Tag: Tanker om stort og småt Side 22 af 48

I weekenden var jeg til en af mine kollegaers 65 års fødselsdag. En hyggelig eftermiddag i selskab med knap 40 kvinder og et par dygtige musikere.

At samle og invitere så mange kvinder betyder ofte også, at der er nogen, der ikke kender hinanden i forvejen. Og især når dagens fødselar er en kvinde med et stort engagement og kæmpe netværk.

Så jeg tager ofte af sted til sådan en fest med tanken om, mon der er nogen, jeg kender, og er der nogen jeg kan tale med. Har vi noget til fælles – og videre i den boldgade.

Det samme havde værtinden tænkt på. Og gjort sit til, at der ikke skulle opstå pinlig tavshed eller en akavet stemning, for hvad skulle man nu spørge om og tale om.

Og det er egentlig hendes ide til en god bordplan, jeg vil dele her. For jeg syntes virkelig det lykkedes – i en sådan grad, at samtalen aldrig nåede til børn eller børnebørn. Og det er i sig selv en præstation 🙂

Der sad 6 kvinder ved hvert bord. – På bordet lå i forvejen en seddel med navnene på, så vi vidste, at det var her vi skulle sidde ved. Det er en stor hjælp synes jeg. Men stadig væk, så er det jo mennesker, man ikke nødvendigvis kender i forvejen.

Nu kunne værtinden jo have valgt at lave en lang præsentationsrunde – med hvor hun kendte os fra, hver især. Det ville tage ret lang tid, og hvor meget ville vi hver især kunne huske efterfølgende?

I stedet havde hun lagt en seddel under en af tallerkenerne ved hvert af bordene. Og da den var fundet, så bad hun vedkommende rejse sig og læse de ord, der stod på sedlen.

På billedet ses sedlen ved mit bord. De ti ord fortalte alle noget om personerne ved bordet. Ikke sådan at alle kunne genkende sig selv i ordene, men der var et par stykker – en interesse, noget specielt de havde lavet, en egn de kom fra eller noget helt andet. Alle ordene var tænkt til inspiration til at tale sammen.

Jeg synes, det var en super ide, og en god måde at komme til at tale sammen på. For så kunne man jo altid begynde med at høre om, hvilke ord, der passede til den, man sad ved siden af. Og så høre vedkommende udfolde sig om det.

Sommerhuset kom jeg således til at fortælle om flere gange – og fik hørt om en, som i en sen alder var begyndt at udgive romaner.

Så selvom vi ikke blev præsenteret for hele selskabet, så fik man ved oplæsningen af de forskellige temasedler, et lille indblik i, hvor mange og hvor forskellige gæster, der var. Det i sig selv, var da også spændende for en lidt nysgerrig sjæl som mig 🙂

Nu gemmer jeg idéen med sedlen med samtaleemner til næste gang, der skal holdes en fest eller på anden måde laves bordplan.

God mandag – den første i februar.

Jette

I Fyns stift afholdes hvert år et konfirmandtræf i Odense. En gruppe af stiftets præster gør et enormt arbejde med at stable et fornemt træf på benene. Her kan alle vi andre præster så komme og deltage – uden at skulle gøre noget – andet end at deltage med en positiv indstilling.

Biskoppen indleder aftenen

Det er virkelig en god mulighed for at komme ud af konfirmandstuen på – og møde andre unge – og andre kollegaer.

I går var vi af sted – med bus og med mildt vejr. Det sidste betyder noget, for vi går undervejs rundt i Odense mellem forskellige kirker.

Mine konfirmander helt klar 🙂

Årets tema var: “Jeg satser på dig!” Med udgangspunkt i tre lignelser fik konfirmanderne vist, hvad det vil sige at investere sig selv i livet og i andre mennesker. For eksempel – om ikke at grave sit talnet ned, men bruge det man har fået betroet, lade det spire og vokse til glæde både for sig selv og for andre.

I koret i domkirken lød ordene: Velkommen hjem.

Lignesen om den fortabte søn blev dramatiseret – og siden aktualiseret, så det blev konfirmandernes egen verden, der kom i spil. Jeg synes virkelig, at de forskellige poster, som vi kom igennem, formåede at tale i et sprog, alle kunne forstå og relatere til.

Vi var på det blå hold

Lærte de noget? Det ved jeg ikke, men jeg ved at de oplevede noget. Så, gik og fornemmede – og mødte præster og frivillige som gerne ville dem. Og det er altså meget værd, og kan være en god erindring at have med fra tiden til præst.

God onsdag.

Jette

En vigtig del af præstens arbejde er at have konfirmander 🙂 Og jeg har gennem årene haft en del – jeg gætter på lige i underkanten af  1000. Det er mange, og nogen kan jeg huske, andre er gledet ud af erindringen.

Men det er lidt pudsigt ind i mellem at opleve, at jeg måske nok har glemt dem, men de ofte godt kan huske mig. Jeg møder det i forbindelse med vielse og dåb – og så må jeg jo grave dybt i hukommelsen og se om noget dukker op 🙂

Konfirmander er kilde til sjov og glæde, men bestemt også udfordring og bekymring. I dag var så en af de rigtig gode dage – eller blev det, for det var lidt uventet.

Men to af konfirmanddrengene havde været i kirke i søndags – i hver sin kirke – og fortalte lidt om det.

Og hvor den ene dreng indledte med – “at det var nu ikke så kedeligt, som han havde forventet!” Og som han fortsatte – Man skulle jo synge en god del af tiden – og svare på korsvar. Så det havde været godt nok. Men som han også konstaterede, at så var de fleste i kirken vist over 70 år 🙂

Den anden dreng havde været i nabokirken – og her var hans lillebror blevet døbt. Og det var ham, der havde båret ham – sagt hans lange navn og svaret på trosbekendelsen. Der var ingen tvivl om, at han var både stolt og glad over at have haft den rolle.

Efter sådan et par små samtaler, så er det bare helt fint at være præst! Jeg bliver glad og tænker, at hvor er det dejligt, at de har oplevet kirken og gudstjenesten som noget godt – og ikke som noget helt fjernt, uvedkommende eller fremmed.

I næste uge skal begge hold med på konfirmandtræf i Odense, sammen med en helt masse andre konfirmander. Det bliver både sjovt og udfordrende.

God tirsdag.

Jette

Jeg havde læst i avisen, at der var nytårskur på Faaborg museum i den forgangne weekend. Der var fri adgang i et vist tidsrum, og der blev holdt tale og serveret bobler og kransekage. Det lød alt i alt som et godt sted at gæste, og eftersom Ole og jeg havde planlagt en overnatning i sommerhuset, så passede det hele fint sammen.

Vi nåede kuren, men missede museumsinspektørens tale – det var lidt ærgerligt. Men vi fik dog et godt billede af det nys indkøbte maleri til museet. “Adam og Eva” – det er malet af Kristian Zahrtmann i 1892. Jeg kender ikke til maleren som sådan, men han var med til at samle og inspirere de fynske malere sidst i 1800-tallet. Johannes Larsen er nok den mest kendte. Lige nu har museet en udstilling der hedder “Verden som atelier” – fine og naturalistiske billeder med motiver fra Svanninge bakker til Pisa i Italien.

Der er en vis ro ved at gå rundt og se flotte malerier, hvor man ikke er i tvivl om motiverne. Abstrakt kunst er også spændende, men jeg er nok mere fascineret af malere, der kan male natur og landskaber og mennesker med mange detaljer. 

Der var også en anden udstilling på musset – en helt anderledes slags. Det var skulpturer, modeller og fotografier – alt sammen lavet af billedhuggeren Kirsten Justesen. Igen må jeg indrømme, at hende kender jeg heller ikke. Men det er ingen hindring for at se en udstilling – og se og tænke og gøre sig tanker om det, man oplever.

Museer har udviklet sig meget siden jeg var barn – det inddragende er blevet en del af besøget. Man kan selv prøve kræfter med ting, eller røre noget af det. En måde at gøre det hele lidt mere vedkommende og nærværende på.

Således også Kirsten Justesens udstilling – som hedder “sokkel-stykker”. Titlen hentyder til, at de fleste skulpturer jo sættes på en sokkel – og dermed er soklen også en del af oplevelsen. Og på museet var der lavet mulighed for at sætte sig selv som model på en sokkel! Det synes jeg var en fin ide – og måtte prøves. Ole fotograferede – og undrede sig 🙂

Hovedet er ikke det interessante i denne udstilling, det er kroppen – derfor kassen over hovedet 🙂

Men hvorfor dog prøve det? For at prøve noget nyt.  Der var lavet et fint område til det, og nu vil jeg altid kunne huske netop det besøg på Faaborg museum. Her var jeg for et øjeblik model 🙂

God mandag.

Jette

I dag har jeg haft nytårskur for det andet hold konfirmander. Det er lidt sjovt, og på mange måder interessant at se og opleve, hvordan de opfatter det, som sker.

De er helt med på at drikke juice af champagneglas og spise rugbrødschips og napoleonshatte 🙂 Og lidt pudsigt, så var der flere, der sagde, at de ikke brød sig om marcipan – men det hele blev nu spist alligevel 🙂

Nytårskuren er måske ikke så meget kristendom sådan helt bogstaveligt forstået – men det er lidt dannelse og refleksion over livet. Hvad glæder man sig til i det nye år? Hvad vil man fokusere på? Og det sidste er faktisk ikke så let at sige, når man er 13 år. Det blev for de flestes vedkommende til at glæde sig til deres konfirmation – men det er nu også helt legalt. Det er en stor dag.

Jeg holdt en lille tale for dem, og fortalte om noget af det, jeg vil fokusere på i 2020. Mest tænkt som inspiration til dem.

Dannelsen kom de selv med – da nogen midt i talen gik op for at hente flere chips: “Det gør man ikke, når der bliver holdt tale.” som nogen korrigerede dem. Og sådanne helt lavpraktiske ting synes jeg også er vigtigt at de unge mennesker lærer 🙂

Der var et par napoleonshatte i overskud – dem deler jeg med graverne lidt senere i dag. På en regnvåd torsdag lyser de da lidt op 🙂

God torsdag.

Jette