diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 117 af 221

Små tærter med ribs

Forleden var der – igen – menighedsrådsmøde 🙂 Og ud over at jeg altid bager et eller andet brød, så kommer der også en kage eller noget sødt på bordet. Denne gang i form af små fine tærter med ribs fyld og pynt.

Jeg har ribs liggende i fryseren, og det er ikke så ofte de kommer i brug, så jeg tænkte, at dette var et forsøg værd. Og kagerne blev fine og smagte godt, de var ikke for syrlige – det var min store frygt 🙂

Små tærter med ribs (10 stk.)

75 gr. ribs

35 gr. sukker

Ribs og sukker røres sammen og trækker natten over.

Tærtedej

125 gr. mel

65 gr. smør

25 gr. sukker

evt. lidt koldt vand

Kom mel og sukker i en skål og smuldr smørret heri til det ligner rasp. Samles hurtigt med lidt vand og varmen fra dine hænder. Lægges på køl og hviler, gerne til næste dag.

Frangipane

25 gr. mandelmel

25 gr. hvedemel

50 gr. sukker

50 gr. smør

1 æg

Det hele piskes sammen – jeg har lavet den budgetvenlige udgave og kommet lidt hvedemel i. I den klassiske opskrift er det udelukkende mandelmel, der bruges. Men det gik ok med at blande de to slags mel.

Ganache

50 gr. hvid chokolade

25 gr. ribsgele

1 spsk. fløde

Hak chokoladen groft. I en lille bitte gryde varmes gele og fløde op til næsten kogepunkt. Hæld det over chokoladen og pisk grundigt. Måske det skal have lidt hjælp fra mikroovnen, for at smelte al chokoladen. Afkøles inden den hældes over de små tærter

Tærtedejen udrulles tyndt og der udstikkes små cirkler (7 cm i diameter) og små muffinsforme beklædes med dejen. Jeg har arvet min mors gamle metalforme – de er så gode til formålet 🙂

Kom en tsk. ribs i hver og fordel frangipanen ovenpå.

Bager ca. 20 minutter ved 175 grader. Afkøler i formen.

Inden servering tages de ud af formen og ganachen fordeles på toppen og pyntes med lidt ribs.

Og så er der fine og festlige tærter – med lækker smag.

Der kan helt sikkert også bruges anden frugt i tærterne, men ribs var bestemt godkendt 🙂

God torsdag.

Jette

Forårsfornemmelser

Det må der næsten skrives om 🙂

I går var da den mest fantastiske dag!

I solen var der så lunt, at jeg kunne sidde ude. Frokosten blev spist på terrassen – selvom den stadig er i vinterhi, men stol og bord havde overvintret, så det var bare om at komme ud og sidde ned og nyde solen og varmen.

Et par glimt fra den fine dag:

Diva nød at spurte rundt på græsplænen

Hane og flittige høns skraber under de mange visne blade

Smukke gule krokus

og flotte lilla krokus

Og det er helt utroligt hvad sådan en dag med sol og varme gør ved en. Nu må foråret gerne komme, jeg glæder mig til at kunne sidde mere udenfor – og gå og pusle lidt om mine få blomster. At klippe roser ned, synes jeg altid er en god beskæftigelse. Og de vilde skud på æbletræerne skal også snart klippes ned.

Så selvom alting klippes ned, så er det også snart påske, og alting springer ud.

På en mere grå onsdag.

Jette

Boller med kokosmælk

Jeg ved ikke, hvorfor jeg slet ikke har tænkt den tanke før – men det har jeg ikke 🙂 At bruge kokosmælk på en anden måde end som ingrediens i gryderetter.

Men nu har jeg fået givet nye muligheder. Jeg faldt over en opskrift på nettet og kunne lige se muligheden, da jeg havde en åbnet dåse kokosmælk stående i køleskabet. Og holdbarheden er ikke så lang, når dåsen først er åbnet. Så jeg greb idéen og her kommer min opskrift på fine bløde boller med kokosmælk 🙂

7 boller

1 silkehønseæg ( eller 1 lille æg)

1 dl. kokosmælk

½ dl. vand

10 gr. gær

2 spsk. olie

1 spsk. sukker

1 tsk. groft salt

50 gr. fuldkornsmel

200 gr. hvedemel

Smuldr gær i kokosmælk og vand og rør det godt sammen. Tilsæt de øvrige ingredienser – men kom hvedemelet i lidt af gangen. Ælt til du har en blød og lækker dej, den stilles til hævning et par timer. Æltes igennem igen og formes til boller. Jeg kom mine i en springform, så får man et fint rundt brød med brydeboller. Men de kan også sagtens bages på en helt almindelig plade 🙂 Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader og bager ca. 20 minutter. Afkøler på en rist.

