Som følge af skolereformen begynder konfirmanderne først at gå til præst efter efterårsferien. Det er på mange måder fint nok – men nu er vi også der, hvor jeg glæder mig til at møde dem og skulle tilbringe noget tid sammen med dem. For hvad man end kan mene om teenagere, så er de altså kvikke og interessante – og som et pust fra en anden verden ind i min noget rolige og teologiske verden 🙂

I mit hovede er jeg ved at have styr på første gang, de kommer til kornfimandstuen – men et blik på konfirmandstuen viser, at den ikke helt er klar endnu 🙂 I dag kommer rengøringshjælpen og fjerner det værste spindelsvæv og støv, og så må jeg i gang med at stille op og få fjernet mit sytøj.

Jeg er i gang med den sidste hynde til sommerhuset, men er gået lidt i stå 🙂 Den skal jo først bruges til næste år, så det haster ligesom ikke så meget.

Jeg fortsætter med forberedelserne og nyder en tur rundt i haven – det er mildt og venligt udenfor. Og min georgine blomstrer så fint endnu, så den bliver altså ikke gravet op nu, selv om flere havemennesker minder om, at det er ved at være tid til det.

Du ønskes en god dag midt i ugen.

Jette