På hele Fyn begynder i dag Kirkens Døgn. I alle provstier, i ethvert lille pastorat og den mindste kirke er der i det kommende døgn en eller anden form for aktivitet. Et ret spændende initiativ, som er sat i søen af Biskoppen, godt hjulpet af mange andre dygtige medarbejdere.

I Middelfart provsti har vi arrangeret, at et kor, skabt til lejligheden, turnerer rundt i alle pastorater. I den enkelte kirke er der så en super kort gudstjeneste med korsang, en salme og en kort prædiken. Præsten har fået 200 ord, at gøre godt med 🙂 Det bliver interessant at opleve, hvordan det kommer til at forløbe.

Kauslunde kirke får besøg af koret i morgen og den korte prædiken er på plads – indrømmet, lidt mere end 200 ord. Men jeg er sikker på, at vi holder os inden for tidsrammen på de 20 minutter 🙂

Efterfølgende kan alle kirkegængere tage en vand og en Lutherkage med hjem. Jeg har bagt en del kager, og håber de rækker. Jeg glæder mig stadig over mit indkøb af Lutherformen fra Turen til Wittenberg sidste år.

I våbenhuset har vi en ret fin plakat, indkøbt i anledning af Lutheråret – altså 500 års jubilæet for opslaget af de 95 teser. Plakaten illustrerer Luthers spraglede og turbulente liv – og så er der små glimt, hvor historien trækkes op til nutiden. For eksempel billedet af en regnemaskine, der leder tanken hen på skole og undervisning – noget Luther satte lys på. Og et billede af en stemmeseddel – med tanke på demokrati og lighed.

Jeg håber kirkegængere kigger lidt på plakaten, for den fortæller faktisk ret meget om kirke og kristendom 🙂

Kirkens æbletræ, som blev plantet i foråret, har det godt 🙂 Og minder alene ved sin tilstedeværelse om Luthers ord om, at selv om han vidste, at jorden ville gå under i morgen, så ville han plante et æbletræ i dag! Et fint perspektiv at se sit liv i.

Også på en dag, hvor det er gråt og vådt – ret efterårsagtigt faktisk.

Må du få en dejlig weekend 🙂

Jette