diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 131 af 221

Digital afhængighed ?

I Pandekagehuset ved Kvie sø faldt jeg over dette lille skilt:

Et skilt, man ikke ville have set for 10 år siden. Men husets værtspar gør på en fin måde opmærksom på, at hos dem er der ikke trådløst internet – men mulighed for at tale sammen.

Nu er jeg jo vældig glad for min Ipad, og er også blevet glad for min smartphone – men alligevel synes jeg, at skiltet her og opfordringen er helt på sin plads. Det er trist at se på, når en hel familie sidder med næsen i hver sin telefon – i stedet for at tale sammen, se på omgivelserne, nyde stedet – bare være til stede.

Forleden læste jeg et interview med en yngre læge, der står bag hjemmesiden Sunddigital. Og hvor hans pointe er, at vi skal lære at omgås vores digitale hjælpemidler på en sund måde. Altså lære at slukke for dem! Vi behøver ikke være tilgængelige hele tiden. Vi skal blive bevidste om, hvor og hvornår vi bruger vores smartephone.

For 10 år siden var der ikke nogen, der havde en sådan telefon, så udviklingen er gået stærkt. Og der tales ligefrem om afhængighed af telefonen. Vi tjekker nyheder, mail, Instagram og meget andet i et væk. Man kan endda slå en funktion til, så man får en besked hver gang, der sker noget. Et lille bip eller et lysglimt – som forstyrer, midt i det man er i.

Og jeg synes, det er irriterende, når en samtale forstyrres af bling og glimt og andre lyde – for at gøre opmærksom på noget, som fint kan vente til senere. Eller som måske er helt ligegyldigt.

Jeg bruger selv meget tid på nettet – og skrev også her om, at sommerhusets livline er på plads 🙂 Men jeg lægger også tit min telefon et sted, hvor jeg ikke hverken ser den eller hører den. Og så går det alligevel.

Nu står ferien snart for døren – her vil jeg håbe den digitale informationsstrøm begrænses – og erstattes af masser af gode oplevelser og skøn tid sammen med dejlige mennesker. Det er jeg faktisk helt sikker på sker 🙂

Tak fordi du læste med – må du få en dejlig dag, både med og uden digital indblanding.

Jette

Gulerodskage – og et særligt skilt

Selv her midt om sommeren smager en gulerodskage godt 🙂

Jeg plejer at synes, at krydrede kager hører vinterhalvåret til – men med regnen trommende ned og ikke alt for høje temperaturer, ja så er det altså helt fint med en omgang gulerodskage.

Og i køleskabet var der en rest flødeost i overskud – så var der ikke meget at betænke sig på 🙂

Lille gulerodskage (4 personer)

1 æg

75 gr. farin

½ dl. olie

75 gr. revet gulerod

80 gr. mel

et nip salt

½ tsk. kanel

½ tsk. bagepulver

1 spsk. solsikkekerner

25 gr. rosiner

Pisk æg og farin grundigt og tilsæt olie og pisk igen. Vend de øvrige ingredienser i og sørg for, at det hele er blandet godt sammen. Kom dejen i en lille springform (ca. 16 cm i diameter) med bagepapir i bunden og bag kagen ca. 30 minutter ved 180 grader. Køler af i formen.

Flødeostcreme

50 gr. flødeost

25 gr. flomelis

½ spsk. citronsaft

Rør alle ingredienser sammen til en glat creme og fordel den på den kolde kage. Pynt evt. med revet citronskal eller en marcipanfigur.

Og nyd så en lækker kage 🙂

Og til sidst – lige et glimt af et tankevækkende skilt, jeg mødte i weekenden. I en restaurant inde midt i Jylland 🙂 I morgen vil jeg tænke lidt videre over netop budskabet her.

God mandag.

Jette

Et døgn i sommerhus – Diva og jeg

Det er stadig nyt, dette at kunne køre ned i sommerhuset, sove der, og vide at der egentlig er alt det, man har brug for.

Så Diva og jeg tog et døgn i sommerhus 🙂 Et sommerdøgn, for der var sol og meget varme første dag og overskyet og lunt næste dag. Og tørvejr. Det sidste betyder ret meget, når man er i sommerhus, i hvert fald på denne årstid.

Her er glimt fra et hyggeligt døgn – hund og menneske i selskab med hinanden 🙂

Vand, sand og tang – og en okay vandtemperatur at dyppe fødderne i 🙂

Helnæs bugt en sen eftermiddag – jeg nyder at kunne se og høre vand.

I aftenbelysning –

Og med udsigt mod øst – en flot kartoffelmark i blomst.

Ærteblomster og internet – de første er så fine, den anden en livline 🙂

En lidt træt hund 🙂

Der er meget i sommerhuset, men der er ingen tørretumbler 🙂

Der er stadig praktiske ting at lave – jeg fik vasket de sidste vinduer, flyttet affaldstræ, så der nu kun er en stor stak. Plantet en lille rose og flyttet en bunke marksten, så de nu ligger langs annekset og måske kan virke som et lille dræn.

Og vvs’eren var forbi – og fiksede en samling under vasken, der dryppede.

Og så fik jeg lavet små lanterner. Jeg havde set idéen til en fødselsdag, hvor de var brugt som bordpynt – men de fungerer også fint som lanterner på terrassen. Og er supernemme at lave og koster stort set ingenting.

Et tomt syltetøjsglas, noget natursnor og et fyrfadslys! Eller der kunne sættes en lille buket blomster i det høje glas. Uanset hvad, så skaber det hurtigt en dejlig stemning en sommeraften.

Nu gælder det weekenden – med en rolig lørdag og en ret travl søndag.

Må du få en skøn sommerweekend – med sommerferiestemning.

Jette

Cheesecake uden husblas

Det er langt fra alle cheesecake, der bruger husblas, men en del gør. Og med vegetarer i familien, så er det godt med opskrifter, der styrer uden om netop husblas – da det er et animalsk produkt.

Jeg faldt forleden – i Nettos blad – over en lille fin og lidt anderledes anretning af cheesecake.

Så den måtte jeg prøve, og tænkte, at Peter kunne være testsmager. Han smager ret meget forskelligt, og er ind imellem lidt skeptisk og tøvende. Men denne her var helt ok! 🙂

I min udgave rakte creme og bær til tre desserter.

Cheesecake uden husblas (3 glas)

Bærkompot

100 gr. jordbær og ribs (ca. ½ af hver)

30 gr. sukker

Bærene blandes med sukker, trækker lidt inden det koges til kompot og afkøler. Moses/blendes evt. lidt.

Kiksebunden er erstattet af mandel-havregryns knas – men den traditionelle udgave med smør og digestive kunne også sagtens bruges.

50 gr. sukker

30 gr. havregryn

25 gr. mandelmel

Smelt sukker til lys karamel i en gryde. Tag den af varmen og rør havregryn og mel i inden det hældes ud på bagepapir og afkøler. Hakkes groft inden den bruges. Der er lidt knas i overskud som gemmes til en anden gang.

Karameliseret hvid chokolade

50 g. hvid chokolade

en anelse groft salt

Tænd ovnen på 120 grader. Hak chokoladen groft og læg den på en plade med bagepapir. Bag chokoladen en halv times tid – og rør i den et par gange. Tages ud, drys lidt salt over og køl af. Der er lidt i overskud i denne portion.

Flødeostcreme

100 gr. flødeost

100 gr. creme fraiche 9%

1 spsk citronsaft

1 tsk.. vaniljesukker

30 gr. sukker

Det hele blandes og røres godt sammen – smages lige til 🙂

Saml kagen i fine glas – nederst havrecrumble, så creme, lidt bagt chokolade og øverst bærkompot.

Og du har den lækreste dessert på en skøn sommeraften – eller en anden aften. Desserten kan fint vente en time eller to, inden den serveres.

Her ser du den i morgenfrisk udgave 🙂

Det er ikke en traditionel udgave af en cheesecake, cremen er blød og lækker og bunden sprød og knasende. Men som et alternativ, så er den virkelig god – og smager bare godt 🙂

God torsdag.

Jette

Sagen er afsluttet

I går fik jeg en skelsættende mail. Jeg fik færdigmeldt sommerhusbyggeriet – det foregår jo digitalt med NemID og vedhæftede filer – og kort efter at jeg havde trykket på send, kom en mail retur med den gode meddelelse : Sagen er afsluttet!

Hvor er det vildt at være nået hertil. Der mangler stadig lidt – noget gelænder og noget planering og græssåning, men de store ting – de er færdige.

Her var udgangspunktet –

og her er vi i dag 🙂 Ingen tvivl om, at det har været det hele værd.

Og hvad har det så kostet? Ikke at alt skal gøres op i penge, men det er trods alt en del af det.

Det blev selvfølgelig (!) dyrere end først antaget. Men ikke værre end det nok skal hænge sammen.

Det, som gjorde den store forskel, var de bevidste bæredygtige tilvalg – fsc-certificeret træ og træfiberisolering. Håndværkerlønninger er de samme uanset, hvilket materiale de har skullet arbejde med. Og her lige en cadeau til håndværkerne – hvor har de været dygtige. De har virkelig afleveret et stykke arbejde, de kan være stolte af. Og som vi nu kan nyde at tage i brug.

Men huset – eksklusiv grund, kloakering og indlæggelse af vand – løber op i 1,1 million. For 50 m2 hus og 20 + 32 m2 terrasse. Et lille hus og en stor terrasse 🙂

Og nu med sænkede skuldre og ikke helt så mange bekymringer. Det lykkedes at komme i mål. Og hvor jeg glæder mig til at sidde/ligge på terrassen – og læse en bog eller tale med hvem, der nu måtte være i nærheden 🙂

God onsdag.

Jette

Maries lækre kokos-kakao snitter

Som jeg tidligere har konstateret, så har opskrifter virkelig deres eget liv. De dukker op i vidt forskellige sammenhænge, gennem familie, venner og kollegaer.

Opskriften her kom Ole med – Marie fra hans arbejde havde bagt disse lækre snitter – og delte gerne opskriften. Dejligt. Hendes portion var stor, ret stor faktisk, så den er blevet formindsket gevaldigt, men passer nu lige til en omgang eftermiddagskaffe i en helt almindelig familie 🙂

Kokos-kakao snitter (ca. 10 snitter)

Hindbærsyltetøj

100 gr. hindbær

45 gr. sukker

evt. lidt tom vaniljestang

Sukker og hindbær trækker lidt, inden det koger et par minutter. Afkøler og moses med en gaffel.

Tærtedej

115 gr. mel

75 gr. smør/margarine

60 gr. sukker

1 æggeblomme

evt. 1 tsk. koldt vand

Bland mel, sukker og smør og smuldr smørret til det ligner grov rasp. Tilsæt æggeblommen og saml dejen. Lægges på køl mindst en time – måske flere dage 🙂

Top

1 æggehvide

65 gr. kokosmel

85 gr. sukker

1 spsk. kakao

Det hele røres sammen.

Rul tærtedejen ud (ca. ½ cm tyk) og læg den i en 18×18 cm form med bagepapir i bunden. Fordel hindbærsyltetøjet over og bag kagen i 12 minutter ved 180 grader.

Tag kagen ud og fordel kokosmassen over og glat den lidt ud. Bag kagen videre ca. 16 minutter også ved 180 grader.

Tages ud, køler lidt, inden der evt. drysses chokoladespåner over toppen, og kagen skæres ud i fine snitter.

Og så er der bare lækre kager til kaffen. Peter og jeg nød adskillige stykker i løbet af dagen 🙂 Det er en forholdsvis let kage at bage og den kan kun gøre lykke, hvor den serveres.

God tirsdag.

Jette

En weekend uden billeder

Det er nu ikke fordi, at jeg har ligget med lukkede øjne hele weekenden. Men det er nogle dage, hvor jeg faktisk kun har taget et billede – nemlig et billede af en kageopskrift. En opskrift, der skal afprøves lidt senere i dag 🙂

Nej – det har været en dejlig weekend – med det fineste sommervejr i lørdags, og noget regnvejr i går. Men det passede til programmet, for lørdag var hele familien i sommerhus for første gang. Det var virkelig forunderligt at kunne sidde og ligge på terrassen, nyde solen og samværet. Lytte til grin og gode snakke, spille stangtennis og samle puslespil. Spille Ego og opdage pudsigheder hos hinanden.

Sommerhuset har kun 4 faste sovepladser, så der blev indkøbt to ekstra madasser, så alle kunne sove samtidigt. Og vågne op, og synes, at man bare havde sovet dejligt. “Sovet som en drøm” som Mette udtrykte det. Det tegner godt for fremtidige nætter og dage i sommerhuset.

I går havde jeg både gudstjeneste i egen kirke og en afløser gudstjeneste. Og hvor en af kirkegængerne efterfølgende kom og fortalte, at det var første gang hun var tilbage i hendes dåbskirke. Hun var blevet døbt der i 1960 🙂 og var nu rundt og opsøge steder og personer fra dengang. Et andet par var norske turister, og de kunne konstatere, at vores salmebog rummede en del salmer skrevet af nordmænd. Og ja, vi har lånt og kigget mod de nordiske lande, når der er blevet fundet især nye salmer. Men som parret også sagde, så havde de altså også lånt af den danske salmeskat – Grundtvig var de ganske godt bekendt med 🙂  

Mandag – sommer, sol, fridag og friske kyllinger – det er rammen om en dejlig dag.

Jette

Cookies med glaze :-)

Der blev noget lækker glaze til overs i går. Det består af hvid chokolade, fløde og sukker – og det er altså for godt til at give til hønsene 🙂 Det må kunne bruges.

Så der blev eksperimenteret – og her er resultatet 🙂 Det er kager uden æg, glazen er “bindemidlet” i disse cookies.

Cookies med glaze (10-12 stk)

1 dl. glaze

50 gr. sukker

50 gr. farin

60 gr. smør

40 gr. havregryn

125 gr. mel

½ tsk. bagepulver

lidt groft salt

30 gr. grofthakket chokolade

Pisk smør, sukke og farin sammen, lun glazen og kom den i og pisk det sammen. Vend de øvrige ingredienser i dejen og rør det godt sammen. Dejen sættes med en ske i passende klumper på en plade med bagepapir. Bages ved 175 grader ca. 15 minutter. Køler af på pladen.

Det blev faktisk udmærkede kager. De er nu kommet i en fin kagedåse og tager turen ned i sommerhuset.

Og så blev det dagen, hvor kyllingerne endelig kom ud af reden. Gravermedhjælperen gav en hånd med – hun har klart mere føling med det, end jeg har. Så med et kærligt skub landede alle kyllinger sikkert på jorden – og er nu ved at undersøge, hvad det er for en verden 🙂

God og sommerlig weekend.

Jette

Kage med glaze

Nu skulle det prøves. Efter at have set “Sukkertoppen” forleden, kom jeg i tanke om, at glaze havde jeg ikke prøvet at lave. Og havde altså heller ikke prøvet at overtrække en kage med glaze. Det ville jeg gøre.

Hermed forsøget 🙂 og lidt ambitiøst, så havde jeg inviteret graverne til kaffe og kage, inden jeg havde lavet kagen. Det forpligtede ligesom 🙂

Blondie

75 gr. hvid choklade

60 gr. smør

1 æg

75 gr. sukker

1 tsk. vanilje

100 gr. mel

et nip salt

Kom chokolade og smør i en gryde og smelt det ved svag varme. Pisk æg, vaniljesukker og sukker til en god æggesnaps, tilsæt og pisk den afkølede smør blanding i. Vend til sidst salt og mel i blandingen. Dejen kommes i en springform (16 cm i diameter) med bagepapir i bunden. Bager ca. 35 minutter ved 175 gr. Tjek med en tandstik om den er gennembagt. Afkøler i formen.

Bærmousse

125 gr. blandede bær (jordbær, ribs, rabarber, brombær)

40-50 gr sukker

2 blade husblas

½ dl. syrnet fløde eller cremefraiche

1 dl. piskefløde

Sæt husblas i blød. Kom bær og sukker i en gryde og lad det koge et par minutter. Kom den udblødte husblas i, rør rundt til den er smeltet. Kan evt. blendes lidt. Lad bærene det køle af, inden creme fraichen tilsættes. Pisk fløden til skum og vend den i.

Sæt kageplast rundt om den kolde bund og fordel moussen ovenpå. Sættes på køl, gerne til næste dag, og videre en time i fryseren, inden den overhældes med glaze.

Glaze

40 gr. glucose

80 gr. sukker

1,25 dl. piskefløde

100 gr. hvid chokolade

2 blade husblas

lidt farve

Sæt husblas i blød i koldt vand et kvarters tid. Kom sukker, glucose og fløde i en gryde og bring det i kog. Tages af varmen og husblas smeltes her i. Flødeblandingen hældes over den grofthakkede hvide chokolade – i en høj beholder. Blend det sammen og kom lidt farve ved. Lad det køle ned til lunken.

Tag kagen op af fryseren og fjern kageplasten. Sæt kagen på en rist og læg bagepapir under, inden glazen hældes over. Sørg for at hele kagen og siderne får glaze. Det, der bliver til overs opsamles og kan evt. bruges i nogle cookies (opskrift følger i morgen)

Kagen pyntes med bær og andet sjov.

Og sættes på køl et par timer inden servering. Det er en ret fin kage at se på. Men jeg må indrømme, at bunden var ret bastant. Min næste kage med glaze skal have en lidt anden bund. Men bunden skal være lidt solid, for den skal kunne tåle at flyttes rundt med.

God torsdag.

Jette

Sommerhusboller

Den kommende weekend skal for en del tilbringes i det nye sommerhus 🙂 Det er helt mærkeligt, at kunne planlægge at tage derned og vide, der både er seng og komfur og toilet – og det fungerer 🙂

Jeg er ikke helt klar til at bage dernede endnu, så derfor blev der bagt sommerhusboller i går. Det eneste særlige ved dem er, at de serveres i et sommerhus 🙂

Så de smager også fint alle andre steder.

Sommerhusboller (10 stk.)

3 dl. kold fløde/mælk

10 gr. gær

1 tsk. groft salt

1 spsk. sukker

1 spsk. sesamfrø

2 spsk. solsikkerkerner

50 gr. grahamsmel

ca. 400 gr. hvedemel

Rør gær, salt og sukker ud i den kolde mælkeblanding. Tilsæt frø og kerner sammen med grahamsmelet og rør sammen inden hvedemelet kommes i – lidt efter lidt. Dejen æltes sammen og sættes til hævning 2-3 timer.

Æltes igennem igen og formes til boller, der sættes på en plade med bagepapir. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 20 minutter og afkøler på en rist.

Og så er der lækre boller – der kun venter på, at det bliver weekend 🙂 De må dog lige en tur i fryseren først.

Men det er ikke kun bollerne, der skal med i sommerhus – det skal kopperne også.

Hvor stort set alt serviset er fundet i skabene eller købt gennem DBA, så havde jeg ikke nogen krus. Så det blev til en tur i Imerco og så ellers på udsalg. Hvor jeg fandt disse fine enkle termokrus – sat gevaldigt ned. Så nu kan der også bydes på kaffe – det er jo en vigtig ting at kunne klare 🙂

På en lidt grå onsdag –

Jette

Side 131 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal