diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Vanilje

Citronmåne – en helt anden opskrift

Jeg har for nogen tid siden skrevet om citronmåner. Jeg ville servere dem for mine korvenner. Og jeg fik prøvet to meget forskellige opskrifter på citronmåner. Den ene er beskrevet her.

Og i dag kommer den anden 🙂 Og det pudsige ved de her kager er, at de netop er runde som fuldmåner. Og dog tror jeg at de fleste af os tænker på de meget gule halvmåner pakket i cellofan, der kan købes for ingen penge rigtig mange steder. Men de her citronmåner er med garanti af en anden kvalitet!

Denne opskrift på citronmåne har jeg fundet her.

Ofte, når jeg læser opskrifter og afprøver dem, gør jeg dem mindre – men denne gang måtte jeg gøre opskriften lidt større. Mine springforme er forholdsvis store, og skulle månen ikke blive flad som en pandekage, så måtte mængden øges.

Der skulle også Amaretto-likør i opskriften – og det var jeg heller ikke lige i besiddelse af – så endnu en gang blev det en af pigernes sjatter fra kælderen, der kom i brug. Noget med abrikossmag 🙂

Citronmåne (ca. 12-14 stk.)

150 gr. smør

350 gr. sukker

4 æg – fra forårsfriske høns

1 stang vanilje

1 spsk. likør

2 citroner – den revne skal

150 gr. mel

Glasur:

175 gr. flormelis

saft af ½ citron

evt. lidt vand

evt. 1 spsk. grofthakkede usaltede pistaciekerner – til pynt

Tænd ovnen på 175 grader.

Skrab kornene ud af vaniljestangen (gem den i glasset med hjemmelavet vaniljesukker.) og mas kornene ud i lidt af sukkeret. (Så de små korn bliver fordelt)

Kom vaniljesukker, resten af sukkeret, smør og likøren i en skål og pisk det godt sammen. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg. Kom den revne citronskal i – husk kun den gule skal, det hvide er bittert.

Sigt melet og vend det forsigtigt i.

Beklæd en springform (ca. 25 cm) med bagepapir, og kom dejen i.

Og så ind i den varme ovn og bag ca. 45 minutter. Køler af i formen, hvorefter den tages ud og sættes på et fad.

Rør glasuren sammen og fordel den på kagen. Drys evt. med grofthakkede pistaciekerner. Den grønne farve liver bare gevaldigt op 🙂

Så er der kage til kirkekaffen senere i dag.

Blomsterdekorationen fik jeg i går fra min søde nabo – den havde prydet bordet ved deres guldbryllup

God weekend.

Jette

Vandbakkelser, små

Disse små vandbakkelser er blevet bagt i forbindelse med mit løsningsforslag til Madblogger Udfordringen # 2.

Og opskriften er fra Madimperiet. Her lærte jeg, at de faktisk også hedder profiteroles. Jeg ved ikke hvordan det udtales, men synes godt om ordet 🙂 Og ordets betydning er jo rart at tænke på: en lille gave. Og ret fint at se på det sådan, at en dessert eller en kage er en lille gave til modtageren aflereveret med kærlig hilsen.

Profiteroles ( ca.24 stk)

50 gr. smør

1 dl. vand

50 gr. mel

1 æg fra en livsglad høne

Smør og vand smeltes i en gryde og varmes godt op. Kom alt melet i og pisk godt – det bliver en samlet dej, som nærmest slipper gryden. Tages fra varmen og køler lidt af før ægget kommes i og der piskes rigtig godt.

Den bløde dej sættes med to skeer i små toppe på en plade med bagepapir og er klar til at gå i ovnen, når den er varm – 200 grader.

Husk – du må ikke åbne døren undervejs, så falder vandbakkelserne sammen.

Og her er de samme vandbakkelser – efter ca. 20 minutter i ovnen. Hævede, luftige og totalt uformelige og uens 🙂

Køler af – og er klar til at blive fyldt med lækker vaniljecreme og råsyltede hindbær og brombær.

Vaniljecreme

1½ dl mælk

1 spsk. maizena

30 gr. sukker

1 æg fra en let løbende høne

½ vanillestang

½ dl piskefløde

Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem med lidt af sukkeret. Kom vaniljesukker, den tomme stang og de øvrige ingredienser – undtagen fløden – op i en gryde og bring det langsomt i kog. Pisk undervejs.

Når cremen er blevet tyk og har kogt igennem, kommes den i en skål for at køle af. For at undgå at der kommer “skind” på overfladen, lægges film ned ovenpå.

Når cremen er helt kold vendes den piskede fløde i – og den tomme vaniljestang fiskes op.

Råsyltede bær

100 gr. (frosne) hindbær og brombær (fra eget krat)

25 gr. sukker

½ tom vaniljestang

Det hele blandes sammen og står et døgn i køleskabet. Rør undervejs.

Saml nu de små profiteroles: skær vandbakkelsen næsten igennem på tværs, kom et bær i og fyld efter med lækker vaniljecreme.

Små lækre vandbakkelser, som man let kan spise nogle stykker af 🙂

Tallerkenens øvrige indhold kommer der mere om i morgen. Men de små orangemarcipantoppe, kan du læse om her.

 

Jette

Vanilje

Hvis ikke det havde været for Mette Blomsterberg, så tror jeg ikke, at min interesse og opmærksomhed var blevet vakt med hensyn til vanilje – og vaniljestænger. Det er ikke, fordi jeg ved så meget om emnet – men jeg synes, de er fascinerende.

I min barndom var vaniljestænger noget ret eksotisk. Jeg kan faktisk ikke huske, at der har været vaniljestænger i min mors køkken.

Før jul kiggede jeg i mit skab og fandt til min overraskelse så mange forskellige indkøb af vaniljestænger:

 

Så blev det december og jul og så var der tilbud – så i dag ser lageret sådan ud:

 

 

Og hvad vil jeg så med al den vanilje? Jo bruge den hen af vejen – og holdbarheden er heldigvis lang. De fleste kan holde sig til engang i 2016 🙂

 

Men tilbage til Blomsterberg og det søde liv, som begyndte at blive vist tv for godt tre år siden. For Mette Blomsterberg  brugte og bruger jo stort set vanilje i alt. Så inspireret deraf købte jeg de første vaniljestænger.

– Og nyder hver gang jeg flækker en vaniljestang og blander kornene med lidt sukker, og senere ser de mange, mange små sorte korn i æggesnapsen eller kagen. Det fremmer følelsen af at lave tingene fra bunden. 

 

Jeg har endnu til gode at bruge min dyrt indkøbte polynesiske vaniljestang. Fornøjelsen ved at bruge de andre er stadig stor. Lidt hverdagsluksus! Smagsmæssigt ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal mene. Jeg tror måske nok, at fornøjelsen er størst 🙂

 

Lige bortset fra det hjemmelavede vaniljesukker. – Det dufter rigtig dejligt, og har en fin smag. Jeg gemmer de tomme vaniljestænger i et lufttæt glas og kommer med jævne mellemrum mere almindeligt sukker i – og nye tomme stænger. Og sukkeret får så en fin smag af al den kraft, der er gemt i de tomme vaniljestænger.

 

Vaniljesukkeret bruges der meget af – og til tider fiskes en af de tomme stænger op, for at blive brugt i en vaniljecreme eller kogt sammen med risengrøden. 

Så jo, jeg er meget glad for alle mine vaniljestænger …

Jette

Godt nytår 2014

Alle ønskes et rigtig godt nytår.

Hele kalenderen for 2014 er fortsat ret ubeskrevet – og det er både godt og spændende. Der kan komme så meget forskelligt forbi ens vej i løbet af det næste år. Og hvor er det godt, at vi ikke ved noget om, hvad der sker med os. Selvfølgelig er mærkedage nok plottet ind i kalenderen – men det andet – det uforudsete, det overraskende, det glædelige, det triste – alt det ved vi ikke noget om endnu. Og det er godt. Så nu er det bare om at være åben for et nyt år – og synge med på “Vær velkommen Herrens år”.

Og så begynder jeg alligevel bloggen med at kaste et kort blik tilbage – på julegaverne.

For de afspejlede i en vis udstrækning at interessen for Bagning med Budget var kommet ind i mit liv.

Min niece havde luret min fascination af vaniljestænger. Så jeg pakkede en duftende æske op med de lækreste vaniljestænger.  Mere om dem en anden gang. Ligeledes fik jeg en hævekurv (den glæder jeg mig til at prøve, og skal nok skrive mere om det).  Og fik et gavekort til Magasin inklusiv en invitation til Brunch med mine piger i Århus. Det skal helt klart bruges her i januar.

Og så glæder jeg mig til at arbejde med bloggen igen. Det har været lidt mærkeligt ikke at bruge tid på den – at tage billeder og tænke i opskrifter.

Og det er så ikke helt sandt. For ferien er blevet brugt til at læse rigtig mange andre blogs, finde tips og ideer til, hvordan min blog kan blive bedre. Forhåbendtlig synes du også, det kommer til at skinne igennem 🙂

Og til sidst lige en enkelt bemærkning om noget, der kan laves i dag eller alle andre dage: Saltmandler. – Som jo godt nok ikke har noget med bagning at gøre, og dog – de har da været i ovnen 🙂

Opskriften fandt jeg hos noget i ovnen.   Jeg skal nok komme med mine kommentarer en anden gang. Men mandlerne smager fint – og det salte er godt oven på alt det søde i julen.

Endnu en gang: Godt nytår. Må det blive fyldt af gode opgaver og oplevelser – og megen bageglæde.

Jette

Vaniljekranse

Så kom tiden til vaniljekranse 🙂

Jeg har egentlig ikke tidligere interesseret mig særligt for den småkage – vist mest syntes, at den var lidt kedelig. Men efter at Mette Blomsterberg er kommet på banen, så har alt med vanilje jo fået en lidt eksklusiv status. Og der er skrevet meget om de fine, små sorte prikker, der fremkommer, når vaniljekornene masses med sukker og kommes i kager.

Opskriften jeg bruger er også hendes. Hun bruger dog rigtige mandler, som hun blender til fint mel.

Jeg havde en pose mandelmel liggende (indkøbt fra en tur til Tyskland) og tænkte, her var muligheden for at få prøvet det af.

Vaniljen er en helt almindelig stang – købt i Netto. Den fine polynesiske vaniljestang, jeg købte i København, gemmes lidt endnu.

Og så har lidt læsning på andres blogge gjort mig opmærksom på, at en stor del af vaniljekransens liv handler om hullet i midten. At det er fint rundt og lige stort på alle kager. Det har jeg helt ærligt aldrig tænkt på før. Og mine kager afslører det tydeligt.

Og desuden har jeg hverken en fin sprøjtepose eller gammel kødhakker til brug for fremstilling af vaniljekranse. Til de 20 kranse jeg laver om året – der trilles dejen i tynde pølser, måles og formes til fine ringe.

Vaniljekranse (20 stk)

1/2 vaniljestang

90 gr. sukker

100 gr. smør

1 æggeblomme, fra en lykkelig høne

30 gr. mandelmel (eller samme mængde smuttede mandler, blendede)

125 gr. mel

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. (Put den tomme stang i et lufttætglas og kom sukker ved – så har du vaniljesukker til en anden gang.)

Mas vaniljekornene med lidt sukker. Pisk vaniljesukker, sukker og smør sammen. Kom æggeblommen i og pisk let. Rør derefter begge slags mel i, og saml dejen. Sæt den på køl – mindst en time.

Tages ud, deles i mindre portioner, trilles til tynde stænger, afmåles ( ca. 9 cm)  og samles til en ring. Lægges på bagepapir og bages ved 200 gr. ca 10 min. til de er let gyldne.

Dufter dejligt og smager rigtig godt 🙂 Opbevares i lufttæt kagedåse.

 

 

Nu håber jeg vaniljekransene vil falde i min Fars smag 🙂 Spørgsmålet er nok mere, om der vil være nogen tilbage, når jeg skal på besøg i julen.

God tirsdag – en uge til juleaften.

Jette

Side 2 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal