diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Seks glimt fra Hong Kong

Der kommer ikke en lang rejsebeskrivelse her 🙂 Jeg synes ikke, det er så interessant, med mindre man lige har været der selv.

Men et par glimt er dejligt at dele med andre, men at sidde og gennemse flere hundrede mere eller mindre vellykkede billede, det synes jeg ikke giver mening.

Så jeg har valgt et billede fra hver dag, og så ligger der lidt flere billeder på Instagram: bagningmedbudget.

Hong Kong har utrolig mange rulletrapper. En stor behagelighed. Til højre ses den længste udendørs rulletrappe knap 1 km. lang. Læg mærke til pigen th – sådan gik kineserne ret ofte – med en Iphone i hånden og blikket rettet mod den, så ikke op, men gik bare hurtigt gennem strømmen af mennesker med de sammenstød, det nu gav 🙂

Frokost på 12. etage med udsigt over byen. Højhuse overalt – og så dog en grøn park midt i det hele. Læg mærke til hullet i højhuset. Huset er bygget efter Feng Shui principper, og det betyder her, at der skal være hul til at vind kan strømme igennem.

I Hong Kong lever mange religioner og filosofier side om side. Turen gik også forbi et taoistisk tempel – med mulighed for at få beskrevet ens fremtid 🙂 Jeg fik læst min – den så udmærket ud 🙂

Skulpturen Den store Buddha (her på en plakat) – var en gave fra det kinesiske styre til Hong Kong få år før, byen gik tilbage til at være under kinesisk styre. Inden da havde den været en britisk koloni, og var det faktisk helt op til 1997.

Gudstjenesten i en luthersk kinesisk kirke, det var virkelig en god oplevelse. Også selv om vi ikke forstod et ord af det, der blev sagt. Vi havde heldigvis fået prædikenen udleveret på engelsk, så vi kunne læse den selv. Og det var en fin luthersk prædiken. Salmerne var også oversat til engelsk, så her kunne vi bidrage. Og det er altid dejligt at synge sammen.

Vi brugte en dag uden lidt udenfor Hong Kong på to institutioner, hvor der blev undervist i kristendom. Der er ca. 10 % kristne i Hong Kong, men i selve Kina er der langt flere, selv om de i disse år har nogle vanskellige vilkår på grund af det politiske styre.

På Tao Fong Shan fandt vi denne labyrint. Den er tænkt til walking meditation, og minder virkelig meget om den, jeg så på Horne kirkegård på Sydfyn. Det var lidt sjovt.

Tilbage i Danmark – så er Hong Kong meget langt væk, på alle måder. Men det har været en stor oplevelse at få mulighed for at se kirke og kristendom på den anden side af jorden – i en helt anden virkelighed, og dog genkendelig og universel.

God torsdag.

Jette

Retur fra Hong Kong

Så er jeg og mine kollegaer kommet tilbage til Middelfart provsti 🙂 Efter 9 intense dage på studietur til Hong Kong, er jeg nu landet i præstegården fyldt med masser af indtryk, oplevelser og udsyn – der alt sammen lige skal falde på plads.

Jeg har aldrig før været så langt væk, hvor der har været så stor tidsforskel – så i dag er jeg rejst 6 timer tilbage i tiden. Underligt 🙂 Men selvfølgelig med en helt naturlig forklaring. Vi mellemlandede i Helsinki i morges – og så var vi jo næsten hjemme 🙂

For at mindske jetlag er jeg blevet rådet til at holde mig vågen indtil normal sengetid – så lige nu pakkes ud, vaskes tøj og støvsuges edderkopper, alt sammen for ikke at falde i staver og falde i søvn.

Efteråret er blevet tydeligt i løbet af den sidste uge – men hvor var det dejligt at kunne plukke denne buket ude i en regnvåd have. Den glæder jeg mig over. Alt imens kroppen også skal indstille sig på 15 graders varme og ikke 30 grader. Jeg er nu faktisk fint tilfreds med det danske efterårsvejr 🙂

God onsdag.

Jette   

Cookies med kerner og rosiner

Jeg tilbragte min fridag i Hejnsvig, og mens Ole var på arbejde gik jeg en lang tur og blev enig med mig selv om, at jeg da kunne bage lidt kager, som han kunne spise, mens jeg var i Hong Kong.

Så var der da lidt, der mindede om mig 🙂

Cookies er en taknemmelig sag at bage, og den kan fyldes med vidt forskellige smage. Her blev det rosiner og kerner – alt sammen noget, der var på lager.

Cookies med kerner og rosiner (10 stk.)

60 gr. smør/margarine

50 gr. farin

50 gr. sukker

Lidt vaniljesukker

1 æg

125 gr. mel

25 gr. grahamsmel

½ tsk. bagepulver

50 gr. blandet rosiner, græskarkerner og solsikkekerner

Pisk smør, farin, sukker og vaniljesukker sammen, tilsæt æg og pisk igen. Vend de øvrige ingredienser i og bland grundigt. Med en ske sættes dejen i passende portioner på en plade med bagepapir. Trykkes lidt flade.

Bages ved 180 grader ca. 13-14 minutter.

Og så er der kager 🙂

Det er lidt bastante cookies – men det har jeg ikke noget imod, når det drejer sig om en hverdagskage 🙂

Nu venter kuffert, tog og fly – det er nu ret spændende. Den næste uges tid bliver der ikke skrevet på bloggen, men du kan følge med på Instagram – bagningmedbudget, der kommer helt sikkert lidt billeder undervejs.

God tirsdag – og på gensyn.

Jette

Turen går til …. Hong Kong

Det er godt nok langt væk. Og heller ikke helt mit eget førstevalg. Men når muligheden nu bød sig, så er det spændende at skulle afsted. I morgen tager jeg sammen med 11 kollegaer fra Middelfart provsti på studietur til Hong Kong.

Pas, papirer og penge er på plads 🙂

Hvorfor dog netop studietur dertil – og hvordan kan det lade sig gøre? Gode og relevante spørgsmål. Muligheden opstod idet en af mine kollegaer for år siden har arbejdet hos den danske sømandskirke i Hong Kong, og den vej igennem havde skabt gode relationer og stort kendskab til området. Så hun har været primus motor og tilrettelagt et virkelig interessant program med masser af besøg i kirker, templer og alskens anderledes kultur og natur.

Og hvordan er det blevet muligt? Som alle andre har præster også et kursus budget – og i flere år har vi sparet pengene sammen og betaler så selv et rimelig beløb, så på den måde blev det økonomisk muligt at komme afsted. Så langt væk 🙂

Og på en meget blæsende og våd efterårs dag, så er det faktisk lidt fint at vide, at de næste dage lyder vejrudsigten på sol og godt 25 grader 🙂

God mandag.

Jette

Enkel og fin blomsterkugle

En del af kirkens personale og et par stykker fra menighedsrådet har været på Kirkens Forum messe her i weekenden. En ret fin messe, der viste alt til brug indenfor den kirkelige verden – alt fra hækklippere til børnebibler og sognerejser 🙂

Kirkesangeren og jeg var på blomsterdekorations workshop 🙂 Lidt uden for vores normale område, men sjovt at lære og se lidt nyt.

Vi lavede hver en lille fin blomsterkugle. Den kan sagtens kopieres og varieres til mange andre udtryk.

Vi brugte:

En våd oasiskugle (diameter 6-7 cm)

Ret mange små hoveder af krysantemum (ca. 4 stilke)

Knappenåle

2 orkideblomster

Noget grønt med hjerteblade eller måske fint efeu

Klip blomsterhovederne af og sæt en nål igennem. Sæt dem fast på den våde oasis kugle. Fortsæt til hele kuglen er dækket. Afslut med orkideer – også sat fast med knappenåle og pynt til sidst med lidt grønt.

Jeg kender ikke navnet på det grønne, som du kan se, men det handler mest om at få en idé til, hvad man selv kan gøre, og måske bruge fra egen have.

Blomsterkuglen blev sat på en fin lille krukke fundet i kælderen.

Dekorationen var tænkt til at sætte på alteret – i en lidt større udgave, eller sætte i bænkerækkerne ned gennem kirken. Men så skal der godt nok laves mange 🙂

God søndag.

Jette

Høstfest

Marken er mejet, og høet er høstet

kornet er i laderne, og høet står i hæs. (Mads Hansen, 1868)

Den gamle høstsang synges stadig med glæde  – og med en fornemmelse af, at når høsten er i hus, så er der grund til fest, god mad og sjov og glæde.

Det fejrer vi i kirken, i hallen og på plejehjemmet 🙂

Jeg var til høstfest sammen med min far i går på plejehjemmet. Og de havde virkelig gjort noget ud af det, så det blev en meget hyggelig eftermiddag.

Frivillige havde dækket og pyntet bordet, de anrettede og serverede maden, så personalet kunne sidde med ved bordet og nyde en stund sammen med beboerne. Personalet havde klædet om fra arbejdstøj til eget tøj – det virkede så godt. Det var med til at understrege oplevelsen af en fælles fest.

Underholdning og sang og musik var lagt i hænderne på Den skaldede pædagog. Og det mesterede han rigtig fint. Tilpas med fællessang og tilpas baggrundsmusik undervejs, så jo – han får mange rosende ord med herfra 🙂

Diva var med til fest! Hun skabte naturlig glæde og blev noget forkælet undervejs 🙂

Og min gamle far deltog, han klarede fint at sidde til bords i flere timer – men nød også et velfortjent hvil bagefter 🙂

Og så blev jeg bekræftet i, at det var godt, at min far kom på det lokale plejehjem og ikke blev flyttet til Fyn eller andre steder. For selv om han er gammel, så var der stadig en del af gæsterne ved festen i går, som huskede ham og som kendte ham. Og det er altså rart.

God fredag.

Jette

Dejlig æblekage

Æblekage – ja, det er bare lige årstiden. Og smager så lækkert. Men det er også dejligt med lidt variation.

Her er en opskrift, hvor jeg igen har brugt mit tilsendte müsli. Men andre slags müsli med ristede, ikke alt for søde havregryn, vil kunne bruges her. Eller bare helt almindelige havregryn 🙂

Enkel smuldreæblekage (til menighedsrådet)

150 gr. mel

75 gr. müsli (uden sukker)

110 gr. smør

75 gr. sukker

8-10 æbler

50 gr. sukker

1 tsk. kanel

Kom alle ingredienser til dejen i en foodprocessor eller smuldr det sammen med fingrene. Det skal være en smuldredej 🙂

Skræl æblerne og skær dem i tynde både og kom dem i et ildfast fad. Fyld det bare godt op, de falder sammen, når de bliver bagt. Bland sukker og kanel og drys det over inden dejblandingen fordeles over.

Bages ca. 45 minutter ved 175 grader – til kagen er let gylden. Og du har den lækreste æblekage.

Serveres med flødeskum – eller creme fraiche. Men den milde fløde går bare godt med de lidt syrlige æbler.

Med ønsket om en dejlig torsdag – jeg tager nord på. Der er høstfest på plejehjemmet, som min far og jeg skal deltage i. Det bliver nu ganske fint.

Jette

Et fint flettet brød

Jeg ved ikke, om det bare er fordi vi begynder at bevæge os inden for – nu sommeren er ved at vinke farvel og dagene er beviseligt kortere end nætterne – men der bliver bagt flere flettede brød i denne tid end om sommeren 🙂 Facebook viser dem i videoer, og et kig tilbage på egen blog viser det.

Men det er nu også sjovt at flette brød. I aftes var der menighedsrådsmøde og så var der igen god anledning til at bage et lækkert brød. Og denne gang flettet!

Winston knot hedder knuden, der bruges. En slipseknude! Hvordan nogen vil binde et slips på den måde ved jeg ikke 🙂 Men som fletning til et brød, så er det altså meget fint.

Opskriften på dejen var meget lig denne tilsat et æg – og så gjorde jeg sådan:

Del dejen i 6 dele og tril hver del til en lang pølse (ca. 50 cm) og læg dem tre og tre sammen oven på hinanden, hvorefter det ene ben foldes ind over.

sådan her

2. foldning

3.foldning

4. foldning

Og til sidst samles det hele i en bold, lægges på en plade med bagepapir og hæver en times tid inden brødet bages ved 200 grader ca. 30 minutter.

Køler af på en rist.

Og så er der bare et rigtig fint brød – dekorativt og velsmagende.

God fornøjelse med at forsøge dig ud i flette kunsten. Det er lidt sjovt 🙂

God onsdag.

Jette

Turen gik forbi Bindeballe Købmandsgaard

Jeg har haft friweekend, og den er blevet tilbragt sammen med Oles fætre og kusiner og respektive ægtefæller. Det var første gang jeg var med, mens de andre jo havde en historie, der gik årtier tilbage. Men hyggeligt at være med 🙂

Vi var blandt andet forbi Bindeballe Købmandsgaard.

Den grundlage Jesper Kristensen tilbage i 1897, samtidig med at Vejle-Vandel Jernbanen blev etableret. Toget havde et stop nær butikken, og Kristensen havde håbet på, eller måske regnet med, at der ville vokse en større by op omkring stedet der. Det skete ikke helt. Men nu 120 år senere er der et meget seværdigt og levende sted. Der kan stadig handles i butikken, der er kommet hytteudlejning til og så er der masser af glimt fra en svunden tid.

Men det meget interessante er, at det var Oles oldefar, der fik idéen til at åbne en købmandsbutik der. På billedet ses 11 af de 13 nulevende oldebørn efter Jesper kristensen. Det er da lidt sjovt 🙂

I butikken kan købes meget finurligt, fra bjesk til Richs og nymalet kaffe. Jeg nøjedes med at købe lidt karry og pomerans skal. – Det sidste skal bruges inden længe, når den engelske julekage skal forberedes, og så er det godt at være klar 🙂

Men endnu er det september – og godt for det.

God tirsdag.

Jette

Perfekt til tapas – hvis du spørger mig :-)

Jeg har aldrig før lavet æblechutney! – Men da vi havde høstgudstjeneste og efterfølgende kirkefrokost kom det på banen.

Vi serverede tapas – til trods for, at langt de fleste som deltog var godt og vel 60 + Men det skal man ikke lade sig slå ud af. Der blev næsten spist op 🙂

At servere tapas – det er jo noget man meget køber sig fra. Det handler om at få købt nogle lækre oste og spændende pølsespecialiteter. Men tilbehøret, det kan man godt selv lave noget af. Gravermedhjælperens mor havde lavet de lækreste syltede blommer, de passede perfekt til osten.

Og jeg havde så lavet æblechutney. Og den blev ganske udmærket. Lidt grov, men godt mør og med fin smag. Og det var virkelig let at lave. Inspirationen kom fra Aarstiderne.

Æblechutney med ingefær og rosiner

800 gr. æbler i tern (altså uden skræl og kernehus)

2 løg

3 fed hvidløg

Saft og skal af 1 økologisk citron

75 gr. rosiner

2 tsk. groft salt

ca. 200 gr. sukker

5 cm. ingefær, revet

½ dl. æbleeddike eller hvidvinseddike

Lidt tørret chili

Skræl og skær løgene i tern og hvidløgene hakkes fint.

Alle ingredienser kommes i en gryde og koger ca. ½ time under låg ved svag varme. Æblerne skal være godt møre. Moses let og smages til. Kommes i rene glas, der er skyllet med lidt spiritus.

Jeg holder meget af tapas – eller bare sådan mad, man kan nippe af. Man kan tage lige det, man nu synes ser lækkert ud 🙂

Brødet på billedet vender jeg tilbage til. Det er en ret almindelig dej, men til gengæld flettet og foldet, så det bliver ret så dekorativt. Du kan se en engelsk vejledning på det fletningen her.

Nu vil jeg holde fri weekend – med familiesamvær og masser af hygge.

God weekend.

Jette

Side 128 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal