Nu har den stået på lækre kager og petit four, så nu kom lysten til noget groft tilbage 🙂
Trine og jeg talte forleden om, at nybagt brød bare er noget i særklasse. Snakken udsprang af, at min søster er stor fan af knækbrød. Men lige på det punkt deler vi ikke synspunkt. På mange andre gør vi, men ikke lige der. Jeg synes knækbrød har det med at støve i munden og krumme ud over det hele. Nybagt brød dufter bare skønt og smager så godt.
Det blev til et valnøddebrød med kerner – og lidt tørrrede tranebær. De kan sagtens udelades, hvis man synes det, men de giver lidt sødt modspil. Jeg bagte tidligere et brød, der minder lidt om dette, men det var knap så groft.
Valnøddebrød med kerner
50 gr. skårne rug- eller hvedekerner
1 dl. vand
2 dl. vand
15 gr. gær
1 tsk. groft salt
1 tsk. sukker
2 spsk. olie
30 – 40 gr. grofthakkede valnødder
evt. 25 gr. tørrrede tranebær eller rosiner
50 gr. grahamsmel
ca. 275 gr. hvedemel
Kog de skårne kerner og den ene dl. vand 2-3 minutter og lad blandingen køle af. Tilsæt så vand og gær og udrør det, inden de øvrige ingredienser tilsættes. Hold lidt af hvedemelet tilbage og se, hvor meget dejen behøver. Æltes til en god dej, som stilles til hævning ca. to timer.
Æltes igennem og efterhæver – eventuelt i en hævekurv – mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 30 – 35 minutter og afkøler på en rist.
“Det er godt nok et groft brød” var Trines kommentar, da hun så brødet. Men det var jo også hele pointen 🙂
Og til sidst et billede fra den sidste dag i marts – og den første forårsmåned. Det har naturen vist bare glemt 🙂
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar