Tag: Tanker om stort og småt Side 46 af 48

Hvilken festlig begivenhed. At have været gift i 50 år og så kunne fejre guldbryllup.

Det kunne min nabo fejre i går.

Og på Fyn går den slags ikke stille af. Så dagen inden selve dagen blev brugt på, at venner og naboer fik lavet to rigtig flotte æresporte – en til at stå ved guldbrudeparrets eget hus og en til at stå, hvor festen skulle holdes. Og da gran og blomster var sat i, små fine lyskæder kommet på plads og det hele stod og fortalte historien om et langt ægteskab – ja så kom alle ind og fik smørrebrød og kaffe.

For så at være klar til morgensang næste morgen 🙂 Her blev guldbrudeparret vækket med både trompet og tuba og et kor (af familie og venner) med rustne stemmer, der glade sang: “I østen stiger solen op” og “Det er så yndigt at følges ad.”

Festligt var det! Og regnen, der tidligere havde trommet på taget, var nu holdt op. Og indenfor ventede varm kaffe og rundstykker – og som en overraskelse for mig – også brudevalsen. Danset til tonerne af trompeten og tubaen, og det rørige guldbrudepar, der smilende og glade dansede der midt på stuegulvet.

“Det er så yndigt at følges ad…

da er med glæden man dobbelt glad

og halvt om sorgen så tung at bære;” (den danske salmebog 703,1)

Grundtvig genbruger her et gammelt ordsprog – men som jo er så sandt. At have nogen at dele glæden

med, er guld værd. Og en at kunne bære de sorgfulde dage med, er lige så meget værd.

50 år vidner om trofasthed og vilje. Om at holde sammen og stå ved det løfte, der blev givet utallige år tidligere.

Dannebrog vajede i alle haverne rundt om. For her var noget at fejre.

Dagen sluttede med en stor og festlig fest.

Og igen – jeg synes også bare 50 år sammen, det fortjener en fest. Med glæden til bords, og med taknemmeligheden i hjertet.

En dejlig dag – sluttede vi med at synge. “Hvor mindet vil farve en dejlig dag, så skøn som et morgengry …”

Ja skønne dage kaster sit lys over hverdagene.

Nu er det en helt almindelig torsdag – og det er ganske godt.

Jette

Hvorfor glemmer jeg det så tit? At det er godt og berigende at læse en god avis? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at når jeg sætter mig med morgenkaffen og bruger tid på at pløje avisen igennem, så er der ofte kommet nye indsigter og nye vinkler på ting efterfølgende. Ord eller historier, der ligger og arbejder videre i ens hoved.

“At håbe er at leve” var overskriften på en artikel, jeg læste i går. Et fint citat – og som man er nødt til at studse over og tænke over. Og blive opmærksom på – at ja, forsvinder håbet, så går livet også i stå.

H.C.Andersen sagde det berømte citat: “At rejse er at leve” Og meget vel, det er dejligt at rejse og komme ud og opleve noget andet end ens vante omgivelser. Men jeg tror alligevel, at håbet trumfer det at rejse!

Martin Luther er citeret for at have sagt, at “…hvis Dommedag var i morgen, så ville han stadig plante et æbletræ i dag.” Og det understreger ret godt, hvad håb gør  – det åbner ens sind og løfter blikket.

I artiklen, jeg læste, stod håbet også beskrevet sådan: “Håbet driver os frem trods alle dystre prognoser. Det skaber mening og sammenhæng – mellem os selv og omverdenen, mellem nutid, fortid og fremtid. Uden håbet ville alt gå i stå.” (Kristeligt Dagblad 14.03.2014)

Og det tror jeg er væsentligt. Vi har så meget brug for at kunne se en mening og håbe på noget. Ikke nødvendigvis hele tiden noget stort og forkromet – men bare håbet om en god dag, en dejlig middag eller en hyggelig aften.

På det helt jordnære plan håber jeg denne lille busk af dorthealiljer vil overleve i den fynske muld. Jeg gravede dem op i Nordjylland – min mor må have plantet mange løg i tidernes morgen, for der var rigtig mange af dem i haven, og hun var så glad for dem. Så nu håber jeg denne lille klump vil falde til og fremover vil blomstre ved forårstide uden for mit vindue. Som et af mange minder om min mor.

God og håbefuld tirsdag.

Jette

Det er vist ingen hemmelighed at jeg ikke er det store havemenneske 🙂 I hvert fald ikke når det kommer til at kende planter og blomster, og heller ikke når det handler om at arbejde vildt og meget i haven. En halv time og så synes jeg, at jeg har gjort det godt 🙂

Men jeg kan rigtig godt li’ at sidde på terrassen og læse og kigge ud på græsset, træerne og rhododendronerne – og i det hele taget nyde solen.

I de sidste dag har solen lokket en udenfor – det har været skønt at kunne cykle rundt og være udenfor uden at skulle være iført hue og handsker hele tiden.

Lidt har jeg bevæget mig rundt i haven – og fik blandt andet øje på den denne lille fyr – eller høne: 

Terrassen lider stadig under stormens hærgen sidste år. Det gamle stakit holdt ikke til de første kraftige vindstød. Det gjorde birketræet nu heller ikke.

Og da det blæste igen anden gang måtte glaspladen på mit terrassebord give efter for en flyvende tagsten. Rigtig ærgerligt – og der var glasskår overalt.

Så der mangler stadig noget, før terrassen er helt klar til at nyde i fulde drag.

Men til trods for alt dette, så er det bare godt at kunne komme ud – og se de små friske skud og livsduelige blomster, der allerede er kommet frem.

Her er mine absolut yndlingsblomster – påskeliljer! Eller påskeblomst som Grundtvig kalder den. Det fik mine konfirmander så lige lidt at vide om i denne uge.

God torsdag – med smukt solskinsvejr.

Jette

Hvorfor nu skrive latin på en mandag morgen ? Jo, for en dejlig solrig og hyggelig weekend bød også på et foredrag med titlen: Pro Ecclesia – et forsvar for gudstjenesten. Det var digteren Søren Ulrich Thomsen, der udtalte sig om dette.

Og spændende at høre hvordan et moderne menneske kan være så optaget af og glad for den helt almindelige gudstjeneste og højmesse. I en tid hvor udvikling er hovedord, er det befriende at høre en stemme som mener, at det gamle og velkendte har umådelig stor værdi.

Den nye uge byder på både strikke café og menighedsrådsmøde, så der bliver rig lejlighed til at bage. Skønt.

Planen lyder indtil videre på mazarintærte og et lækkert brød. Kagen skulle gerne være på plads her på bloggen i morgen.

Udenfor er det frisk forår – hvor er det bare rart.

God mandag.

Jette

Jeg venter stadig lidt med bagning og opskrifter.

Og bringer i dag et skønt billede af en stor og flot buket, som jeg har fået af kirkens dejlige personale.

En tivoli-buket.

Den lyser op.

Det gør solen også – det er så fint at sidde og se ud på en plæne fyldt med vintergækker og lidt forsigtige solstråler.

Energien vender tilbage. Konfirmanderne var livlige og klar til at møde foråret og en konfirmation, der nu kun er to måneder væk.

En ung mor har været her og tale dåb, og som bare glædede sig til at kunne dele den begivenhed med sine polske forældre.

Og gæren i køleskabet venter på at komme i brug 🙂 Jeg tror, der skal slås et brød op senere i dag.

En dejlig tirsdag fyldt med spirende håb.

Jette

Sådan opleves det ofte, når nogen tæt på en dør. Verden går lidt i stå, og det er så underligt, at alverdens travlhed fortsætter. At tv-avisen fortæller om politik, nyheder og uro – mens man selv synes, at alt står stille.

Men jeg tror, det er nødvendigt, at det sker. For når ens kære dør, så rokkes der ved relationer, og det man synes var sikkert og stabilt bliver pludselig rystet, og man skal til at finde nye veje.

Og erfaringen er egentlig den samme uanset alderen af den, man mister.

I den forgangne uge døde min mor og blev begravet i lørdags. Og selv om hun var gammel (92 år), så kom meddelelsen om hendes død alligevel som en helt uventet besked.

Og derfor har der været stille på bloggen den seneste uge.  Der var bare andre ting, der fyldte.

En af de salmer, vi sang ved hendes begravelse var en ny salme, som har nogle linjer, som jeg holder meget af:

“Du gir os nye kræfter.

Du knytter nye tråde.

Og hvad så sker derefter,

må komme af din nåde.” (den danske Salmenbog 552,5)

En tillid til, at Gud er med os – også når, og måske især, når livet er svært. Når dagene er lange og svære at overskue. Da er der megen trøst i at vide, at vi står ikke alene med det hele. Gud bærer med og knytter nye tråde.

Men det tager tid. Det varer lidt, før man har fundet nyt fodfæste. Men det kommer.

Også her på bloggen – ganske langsomt.

Forårsmånederne er begyndt – det er i sig selv med til at hjælpe på vej.

Jette