Sagt – eller skrevet – med det samme, jeg får ikke læst særlig mange bøger. Men jeg nyder at holde bøger i mine hænder, bladre i dem og skimme lidt hist og her. Biblioteket i Middelfart er et af mine foretrukne steder – her er hyggeligt og varmt, og altid noget at kigge og læse i 🙂

Vinteren er nu også en oplagt tid på året til at bevæge sig ind på biblioteket eller sidde i sofaen og fordybe sig lidt i en anden verden.

Koge- og bagebøger er et hit. Men også bøger om det gode liv, hvad end det er, eller tanker om økonomi – det er nu også interessant.

Doughnut økonomi – jeg har kun læst det første og det sidste – de mange sider i midten med udfoldelsen af teorien, dem springer jeg over. Men bogens anliggende er en ny måde at anskue verdens økonomien på. Altså prøve at finde en model, der passer til det  21. århundrede, så vi ikke fortsætter med de modeller og teorier, der opstod for et par hundrede år siden. For tiden har unægtelig ændret sig. Det er blevet tid til at gøre op med tanken om, at det vigtigste mål er et større bruttonationalprodukt – uden skelen til, hvordan det bliver større. Uden at tage hensyn til natur og klima og mennesker generelt.

Så i stedet for at ønske sig en kurve, der kun går op ad, så foreslår forfatteren til bogen, en cirkel som rammen om økonomien.

Her er målet at skabe et solidt socialt fundament – altså begrænsning af nød og fattigdom – et niveau, som ingen bør ligge under. Og som yderste cirkel – det miljømæssige loft – altså hvor vi stopper og ikke producerer og forbruger mere, end kloden kan klare. I det mellemrum – er der ifølge forfatteren -et sikkert og retfærdigt rum for os alle.

Det er da spændende – og en anderledes måde at tænke på. Det er mere fællesskabsorienteret, og inddrager jorden, naturen og klimaet i højere grad end tidligere tiders teorier. Som mest handlede om økonomisk vækst – alene.

Dette er forsøgt gengivet – som jeg har forstået det. Og jeg er slet ikke nok inde i stoffet til at kunne forklare det grundigt. Men derfor kan det jo være fint nok lige at møde begrebet 🙂

En helt lavpraktisk måde at tænke doughnut økonomi på – eller cirkulær økonomi – det mødte jeg i kirken i dag. Alterbuketterne var årstidens grene, klippet på kirkegården, og blomsterne er de sidste juleroser – klippet af, for selve blomsten var blevet lidt “langbenet”, som graveren udtrykte det. Men nu kunne blomsterne lige bruges i denne dekoration.

Godt tænkt.

God torsdag.

Jette