diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 36 af 70

Grovbrød med æbler og tranebær

I weekenden bagte jeg dette brød. jeg går sjældent af vejen for et bød med indhold – men det er ikke alle i familien, der er lige så begejstrede. Men måske du synes det er interessant ? 🙂 Det er et rustikt brød – men også et brød med smag 🙂 Æbler fra haven og tørrede tranebær fra forrådsskabet og knækkede rugkerner, der kun venter på at blive brugt. Så er scenen sat til brødbagning.

Grovbrød med æbler og tranebær

1 dl. skårne rugkerner

1½ dl. koldt vand

1½ dl. vand

1 dl. surmælksprodukt

1 tsk. salt

15 gr. gær

75 gr. grahamsmel

50 gr. tørrede tranebær

1 revet æble

ca. 450 gr. mel

Rugkerner og de 1½ dl. vand koges 5-10 minutter og køler af. Kommes i røreskålen sammen med det sidste vand og surmælksproduktet. Rør gæren ud heri, og tilsæt de øvrige ingredienser. Hold lidt hvedemel tilbage. Jeg brugte røremaskinen først og æltede dejen færdig i hånden. Så er det lettere at vurdere hvor meget mel, der skal bruges 🙂

Stilles til hævning et par timer.

Æltes godt igennem, formes til et brød og efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 45 minutter og afkøler derefter på en rist.

Et lækkert og saftigt brød – hvis man godt kan li’ kerner og noget at tygge på 🙂 Og som Ole kommenterede, så var det et brød, der vejede noget 🙂 Ja, men som jo så også mætter noget.

God fornøjelse med at hente æbler og bage et godt brød.

Jette

En lille årstidskage

Jeg har planer om, at mine kommende konfirmander skal bage små æblemuffins og pynte dem med Lutherroser. Men opskriften er endnu ikke på plads – så kagen her er et skridt på den vej, med at finde en opskrift.

Samtidig er det blevet efterår og haven er fyldt med både nedfaldsæbler og æbler på træerne. Og høsten har jo generelt bragt alle mulige dejlige grøntsager og afgrøder op af jorden. Så der kom også lige noget gulerod i min kage her 🙂

Et lille apropos omkring æbler og pærer – og hvorfor vi bare skal bruge løs af dem nu – er, at det anslås, at der rådner ca. 5 millioner kilo æbler og pærer i de danske haver – om året! Det er da helt vildt. Så hermed en klar opfordring til bare at bruge løs – også sagt til mig selv 🙂

Efterårskager ( 6 stk.)

1 æg

75 gr. mørk farin

½ dl. olie

75 gr. mel

½ tsk. kanel

½ tsk. bagepulver

75 gr. revet gulerod

½ revet æble

25 gr. rosiner

Overtræksmarcipan til pynt

Pisk æg og farin grundigt, hæld olien i og pisk igen. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med kanel og de revne gulerødder og æble og slut med rosinerne. Rør godt rundt og fordel dejen i 6 små forme (muffins el. lign). Bag kagerne ca. 25 minutter ved 175 grader.

Afkøler og pyntes med blomster og blade i efterårsfarver.

Og så er de klar til servering og du får anerkendende ord med på vejen – for lidt festlige ser kagerne nu ud 🙂

God og smuk onsdag.

Jette

Boller til bryllupsreception

Vi er virkelig velsignet med kærlighed i år 🙂 Om kort tid skal min eneste niece giftes, og det bliver så fint. Og selvfølgelig lidt pudsigt at der kommer to bryllupper på et år i vores familie, når der nu ikke har været nogen de sidste knap 30 år 🙂

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil bage nogen boller – og det vil jeg naturligvis gerne. Men tænker også, at de godt må være lidt særlige, lidt lækre og lidt indbydende. Så der må eksperimenteres lidt. Og her kommer første udgave 🙂 En lille bitte portion.

Boller med speltmel og ramsløgolie (6 stk.)

10 gr. gær

1½ dl. mælk

2 spsk. surmælksprodukt

1 spsk. ramsløgolie

½ tsk. groft salt

1 spsk. honning

50 gr. groft spelt mel

50 gr. fint spelt mel

ca. 150 gr. hvedemel

Rør gæren ud i mælken og tilsæt de øvrige ingredienser – men hold lidt hvedemel tilbage. Æltes til en fin dej og stilles til hævning et par timer eller tre.

Dejen æltes igennem igen – og jeg delte den i afvejede portioner á 75 gr. Bollerne efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 12 minutter, og køler af på en rist.

Lækre boller med blød krumme og et strejf af ramsløg. Jeg synes faktisk, de vil gå fint til en frokostreception – med lutter glade mennesker.

Som et lille kuriosum – her ses deres invitation. Den er så fin – lavet i karton, så det ligner en LP med cover. Og de er jo slet ikke fra den tid, hvor man købte vinyl plader og ikke kendte til andet. Men nu hedder de jo Lise og Peter, så idéen er da ret sjov 🙂 At lave en LP plade til deres gæster.

God og stille tirsdag.

Jette

Marcipan cookies

Der er stadig lidt marcipan på lager efter brylluppet. Men det er nu ikke noget problem:-)

Og med et par møder i den kommende uge, kan det være godt med cookies i en dåse.

Her kommer mit bud på marcipancookies. Når jeg skriver sådan, så er det fordi, der er utallige opskrifter på nettet – så min er et miks af mange.

Marcipancookies (ca 15 små stk.)

90 gr. smør

50 gr. farin

75 gr. sukker

100 gr. mel

25 gr. havregryn

1 æggeblomme

½ tsk. bagepulver

50 gr. chokolade

50 – 75 gr. marcipan

Pisk æg og smør let sammen. Tilsæt æggeblomme og pisk videre. Kom det revne marcipan i og pisk let. De øvrige ingredienser røres i. Det bliver en dej, der næsten kan samles med hænderne. Form små kugler på størrelse med en valnød og sæt på en plade med bagepapir. Tryk dem lidt flade. Bages ved 180 grader ca. 12 minutter. Afkøler og spises 🙂

De smager bare så godt – nybagte cookies de går aldrig af mode 🙂

God mandag – med endnu en skøn blå himmel.

Jette

Kernebrød

For noget tid siden faldt jeg over en pose med hele hvedekerner, økologiske og med historie. Sådan en pose har jeg svært ved at gå forbi. Den er lidt spændende 🙂

Men opskrifter på brød, hvor der er hele hvedekerner i, de er lidt vanskelige at finde. Det er blevet langt mere almindeligt at bruge de hele kerner i salat. Og det er faktisk en god ide – især, når vi tænker, at vi gerne må spare lidt på risene og i stedet spiser lokale kerner i stedet.

Nu er posen blevet åbnet og det første brød har set dagens lys 🙂

Kernebrød

1 dl. hele hvedekerner

1½ dl. vand

15 gr. gær

1 dl. surmælksprodukt

1½ dl. vand

1 tsk. groft salt

1 spsk. honning

2 spsk. olie

75 gr. grahamsmel

ca. 200 gr. hvedemel

Kernerne koges ca. 15 minutter og køler af. Rør gæren ud i væsken, tilsæt de kogte kerner med overskydende vand og de øvrige ingredienser. Hold lidt af hvedemelet tilbage. Ælt dejen godt og sæt den til hævning et par timer. Æltes igennem igen og formes til et brød. Efterhæver mens ovnenvarmer op til 200 grader. Bages ca. 30 minutter og afkøler på en rist.

Det blev er robust og solidt brød, med masser af smag og tyngde. Perfekt til morgenmad på en dejlig onsdag.

Jette

Æble-banankage

Med meget modne bananer og ret mange æbler i haven, så går tanken let i retning af kage 🙂 Google giver inspiration, og her er min variation på en lille fin æble-banankage.

Æble-banankage

1 æg

50 gr. sukker

25 gr. blødt smør

3 spsk. mælk

65 gr. havregryn

65 gr. mel

1 tsk. bagepulver

et nip salt

1 tsk. kanel

1 banan

1 æble, revet

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Tilsæt det bløde smør og pisk let. Rør mælken i. Sigt mel og bagepulver og tilsæt det sammen med salt, kanel og havregryn. Mos banan og riv æblet og tilsæt det til dejen og vend grundigt rundt. Kom dejen i en lille tærteform (20 cm) og bag kagen ca. 25 minutter ved 175 grader.

Pyntes eventuelt med smeltet chokolade.

Det er en nem kage, og den smager ret så godt. Let svampet og med bid fra havregryn – en rigtig hverdagskage 🙂

God tirsdag.

Jette

Foccacia forvandlet til bruschetta

I går bagte jeg et foccacia brød, hvor kun halvdelen blev spist. Det er et lækkert brød, når det er friskbagt, men dagen efter bliver det lidt kedeligt – især fordi saltet smelter og gør overfladen lidt træls.

Men ristet og med tomat på toppen – så kan det det noget 🙂

Bruschetta hører især hjemme på varme sommerdage – men det kan også gå på varme septemberdage 🙂

En simpel ret, men smager skønt – på terrassen i godt selskab og med kølig hvidvin i glasset. Eller bare som en lille bid på vej gennem køkkenet 🙂

Tomater skåret i små tern, drysset med lidt salt, peber og tørret basilikum (frisk er også godt, det har jeg bare sjældent)

Brødet skæres i tynde skiver, ristes, gnides med overkåret hvidløg, tomat ovenpå og til sidst dryppes god olivenolie over.

Vær så god – en lækker bid !

På endnu en dejlig sensommerdag.

Jette

Nøddecrüsli til glutenfri æblekage

Jeg bladrede forleden i Idenyt – et fint lille blad, som hustandsomdeles. Og her blev jeg inspireret til at lave crüslien her. Den er et fint alternativ til almindelig æblekagerasp – og er uden gluten. Somme tider er det godt at have den slags opskrifter også 🙂

Æblemosen er lavet på havens æbler, kogt med en vaniljestang og sødet med sukker. Det er altid dejligt at kunne samle æbler op og bruge dem til noget 🙂

Nøddecrüsli

1 dl. havregryn

20 gr. smør

25 gr. blandede nødder

25 gr. solsikkekerner

20 gr. sesamfrø

50 gr. sukker

Hak nødderne groft. Smelt smørret på panden og kom alle ingredienser deri. Rør rundt indtil det hele er gyldent og dufter dejligt. Hældes i en skål og afkøler.

Smager ret så fint – og lidt anderledes end traditionel æblekage 🙂 Og det er flødeskum der er på toppen – også selv om det kun er morgen 🙂

God og solrig og varm tirsdag.

Jette

Overtræksmarcipan

Til en overtrukket bryllupskage skal der bruges ret meget overtræksmarcipan 🙂 og det er egentlig ikke særlig svært at lave selv. Min røremaskine kom virkelig til sin ret her, for den gjorde det lidt hårde arbejde, og jeg skulle så kun samle og ælte marcipanen igennem til sidst.

Overtræksmarcipan

600 gr. marcipan

240 gr. flormelis

60 gr. glukose

Pluk marcipanen lidt i stykker og kom det sammen med flormelis og glukose i skålen. Tænd for maskinen og kør ved lav hastighed, til det er æltet noget sammen. Til sidst ælter du massen igennem i hånden.

Der hele pakkes i en lufttæt plastikpose, og gemmes i køleskab indtil det skal bruges. Det har ret lang holdbarhed.

Portionen her passer til en kage ca. 25 cm i diameter. Eller en firkantet kage ca. 22 x 28 cm.

Men hvorfor lave overtræksmarcipan – hvorfor ikke blot bruge ren rå marcipan? Den væsentligste årsag er, at det er langt lettere at arbejde med overtræksmarcipan. Det går ikke så let i stykker, når det rulles ud, det er lettere at forme og få glat. Og så er smagen naturligt nok lidt sødere, idet der jo er tilsat sukker.  

Og set med økonomiske briller – så rækker marcipanen lidt længere. Det bliver lidt billigere, idet sukker jo er betydeligt billigere end marcipan. Men det er ikke økonomien, der skal få dig til at lave overtræksmarcipan. Det er mere glæden ved, at dit marcipanarbejde bliver pænere 🙂

Et lidt kedeligt indlæg måske 🙂 Men det er en opskrift, der er meget god at have liggende.

God torsdag.

Jette

Festlig kage til koret

Korkage – det har jeg bagt flere gange, blandt andet denne. Men denne gang blev det lidt mere 🙂 som tak for en flot bryllupsgave.

Så lidt i stil med kagen til brylluppet blev denne kage til. Men som firkantet kage. Og så fik den følgeskab af noget kølig Cava – det kunne ikke gå helt galt 🙂

Firkantet bryllupskage (ca. 20. pers.)



Lagkagebunde

7 æg

1 vaniljestang, korn heraf

300 gr. sukker

190 gr. smeltet smør

75 gr. mandelmel

300 gr. hvedemel

2 tsk. bagepulver

Smelt smørret og lad det afkøle lidt. Kom vaniljekorn, sukker og æg i en skål og pisk lystigt. Hæld smørret i og pisk godt. Vend mandelmel og sigtet mel og bagepulver i massen, sørg for at det hele bliver godt blandet. Kom dejen i en form beklædt med bagepapir ( 22 x 28 cm) Bag kagen ca. 35 minutter ved 175 grader. Køler af i formen.

Chokoladecreme

250 gr. chokolade

3½ dl. piskefløde

Hak chokoladen ret fint, imens fløden varmes op til kogepunktet. Hæld den varme fløde over chokoladen af et par omgange. Rør til chokoladen og fløden er smeltet fint sammen. Sættes nogle timer, inden den piskes let, før den skal bruges.

Bærmousse

300 gr. bærpuré

1½ dl. yoghurt eller syrnet fløde

4 blade husblas

3 dl. piskefløde

evt. lidt sukker

Sæt husblas i blød i ca. 10 minutter. Smelt den i mikroovn ved det vand, der hænger ved. Afkøl husblassen med lidt af bærpuréen, før det vendes i al puréen. Pisk fløden til blødt flødeskum og vend yoghurt og flødeskum i frugten. Smag til, måske der skal lidt sukker i.

Sættes på køl indtil det skal bruges.

Overtæksmarcipan af 600 gr. marcipan

Lidt friske brombær

Fremstilling, bagning og samling af kagen kan du se her

Kagen overtrækkes – rul marcipanen ud til en firkant, så stor at kanterne efterfølgende kan dækkes på kagen. Løft marcipanen over og glat ud. Hjørnerne skæres til, og det overflødige marcipan fjernes. Samlingen skjulte jeg med et marcipanblad 🙂

Kagen pyntes, som du nu synes.

Den færdige kage sættes på køl – meget gerne til næste dag.

Kagen blev vel modtaget til kor. – Og nysgerrig som jeg selv også er, så ville koret også gerne se et bryllupsbillede. Så sådan et blev også tryllet frem 🙂

God onsdag.

Jette

Side 36 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal