diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

På messe: CPH Garden 2022

Jeg har aldrig været på blomstermesse før. Jeg har været på kreativ messe, hvor der også var et glimt af noget med blomster, og jeg har været på besøg på Kirkens forum, en messe for alt, der har med kirken at gøre. Og her var der også lidt med blomster og grønt.

Men i går satte Ole og jeg os i toget mod Sjælland og kom til Ballerup og havde en dejlig dag i CPH Garden 2022. Ærligt – så var jeg nok ikke kommet derover, hvis det ikke var fordi, at jeg havde vundet to indgangsbilletter i Karens konkurrence 🙂 Men med billetterne i hånden, så var anledningen ligesom givet.

Småkager til bryllupsreception

I morgen skal min yngste nevø giftes 🙂 Det bliver så fint, og det er altid en glæde at blive inviteret til et bryllup. Den slags begivenheder skiller sig bare ud i forhold til andre fester. Så jeg glæder mig.

Og i bakspejlet dukker mange hyggelige og sjove oplevelser op, når nevøens liv nu gentænkes. Hans kæreste kender jeg ikke – men jeg er ikke i tvivl om, at han har valgt den sødeste pige. Så de passer sammen 🙂

Den lange lyse sommerdag

Overskriften er titlen på en nyere salme af Lars Busk Sørensen. Nyere 🙂 det afhænger af øjnene, der ser, for det er faktisk 30 år siden, at den blev skrevet. Men ordene rammer bare fint stemningen her til morgen. En smuk sommermorgen med stille vejr og blå himmel og en frodighed i haver og på marker.

Morgenkaffen nydes i udestuen. Fuglene synger med og hund og kat er også meget veltilfredse. Og sommerdagen byder både på tid med barnebarnet og en snak med byggefirmaet om det kommende lille træhus. Spændende timer i meget forskelligt selskab 🙂

Tre glimt fra weekenden

En varm weekend er forbi. Det har været det dejligste sommervejr – og det gør bare noget godt for os alle. Og nu er der så kommet regn – så kan det vist ikke blive bedre – set med ferie øjne og landmands- og haveejers øjne 🙂

Lørdag var vi forbi et sted, jeg slet ikke kendte. Deep Forest Art Land. Et stort skovområde nær Kibæk, hvor der er mange forskellige skulpturer, installationer og andre finurlige figurer. Den gule snog mødte vi blandt meget andet.

Det er et fint sted at tage familien med hen, her er borde og bænke, gode parkeringsforhold og så masser af plads at tumle sig på og gå på opdagelse i.

Sankt Hans

Det er den 24. juni og der er præcis et halvt år til juleaften 🙂 Vi tænker næppe over det – men lige her efter en hyggelig Sankt hans aften, så bliver vi mindet om det. For der er en sammenhæng. Jesu fætter blev født et halvt år tidligere – helt som det var planlagt. Johannes var hans navn og han skulle være forløber for Jesus og fortælle om ham – endda råbe det ud i ørkenen. Johannes Døberen fylder ikke så meget i historien, men det er hans fødselsdag vi fejrer i dag.

Vi gør det på den smukkeste tid på året. Og mon ikke de fleste af os sang Midsommervisen i aftes – den lovpriser netop de lange dage og lyse nætter. Vi er glade for jul – men

Vi elsker vort land

men ved midsommer mest …” (Holger Drachmann)

Salat med saltede citroner

For noget tid siden lavede jeg et glas saltede citroner. I stedet for at sylte, så blev citronerne saltede og så sat væk. I går kom de frem igen. Og jeg var spændt på at smage dem. Og blev overrasket over, hvor fint de smagte. Salt, og med smag af citron – men ikke sådan, at hele munden snerpede sig sammen 🙂

Aftensmaden i går blev en lækker fyldig salat med en dressing med saltede citroner. Opskriften er fra bogen: “Vild med bønner” og tillempet mit køkken og dets forråd. Det hele smagte dejligt, salaten fik følgeskab af bagte små kartofler. Det er en let og enkel aftensmad, når først de saltede citroner er lavet og står og venter i køleskabet 🙂

Så er vi i gang :-)

Ja, det kan jo være meget forskelligt, vi er i gang med igen 🙂 Men det er nu noget meget konkret – nemlig planerne omkring det nye lille træhus. Og der er lang, lang vej endnu. Men et sted skal der jo begyndes.

Det gjorde vi allerede sidste år, hvor tegningen af det lille hus blev lavet. Og så lå det hele stille i meget lang tid. Faktisk helt til sommerhuset blev solgt. For noget af det, vi løb ind i, var, at det slet ikke er så let at blive godkendt til at låne penge til at bygge for – når man først har passeret sin 60 års fødselsdag. Og det har vi begge. Men drømmen og forventningen om, at det nok skal lykkes er heldigvis intakt.

Og fornylig var vi til et kort møde med et byggefirma, som så skulle komme med et overslag over, hvad byggeriet ville komme til at koste. Og vi har ventet spændt. Vel vidende at det er enormt vanskelligt at prissætte noget i denne tid. For det hele er lidt på himmelflugt, og det er ikke til at vide, hvornår det vil ændre sig.

Skøn grøn aftensmad – kartofler, rødløg og hummus

I sidste uge fik jeg hentet Coops blad Samvirke. Et medlemsblad med masser af læsestof. Og gode råd om meget forskelligt – denne gang var temaet om at leve og købe lidt billigere her midt i de stigende priser. Og så var der opskrifter på lækker mad med nye kartofler.

Så aftensmaden i går var en opskrift fra bladet. Og den holder. Den var nem og smagte bare godt. Nu er jeg også vældig glad for både kartofler og kikærter – men selv om man ikke er den største fan af kikærter, så fungerer bagte nye kartofler nu altid godt 🙂

Morgensang

Det er altid dejligt at begynde dagen med en sang. Det er nu ikke hver dag, at det sker – men i går var en af de dage, hvor der blev sunget fra morgenstunden. Vi var nemlig inviteret til morgensang i anledning af et sølvbryllup. Det er så festligt – en gårdsplads fyldt med morgenfriske mennesker – naboer, venner og familie – og parrets børn, der efter bedste evne ledte slagets gang.

Der blev sunget og siden dukkede sølvbrudeparret op og der blev budt på morgenkaffe. Morgensang helt efter bogen. Og så fint. Måske det gør en ekstra glad, fordi det ikke er så ofte, man bliver inviteret til netop morgensang i anledning af et sølvbryllup.

Hvad er barnets navn ?

Sådan er der blevet spurgt i generationer, når der holdes dåb i folkekirken 🙂 Og med den formulering siges faktisk også, at barnet har fået navn allerede inden det bliver døbt. Og langt de fleste forældre er da også begyndt at kalde deres barn ved navn, længe inden, at de træder inden for i kirken.

Så der er mere på spil end blot det at få navn. Og noget af det vigtige er, at det er Gud, der siger vort navn i dåben. Vi bliver en del af Guds familie, en del af menigheden og et medlem i folkekirken. Ved dåben er det højtid – Guds tid og vores tid møder hinanden.

Side 41 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal