Tag: Tanker om stort og småt Side 47 af 48

Denne gang i selskab med 47 unge mennesker, langt de fleste konfirmander til forårets konfirmation.

Da jeg før jul læste om, at kunstmuseet Aros havde lavet en udstilling med Dronning Margrethe og Prins Henriks forskellige kunstværker – og ikke mindst et udvalg af Danmarks bispekåber – så fik jeg ideen til, at tage konfirmanderne med en tur derop. Og se på kunst, besøge domkirken og til sidst

blive sluppet løs på egen hånd.

Og det lykkedes. I går var vi af sted. – Og jeg var ret så brugt og træt, da jeg sidst på eftermiddagen nåede hjem til præstegården 🙂

Så er vi ankommet og klar til at tage Århus i øjesyn.

Og lidt specielt, så havde vi domkirken helt for os selv. Det var fascinerende, at kunne bevæge sig rundt og opleve Danmarks længste domkirke, med Danmarks største kirkeskib, med Danmarks største kirkeorgel, med Danmarks største glasmosaikvindue og sidst men ikke mindst – Danmarks største kalkmaleri.

Med 5 Danmarksrekorder samlet på et sted – så må det siges at være en imponerende kirke.

Aros er bare et så fint museum. En imponerende og anderledes arkitektur og spændende at bevæge sig rundt i. Indgangen er lavet med meget brede og lave trappetrin – så allerede på vej ind fornemmes, at vi kommer til at bruge kræfter i dette hus.

Og vi gik – bevægede os fra niveau til niveau. Så det store menneske i kælderen, kiggede lidt frygtsomt ud over gelænderet, når vi gik opad, der blev bare længerere og længere ned.

Pas de deux royal – en dans for to (kongelige) – det var det helt store trækplaster, her blev vi lukket ind i hold.

Men pyt med det, det var en oplevelse – og umådelig vanskeligt at lade være med at røre ved tingene. De udstillede fabeldyr, skulpturer og decoupage ting stod lige i rette højde, for at blive rørt ved – men meget opmærksomme vagter holdt øje med, at alt blev stående på rette plads.

Konfirmanderne var gode. – Og skadefro, som man let kan blive, så var det en anden klasse og nogle andre unge, der fik en påtale for at lave for megen uro 🙂

Efter 2½ time mellem mange, mange mennesker og flotte kunstskatte, så blev de unge mennesker sendt ud og kunne kigge i butikker.

Men som en af konfirmanderne sagde, hvilken skulle man nu lige gå ind i? Der var bare så mange at vælge i mellem. Så da vi skulle mødes ved domkirken og samles op af bussen – så var det præsten, organisten og graveren, der kom som de allersidste 🙂 Konfirmanderne var klar til at køre mod Fyn igen – fyldt med indtryk og gode oplevelser.

Men hvad har de lært, hvad husker de? Det er svært at sige. – Men alt andet lige, så kom vi alle hjemmefra, fik udvidet horisonten lidt.

Og skiftet fra at gå i den stille domkirke til at være midt i menneskemylderet på Aros blev næsten symbolsk. En velsignet ro midt i en verden fyldt af larm.

Dette har ikke handlet om bagning 🙂 det kommer tilbage i morgen. Da venter et nyt brød, hævet i hævekurv.

God fredag.

Jette

ps. billederne her er taget af Anita Seiling, tak for hjælpen.

“Vintergæk! vintergæk!

Hvor du lyser bag min hæk,

titter frem, titter frem,

selv når kulden den er slem.” (Michael Nielsen)

Det vers klingede i mit hoved her til morgen. Det er fra en sang, jeg synger til kor – og som stammer fra en samling af sange med den fantastiske titel: “Om Gud og andre gratis glæder”

Og det er netop, hvad vintergækken er – en gratis glæde. De små hvide hoveder på ranke grønne stængler, står og holder fast i retten til at være her, selv om det er koldt, vådt og ikke spor forårsagtigt.

I weekenden skal der bages gulerodsbrud – for Trine er på besøg, og det er hende, der ligger inde med opskriften.

Og så skal der tænkes på korkage. For at synge med i et kor er – ud over at synge og glæden ved det – også ensbetydende med kaffe- og kage pause. Kagedelen går på skift, og det fungerer fint, og på mandag er det mig, der har kage med. Nu må vi se, hvad det ender op med.

God weekend.

Jette

Sådan skrev Brorson i salmen “Her vil ties, her vil bies” for små 300 år siden.

Salmen handler slet ikke om vinter og kulde som sådan. Den peger hen på foråret, fremtiden og håbet. Som duen, der kommer tilbage med et olivenblad i munden, da Noah sendte den ud, efter at arken var strandet på Ararats bjerg. Det lille blad blev et tegn på, at noget nyt var på vej. En ny tid.

Og set gennem kristne briller – Guds rige, der var ved at bryde frem.

Men erfaringen med at dagene bliver længere – samtidig med at vinteren strenges – ja det oplever vi faktisk gang på gang. Det er tydeligt, at dagen nu er tiltaget med næsten en time siden vintersolhverv. Men lige så tydeligt er det også, at det er blevet vinterligt koldt.

I går blev to af mine julegaver taget i brug – eller rettere brugt. En invitation på Brunch hos pigerne i Århus og et gavekort til Magasin. Og det var super hyggeligt. Pigerne havde selv været i gang med at planlægge og bage. Og det glæder jo mit bageglade hjerte 🙂

Der var både små pandekager, scramble egg ( med æg fra mine stolte høns) og lækre chokoladescones. De sidste må jeg se at få opskriften på, for de fortjener at komme på bloggen. Jeg fik nogle stykker med hjem, en nydes her til morgenkaffen.

En frysende kold dag var det. – Men blev fyldt af en varm taknemmelighed over, at ens børn gør det godt på alle måder.

God søndag.

Jette

Mødregruppe – jeg er sikker på, at det ord slet ikke fandtes, da jeg blev født. Men det var meget moderne, da jeg fik første barn – og har egentlig bare holdt ved siden.

De nybagte mødre jeg taler med, i forbindlese med barnedåb, de er næsten alle med i en gruppe. Og det er godt. At være med i en mødregruppe giver anledning til at komme hjemmefra, tale med andre i samme situation og få vendt store og små problemer og glæder.

Jeg er også med i en mødregruppe 🙂 Den er lige godt 20 år gammel – og det er bare super hyggeligt at mødes med de andre. Børnene er for længst holdt op med at deltage.

Jeg tænker ind imellem på, at den sundhedsplejerske der i sin tid satte os fire mødre sammen umuligt kunne have vidst, at det ville gå godt – men det gjorde det.

Vi er meget, meget forskellige og laver noget vidt forskelligt (en er folkeskolelærer, en er it-projektleder og en er advokat og så mig, præst).

Vi har talt rigtig meget om alt muligt, men egentlig ikke særlig meget om børn. Måske det er en af grundene til, at vi fortsat mødes og med stort udbytte.

I morgen kommer gruppen på besøg her. Lidt uventet – men hende, der skulle have lagt hus til, var i gang med et større male-stue og køkken projekt – så derfor blev aftenen flyttet herud.

Så nu skal der planlægges lidt – og bages lidt.

Et spansk inspireret brød til tapas, nogle af Irenes knækbrød og napolionshatte til kaffen.

Mere om det i morgen.

Og til sidst et billede af ham, der er født medlem af mødregruppen 🙂

På vej ud af døren ….

Jette

Og jeg afsløres med det samme, som en, der ikke har så meget forstand på spirer og blomster. Og indrømmet. Jeg ved det godt 🙂

Men jeg har den sidste uges tid undret mig over nogle grønne totter, der voksede under tulipantræet i haven. Jeg kunne ikke lige regne ud, hvad det var – og det var da mærkeligt, hvorfor græsset skulle vokse så pletvist.

Så med kamaraet i hånden gik jeg ud og besigtigede fænomet – og tog et billede.

Og tror nok, at det er vintergækkeblade, der står og bebuder at foråret er på vej 🙂 Og de er bestemt velkomne.

Og hvor mærkeligt – for i aftes blev mine forældres vej i Vendsyssel nævnt i Nyhederne – for første gang i hele mit liv. Og anlendingen til det fine besøg fra TV2 var, at der var enormt meget sne! At vejen var ret så ufremkommelig.

Og samme dag har jeg stået og fotograferet frimodige vintergækker. Det er bare  lidt forunderligt med så store forskelle i vejrliget – i vores ret lille land.

God søndag – på en vejrmæssig noget varieret dag.

Jette

En gang i mellem er det godt at blive mindet om, at vi skal huske at undre os. For jeg tror faktisk vi glemmer det. Jeg gør i hvert fald.

Undres, som Brorson gør det i salmen: “Op al den ting, som Gud har gjort”. Der indleder han adskillige vers med at spørge: Hvad skal jeg sige, når jeg ser, går, eller undres – over alt det, som er lige omkring ham.

“Hvad skal jeg sige? mine ord,

vil ikke meget sige:…”

Ja, vi kan blive næsten mundlamme, når vi tænker efter og undres over det vi ser, hører og oplever. Og det kan være vidt forskellige ting. Det kan være en lille spire, der kommer op af jorden. Det kan være katten, der fuldstændig afslappet ligger krøllet sammen og sover i en stol. Det kan være en undren over den tillid andre mennekser møder en med. Eller noget helt fjerde.

En gammel kristen filosof – Augustin – har engang skrevet noget, som jeg synes er ganske smukt, om det at undres:

“Undren rammer hjertet uden at skade det.”

Når vi undres er det jo tit over noget nyt, noget vi ikke lige havde lagt mærke til, eller noget vi møder. Og Augustin er sikker på, at undren er godt. Det rammer hjertet uden at skade det. Vi kan blive beriget, eller vi kan undre os og ikke forstå det, og så lægge det fra os. Men “undren rammer hjertet uden at skade det.”

At undre sig er godt. Det må vi huske at tage os tid til.

På det meget jordnære plan forsøgte jeg mig i går med en kage, hvor jeg var spændt på udfaldet. Og jeg må undrende sige – at det blev godt. Kagen smager rigtig dejlig, især når man godt kan li’ rosiner og mandler. Jeg fyldte dejen med gløgg-mix, der havde opholdt sig i køleskabet i selskab med lidt snaps. Rosinerne havde drukket snapsen, og var derfor meget fyldige og velsmagende – og fungerede fint i kagen.

Det bliver kun til et billede af kagen. Mest til insipiration til at få brugt eventuelle julerester.

God fredag – hvor der er det fineste lille hvide drys sne uden for vinduet.

Jette

Fredag – bare ordet har en egen klang. Det er næsten weekend. Og selv som præst, så er fredag en særlig dag – især fordi jeg har en aftale med mig selv om, at søndagens prædiken skal være skrevet og udskrevet senest fredag kl. 15. Og det er den så i 95 % af tilfældene.

Flutes – sådan et par stykker skal der bages i weekenden. Egentlig et meget lille projekt, men ind i mellem har lidt også ret.

Fødselsdage – jeg kan godt li’ fødselsdage. Jeg synes, det er hyggeligt, en dag om året at kunne fejre og sætte en person i centrum. Hos os bliver flaget altid hejst, når der er fødselsdag – så enhver der kommer forbi på den dag allerede udefra kan se, at her er der en, der fylder år.

I weekenden har vi to fødselsdage – min mor, der fylder  92 år (!) og min nevø, der fylder 19 år. Jeg har fået lov at servere aftensmad på nevøens fødselsdag. Så det kommer der lidt mere om de kommende dage.

Så der er nok at glæde sig til og glæde sig over – og være taknemmelig for.

Også hønsene glæder sig – og nyder stadig at kunne skrabe løs i jorden.

God fredag.

Jette