For længe siden – tilbage i de sene forår – såede jeg grønkålsfrø, de spirede, blev plantet om og og voksede, inden de endelig flyttede ud i højbedet. Og det gik stille og roligt fremad.

Jeg var kommet lidt for sent i gang. Men jeg var blevet inspireret af foredraget om at lave en grøntsagsmark i haven – og her talte Lene for, at man kun skulle gøre det, man kunne overskue 🙂 Haven måtte ikke blive til en dårlig samvittighed. Og det tror jeg er rigtigt. Så derfor er jeg også super glad for højbede. De er virkelig til at overskue 🙂 Og jeg ved godt, at udbyttet ikke er overvældende – men det er til gengæld glæden ved at se noget gro og spire. Selv i det små.

Mine små grønkål blev som sagt plantet ud, og trivedes og jeg kiggede ofte til dem. Men så blev det sommer og sommerfuglelarverne kom frem. Og stille og roligt, dag for dag spiste de alle de fine grønkålsblade. Billedet her er før sommerfuglelarverne gik i gang 🙂

Det var da lidt ærgerligt. – Men jeg havde hørt, at selv om bladene blev helt spist, så ville der faktisk komme nye blade senere. Det gjaldt om at vente. Og det gjorde jeg – ventede – og nu er der igen fine grønkålsblade på de stadig lidt forpjuskede stilke. Men det skal nok komme.

Og om ikke andet – så har jeg da fornøjelsen af de små blade. De kan hakkes og bruges som grønt drys – eller som her i kiks. Men planen er at lade dem stå og så se, hvor meget de kan nå at vokse, og så først til vinter begynde rigtigt at bruge grønkålen. Hvis da ikke lige andre små dyr tænker, at det er da lige guf for os 🙂

Jeg bliver aldrig selvforsynende med noget som helst. Men jeg hygger mig med de små projekter 🙂 og glæder mig over alt det, jeg kan hente uden for. Lige nu er det tomater og krydderurter – de smager dejligt og dufter skønt.

Naturen er ret gavmild lige nu – så det gamle omkvæd klinger i øret:

Alle gode gaver

de kommer ovenned,

så tak da Gud, ja, pris dog Gud

for al hans kærlighed! (Den danske Salmebog 730)

God mandag.

Jette