Undren

En gang i mellem er det godt at blive mindet om, at vi skal huske at undre os. For jeg tror faktisk vi glemmer det. Jeg gør i hvert fald.

Undres, som Brorson gør det i salmen: “Op al den ting, som Gud har gjort”. Der indleder han adskillige vers med at spørge: Hvad skal jeg sige, når jeg ser, går, eller undres – over alt det, som er lige omkring ham.

“Hvad skal jeg sige? mine ord,

vil ikke meget sige:…”

Ja, vi kan blive næsten mundlamme, når vi tænker efter og undres over det vi ser, hører og oplever. Og det kan være vidt forskellige ting. Det kan være en lille spire, der kommer op af jorden. Det kan være katten, der fuldstændig afslappet ligger krøllet sammen og sover i en stol. Det kan være en undren over den tillid andre mennekser møder en med. Eller noget helt fjerde.

En gammel kristen filosof – Augustin – har engang skrevet noget, som jeg synes er ganske smukt, om det at undres:

“Undren rammer hjertet uden at skade det.”

Når vi undres er det jo tit over noget nyt, noget vi ikke lige havde lagt mærke til, eller noget vi møder. Og Augustin er sikker på, at undren er godt. Det rammer hjertet uden at skade det. Vi kan blive beriget, eller vi kan undre os og ikke forstå det, og så lægge det fra os. Men “undren rammer hjertet uden at skade det.”

At undre sig er godt. Det må vi huske at tage os tid til.

På det meget jordnære plan forsøgte jeg mig i går med en kage, hvor jeg var spændt på udfaldet. Og jeg må undrende sige – at det blev godt. Kagen smager rigtig dejlig, især når man godt kan li’ rosiner og mandler. Jeg fyldte dejen med gløgg-mix, der havde opholdt sig i køleskabet i selskab med lidt snaps. Rosinerne havde drukket snapsen, og var derfor meget fyldige og velsmagende – og fungerede fint i kagen.

Det bliver kun til et billede af kagen. Mest til insipiration til at få brugt eventuelle julerester.

God fredag – hvor der er det fineste lille hvide drys sne uden for vinduet.

Jette