Jeg faldt over et opslag på Instagram, hvor der blev bagt det fineste ostebrød. Det måtte jeg da også prøve 🙂 Og med aftensmaden i tankerne, så passede en lækker hokkaidosuppe perfekt sammen med et nybagt ostebrød.
Opskriften er af Annemette Voss Fridthjof, og indrømmet mit brød blev ikke helt som hendes. Men pyt, det blev mere et brød lig mig – nemlig hvor der som altid kom lidt grovmel i 🙂 Og så blev det heller ikke æltet så længe, som hun anbefalede – til gengæld hævede min dej længe. Så her kommer min tilrettede opskrift 🙂
Sidste uge gik over stok og sten – sådan føltes det i hvert fald lidt 🙂 Og så var det rart med en weekend i slowmotion.
Regnen gjorde, at det ikke blev til lange gåture – det var virkelig svært at finde et tidspunkt, hvor der ikke lige kom en byge 🙂
Og søndag – var jo en historisk dag – tronarvingen fyldte 18 år. Så her kørte fjernsynet, alt i mens der blev strikket lidt, drukket kaffe og slappet af på sofaen.
Så derfor er der heller ikke meget nyt at berette om herfra. Men det er også helt ok, at der bare er tid til at være.
I denne uge, hvor mange har ferie – er både Ole og jeg på arbejde. Men konfirmanderne holder fri, så der er tid til at få styr på en del papirarbejde.
Og ordnet lidt omkring en salgsbod i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Billund. Her vil vi om kort tid lave en bod, hvor vi sælger lidt forskelligt strik – men som alt sammen er nystrikket. Altså ikke genbrug i traditionel forstand. Noget af garnet er dog fra genbrugsbutikken, og andet er donationer. Jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at gå 🙂
I går blev noget af det vasket – og lagt til tørre 🙂
Jeg fortsætter det rolige tempo – og nyder en stille mandag.
Og vi fik holdt rejsegilde. Det var festligt og en milepæl i projektet.
At bygge her hen på efteråret betyder også at vejret i særdeleshed spiller ind, når et udendørs arrangement skal arrangeres. Vi havde studeret vejrudsigten og talt med tømreren – og det så ud til at kunne lykkes at nå i mål i går. Og det gik. Der kom en presenning på taget, så vi kunne stå nogenlunde i tørvejr.
Og så blev der ellers snakket og hygget, spist pølser og brød, drukket kaffe og spist kager. Og vi fortalte lidt om byggeriet og samarbejdet med Scanwo og håndværkerne.
I går holdt vi høstgudstjeneste i Sønder Omme kirke. Det var lidt senere end vanligt, men det var nu, det var praktisk muligt 🙂 Og hvor blev det en fin stund. Graverne havde virkelig gjort, hvad de kunne for at pynte kirken op.
Græskar, halm og en overflod af georginer fyldte hele kirkerummet og skabte den bedste stemning.
Selve koret var proppet med frugt og grønt, blomster og halm. For en gangs skyld måtte jeg dele pladsen med alskens fine sager 🙂 Alteret var i gamle dage stedet, hvor man lagde offergaver – i går blev den skik genopfrisket.
Og i døbefonten væltede det op med blomster – det var noget så fint.
Og selv bænkegavlene havde fået pynt – halm og en gren med bær. Naturen spillede i den grad med gennem hele gudstjenesten.
Så den knap 250 år gamle salme kom virkelig til sin ret:
Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed! (Den danske salmebog 730)
Efter gudstjenesten havde menighedsrådet sørget for kaffe og kage. Det faldt også i god jord hos alle. Især menighedsrådsformandens græskarkage var et hit – hun har lovet mig opskriften. Så den kommer nok med her en gang ved lejlighed 🙂
Nu er det mandag – og de fleste tanker kredser om morgendagens rejsegilde – vi glæder os og forbereder os 🙂
Så er det endelig blevet tid til at holde rejsegilde ! Det har jeg faktisk aldrig prøvet før – for ved sommerhuset var processen en lidt anden. Men nu sker det 🙂
Det lille hus i Jelling begynder at tage form – fundamentet er støbt og slebet, træ-skellettet er rejst og på tirsdag kommer spærene på. Så vi krydser alt og håber det bedste – for tirsdag eftermiddag holder vi rejsegilde 🙂
Klokken 15 går det løs, så kommer du forbi Frihedslunden i Jelling, så kig endelig inden for 🙂
Ole og jeg er i gang med forberedelserne – ikke mindst at få lavet en krans. Den skal jo være lidt større end en almindelig adventskrans – men skal til gengæld op i vejret, så hvis finish ikke er helt på plads – så ses det ikke så tydeligt 🙂
Grill, pølser og drikkevarer er også ved at være på plads.
Men jeg mangler stadig servicet – for jeg har besluttet at det skal være genbrug – altså ikke engangsservice. Jeg må lige rundt et par gange mere for at finde tallerkner og krus 🙂
Vi glæder os til at vise huset frem så langt, som det nu er nået – og fortælle lidt om, hvordan den videre proces er.
Det vrimler med æbler 🙂 Og de dufter og smager så godt lige nu.
I går samlede barnebarnet og jeg et par nedfaldsæbler op, da vi var ude at gå. Og lidt sjovt – så var det ormehullet i æblet, der var mest interessant. Eller hvad det nu var for et insekt, der havde spist sig ind i æblet. Og det krævede lidt overtalelse at få lov til at bide området fri for insekter. Men jeg havde ikke lige lyst til, at hun skulle sætte tænderne i en bænkebider eller noget lignende 🙂
Men nedfaldsæbler nu sagtens bruges alligevel, små slag og huller til trods. Forleden blev det til en herregårdsæblekage. En gammel opskrift tilbage fra 80’erne – og bagt en del gange – men den holder nu stadig.
Nu hvor Den store Bagedyst er begyndt igen, så kan jeg godt fornemme, at dette med at komme groft mel i kager eller mørdeje – det er ikke nogen god ide. Men jeg gør det nu alligevel – jeg nyder, at der er lidt mere bid i en kage. Men naturligvis, smag og behag er forskellig.
Så meget lykkedes det Ole og jeg at proppe ind på september måneds sidste dag. En dejlig lørdag med mildt vejr og let solskin. Perfekt til at være både ude og inde på.
Foredraget var med Ditte Birkjær Boll, som er forfatter til Husbyggerhåndbogen. En fin og solid bog om alt det, man skal huske under et byggeri – lige fra tanker om placering af hus til materialevalg til ibrugtagen af huset. Masser af gode råd og overvejelser – så lige præcis noget, der talte ind i vores situation.
Æbler lyser rødt på træernes grene, høsten går ind…. (fra Sensommervise)
Der er stadig masser af æbler og nedfaldsæbler i haven. Og de sidste er vældig gode at bruge i bagværk eller i æblemos eller noget helt tredje. Jeg brugte et æble i bollerne her. Det er ikke fordi det smager så meget igennem, men det er med til at tilføre fugt og blødhed til bollerne. Så nybagte og lune – så er de nu helt gode 🙂
Det går fremad på byggepladsen. I denne uge er det fineste fundament blevet lavet. Jeg var forbi og det øverste lag – flydende beton – lå bare så fint og helt inden for alle rammerne. Virkelig flot arbejde. Og så bliver det hele gemt af vejen om kort tid, når selve huset kommer ovenpå. Men indtil da – må alle gerne beundre Peters fine finish og akkuratesse.
Under betonen ligger rionet og gulvvarmeslanger. Vi var forbi og igen blev der tegnet og fortalt, så detaljer kom på plads. De røde streger er væggene i det kommende hus – så for første gang har jeg set, hvor jeg skal have kontor og hvordan udsigten bliver 🙂 Det skal nok blive helt fint – med tiden.
Oles have er gammel 🙂 Det vil sige, at der også er frugttræer som har mange år på bagen – og i år giver de faktisk ret så meget frugt. Langt mere end vi på nogen måde kan nå at spise. Men jeg gør, hvad jeg kan, og så må fugle og andre små dyr spise resten 🙂
Det er ikke alle træerne, der er lige lette at komme til – så i går var det Ole, der var på tur igennem grene og kvas – og kom tilbage med en spand fyldt med de flotteste pærer.
Og en gammel opskrift fra Arla blev støvet af og så blev de lækre pærer til en tærte 🙂