Jeg vil gerne ønske alle læsere en rigtig glædelig jul. Og tak fordi du læser med. Det er rart at kunne dele bageglæden med andre. – Og til tider får kommentarer på, om det nu er godt eller for mystisk eller bare helt uinteressant, det der nu kommer ud af ovnen.
Jeg håber, der hen over december måned er blevet bagt småkager, lavet konfekt og hygget med lys og dekorationer. Så julefreden nu kan begynde at indfinde sig. At der ikke er flere store projekter der skal gøres.
Nu venter julegudstjenester – med englenes ord om en stor glæde for hele folket og fred til mennesker med Guds velbehag. Og salmesang, der næsten får kirkehvælvingen til at løfte sig. En dejlig dag, med masser af smil og glæde. Og et stik i hjertet ved tanken om dem, vi har mistet og savner at dele glæden med. Må ord, lys og toner være med til at give håb og livsglæde.
Mit sidste projekt bagning inden jul er et helt almindeligt brød. – For det er nu også dejligt – imellem alt det andet – at kunne sætte tænderne i noget uden kanel og ingefær 🙂
Nu holder bloggen juleferie – og jeg vil glæde mig til at komme tilbage igen til januar 2014.
På gensyn – med ønsket om en dejlig juletid.
Jette