diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Velkommen

Det går lidt over stok og sten – men det er helt ok. Det er masser af nye indtryk og nye mennesker på min vej. I mandags begyndte jeg i et barselsvikariat i Sønder Omme sogn. Det bliver udfordrende og lærerigt, og dejligt at være tilbage for en stund i folkekirkens mange krinkelkroge.

Det er også et gensyn med møder i forskellige afskygninger. I onsdags var det et menighedsrådsmøde – som begyndte med at jeg blev budt velkommen med denne smukke buket. Det er nu rart at blive mødt på den måde 🙂

Den kommende tid går det løs med gudstjenester, konfirmander og kirkelige handlinger.

Alt imens der også arbejdes videre på husbyggeriet, holdes mormordag og jeg passer min vagt i genbrugsbutikken. – Jeg tænker kun, at godt jeg ikke har små børn 🙂 så havde det ikke hængt sammen. Nu skal der lige findes nye rutiner og en ny hverdag. Så bloggen er ind imellem sparket en lille smule til hjørne 🙂

Men håber du kigger forbi en gang i mellem alligevel.

God weekend.

Jette

Dadelbrød

Forleden fandt jeg i genbrugsbutikken et gammelt ugeblad og et tilsvarende gammelt tillæg om grove brød. Det så spændende ud 🙂

Og i en af opskrifterne skulle bruges dadler – og dem havde jeg lidt rigeligt af på lager. Ret tørre dadler, men i et brød så bliver de mere medgørlige 🙂 Brødet skulle egentlig være bagt i en støbejernsgryde – men sådan en er jeg ikke indehaver af. Så det blev bagt i en helt almindelig brødform og så med et låg af staniol. Og resultatet blev nu ganske godt alligevel 🙂

Glimt fra Klimafolkemødet

En event er løbet af stabellen. Årets Klimafolkemøde er slut for denne gang. Jeg havde et par vagter og nød at være en del af det store frivillige fællesskab. Der er rigtig mange frivillige – og min indsats var nu ikke overvældende – jeg stod i Info-boden. Men der er utrolig mange mennesker, som har været i gang længe før det hele begyndte – med koordinering, fremstilling af skilte, bannere, udsmykning og meget andet. Og igennem de tre dage, mødet varede, cirkulerede mange rundt og hjalp på scener, med kaffe og skrald og alt muligt andet.

Og overordnet set – så gik det bare godt. Der var en god stemning og ikke mindst godt vejr. Det betyder næsten halvdelen 🙂 Det er bare sjovere at gå rundt i solskin og lunt vejr.

Her er lidt alternative glimt fra mødet.

Sensommerbuketter

Så er det i dag, at jeg skal være frivillig på Klimafolkemødet. Det glæder jeg mig til – der er en helt særlig stemning, masser af mennesker og aktiviteter og masser af info om grøn omstilling på alle mulige måder.

På den helt lavpraktiske måde – så binder jeg to buketter med havens og årstidens grene og blomster. Her er klimabelastningen vist nærmest nul.

Et hul i jorden

Byggeriets indledende fase er i gang. Der skal laves fundament. Og i forhold til sommerhuset, som blev bygget på skruer, så bliver huset her bygget på et traditionelt støbt fundament.

Musikalsk søndag

I går var jeg tilbage på Fyn – og i mine gamle sogne 🙂 Dejligt at gense området og ikke mindst hilse på mange kendte mennesker.

Anledningen var en kulturweekend, hvor der også var arrangeret en udendørs gudstjeneste – i præsteskoven. Den skov er faktisk vokset rimelig godt til, og der var lavet en fin lysning, hvor gudstjenesten kunne holdes.

Surdejsboller …

Nu skulle det prøves – at bage boller alene med surdej som hævemiddel. Indtil nu har jeg altid kommet lige en anelse gær i dejen, for at være sikker på, at dejen dog hævede lidt.

Men i dag skulle det være. Surdejen kom i brug til koldthævede boller – opskriften ca. som denne, men altså uden gær 🙂 Dejen blev sat i køleskab natten over – for så her til morgen at komme ud i varmen og temperere lidt. Men dejen var nu ikke vokset meget i løbet af natten.

Sang, sommerfugl og surdejsbrød

Tirsdagen bød på det hele 🙂 I aftes holdt jeg en højskolesangaften i Hejnsvig Sognehus. Det gik godt – med god sang og dejligt selskab. Kirkens organist gjorde det så godt med musikledsagelse til alle sangene og de mange melodier, der blev brugt.

Det var et miks af nye og gamle sange og salmer – de ti af dem var resultatet af en afstemning blandt Kristeligt Dagblads læsere – her havde de stemt på, hvilke ti sange og salmer, de holdt mest af. Vinderen var “Dejlig er jorden”. Den er nu også god. Lidt mere overraskende var det nok, at “Lyse nætter” kom ind på en ottende plads. Men den sang er altså også bare god. Og sådan kan man/jeg fortsætte med at nævne favorit sange. Den danske sangskat er ret unik.

Sommerfuglen fangede jeg i en sommerfuglebusk 🙂 På vej ud på tur med Alba. Vejret i går var også bare skønt sommervejr.

Og endelig blev der bagt et surdejsbrød. Min surdej lever endnu – og det er spændende at bage med den. Der er stadig en my gær i min dej – jeg vover ikke helt kun at bage med surdej. Men brødet her blev fint, hævede godt og har masser af smag og en solid krumme. Et stykke mætter ret godt 🙂

God onsdag.

Jette

Klemlister

At bygge et hus er ensbetydende med at ens ordforråd udvides 🙂 Og naturligt nok – der vil altid være fagudtryk og materialenavne, der ikke lige er kendt.

Et sådant ord er “klemliste”. Det er et langt tyndt stykke træ, som bruges i vægkonstruktionen, for at skabe hulrum til ventilation. Så det er et vigtigt stykke træ 🙂

Og i vores lille træhus skal der bruges ret mange meter – faktisk 600 meter.

Men hvorfor er de overhovedet interessante, spørger du måske 🙂 Og et helt rimeligt spørgsmål.

Men da jeg læste vores materialeliste igennem på huset – om alt fra træbeklædning til vandhaner og gipsplader – så viste det sig, at det eneste træ, der var trykimprægneret, var klemlisterne.

Og jeg er ikke venner med trykimprægneret træ. Det er imprægneret i ret kraftige kemikalier, og skal, når det kassereres håndteres som farligt affald. Så det ville jeg meget gerne undgå at have i huset.

Fredagsglimt

Der bliver ikke bagt så meget lige nu – højst nogle koldthævede boller lavet med surdej 🙂 Det er nu heller ikke så dårligt. Jeg har fået en surdej af min svigerdatter, og øver mig i at bruge den. Indtil videre går det meget godt 🙂

Der forberedes også en sangaften. Jeg står for en sogneaften i Hejnsvig Sognehus i næste uge. Det er lidt hyggeligt – det er jo her jeg bor, og så var det her, jeg begyndte som vikar. Så nu vælges der sange og salmer, indsamles data og oplysninger om sangene og så tilsættes lidt personlige overvejelser. Alt i alt en ret fin opgave 🙂

Side 24 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal