I går lød det i fjernsynet, at strømmen var stort set gratis hele dagen. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, afgifter og lign. er der stadig – men fordi det blæste rimelig godt, så var der grøn gratis strøm i ledningerne. Så der var gang i både vaskemaskine og ovn 🙂

Den sidste endda i lang tid – for jeg fik lavet en portion henkogte tomater. De kræver en del tid i ovnen ved svag varme, men resultatet er lækkert 🙂 Opskriften var den samme som sidste år.

Og i den forgangne vinter havde jeg glæden ved at bruge af de henkogte tomater. Det er virkelig lidt fint at kunne gemme sensommeren på den måde til midt på vinteren.

Så nu er der nye forsyninger til senere på året.

Ud over at strømmen var billig i går – så var aftensmaden det også. Forleden købte jeg igen en To Good To Go pose hos den lokale brugs. Og man ved aldrig, hvad der er i posen – men denne gang var det virkelig et godt indhold. Og mad til mange måltider. Alt sammen til en pris på 29 kr.

Ofte er det dato varer – men denne pose indeholdt også chokolademandler, som havde en holdbarhed til foråret 2023. Og de bliver helt sikkert spist inden da 🙂 De fleste af kagerne kom i fryseren, salaten blev spist til frokost og nogle af rodfrugterne endte i en lækker grøn suppe med gule ærter.

Så jo, det er blevet klart dyrere at handle ind, men det kan stadig godt lade sig gøre at få lidt billig og god mad ved at kigge sig lidt for.

Noget andet, som var “to good to go” var en lille rest squash salat i køleskabet. Den mindede om tzatziki – altså med græsk yoghurt og hvidløg – og så squash i stedet for agurk. Det var ikke blevet brugt – så i dag endte det i et lækkert brød. Og om lidt bliver det taget med i genbrugsbutikken, så er der brød til kaffen 🙂

Men dette mest blot for at sige, at rester kan ofte bruges i brød. Så man undgår f.eks. at skulle smide en lille portion dressing i skraldespanden. Den kan gøre gavn i et brød. Og det er godt for både klima og budget.

God weekend.

Jette