Jeg ved ikke, hvorfor jeg slet ikke har tænkt den tanke før – men det har jeg ikke 🙂 At bruge kokosmælk på en anden måde end som ingrediens i gryderetter.

Men nu har jeg fået givet nye muligheder. Jeg faldt over en opskrift på nettet og kunne lige se muligheden, da jeg havde en åbnet dåse kokosmælk stående i køleskabet. Og holdbarheden er ikke så lang, når dåsen først er åbnet. Så jeg greb idéen og her kommer min opskrift på fine bløde boller med kokosmælk 🙂

7 boller

1 silkehønseæg ( eller 1 lille æg)

1 dl. kokosmælk

½ dl. vand

10 gr. gær

2 spsk. olie

1 spsk. sukker

1 tsk. groft salt

50 gr. fuldkornsmel

200 gr. hvedemel

Smuldr gær i kokosmælk og vand og rør det godt sammen. Tilsæt de øvrige ingredienser – men kom hvedemelet i lidt af gangen. Ælt til du har en blød og lækker dej, den stilles til hævning et par timer. Æltes igennem igen og formes til boller. Jeg kom mine i en springform, så får man et fint rundt brød med brydeboller. Men de kan også sagtens bages på en helt almindelig plade 🙂 Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader og bager ca. 20 minutter. Afkøler på en rist.

Lækre bløde boller – kokossmagen var næsten ikke til stede, så bollerne kan spises, lige når du har lyst.

På en smuk solskinsrig tirsdag morgen

Jette