Jeg faldt over et opslag på Instagram, hvor der blev bagt det fineste ostebrød. Det måtte jeg da også prøve 🙂 Og med aftensmaden i tankerne, så passede en lækker hokkaidosuppe perfekt sammen med et nybagt ostebrød.
Opskriften er af Annemette Voss Fridthjof, og indrømmet mit brød blev ikke helt som hendes. Men pyt, det blev mere et brød lig mig – nemlig hvor der som altid kom lidt grovmel i 🙂 Og så blev det heller ikke æltet så længe, som hun anbefalede – til gengæld hævede min dej længe. Så her kommer min tilrettede opskrift 🙂
Ostebrød (2-3 pers)
2 dl. koldt vand
10 gr. gær
1 spsk. olie
1 tsk. salt
50 gr. grahamsmel
50 gr. pizzamel
ca. 200 gr. hvedemel
Fyld:
50 gr. revet ost
1 spsk. olie
½ tsk. salt
en kvist rosmarin
Gæren røres ud i vandet og de øvrige ingredienser tilsættes. Dejen æltes til den er dejlig blød og lækker og sættes så til hævning nogle timer et lunt sted.
Æltes så igennem igen og rulles ud. Drys osten på og fold dejen sammen flere gange og tryk den så ud i en form, der er smurt godt med olie i bunden. Hæver mens ovnen varmer op til 220 grader. Lige inden brødet sættes i ovnen trykkes der let på brødet, og dryppes olie over og kommes salt på og pyntes med en rosmarinkvist.
Bager ca. 30 minutter. Og det dufter skønt, men den fine rosmarin stilk er helt brændt af – så den spises ikke 🙂
Brødet smager også godt helt alene, men supplerede også suppen vældig godt 🙂
God onsdag.
Jette
Skriv et svar