En event er løbet af stabellen. Årets Klimafolkemøde er slut for denne gang. Jeg havde et par vagter og nød at være en del af det store frivillige fællesskab. Der er rigtig mange frivillige – og min indsats var nu ikke overvældende – jeg stod i Info-boden. Men der er utrolig mange mennesker, som har været i gang længe før det hele begyndte – med koordinering, fremstilling af skilte, bannere, udsmykning og meget andet. Og igennem de tre dage, mødet varede, cirkulerede mange rundt og hjalp på scener, med kaffe og skrald og alt muligt andet.

Og overordnet set – så gik det bare godt. Der var en god stemning og ikke mindst godt vejr. Det betyder næsten halvdelen 🙂 Det er bare sjovere at gå rundt i solskin og lunt vejr.

Her er lidt alternative glimt fra mødet.

Der var godt hundrede boder – en af dem var “Masker i Marsken” Og deres blikfang var denne fine stol 🙂

Mere relevant og aktuelt var der denne seje el-lastbil. Den virkede så tillige som terrorsikring – den lidt mere alvorlige side bag mødet.

Og så fandt jeg disse to livsnydere – udlånt fra keramikmuseet Clay- og med blikket rettet ud mod Lillebælt. De er en god påmindelse om lige at tage en pause, og nyde livet 🙂

Og endelig det fineste broderi – og en opfordring til at blive frivillig. Jeg synes, det er så finurligt tænkt.

Ole stødte til, så da det hele var forbi – gik vi på cafe, og nød livet, solskinnet og et koldt glas hvidvin. En god afslutning på nogle travle dage.

God mandag.

Jette