En vigtig del af præstens arbejde er at have konfirmander 🙂 Og jeg har gennem årene haft en del – jeg gætter på lige i underkanten af  1000. Det er mange, og nogen kan jeg huske, andre er gledet ud af erindringen.

Men det er lidt pudsigt ind i mellem at opleve, at jeg måske nok har glemt dem, men de ofte godt kan huske mig. Jeg møder det i forbindelse med vielse og dåb – og så må jeg jo grave dybt i hukommelsen og se om noget dukker op 🙂

Konfirmander er kilde til sjov og glæde, men bestemt også udfordring og bekymring. I dag var så en af de rigtig gode dage – eller blev det, for det var lidt uventet.

Men to af konfirmanddrengene havde været i kirke i søndags – i hver sin kirke – og fortalte lidt om det.

Og hvor den ene dreng indledte med – “at det var nu ikke så kedeligt, som han havde forventet!” Og som han fortsatte – Man skulle jo synge en god del af tiden – og svare på korsvar. Så det havde været godt nok. Men som han også konstaterede, at så var de fleste i kirken vist over 70 år 🙂

Den anden dreng havde været i nabokirken – og her var hans lillebror blevet døbt. Og det var ham, der havde båret ham – sagt hans lange navn og svaret på trosbekendelsen. Der var ingen tvivl om, at han var både stolt og glad over at have haft den rolle.

Efter sådan et par små samtaler, så er det bare helt fint at være præst! Jeg bliver glad og tænker, at hvor er det dejligt, at de har oplevet kirken og gudstjenesten som noget godt – og ikke som noget helt fjernt, uvedkommende eller fremmed.

I næste uge skal begge hold med på konfirmandtræf i Odense, sammen med en helt masse andre konfirmander. Det bliver både sjovt og udfordrende.

God tirsdag.

Jette