diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 76 af 111

Retur fra Hong Kong

Så er jeg og mine kollegaer kommet tilbage til Middelfart provsti 🙂 Efter 9 intense dage på studietur til Hong Kong, er jeg nu landet i præstegården fyldt med masser af indtryk, oplevelser og udsyn – der alt sammen lige skal falde på plads.

Jeg har aldrig før været så langt væk, hvor der har været så stor tidsforskel – så i dag er jeg rejst 6 timer tilbage i tiden. Underligt 🙂 Men selvfølgelig med en helt naturlig forklaring. Vi mellemlandede i Helsinki i morges – og så var vi jo næsten hjemme 🙂

For at mindske jetlag er jeg blevet rådet til at holde mig vågen indtil normal sengetid – så lige nu pakkes ud, vaskes tøj og støvsuges edderkopper, alt sammen for ikke at falde i staver og falde i søvn.

Efteråret er blevet tydeligt i løbet af den sidste uge – men hvor var det dejligt at kunne plukke denne buket ude i en regnvåd have. Den glæder jeg mig over. Alt imens kroppen også skal indstille sig på 15 graders varme og ikke 30 grader. Jeg er nu faktisk fint tilfreds med det danske efterårsvejr 🙂

God onsdag.

Jette   

Enkel og fin blomsterkugle

En del af kirkens personale og et par stykker fra menighedsrådet har været på Kirkens Forum messe her i weekenden. En ret fin messe, der viste alt til brug indenfor den kirkelige verden – alt fra hækklippere til børnebibler og sognerejser 🙂

Kirkesangeren og jeg var på blomsterdekorations workshop 🙂 Lidt uden for vores normale område, men sjovt at lære og se lidt nyt.

Vi lavede hver en lille fin blomsterkugle. Den kan sagtens kopieres og varieres til mange andre udtryk.

Vi brugte:

En våd oasiskugle (diameter 6-7 cm)

Ret mange små hoveder af krysantemum (ca. 4 stilke)

Knappenåle

2 orkideblomster

Noget grønt med hjerteblade eller måske fint efeu

Klip blomsterhovederne af og sæt en nål igennem. Sæt dem fast på den våde oasis kugle. Fortsæt til hele kuglen er dækket. Afslut med orkideer – også sat fast med knappenåle og pynt til sidst med lidt grønt.

Jeg kender ikke navnet på det grønne, som du kan se, men det handler mest om at få en idé til, hvad man selv kan gøre, og måske bruge fra egen have.

Blomsterkuglen blev sat på en fin lille krukke fundet i kælderen.

Dekorationen var tænkt til at sætte på alteret – i en lidt større udgave, eller sætte i bænkerækkerne ned gennem kirken. Men så skal der godt nok laves mange 🙂

God søndag.

Jette

Høstfest

Marken er mejet, og høet er høstet

kornet er i laderne, og høet står i hæs. (Mads Hansen, 1868)

Den gamle høstsang synges stadig med glæde  – og med en fornemmelse af, at når høsten er i hus, så er der grund til fest, god mad og sjov og glæde.

Det fejrer vi i kirken, i hallen og på plejehjemmet 🙂

Jeg var til høstfest sammen med min far i går på plejehjemmet. Og de havde virkelig gjort noget ud af det, så det blev en meget hyggelig eftermiddag.

Frivillige havde dækket og pyntet bordet, de anrettede og serverede maden, så personalet kunne sidde med ved bordet og nyde en stund sammen med beboerne. Personalet havde klædet om fra arbejdstøj til eget tøj – det virkede så godt. Det var med til at understrege oplevelsen af en fælles fest.

Underholdning og sang og musik var lagt i hænderne på Den skaldede pædagog. Og det mesterede han rigtig fint. Tilpas med fællessang og tilpas baggrundsmusik undervejs, så jo – han får mange rosende ord med herfra 🙂

Diva var med til fest! Hun skabte naturlig glæde og blev noget forkælet undervejs 🙂

Og min gamle far deltog, han klarede fint at sidde til bords i flere timer – men nød også et velfortjent hvil bagefter 🙂

Og så blev jeg bekræftet i, at det var godt, at min far kom på det lokale plejehjem og ikke blev flyttet til Fyn eller andre steder. For selv om han er gammel, så var der stadig en del af gæsterne ved festen i går, som huskede ham og som kendte ham. Og det er altså rart.

God fredag.

Jette

Turen gik forbi Bindeballe Købmandsgaard

Jeg har haft friweekend, og den er blevet tilbragt sammen med Oles fætre og kusiner og respektive ægtefæller. Det var første gang jeg var med, mens de andre jo havde en historie, der gik årtier tilbage. Men hyggeligt at være med 🙂

Vi var blandt andet forbi Bindeballe Købmandsgaard.

Den grundlage Jesper Kristensen tilbage i 1897, samtidig med at Vejle-Vandel Jernbanen blev etableret. Toget havde et stop nær butikken, og Kristensen havde håbet på, eller måske regnet med, at der ville vokse en større by op omkring stedet der. Det skete ikke helt. Men nu 120 år senere er der et meget seværdigt og levende sted. Der kan stadig handles i butikken, der er kommet hytteudlejning til og så er der masser af glimt fra en svunden tid.

Men det meget interessante er, at det var Oles oldefar, der fik idéen til at åbne en købmandsbutik der. På billedet ses 11 af de 13 nulevende oldebørn efter Jesper kristensen. Det er da lidt sjovt 🙂

I butikken kan købes meget finurligt, fra bjesk til Richs og nymalet kaffe. Jeg nøjedes med at købe lidt karry og pomerans skal. – Det sidste skal bruges inden længe, når den engelske julekage skal forberedes, og så er det godt at være klar 🙂

Men endnu er det september – og godt for det.

God tirsdag.

Jette

Sådan var min onsdag …

En helt almindelig onsdag i september – ja, det var det.

Og så lidt anderledes, alene af den grund at jeg havde Mus samtale med provsten. Det sker ca. en gang om året, og det er altid lejlighed til at reflektere over, hvordan det lige er at være præst her. Hvad er jeg glad for, hvad frustrerer og hvordan er det at være præstefamilie. Det sidste havde jo ændret sig, siden Ole kom ind i billedet. Men det kunne jeg kun fortælle godt om 🙂

Referatet af samtalen skulle jeg selv skrive efter aftale med provsten. Og det kunne jeg snildt sidde i sommerhuset og gøre – blev jeg enig med mig selv om.

Og så kunne jeg lige få slået græsset – hvis det nu var tørvejr. Og det var det 🙂 og lidt solskin. Samtidig forundredes jeg over, hvor godt min sankthansurt havde klaret at blive flyttet i foråret fra Midtjylland til Sydfyn. Den blomstrer og breder sig – se selv:

 

Det første billede er fra i går det andet fra midt i maj 🙂

Dagen sluttede med et meget interessant foredrag om arbejdsglæde, arrangeret af Middelfart Sparekasse.

Generelt er vi meget glade for at gå på arbejde og for vores arbejde. Men det var spændende at se og høre lidt mere om, hvad der styrkede og fremmede arbejdsglæden.

Alexander Kjerulf var ham, der fortalte levende om det – ses yderst til højre i billedet. Og et af nøgleordene i oplægget var Tillid. Som medarbejder at blive mødt med tillid til, at man kan magte sin opgave. Uhyre enkelt, men enormt vigtigt.

 

Arbejdsglæde er ikke en passiv størrelse – men noget både ledelse og medarbejdere har ansvar for. Og et lille fint eksempel på, hvad der kan gøre, at man synes, det har været en god dag på jobbet er, hvis man har mødt: Uventet venlighed. Et fantastisk udtryk. Men meget præcist. Hvis en helt uventet har sagt noget sødt eller pænt til en – så bliver man da glad. Eller hvis det ud af det blå påskønnes, hvis en afdeling virkelig har gjort det godt og nået et mål.

Arbejdsglæde er noget vi gør – var også en af hans pointer. Ganske tankevækkende.

Jeg sidder og tænker på Løgstrups ord: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Det lyder måske lidt stort og flot. Men understreger bare, at vi har et medansvar for, hvordan vores nærmeste har det – om det så er familie, venner eller kollegaer.

Og det at rose og påskønne ens kollega – det bringer glæde og skaber en god stemning.

På en helt almindelig torsdag morgen.

Jette

Fredags glimt

Det er en skøn og stille fredag morgen – sol og blå himmel. Så her er et par glimt fra udenfor 🙂

Hønsene bliver lukket ud som det første om morgenen. De er ikke alle lige vågne – det er tydeligt, at kyllingerne er ved at være teenagere 🙂

Så mens hr. og fru høne var i gang med det grønne græs på præstevejen,

så var næste generation kun lige kommet ud af huset 🙂 Men de trives og vokser. Nu venter jeg så bare på, at hønen igen begynder at lægge æg. Det bliver dejligt igen at kunne være selvforsynende på det område.

Det kraftige blæsevejr forleden ruskede godt i den store vandkastanje – som jeg tror den hedder. Men det står stadig og breder sig flot og meget symmetrisk op mod den blå september himmel.

Og så har jeg høstgudstjeneste igen på søndag – denne gang i Kauslunde kirke. Noget af kirkens personale har været super kreative og lavet denne flotte reklame. Kirkekunst får en ny betydning her 🙂

Må du få en skøn weekend.

Jette

Glimt fra en travl weekend.

Det siges somme tider lidt i spøg, at præsten kun arbejder søndag formiddag 🙂 den netop forgange weekend blev det til lidt mere – for med Kirkens Døgn og høstgudstjeneste, så var der arrangementer nok at tage del i. Men det hele forløb fint, og med god opbakning og glade deltagere.

Fælles sang – i let regnvejr 🙂

Kirkens Døgn sluttede i Middelfart provsti med, at alle deltagere samledes på Middelfart torv og gik gennem byen til Middelfart kirke – mens der blev spillet og trommet og sunget Luther salmer. Virkelig en anderledes måde at være kirke på – men festligt at være med til.

Pyntet til høstgudstjeneste

Høstgudstjeneste er en særlig gudstjeneste. Kirken er altid smukt pyntet både ude og inde. På alteret var den fineste opsats.

Solsikker – den gladeste blomst

Ind i mellem de kirkelige punkter blev det til en smut forbi sommehuset.

Den varmer godt

Sommerhus er bare hyggeligt. Selv om vi kun var der ganske kort tid, så nåede vi nu en del 🙂 Ikke mindst kom der godt gang i brændeovnen – nu er det blevet så køligt, at selv et godt isoleret træhus har brug for lidt ekstra varme.

Iført gummistøvler, så går det

Græsset vokser endnu – ret godt endda. Ole nåede at komme over det, selv om det var ret fugtigt. Men det bedste, vi fik lavet, var at få hylder sat op.

Skøn hylde i douglas træ

Af overskudstræ fra den indvendige beklædning i sommerhuset er der blevet lavet de fineste hylder. Både til værelser og køkken. De passer så godt og er allerede blevet taget i brug 🙂

Inden weekenden helt var til ende, nåede jeg også en 60 års fødselsdag, hyggeligt og altid festligt at fejre mærkedage.

Nu er det dejligt med en fridag 🙂

God mandag.

Jette

Kirkens Døgn

På hele Fyn begynder i dag Kirkens Døgn. I alle provstier, i ethvert lille pastorat og den mindste kirke er der i det kommende døgn en eller anden form for aktivitet. Et ret spændende initiativ, som er sat i søen af Biskoppen, godt hjulpet af mange andre dygtige medarbejdere.

I Middelfart provsti har vi arrangeret, at et kor, skabt til lejligheden, turnerer rundt i alle pastorater. I den enkelte kirke er der så en super kort gudstjeneste med korsang, en salme og en kort prædiken. Præsten har fået 200 ord, at gøre godt med 🙂 Det bliver interessant at opleve, hvordan det kommer til at forløbe.

Kauslunde kirke får besøg af koret i morgen og den korte prædiken er på plads – indrømmet, lidt mere end 200 ord. Men jeg er sikker på, at vi holder os inden for tidsrammen på de 20 minutter 🙂

Efterfølgende kan alle kirkegængere tage en vand og en Lutherkage med hjem. Jeg har bagt en del kager, og håber de rækker. Jeg glæder mig stadig over mit indkøb af Lutherformen fra Turen til Wittenberg sidste år.

I våbenhuset har vi en ret fin plakat, indkøbt i anledning af Lutheråret – altså 500 års jubilæet for opslaget af de 95 teser. Plakaten illustrerer Luthers spraglede og turbulente liv – og så er der små glimt, hvor historien trækkes op til nutiden. For eksempel billedet af en regnemaskine, der leder tanken hen på skole og undervisning – noget Luther satte lys på. Og et billede af en stemmeseddel – med tanke på demokrati og lighed.

Jeg håber kirkegængere kigger lidt på plakaten, for den fortæller faktisk ret meget om kirke og kristendom 🙂

Kirkens æbletræ, som blev plantet i foråret, har det godt 🙂 Og minder alene ved sin tilstedeværelse om Luthers ord om, at selv om han vidste, at jorden ville gå under i morgen, så ville han plante et æbletræ i dag! Et fint perspektiv at se sit liv i.

Også på en dag, hvor det er gråt og vådt – ret efterårsagtigt faktisk.

Må du få en dejlig weekend 🙂

Jette

Et godt køb :-) en kompostspand

Sommetider får man bare købt noget, som man bliver glad for i det øjeblik varen pakkes ud. Sådan havde jeg det i går, da jeg fik hentet pakken med min nye kompostspand.

Kan man virkelig blive glad over det – spørger du måske nok hovedrystende 🙂 men ja, det blev jeg nu.

Efter i over 30 år at have haft en gammel bøtte eller skål stående på køkkenbordet til at opsamle alt fra skræller til æggeskaller, så er det en sand fornøjelse nu at kunne komme dem i en lille fin spand og lægge låg på.

Kan du ikke bare bruge en gammel tom malerspand eller lignende til det formål? Jo, det kan man sagtens. Og som sagt, så har jeg faktisk gjort det i alle årene. Og været lidt træt af den, for pyntet på køkkenbordet har den jo ikke. Men det gør den næsten nu 🙂 hvis du spørger mig!

Den er lavet af bambus, et materiale jeg synes er fascinerende. For det er den hurtigst voksende græsart, og derfor kommer der hurtigt nye bambus, når nogen fældes. Det er miljømæssigt ret godt.

Spanden kan tilmed gå i opvaskemaskinen – det er helt klart et plus. Og så har den en rigtig hank, så den kan bære standsmæssigt ud tilkompostbeholderen, som jeg fik i bryllupsgave sidste år. Den er jeg nu også rigtig glad for 🙂

Ikke mere snak om min nye kompostspand 🙂 I dag opfordres vi alle til at skrive dagbog. Så det er måske det vi skal i dag ? 🙂

God onsdag.

Jette

Et besøg på et økologisk høstmarked 2017

I den forgange weekend var der økologiske høstmarkeder over hele landet. En mulighed for at komme på besøg på økologiske gårde og se og høre lidt om livet på landet anno 2017.

Det benyttede Ole og jeg os af – og besøgte Ågården nær Grindsted i Jylland. Og det var som at træde ind i en tidslomme fra sidst i 70’erne.

Tykke hjemmestrikkede trøjer, fodformede sko, skovmandsskjorter og hjemmespundet og hjemmefarvet uldgarn.

En familie drev ved siden af deres almindelige arbejde et lille økologisk landbrug på 7 ha. Og trivedes helt tydeligt med det.

Der var ænder, høns, får og frilandsgrise. Sortbrogede glade grise, som gik ude hele året. Med krølle på halen.

Der var også en lille gårdbutik, med både hjemmeproducerede specialiteter og andre lokale produkter.

Så endnu en gang kom jeg hjem med et kilo mel 🙂

Høst – det var der også i Oles have. Der blev plukket de fineste store hindbær, der nu ligger i fryseren og venter på, at det bliver tid til at lave hindbærsyltetøj. Eller de skal fyldes i lagkager eller noget helt tredje.

Blommerne var også ved at være klar. En helt anden slags end præstegårdens. De jyske blommer var lidt mere faste og blå i skindet. Nogle blev til en lækker crumble og andre blev udstenet og røg så efter hindbærene ned i fryseren.

Weekenden sluttede med en rigtig hyggelig 65 års fødselsdag.

Så nu hedder det: God mandag 🙂

Jette

Side 76 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal