Det er weekend i september, det er lørdag morgen, og det regner. Udenfor er det stadig ikke helt lyst. Det er så tydeligt, at efteråret er på vej.

Min dag byder på en formiddagsvagt i genbrugsbutikken – de frivillige skiftes til at være der om lørdagen, så det er ikke fast hver lørdag jeg er der. Men en gang imellem er det helt fint.

Ellers fylder byggeriet meget – ikke at jeg gør så meget. Jeg står mest for administration – skriver mails, videresender tegninger i stor stil og betaler regninger 🙂 Men det er nu også vigtige opgaver, hvis du lige spørger mig 🙂

Fundamentet er ved at være godt på vej. Der er muret det meste, der er kommet flamingo (isolering) oven på sandpuden, og alle rør er dukket op af jorden. Så der nu både kan komme vand, strøm og internet ind i huset. Jeg er så imponeret over, at håndværkerne kan finde deres egne slanger og rør, når de skal i gang. Men jeg er helt tryg ved dem 🙂

Og så lige et glimt fra forleden, hvor barnebarnet blev passet. Her er bare liv i stor stil 🙂 Og kun til at blive glad af at kigge på.

God weekend.

Jette