Lækre bløde boller – kokossmagen var næsten ikke til stede, så bollerne kan spises, lige når du har lyst.

På en smuk solskinsrig tirsdag morgen

Jette

Morgen læsning mandag morgen

Det har været en dejlig weekend 🙂

Nu er det en dejlig mandag morgen, hvor der er tid til at læse lidt, inden jeg skal til et usædvanligt møde. Præsteforeningen har inviteret landets præster til møde om den kommende mulige konflikt. Det er aldrig sket før – i en sådan anledning – så det bliver interessant at være med til. Også blot at få nogle faktuelle oplysninger med hjem. Jeg er tjenestemand, så jeg bliver ikke som sådan ramt eller involveret, men det kan kirkens øvrige personale blive. Og så er det fint nok at vide, hvad der er op og ned.

Men inden da – så fik jeg læst lidt i min nyindkøbte bog “Slip livet løs” af Preben Kok. Jeg mødte ham til kirkehøjskole i lørdags og hørte ham fortælle om bogen – og tanken med at slippe livet løs. Hans pointe er, at det er svært for os moderne mennesker – primært fordi vi vil være herre i eget hus. Men at være herre i eget hus betyder, at man har magten til at gøre. Men også har skylden, når noget ikke lykkes. De to ting hænger sammen.

Og dermed også, hvis vi vender dem om – at hvis vi ikke har magten, så har vi heller ikke skylden. Og det kan der være en stor befrielse i ind imellem at opleve.

Preben Kok er pensioneret sogne- og sygehuspræst – og han fortalte blandt andet om, at hvis man spørger alvorligt syge mennesker, så mener op til 50 % af dem, at det er deres egen skyld, at de har det, som de har det! Og hvor hans tanke er – at det er ikke altid menneskets egen skyld, at det går, som det gør. Der er uretfærdighed til. Der sker ting, vi ikke kan eller skal tage ansvar for. Men som vi må tage til efterretning – hvis kan bruge det udtryk her. 

Der kan ligge en befrielse i ikke at skulle tage al skyld på sig i svære situationer. Magtesløshed er også en mulighed. Og det er okay at være der. Og hans påstand er, at den erkendelse ind imellem kan være begyndelsen på at se nye muligheder.

Som han skriver:

“Det kan føles som en lettelse at være magtesløs – og måske derfra også at kunne øjne “miraklet”, hvis det indtræffer. Og lige dér kan livet slippes løs” (p. 31)

Det er spændende tanker. Men som altid når noget genviges kort – med fare for at lyde for forenklet.

Men jeg tror nu alligevel, at vi alle kan have godt af at tænke lidt over – hvordan livet slippes løs!

På en smuk kold mandag.

Jette

Fredag formiddag

På en ualmindelig kold fredag formiddag er det meget rart at sidde indenfor. Hønsene er lukket ud, de er ret hårdføre og tager vejret som det er 🙂

Modsat hund, kat og menneske – vi nyder varmen på kontoret.

Velvidende, at jeg har en begravelse senere i dag – og det er bare altid koldt på en kirkegård, og i dag vil det være bidnede koldt. Men trods det, skal det nok blive en ordenligt og god begravelse.

Men lige nu – da er det rart at være her 🙂 Mit kontor er ikke særlig rydeligt, men som det gælder i sommerhuset, så gælder det også her, at de fleste ting har en historie og jeg er glade for dem.

Hoptimisten er en fødselsdagsgave – englen, med den brækkede vingepids, er en julegave – og lerfuglen er lavet af Trine, for mange år siden 🙂

 – Og så er der alt papiret, som ligger spredt. Men jeg ved nogenlunde, hvor hvad gemmer sig 🙂

Håber du har mulighed for at opholde dig et lunt sted – i dette kolde forår.

God weekend.

Jette

Aioli – hvor svært kan det være ?

Jeg ved godt, at jeg lyder mere kæk end jeg normalt gør. Men lige præcis aioli er jeg gået uden om, når det skulle være hjemmelavet.

Aioli er et andet ord for mayonnaise, og jeg har altid ment, at det var frygtelig vanskeligt at lave.

Men inspireret af gårsdagens indlæg fik jeg lyst til at udfordre hønsenes fine æg og mine egner evner 🙂

Tillige kan aiolien bruges i dag, hvor der holdes fernisering i anledning af, at konfirmandernes små ikoner afsløres.

Nypisket aioli

Aioli

½ tsk groft salt

1 helt silkehønseæg

½ tsk. sennep

½ fed presset hvidløg

1 tsk. hvidvinseddike

Ca 110 ml. neutral olie (jeg brugte solsikkeolie)

I en skål kommes æg, salt, sennep, eddike og presset hvidløg. Det hele piskes godt sammen. Håndkraft og piskeris. Kom et par dråber olie i og pisk videre. Endnu en gang tilsættes et par dråber olie, og der piskes. Herefter øges mængden af olie, mens der piskes grundigt. Langsomt begynder massen at stivne, og det får til sidst en fin lækker konsistens.

Smages til og sættes til afkøling.

Afkølet aioli og dagens høst af silkehønseæg 🙂

Og så er der super lækker dip – til grissini eller pommes frites eller grøntsagsstave. Det er vist kun fantasien, der sætter grænser.

God torsdag.

Jette

Hønseglæder

Høns er hyggelige. Mine fire silkehøns og ene hane går frit omkring og byder enhver velkommen – eller rettere, de gør ikke noget, men påkalder sig alligevel behørig opmærksomhed. Giver lige anledning til et par bemærkninger og et smil.

Silkehøns er racehøns, gode til at tage sig af deres afkom og bliver nogenlunde på matriklen. Og lægger de fineste små æg. Mine høns bliver til dels hjemme – de kender dog også godt naboens græsplæne, roder under hans troldhassel og nyder at stå under fuglebrættet – i håb om, at de små fugle skubber noget ud over kanten 🙂

Naboen og jeg deler glæden ved hønsene, så de er tit samtaleemne, når vi mødes. Og han passer dem flittigt og med stor omhu, når jeg ikke er hjemme.

Og så er hønsene sociale – de går sammen. Men vil også gerne være, hvor der er mennesker. Når de ser mig bag køkkenvinduet kommer de løbende over gården – for det kunne jo være, der dumpede noget ud gennem vinduet 🙂

Og de taler sammen. Jeg forstår ikke deres sprog, men det er helt klart, at der er lyde for “fare” og lyde for “at kalde sammen” og lyde for “kom, der er mad”. Fascinerende at iagttage.

Og så er det afstressende at holde høns. Det kan godt være at hønsene ind i mellem løber, men langt det meste af deres tid går de og roder i jorden, ligger på en varm plet eller går i skjul og hygger sig. Og de når alt det, de skal på en dag.

Du fornemmer nok, at jeg er glad for mine høns 🙂

Og så giver de jo de fineste æg, og spiser mit gamle brød, tørre kager og tiloversblevne kogte pasta.

Hønseglæder på en lidt grå onsdag.

Jette

Boller med danablue

Opskriften her er blevet til ved lidt af et tilfælde. Jeg havde forleden lavet en dressing af creme fraiche og danablue. Den smagte ok – men havde en meget kraftig smag, så jeg tænkte, at den nok alligevel ville være bedre i noget bagværk 🙂 Og det var ganske rigtigt. Det kan kun anes i smagen, nok mest hvis man ved det på forhånd.

Men hermed også sagt, at har du lidt dressing i overskud, så kan det fint anvendes i noget bagværk. Og altså være med på tidens bølge om stop madspild 🙂

Boller med danablue (8 stk.)

½ dl. creme fraiche

25 gr. danablue

10 gr. gær

2 dl. koldt vand

1 spsk. olie

1 tsk. groft salt

1 tsk. honning

50 gr. rugmel

ca. 300 gr. hvedemel

Mos osten i creme fraichen og bland det med vand og gær. Opløs gæren og tilsæt de øvrige ingredienser, hold lidt hvedemel tilbage. Ælt dejen godt og sæt den til hævning et par timer. Æltes igennem igen og formes til boller. De efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader og bages ca. 15 minutter.

Altid dejligt med nybagte boller. Det bliver jeg aldrig træt af. Heller ikke selv om formen på nogen af bollerne er lidt alternativ 🙂

God tirsdag.

Jette

Jordforbindelse(r)

En dejlig weekend er til ende – og tilbageblikket rummer blandt andet et museumsbesøg. Jeg er ikke så flittig til at besøge museer, men var alligevel faldet over en udstilling, som fangede min interesse. Den hed Jordforbindelser, og i omtalen var vist også nævnt ordet bæredygtig – og så spidser jeg efterhånden øre 🙂

Fritz Syberg: Aftenleg i Svanninge bakker, 1900 

Fåborg Museum – i samarbejde med tre andre museer – stod bag udstillingen. Her blev vist mange billeder af blandt andre fynske malere fra 1800 tallet. Malerier, der alle viste motiver, hvor man kunne se, hvad det forestillede 🙂 Landskabsbilleder, legende børn og kønne kvinder, fugle og flotte himle – det er der en vis ro i at gå og betragte.

Peter Hansen: Pløjemanden vender, ca. 1900

Udstillingen hedder “Jordforbindelser – dansk maleri 1780 – 1920 og det antropocæne landskab.” Og det spændende var her, at to nutidskunstere var inviteret med til at sætte det hele i perspektiv. Camilla Berner med en unik udsigsthytte, tækket med gyvel fra Svanninge bakker – og også opstillet derude.

Udsigtshytte, lavet af genbrugstræ og tækket med gyvel, Camilla Berner 2017

Rune Bosse havde lavet noget med jordprøver – og udstillet gamle drænrør – som jeg jo kunne genkende fra min barndom. Det er altid sjovt, når ens egen historie kommer på museum 🙂

Og så er jeg jo lidt fascineret af ord – og kendte ikke ordet antropocæn. Måske du heller ikke lige har hørt det – men ifølge ordbogen betyder det: antropocæn – den epoke, vi lever i i dag.

Det er et forholdsvis nyt ord, blev introduceret i 2000. Ordet er med til at udtrykke, at vi mennesker for alvor har sat os på naturen – med klima- og miljø ændringer til følge.

Gyveltag

Og udstillingen i Fåborg er med til at vise, hvordan kunsten gennem tiden har set på landskabet, jorden og naturen.

Fritgående kvæg i Svanninge Bakker

Det var en hyggelig tur rundt inden for – og en frisk vandretur udenfor gennem Svanninge bakker. Udstillingen flytter hen over året til de andre samarbejdende museer, så du behøver ikke tage til Fåborg for at få fornøjelsen af den.

God mandag.

Jette

Små grønne pirogger

Konfirmanderne lavede for noget tid siden nogle flotte ikoner. Og i næste uge holder vi fernisering og afslører deres små mesterværker. Vi – eller nok mest jeg – har planlagt  at der skal serveres små snacks og drikkes bobler af fine glas. Opgaven med at lave snacks er delt det ud, så konfirmanderne laver nogle – og jeg forsøger mig med disse. Og nogle dadler i svøb 🙂

Småt tager tid, men det ser altid festligt ud. Så det er umagen værd.

Små pirogger (12 – 14 stk.)

1 dl. vand

1½ spsk. olie

½ tsk. groft salt

50 gr. pizzamel

50 gr. grahamsmel

ca. 100 gr. hvedemel

Røres sammen og æltes til en lækker dej, hæver et par timer.

Fyld:

1 spsk. revet parmesan

2 kogte kartofler

1 tsk. tørret persille – eller 1 spsk. frisk hakket persille

½ tsk. tørret basilikum

1 spsk. olie

lidt citronsaft

lidt chiliflager

1 fed presset hvidløg

salt og peber

Kartoflerne moses og blandes med de øvrige ingredienser og smages til.

Ælt dejen igennem og rul den tyndt ud og udstik små cirkler, ca. 7 cm i diameter. Læg 1 tsk. fyld på og fold dejen over, så du får en halvmåne. Tryk rundt i kanten med en gaffel.

Bages ved 200 grader ca. 12 minutter til de er pænt lyse brune. Køler lidt af, og smager dejligt nybagte. Kan evt. lunes.

I aften kan Ole og jeg så nyde både dadlerne og de små grønne pirogger – det bliver ikke dårligt.

God weekend.

Jette

Side 117 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal