder ønskes du en skøn weekend.

Jette

Efterårets gaver

I morgen kommer det færdige resultat. I dag er det kun på vej 🙂 En Luther lagkage.

I forbindelse med Lutherjubilæet næste år, blev der udskrevet en konkurrence om at lave en Luther lagkage. Og vinderlagkagen blev lavet af et af de tidligere års medvirkende i Den store Bagedyst, Anne Mette Voss.

Og nu er jeg i færd med at afprøve hendes fine opskrift.

På vej – her er nødde crunch og honningkaramel. Det lyder lækkert 🙂

Nogle af nødderne er fra min søsters have – hun har igen været ude at samle nødder, og så får jeg glæden af at bruge dem. En ret god arbejdsfordeling.

“Nu haster skyerne forbi,

og modne æbler falder i

oktobermørke haver.

Gud lukker årets gyldne ring,

og sindet samler sig omkring

de lyse nætters gaver.” (Den danske salmebog 731,2)

Efterår er lidt tiden, hvor sindet lukker sig om det nære, det der blev fyldt på hen over den lyse tid. Men det er nu også meget godt. Det varmer og bringer taknemmeligheden frem.

God og tankefuld torsdag.

Jette

Side 146 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal