diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 63 af 70

Saltede mandler – til studenterfest

Nu begynder nedtællingen for alvor til, at sidste og yngste barn bliver student 🙂

På tirsdag bliver Peter student – og det glæder han sig til, og det gør jeg bestemt også. Det er lidt for spændende med alle disse eksaminer.

Og planen er så, at når først huen er sat på hovedet, så skal der være lidt fest i haven her hjemme om aftenen. Og jeg har netop set, at vejrudsigten lover både sol og varme på tirsdag. Så det kan ikke være mere perfekt, når vi helst skulle kunne være både i haven og indenfor.

Jeg synes altid, det er lidt hyggeligt at forberede til en fest – i hvert fald hvis det synes overkommeligt. Og det gjorde det, da vi sendte invitationerne ud. – Nu hvor det hele nærmer sig, ser det lidt mere broget ud 🙂 Men planlægning og med hjælpende hænder – så går det nok.

Og de saltede mandler her, laves nu og kommes på glas og gemmes! For de smager godt – og skulle altså helst nå frem til tirsdag.

Saltede mandler

150 gr. mandler

1½ dl. kogende vand

2 spsk. fint salt

½-1 spsk. olie

Opløs saltet i det kogende vand og tilsæt mandlerne og lad dem stå og trække ca. 15 minutter. Hæld vandet fra og lad dem dryppe lidt af, før de kommes på en bageplade med bagepapir og vendes i olien.

Tørrer/rister i ovnen ca. 20 minutter ved 150 grader.

Når de er kolde, kommes de i et lufttæt glas.

Nu er låget kommet på, og de er sat på øverste hylde. Og tages først ned på tirsdag 🙂 Men de er prøvesmagt, og de smagte ret så godt.

God lørdag – med dejligt sommervejr.

Jette

Mini cup-cake med marcipan, Petit four

Jeg er med kort varsel blevet indkaldt til det til dato morsomste møde i mit menighedsråd. Nej – det er helt politisk ukorrekt at sige sådan. Men emnet er bare lidt pudsigt – og langt fra, hvad der normalt tales om i rådet.

Og jeg syntes det møde fordrede en lille bitte kage – derfor er der i hast blevet bagt Mini cup-cake med marcipan. En opskrift jeg har fundet her og tilrettet lidt.

Men tilbage til mødet – som handler om, at Middelfart kommune vil opstille luftpumper til cykler  ved alle kommunens kirker! Kommunen er nomineret til årets cykelkommune i år – og det er bestemt rigtig godt, og det kan jeg da kun være glad og stolt af.

Men så har nogen fået den ide, at der ved hver kirke skal opstilles en cykelpumpe, så man altid ved, hvor man i hvert fald kan få pumpet sin cykel. Og det er det vil skal til møde om i dag 🙂 Det kan kun blive et møde med en lidt løftet stemning sådan en fredag eftermiddag.

Mini cup-cake med marcipan ( ca. 16 – 20 stk.)

60 gr. sukker

1 æg fra en meget nysgerrig høne

50 gr. smør, smeltet

90 gr. mel

½ tsk. bagepulver

75 gr. revet marcipan

3 spsk. mælk

Pynt

hakkede pistaciekerner

Pisk æg og sukker godt – til det er let og luftigt. Pisk smørret i. Vend så de øvrige ingredienser i med let hånd.

Dejen fordeles i små forme.

(Jeg købte for mange år siden i Paris! denne lille form til mini cup cake – nu kommer den endelig i brug)

Drys til sidst de hakkede kerner over. Andet pynt kan også bruges, eller helt udelades.

De små kager bager ca. 10-15 minutter ved 200 grader.

Køler af og tages ud af formen.

Nu håber jeg min graver vil lave kaffen. Og så skal det nok blive et godt møde om luft, cykler og fine pumper!

God weekend.

Jette

Mini Pavlova

Pinsedag var en rolig og hyggelig dag. I det hele taget var pinsen noget præget af, at de unge mennesker er midt i eksamenstiden og derfor læser op.

Men med en enkelt hjemløs æggehvide i køleskabet så var der mulighed for at forsøge sig med en mini pavlova. Og cykle en tur ud for at finde nogle friske jordbær. Mine bær slet ikke på vej endnu – de er mest grønne – men har dog vakt hønsenes interesse. Så det er åbenbart ikke kun sneglene jeg skal dele bær med 🙂

Kagens navn referer til en russisk balletdanser Anna Pavlova (1881 – 1931) – men hvad hendes forhold til kagen så er, det vides ikke 🙂

Men det er en fin lille sag, let og sommerlig.

Mini Pavlova (2-3 pers.)

1 æggehvide, fra en tilfreds høne

50 gr. flormelis

et par dråber eddike

25 gr. fintrevet marcipan

Pisk æggehvide, eddike og halvdelen af sukkeret stift. Tilsæt det sidste sukker og pisk igen. Til sidst vendes marcipanen i og dejen smøres ud på en bageplade med bagepapir – efter øjemål – i en cirkel.

Bages ved 100 grader ca. 1 time. Køler af på bagerist.

Fyld

1½ dl. piskefløde

25 gr. hakket chokolade

ca 300 gr. jordbær, banan eller anden frisk frugt (eller råsyltede bær)

Pisk fløden til flødeskum og vend chokoladen i.

Sæt marengsen på et fad og fordel flødeskummet. Fyld al frugten oven på.

Jeg havde lidt jordbærsirup, som jeg havde fået i julegave. Der blev dryppet lidt af det ovenpå. Men det var ren luksus, og ikke nødvendigt.

Peter og jeg nød kagen på terrassen – og da dagen var gået, var der ikke mere tilbage. Den var sød, sommerlig og skøn helt nylavet.

Nu er det så hverdag igen – og lidt finregn udenfor. Godt, at jeg fik slået græs i går 🙂

Jette

Fletbrød – rørt på røremaskine

Jeg ville egentlig have fortalt om noget helt andet i dag 🙂 nemlig mit nye bord på terrassen. Men eftersom det bare regner og vejret i det hele taget er meget langt fra det strålende solskinsvejr, der ligesom var antydet skulle komme her i pinsen. Så bliver det noget om brød, der står her i dag 🙂

Men det er nu også altid godt. Og så venter bordet til i morgen – håber jeg.

Røremaskinen og jeg, vi er stadig forholdsvis nye i samarbejdet. Og jeg prøver mig frem.

Men fandt en opskrift på et brød, hvor alle ingredienser blot skulle i røreskålen og så røres, hæve og så æltes og formes til sidst. Det lød lidt spændende, så det projekt er sat i gang.

Fletbrød

10-12 gr. gær

1 tsk. salt

1 spsk. sukker

30 gr. smør, i mindre stykker

3 dl. vand

125 gr. grahamsmel

300 gr. hvedemel + lidt til æltning

1 dl. solsikkekerner

Alt – undtagen solsikkekerner – kommes i røremaskinens skål. Den sættes i gang, først på lav hastighed og senere op på mellemhastighed, og står så og rører lystigt i 5 minutter. Min dej var nu flot og sammenhængende, men for klistret til at have fingrene i.

Sæt dejen til hævning.

Efter ca. 2 timer ser dejen sådan ud – blød og lækker 🙂 Kom solsikkekernerne i skålen og ælt dem – nu med håndkraft – ind i dejen, tilsæt lidt mere mel og ælt færdig på bordet. Del dejen i tre stykker og tril dem til tynde stænger og flet dem sammen til et brød.

Efterhæver ca. ½ time, mens ovnen varmer op. Den skal sættes på 250 grader. Når ovnen er varm og brødet sættes ind, sænkes temperatruen til 225 grader. Bag brødet ca. 15 – 20 minutter. Og køler af på en rist.

Det er et ret lækkert brød og hævede fint. Og hvor jeg kun skulle have hænderne i dejen en gang – det fungerede godt.

Så nu er der nybagt brød til frokost – på en blæsende og våd juni dag.

Jette

Rabarber-vaniljekage

I den kommende weekend er det jo pinse – og i år har mine kirker fornøjelsen af at stå for en stor fælles frilufts gudstjeneste 2. pinsedag. Det er et samarbejde seks kirker i mellem, og stedet hvor gudstjenesten holdes, går på skift imellem os.

Det er sjovt og festligt. Men kræver noget forarbejde og forberedelse.

Og møder 🙂

Og et sådant havde vi i går. Og det kræver en kage. Som jeg skrev om for et par dage siden, så ville jeg lave noget med rabarber og derfor blev der lavet den skønneste kompot.

Og her følger så selve kagen.

Rabarber-vaniljekage (ca. 10 stk.)

Dej: (overdej) – laves først.

60 gr. smør

75 gr. demarasukker (eller farin)

kornene af ½ stang vanilje

125 gr. mel

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Vaniljesukker, resten af sukkeret og smørret kommes i en gryde og lunes. Fortsæt indtil sukkeret er opløst. Tilsæt mel og rør rundt. Tages fra varmen og sættes til afkøling. Det bliver en lidt sjov dej.

Dej: (bund)

1 1/4 dl. creme fraiche

2 æg, fra dejlige høns

kornene fra ½ stang vanilje

125 gr. mel

50 gr. mandelmel

125 gr. sukker

1 tsk. bagepulver

100 gr. smør

Mas vaniljekornene med lidt sukker. I en skål kommes vaniljesukker og resten af sukkeret sammen med de to slags mel og bagepulveret. Smuldr smørret her i. I en anden skål røres æg og cremefraiche sammen og de to blandinger røres sammen. Det bliver en fin blød dej, med masser af farve og vaniljekorn. Fordel den i en stor springform (ca. 25 cm. i diameter) beklædt med bagepapir.

Oven på dejen fordeles rabarberstykker fra kompot af 4-500 gram rabarberstilke. (Saften kan bruges som saft, eller nydes oven på yoghurt eller lign.)

Drys 1 spsk. sigtet mel over rabarberne (til at suge lidt af væden) Fordel nu overdejen oven på. Smuldr den lidt først og drys den over.

Kagen bages ca. 50 minutter ved 180 grader.

Køler af, inden den sættes på et fad og drysses med flormelis.

Og sådan kom kagen med til møde 🙂 Og blev næsten spist, med velbehag.

Den blev fragtet i min fine tupperware-lagkageform. Og den vakte behørig benovelse, så der er vist grundlag for at holde et tupperware party, når vi kommer på den anden side af sommeren 🙂

Nu gælder det de sidste forberedelser inden pinse.

God grundlovsdag.

Jette

Frøkiks

Kært barn mange navne – siges det. Og det tror jeg gælder her 🙂 For opskriften her minder til forveksling opskriften på knækbrød, som jeg fik af min søster, og som kan ses her.

Jeg var i weekenden i Nordjylland og besøgte min gamle far – som heldigvis har det godt. Der blev tid til at kigge et par gamle blade igennem. Min far arver naboens gamle, læste blade – og det er en fin ordning. For selv om bladene er 3-4 år gamle, så kan historierne og artiklerne jo være udmærkede at læse.

På en side om “småt og godt” stod opskriften her. Kiksene – frøkiks – det er lidt som fuglemad i flad form 🙂 Men ret lækre.

I denne opskrift er der lidt mindre mel end i min søsters opskrift. Dejen er derfor lidt lettere at rulle ud og få pæn.

Frøkiks ( 16-20  stk.)

½ dl. græskarkerner

½ dl. havregryn

½ dl. sesamfrø

½ dl. hørfrø

65 gr. mel

½ tsk. salt

½ tsk. bagepulver

½ dl. neutral olie (evt. solsikke eller raps olie)

1 dl. vand

Det hele blandes og røres godt sammen. Det minder mest om en gang grød. Massen fordeles på bagepapir og smøres lidt ud, inden der lægges et nyt stykke bagepapir ovenpå – og så rulles der. Til det hele er jævnt, tyndt og fladt. Fjern det øverste bagepapir og skær dejen i firkanter eller rektangler og bag kiksene ved 200 grader i ca. 15-20 minutter.

Køler af og knækkes fra hinanden.

Kiksene, eller knækbrødene eller hvad man nu kalder så mange frø og kerner på et sted 🙂 de smager godt.

Jeg skal deltage i et lille lokalt løb i morgen sammen med min søster – så det kan være dåsen med kiks kommer med derover. Vi kan helt sikkert godt spise en frøkiks og drikke lidt vin bagefter.

Jette

Rabarberkompot – langtidsbagt

Jeg har ingen rabarber i min have – endnu. Men er ved at nå dertil, at det vil jeg vist gerne have 🙂

Men indtil da, så har min venlige graver givet mig nogle stilke. Som straks kom i brug, for jeg har en plan. Eller rettere møde i denne uge, hvor jeg gerne vil servere en rabarberkage til.

Opskriften på kagen følger.

Jeg var i Nordjylland i weekenden, og min Far får med mellemrum gamle, godt læste ugeblade, som han så kan kigge i en ekstra gang. Og som jeg så også kigger lidt i, når jeg er hjemme. Og fandt altså en spændende opskrift med rabarber, som må afprøves.

Det handler om en kompot af rabarber, som mørner længe i ovnen. Og jeg har lidt en forkærlighed for noget, der gerne må hæve længe eller bage længe i ovnen. Sikkert lidt mormor-agtigt – selv om jeg ikke er det endnu 🙂 Men sådan noget med at ting tager tid. Ro på.

Så i aftes, mens jeg så prinsgemalens 80 års fødselsdags show, da stod rabarberne og hyggede sig i ovnen.

Og lige en enkelt kommentar om sukkeret. Jeg så tilfældigt, at Lidl har udviddet sortimentet med økologiske varer – og blandt andet rørsukkeret her – 1 kg. for 16 kr. Det er vist ret billigt.

Rabarberkompot – langtidsbagt

450 gr. rabarberstilke

260 gr. rørsukker

Skyl rabarberne og skær dem i ca. 2 cm lange stykker. Kom dem og sukkeret i et ildfastfad og bland det godt sammen. Dæk fadet med bagepapir og sæt det i oven ved 75 grader i 4 timer.

Køler af – og smager ret fantastisk 🙂

Den nænsomme bagning gør, at rabarberstykkerne stadig er fine og hele.

Nu glæder jeg mig til at skulle bruge dem i en rabarber-vaniljekage. Men som skrevet ovenfor, det kommer der mere om en anden dag 🙂

Nu vil jeg ønske dig en skøn og solrig sommerdag.

Jette

Så skal der bages kager

Det er altid en dejlig opgave at bage en kage. Men lige i dag er det lidt et puslespil at få det koordineret med prædiken, gudstjeneste og samtaler. Men det skal nok falde på plads.

Jeg har påtaget mig at bage til korafslutningsfesten og menighedsrådenes ekskursion. Og det ligger lidt tæt – nemlig fredag aften og hele lørdag. Så jeg planlægger 🙂

I dag bliver det brownien til desserten, der bages. For den har godt af at stå til i morgen. Selv om jeg gerne ville smage – men mon ikke der bliver et lille stykke kant eller noget, så den lige kan prøvesmages ….

Og så vil jeg prøve at servere whiskybær og god is fra “hjemis” til. Hjemis-bilen har stoppested lige uden for døren, så det er da nemt.

Opskriften til brownien er her.

Jeg laver portionen en halv gang større og tilsætter 75 gr. blandede nødder (pistaciekerner og valnødder) Så nu passer portionen til en form ca. 22 x 28 cm.

Og den smager godt 🙂 Det skader absolut ikke at komme nødder i. Nu skal den køle helt af, og så går det videre i morgen med flere kager og mere tilbehør.

Nu gælder det vist om at nyde det, der kan nås, af det gode vejr ….

Jette

Trine bager …

I dag er en af de dage, hvor der ikke bliver tid til at bage 🙂

Og så er det lidt fint, at Trine lige er hjemme og i går gav sig i kast med disse sunde bananmuffins. Så de kommer på i dag.

Og det er sunde sager – og derfor lidt alternative i smagen. De er meget fedtfattige og stort set uden sukker. Og selvfølgelig kan det smages!

Opskriften er fundet her og blev halveret og justeret lidt – sådan efter Trines fornemmelse for kage 🙂

Bananmuffins (6 stk.)

2 bananer, moset

1 tsk. sukker

1 tsk. kanel

1 tsk. kardemomme

1 tsk. bagepulver

75 gr. havregryn

1½ dl. hvedemel

½ dl. mælk

0,75 dl yoghurt eller creme fraiche

20 gr. – eller lidt mere – hakket mørk chokolade

 

Bland alle de tørre ingredienser sammen. Tilsæt bananmos, mælk og yoghurt og pisk det godt sammen. Hvis dejen er for fast tilsættes en anelse vand. Til sidst vendes chokoladen i.

 

 

Kom dejen i smurte muffinsforme og bag dem i ca. 15 – 20 minutter ved 180 grader.

 

 

Jeg tror de bliver spist.

– Men de er på den anden side nok ikke lige dem, der bages først igen 🙂

Sommetider må man prøve at bage noget, for at finde ud af om det nu også fungerer i virkeligheden. Og lige her ….

Trine prøver en anden opskrift næste gang 🙂

 

Håber du får en dejlig tirsdag – uden for mit vindue er der det skønneste solskin.

 

Jette

 

 

Brød med kommen

Ovenpå en weekend med mange ristede hveder og kardemomme smag, så vil det være godt med en helt anden smag. Og jeg har længe villet prøve at bage et brød med kommen – så sådan et bliver det. Selv om jeg nok må regne med at få det for mig selv 🙂

Peter er nu heller ikke hjemme. – Det er blevet tid til sidste skoledag på handelsskolen – så nu ventes med spænding på, hvilke fag, der udtrækkes til eksamen.

Så  kommer der 1½ måned, hvor jeg igen kan begynde at bekymre mig om, om de unge menenesker nu klarer det. Men det gør de jo som regel 🙂 Men derfor er det alligevel en spændende tid, vi går i møde på det felt.

Brød med kommen

2½ dl mælk (evt. ½ surmælksprodukt)

1/4 pakke gær

½ tsk. salt

1 spsk. sirup

1 spsk. olie

1 tsk. kommen

75 gr. groft rugmel

ca. 250 gr. hvedemel

Rør gæren ud i mælken, tilsæt de øvrige ingredienser undtagen hvedemelet. Rør det hele godt sammen. Og tilsæt så hvedemel, lidt af gangen og ælt til dejen er fin blød.

Og sæt den så til hævning et par timer.

 

Æltes derefter godt igennem og kommes i en form og efterhæver en halv times tid.

Bages ved 200 grader i ca. 30 minutter. 

 

 

Og så er der nybagt brød en mandag formiddag- det er altså ret godt 🙂

 

God mandag.

Jette

Side 63 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal