diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 95 af 111

Godmorgen, lille land!

“Godmorgen, lille land!

et land med sol, et land med dis ….”

I dag er det et land med sol. Det er virkelig som om august har taget sig sammen og nu beriger os med sol og varme. Og hvor er det velkomment.

Brødet jeg bagte i går blev godt 🙂 Et rigtigt mor-brød – fyldt med kerner, nødder og rosiner. Og eftersom alle tre børn drog mod Århus i aftes, så passer brødet fint til husets enlige beboer 🙂 Og jeg nyder det – både brødet og roen. Og solen og den lune luft.

Mellemste barn, Mette, begyndte nyt studiejob i går. Og med sig hjem fra første arbejdsdag havde hun denne skønne buket. Jeg tror nok, at jeg var mere overrakset end hun var, men jeg synes bare, at det er en så fin gestus fra kontorets side, og virkelig en påskønnelse af, at nu er hun ansat der, og en del af det fællesskab.

Hun glemte desværre at få blomsterne med sig i går, men nu glæder jeg mig over dem – på hendes vegne. Og blev mindet om, hvor vigtigt det er at på skønne hinanden. Hvor glad man bliver, når andre eller et andet menneske ser en, og overrasker med en lille opmærksomhed.

God tirsdag.

Jette

1. weekend i august – glimt herfra

Kender du det – lidt at vågne mandag morgen og synes, der er lidt travlt allerede inden du står op? 🙂 Sådan har jeg det i dag, og har absolut ingen grund til det – men uroen er der. Så derfor har jeg som det første også gjort klar til at skulle ælte og bage et brød.

Det falder godt i tråd med det præstejubilæum jeg deltog i i går. En veninde havde 25 års jubilæum. 25 år på samme sted, det i sig selv er ret imponerende i vore dage, som en af gæsterne kommenterede.

Min veninde kan også godt li at bage – især brød. For hende er det at ælte et brød noget helt fundamentalt i tilværelsen, det er livnødvendigt, og rigtig mange tanker og følelser kan blive lagt i et sådant hjemmegjort brød. En fin pointe, så med hende i tankerne og en glæde over have fulgt med i hinandens arbejdsliv i så mange år – så bager jeg brød i dag 🙂

Diva tror hun skal flytte med Trine

Weekenden har været meget ude omkring – forskellige opgaver og begivenheder og tanker om bloggen og sommerhuset.

Lørdag bød på flytning af Trines opmagasinerede habengut, nu skal hun til at få skabt et hyggeligt hjem i sin og kærestens nye lejlighed. Altid interessant at se, hvordan det sker.

Fin ny kurvestol

Der blev købt endnu en skøn kurvestol – nu kan jeg sagtens byde på en siddeplads i det stadig imaginære sommerhus 🙂 Den er også købt på dba, det er faktisk en sjov måde at handle på. Og ikke mindst at møde sælgerne og høre deres historie omkring det, de sælger. Denne stol har stået i en jagtstue på en stor gård 🙂

“Sommerhus” tilføjet

Jeg nåede også at få lavet en ny “side” i bloggens øverste menulinje. Sommerhus. Og det har jo intet med bagning at gøre 🙂 men jeg ved, at det bliver noget, der kommer til at  fylde meget den kommende  tid, og jeg vil gerne fortælle om processen.

Jeg har overvejet at skille de to ting ad, og måske lave en blog mere. Men på den anden side – det er lidt lettere blot at give sommerhuset sin egen side. Her vil alle indlæg med relation til byggeriet komme til at ligge.

Jeg håber naturligvis, at du har lyst til at læse med stadig væk, eller måske blot springe de indlæg over, der kommer til at handle om at være bygherre 🙂

Sommerlig alterbuket

Disse fine blomster stod og lyste op på alteret ved gudstjenesten i går 🙂

“Se, blomsterflortes farvepragt,

gør alle ord forlegne …” (den danske salmebog 725,3) 



På den smukkeste mandag morgen – god dag

Jette

Uden net

At tage på besøg hos min far i Nordjylland er, som at drage i eksil fra den digitale verden 🙂

Jeg har intet mobilt bredbånd, kun en telefon der kan ringe og sende sms, og min far har kun DR 1 i fjernsynet, så for en stund bliver verden ret enkel 🙂

Og helt sikkert sundt nok.

Selv om jeg straks, jeg kommer, hjem tænder computeren og liiige skal se et eller andet 🙂 Der kunne jo være sket noget spændende. Men som regel har jorden drejet sin runde, uden at jeg har misset det helt store.

Til gengæld fik jeg et par dage med tid til snak og en lang middagssøvn. Der blev plukket både hindbær og solbær og samlet blomster til den fineste buket.

Min far læser årsopgørelsen fra Skat 🙂 Det kan godt være, at han ikke kan huske, hvad han spiste til middag eller hvem der besøgte ham forleden, men han kan stadig læse både aviser, bøger og skatte opgørelse – og sidde og glæde sig over at få penge tilbage i skat 🙂

Det synes jeg faktisk er ret okay, når man er 94 år.

Tilbage efter afslappende dage – og nu igen med fuld net 🙂

God tirsdag.

Jette

Blomkålsgratin – minde fra barndommens land :-)

Min mor har lavet utrolig mange gratins. Virkelig mange. For på en gård med høns og egne æg, en køkkenhave med egne grøntsager så var grundelementerne inden for rækkevidde, når der skulle laves en gratin. Let mad til mange mennesker.

Og jeg har altid syntes, at det smagte skønt. Min mor serverede som oftest persillesmør til – det fik jeg så ikke lige lavet i aftes.

Men jeg fik lavet blomkålsgratin. En skøn spise 🙂

Opskriften var fra Claus Meyers bog Almanak og helt traditionel – måske lige bortset fra, at der blev drysset parmesan på toppen. Det gjorde der dog ikke tilbage i 70’erne, hvor det var min mor, der lavede mad 🙂

Min gratin fik følgeskab af lidt salat, det mindes jeg heller ikke lige var dengang, men det gør sig nu ret godt til den her slags mad.

Og lidt pudsigt med denne ret – sidste gang jeg fik den, var fornylig, da Peter og hans kæreste lavede retten. Så det er åbenbart også noget, der falder i de unge mennesker smag – og det forstår man godt 🙂

Så har du lidt grøntsager og nogle æg, så er der ikke nogen grund til ikke at forsøge sig med en gratin. Det eneste er, at den skal spises med det samme, når den kommer ud af ovnen. Den falder lidt sammen når den køler af, men kan dog sagtens spises kold også.

Rigtig god weekend.

Jette

Uventede gaver og overraskelser

Overskriften beskriver meget godt følelsen jeg sidder med på sådan en helt almindelig onsdag. At der hen over de seneste dage er dumpet dejlige ting og oplevelser ned i min turban – eller vel nærmest i mine hænder 🙂

I går var pigerne hjemme og bød pludselig på lækker eftermiddagsmad 🙂

Thailandsk inspireret – ris, mikro forårsruller og coleslaw (det er vist ikke så asiatisk), men alt sammen smagte dejligt.

Sommerferietiden er i gudstjenestesammenhæng ofte ensbetydende med ikke så mange kirkegængere. Ferietid, godt vejr og en anden rytme end hverdagens, alt sammen godt og væsentligt. Det er netop nu, at der er mulighed for at gøre ting anderledes. Så med det in mente, så var det en dejlig oplevelse at holde gudstjeneste i en kirke med et pænt antal kirkegængere. Og bagefter blive begavet med en fin bog, skrevet af en tidligere præst og overgivet af forfatteren selv 🙂

Jeg holder af at læse biografier og læse om menneskers livsoplevelser og måden de tackles på.

“Drømme der gik i opfyldelse” – en opløftende titel på en erindringsbog. Det må være godt at kunne tænke tilbage på sit virke og konkludere som Niels Ebbe Huus her har gjort. Nu vil jeg glæde mig til at få bogen læst.

Begavet blev jeg også, da en kær ven var forbi – og fik et fint glas dansk honning. Det skal helt sikkert nok blive anvendt til noget lækkert.

Så mens rigtig mange holder ferie – så er jeg glad for at passe mit embede 🙂 Der er nemlig stadig fin tid til at glædes over små og store ting, uventede gaver og gode oplevelser.

Må din dag blive god.

Jette

God weekend

Det er fredag og stadig første uge efter ferien, det går lidt langsomt med at komme helt op i omdrejninger 🙂

Og egentlig ikke så meget at berette om – jo, jeg har da købt en bog. Ikke verdens største nyhed, men efter først at have lånt bogen på biblioteket, var jeg så interesseret i emnet, at bogen måtte købes.

“Byg bæredygtigt” af Signe Wenneberg. Jeg er sikker på, at det sidste ord ikke er skrevet om hverken bogen eller emnet 🙂

Mit jordbærsirup fik også ny anvendelse – det blev brugt i cremen til endnu en omgang macarons. Og det fungerede fint. Det er fine kager og super søde, men nu skal jeg have fundet noget nyt at bage. Det må være weekendens udfordring.

Og så håbe på lidt mere solskin. Ret skal være ret, solen skinner nu, men det blæser lige lovlig meget til, at jeg kan sidde på terrassen. Ellers var jeg den der var smuttet herfra 🙂

God weekend.

Jette

DOKK1 – et ret unikt bibliotek

På turen til Århus var det meningen, at jeg ville have besøgt udstillingen Sculpture by the sea. Men den sluttede i sidste uge, så det var bare rigtig ærgerligt. Nu vil jeg satse på næste gang – i 2017, hvor Århus tillige er europæisk kultur hovedstad, så da skal det nok blive en spændende udstilling.

I stedet blev det så til en tur på café med Mette og Peter, inden vi gik ned til DOKK1 – Det sprit nye bibliotek i Århus.

Brunch er altid godt. Vi besøgte Jacobs BQ, hvor der er cafe ud til gaden, og vi blev mødt af en fin buffet: Hjemmebagt økologisk brød og et udmærket udbud af grønt, pålæg og yoghurt. Men kun en ost – det var lidt skrabet. Men ellers var det bare helt fint. Det var prisen også (285 kr. inkl. drikkevarer for os 3)

Mette gik hjem, mens Peter og jeg satte kursen mod havnen og DOKK1. Et super byggeri og et fantastisk sted. Som Peter kommenterede, da vi gik hjem, “Det her vil jeg gerne være med til at finansiere ved at betale skat.”

Fri adgang til et bibliotek med masser af oplevelses muligheder, bøger, spil og computere og meget andet.

Blandt andet lækre stole at sidde i og samtidig nyde en storslået udsigt.

Der var plads til babyer, børn, unge, voksne og ældre. Godt skiltet og let at komme rundt.

Og så var byggeriet budgetteret således, at 1 % af budgettet skulle bruges til kunst. Jeg tænker det blandt andet var dette fine blyantbord og den lidt sjove solsøjle.

Borgerservice var også flyttet ind i DOKK1 – en god ide. For det er med til at mennesker, der måske ikke så tit kommer på biblioteket lige bliver mindet om, at det altså også er deres bibliotek. Og Århus kan altså godt være stolte af deres 🙂

Ja, jeg syner ikke af meget 🙂 Det er et kæmpebyggeri. Med masser af kanter, luft og lys, ramper og niveauforskelle. Jeg kan kun opfordre til at kigge inden for – det har åbent alle dage.

God onsdag.

Jette

Tilbage fra ferie

Ja, så er de 14 dage brugt. Gode dage, og hvor blev de egentlig af 🙂

Dette er så første dag på arbejde, sådan teknisk set, men med en mobil telefon ved hånden og et arbejde, jeg langt hen af vejen selv kan tilrettelægge, så blev den første morgen her brugt til langsomt at komme i gang igen.

Den begyndte nemlig i Århus – sammen med de to mindste af ungerne. Hvor hyggeligt. Og lidt mere om det i morgen.

I dag blot et billede af et brød, der blev bagt i går. Jeg øver mig i at flette flotte brød – men det ser altid lettere ud på billeder, og jeg kunne ikke finde beskrivelsen igen, så det blev ikke som det skulle være. Men ser egentlig okay ud alligevel 🙂

God sommer tirsdag.

Jette

Kære Linedanser

En kølig og helt anderledes mandag morgen at vågne op til. Det har regnet, det blæser, skyerne driver over himlen – en helt anderledes sommerdag ligger foran os.

Og fint for mig. Det har været en varm weekend fyldt med indtryk, samtaler og dejlige mennesker.

I går var vi til studenterfest – rigtig hyggelig dag med glade unge mennesker og stolte forældre. Unge mennesker med mod på livet, initiativ og helt klar til at følge i generationers fodspor og tage ansvar på sig.

Og vi sang Linedanser sangen Måske du kender den? Den er skrevet af Per Krøis Kjærsgård i 1998, og er en glad sang, med masser af opfordring til unge (og os andre) om at turde tage det næste skridt, kigge op og se, at himlen er stadig blå.

Teksten er finurlig og velskrevet, og mange linjer kunne nævnes, jeg vil nøjes med denne:

“De stærkeste rødder har træ’r i blæst.”

Bagvendt og poetisk får forfatteren her sagt, at livets modvind og blæsevejr er med til at give os styrke til at stå bedre fast. At vi skal ikke være så bange for, hvis noget ikke lige går vores vej i første omgang. Det er ikke altid lige let at huske i situationen, men i bakspejlet vil vi kunne se, at noget af det vi har mødt, har givet os mere råstyrke til at stå fast, og være den vi er.

Præstemarkens majs begynder så småt at få fart på – de har stået lidt i stampe, men de sidste dages varme har gjort dem godt 🙂 “Og kigger du opad er himlen blå”

God mandag.

Jette

Sommer smil

Ikke et ord om vejret – ud over at det er skønt, og dejligt at holde ferie i Danmark i disse dage.

Og solen gjorde underværker for mine gamle jordbærplanter. Pludselig var der røde bær 🙂 Nu er de plukket, og det ser nok ikke ud af så meget. men i en lille husholdning, da gør de sig godt. De fineste ryger i fryseren, de andre bliver til syltetøj og nogle bliver spist.

Og så har min tomatplante sandelig fået små grønne tomater – det opdagede jeg forleden. Endnu noget at smile over. En tomatplante købt for 7 kr. det er kun til at glæde sig over 🙂

Og så ved jeg ikke, om det var den meget sol, men i løbet af natten er de første af mine Fairy roser sprunget ud. Denne lille fine blomst, som bliver ved med at komme med nye blomster til langt hen på efteråret. Det er bestemt en rose efter mit hoved 🙂

Og græsset gror, så mon ikke det skal slås på et tidspunkt ? Ellers byder de næste par dage på fester – og det er nu altid en dejlig ting at være inviteret til. Den sidste og yngste nevø er blevet student og det fejres – jeg glæder mig.

God sommer weekend.

Jette

Side 95 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal