diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Grøntsager Side 4 af 16

Grønne Fællesmiddage

Jeg har tilmeldt mig noget nyt ! Og er lidt spændt på det. Som jeg altid er, når jeg begynder på eller prøver noget nyt og ukendt. Jeg tænker altid mega meget over tingene, inden jeg endelig får gjort noget. For tænk nu – hvad siger folk, vil nogen være med osv.

Denne gang handler det om at invitere til en grøn fællesmiddag. Og hvorfor er det så grænseoverskridende ? Jeg har da mange gange før serveret grønne retter for mine gæster.

Men det skyldes, at det er en del af et koncept og dermed også har en form for dagsorden indlagt. En grøn dagsorden. Og vil mine gæster nu også være med på den ?

Men nu har jeg i hvert fald gjort alvor af det. Tilmeldt arrangementet og inviteret naboerne. Så må vi se 🙂

Bag initiativet er Grønne Nabofællesskaber. En forening eller et fællesskab, som vil inspirere til den grønne omstilling.

Jeg tænker dog, at min grønne fællesmiddag mest af alt bliver et par hyggelige timer med grøn mad. Og måske lidt snak om, hvordan et par kødløse dage om ugen også gør en forskel i den grønne omstilling.

Opskrifterne til maden er lavet af Claus Meyer. Men jeg har ikke fået dem endnu, så jeg ved ikke, hvad jeg skal i gang med at fremtrylle. Men jeg glæder mig 🙂

Fortsættelse følger 🙂

God onsdag.

Jette

Tomater og To Good To Go

I går lød det i fjernsynet, at strømmen var stort set gratis hele dagen. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, afgifter og lign. er der stadig – men fordi det blæste rimelig godt, så var der grøn gratis strøm i ledningerne. Så der var gang i både vaskemaskine og ovn 🙂

Den sidste endda i lang tid – for jeg fik lavet en portion henkogte tomater. De kræver en del tid i ovnen ved svag varme, men resultatet er lækkert 🙂 Opskriften var den samme som sidste år.

Lækkert brød med krydderurter

Det er blevet tid til at spise suppe. Og så er der også brug for lækre brød til at følge med på sidelinjen 🙂

Tiden lige nu peger hen på billige retter – og her er suppe virkelig en god ret. Vi har indført en ugentlig suppedag, og her bliver der eksperimenteret med mange forskellige slags. Så kartoffel-porre suppen har fået kamp til stregen. I går var suppen med sød kartoffel, gulerod, ingefær og chili. Det smagte godt og varmede på samme tid 🙂

Brødet, som fulgte med, var også lækkert. Som det meste nybagte brød nu er. Alene af den grund giver det så meget mening at bage sit eget brød 🙂

Opskriften her er inspireret af en video på youtube, se den gerne her.

Grønkål i højbed og sommerfuglelarver

For længe siden – tilbage i de sene forår – såede jeg grønkålsfrø, de spirede, blev plantet om og og voksede, inden de endelig flyttede ud i højbedet. Og det gik stille og roligt fremad.

Jeg var kommet lidt for sent i gang. Men jeg var blevet inspireret af foredraget om at lave en grøntsagsmark i haven – og her talte Lene for, at man kun skulle gøre det, man kunne overskue 🙂 Haven måtte ikke blive til en dårlig samvittighed. Og det tror jeg er rigtigt. Så derfor er jeg også super glad for højbede. De er virkelig til at overskue 🙂 Og jeg ved godt, at udbyttet ikke er overvældende – men det er til gengæld glæden ved at se noget gro og spire. Selv i det små.

Bi-venlig kirkegård

Indtil i går havde jeg aldrig hørt om det 🙂 Men de findes rundt omkring. Og der er flere end det umiddelbart ser ud til på Biavlernes hjemmeside Jeg mødte nemlig en i går, da jeg var ude at vikariere. Bække kirkegård havde et diplom ved indgangen, hvor der netop stod, at de havde en bi-venlig kirkegård. Og det lød da interessant 🙂

Graveren fortalte om, at han i samarbejde med menighedsrådet havde fået kirkegården omdannet til et godt sted for både blomster, mennesker og bier. I et hjørne på kirkegården stod tre bistader, som graveren passede og samlede honning fra. Og kirkegårdens tomme gravsteder var plantet til med blomster, som var gode for bier at færdes i.

Naturens gaver og egen avl

Det er høst tid. Den sidste tids varme dage og ingen regn, det har skabt travlhed på alle kornmarker. Der er blevet høstet og mejet og kørt korn – det er nu en helt særlig stemning. Og luften er fyldt af duften af korn og halm – og lidt støv 🙂

Men også i naturen og i haven er det blevet høsttid. Det er nu ikke meget jeg har høstet indtil videre – men hver eneste lille tomat og agurk tæller og skaber glæde. Og i hegnet fandt jeg forleden modne mirabeller – så dem har jeg været ud og plukke lidt af. Og lavet lækker marmelade.

Grøn aftensmad – tomatrisotto

Menuen i aftes var virkelig grøn 🙂 Med indslag af årstidens grøntsager og skuffernes indhold.

Salaten var en squash salat med pesto og hytteost og ristede mandler på toppen. Det smagte dejligt, og var let at lave. Squashen var et stop-madspild køb, så den blev spist med god samvittighed.

Majs er der mange af lige nu, og de smager allerbedst nykogte og spist med fingrene. Så det gjorde jeg 🙂 Det er nok ikke så elegant, men det er en fornøjelse at sætte tænderne i de flotte gule majskerner.

Tomat og ToGoodToGo

Årets første tomat er blevet plukket – og spist. Det er bare en stor fornøjelse at kunne høste lidt fra egen have. Den var ikke særlig stor, men det spiller en mindre rolle 🙂

Dagen bød også på et indkøb af en ToGoodToGo pose fra den lokale brugs. Jeg synes virkelig, at det er et godt koncept og en god ide. Posen, som her koster 29 kr., indeholder mad, som er ved at falde for grænsen for holdbarhed. Men som ellers ikke fejler noget.

Onsdag morgen

En helt almindelig onsdag morgen midt i sommeren. Måske kan det kaldes en flad tid – hvis man tænker på Anna Sophie Seidelins opdeling af jordisk tid og himmelsk tid. Og flad tid og høj tid. Og hvor hendes pointe er, at somme tider så mødes den flade tid og den høje tid. Den jordiske tid krydser den himmelske tid, og det bliver højtid. Jeg tænker oftest det møde i kirken, ved gudstjenesten og andre kirkelige anledninger.

Men en helt almindelig onsdag – med solskin, varme og fuglefløjt, en hund, der gerne vil gå tur og en natur, der står frisk og skøn – det er da også lidt højtid. Jeg nød i hvert fald turen med Alba i smukt vejr.

Mine hvidløg

For mange år siden forsøgte jeg mig ud i at sætte hvidløg – men uden held. Men sidste år tænkte jeg, at det skulle forsøges igen. Det er ret enkelt, og hen over vinteren har jeg gået og holdt øje med de grønne spirer, der er vokset og vokset, og nu omsider væltet og visnet ned.

Hvidløg sat den 7. oktober 2021

Side 4 af 16

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal