Den kommende uge – dagene op til påske – bliver også kaldt den stille uge.

Rundt om mig er der ret stille nu, tidlig morgen, skolen har påskeferie, ingen konfirmander i denne uge. Peter er kommet hjem på påskeferie – det er en særlig uge.

En uge, der på sin egen stille måde leder op til påsken og de helt særlige begivenheder, der skete der. I hvert fald hvis du tager de kirkelige briller på.

For påsken, som kristen begivenhed, fylder ikke så meget i manges bevidsthed. Der er de kommende dage mere et skønt afbræk i hverdagen – og ofte en ferie med fokus på have og fritid.

Men den stille uge er fra præstens kontor en tid til mange tanker om skelsættende begivenheder. Begivenheder, der for altid ændrede historien, og som danner grundlag for håb og livsmod. Tanker om forrædderi og tilgivelse. Tanker om brød og vin og et helt særligt fællesskab knyttet sammen af ord og måltid. Og tanker om livets sejr, som påskemorgen forkynder og udbasunerer på flotteteste vis.

Men den stille uge – her skrives prædikener. Jeg går lidt i min egen verden – og ser frem til, at de ligger printet på bordet – for så er det tid til at fejre påske.

Her til morgen blev det også til et gensyn med gammelt påskepynt. Jeg er ikke så god til at få pyntet op – men det var et glædeligt gensyn med ting, jeg har lavet for mange år siden, og nogle af ungernes små kreationer.

“En konge uden krone på.

Jo, med en tornekrone.

Hans livvagt er de mindste små,

og sangene hans trone.”

Johannes Johansen 1977



På en stille mandag.

Jette