diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 42 af 70

Foccaciaboller

Ret ofte, når jeg er ude at handle, så frister bake-off med foccaciaboller. Det minder mest af alt om en minipizza, blot med lidt mindre fyld.

I går forsøgte jeg mig med min egen udgave. I de her kolde dage, er det rart med lidt lunt til frokost, og disse kan fint lunes i mikroovnen.

Foccaicaboller (3 stk.)

1 dl. vand

½ tsk. salt

1 spsk. olie

5 gr. gær

ca. 150 – 200 gr mel (grahamsmel, pizzamel, hvedemel – lidt af hvert)

Dejen æltes sammen og hæver nogle timer.

Æltes igennem igen og formes til 3 flade boller og sættes på en plade med bagepapir. Tryk fordybninger i dejen og kom fyld på efter behag. Jeg brugte pesto, lidt olie, og smuldret feta. Tørret tomat og mozzarella og rosmarin, olie og feta.

Bag bollerne ca. 15 minutter ved 225 grader.

Nydes lune – og smager altså ret godt 🙂

Og de udsprungne hyacinter dufter så fint. Giver lidt liv til bordet – og hele stuen.

God torsdag.

Jette

Jule brownie – konfekt kage

I aviserne er der i denne tid tillæg med juleopskrifter, juledekorationer og meget, meget andet. Kagen her er fra et tillæg til Fyns stiftstidende i sidste uge, hvor Middelfarts lokale chokolade specialist, Rikke Kring, kom med et bud på en lækker jule konfektkage.

Den brugte jeg som udgangspunkt, og her kommer mit resultat. En tung og meget lækker sag, fyldt med chokolade 🙂 Så den skal serveres i små stykker – med en kop kaffe til.

Jule brownie-konfekt kage (ca. 6-8 pers.)

Brownie bund

100 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

1 æg, fra en kærlig høne

80 gr chokolade

60 gr. smør

2 spsk. fløde

50 gr. hvedemel

25 gr mandelmel

Sukker, vaniljesukker og æg piskes grundigt. I en gryde smeltes ved svag varme smør og chokolade. Tilsæt til æggesnapsen og vend fløde og mel i. Dejen kommes i en lille firkantet form (ca. 18 x 18 cm), beklædt med bagepapir og bager ved 180 grader i 15 minutter. Afkøler i formen.

Nødde florentiner bund

2 spsk. mælk

90 gr. sukker

1 spsk. glukose

50 gr. smør

ca. 75 gr. blandede nødder og kerner

Kom alt undtagen nødder i en gryde og kog et par minutter. Tilsæt de hakkede nødder og kerner og bred massen ud på en plade med bagepapir og bag ca. 15 minutter ved 175 grader. Køl af og hak den let i stykker.

Rom ganache

15 gr. tørrede tranebær

1 spsk. rom

½ dl. fløde

75 gr. chokolade

Sæt tranebær i blød i rommen nogle timer.

Bring fløden næsten i kog og hæld den over den finthakkede chokolade. Rør det sammen til en lind masse, tilsæt tranebær og rom. Køler af – gerne til næste dag.

Samling af kage

Skær brownie bunden til og del på midten, så du får to rektangler. På det ene kommes hakket nøddebund (der er noget i overskud) og kom dernæst rom ganache på. Den skal muligvis lunes et kort sekund i mikroovnen,så er den lettere at fordele. Læg den anden browniebund på, pres let og sæt kagen køligt.

Pynt eventuelt kagen med endnu et lag chokolade ganache (af 50 gr. chokolade og 3 spsk. fløde) og drys med støv – jeg brugte kobberstøv. Skær kagen ud i små stykker.

Det lyder vist mere kompliceret end det er. I hvert fald er det anstrengelserne værd 🙂

God torsdag – hvor det vist også er på tide at skrive lister – efter Karens gode råd.

Jette

Chokoladebrud

I går havde personalet julefrokost. De fleste holder vist en sådan fest en fredag – men her er kirken lidt anderledes 🙂 Så mandag, mens alle andre gik på arbejde, da holdt vi en hyggelig frokost.

Jeg bidrog blandt andet med disse chokoladebrud.

Det er dem til højre i billedet 🙂 Kagerne havde jeg også med – der kommer opskrift på dem snarest. Chokoladebrud har jeg lavet flere gange og synes bare stadig, at de smager så fint, og er rimelig lette at gå til, når tiden er lidt begrænset.

I originalopskriften bruges mandler – men denne gang brugte jeg alle mulige nødder og kerner, og det gik så fint.

På en lidt grå dag.

Jette

Nytårs tapas

Selv om det stadig er advent og jul der optager tankerne, så ligger # madbloggerudfordringen 10 i baghovedet. Og fristen for at bringe sit svar på udfordringen er i dag. Nytårsløjer var temaet.

Jeg fik tildelt kategorien “Hovedret”  og det er ikke min stærkeste side 🙂 Men jeg tog udgangspunkt i, at jeg nyder at spise mange små retter. At stå ved en buffet med utallige salater og spændende dip og dressinger og farverige retter – det er lige mig 🙂

Derfor bliver mit forslag en nytårs tapas. Ordet tapas brugt i den betydning – forskellige små retter eller elementer og som tilsammen gør, at man bliver mæt 🙂 Samtidig sidder man tilbage med mange smagsindtryk.

Opskriften er på en ret med langtidskogt oksekød serveret med ris. Det minder i udseende om pulled pork – jo lige bortset fra at det her er oksekød, og så er tilberednings processen også lidt anderledes. Men egentlig ganske enkel og velsmagende. Jeg fandt inspiration her Jeg tror dog nok, at min ret indeholder et anderledes forhold mellem kød og grøntsager, men det kan naturligvis justeres efter smag 🙂

Carne mechada

½ kg oksekød (jeg brugte et stykke beregnet til gammeldags oksesteg)

vand – bouillonterning, laurbærblad salt og peber

Det hele kommes i en gryde og koger ca 2½ time. Kødet trevles, trækkes fra hinanden med to gafler. Suppen gemmes.

1 løg

2 spsk. olie

1 rød peberfrugt

2 fed hvidløg

1 dåse/brik flåede tomater

Lidt suppe (fra kogningen)

1 tsk. salt

1 tsk. paprika

½ tsk. kommen

peber

Varm olien op og svits det hakkede løg deri. Tilsæt presset hvidløg og kom kødet ved. Det hele må godt få lidt farve. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det koge ved svag varme under låg ca. 15 minutter.

Serveres sammen med løse ris.

Af andre små retter havde jeg lavet dadler svøbt i parmaskinke, bagt snoede brødstænger til at dyppe i oliventapanade og rød pesto. (De sidste to købt færdige).

For at udgøre et helt måltid, skal der et par småretter mere til – jeg tænker noget med laks og rejer – men så langt nåede jeg ikke 🙂 Men det gør jeg til nytår!

Tak for endnu en udfordring.

Jette

Julemacarons

Jeg synes stadig, det er spændende at bage macarons. Og da kirkernes personale på mandag skal holde julefrokost og mit bidrag hedder kage, konfekt og brød, så er det oplagt at eksperimentere lidt 🙂

Disse macarons er lidt robuste – udseendet kunne være kønnere, men de smager fint.

Julemacarons med nougatcreme

Opskrift – se her

tilsæt 1 tsk. kanel og udelad farve

Nougatcreme

1 dl. piskefløde

50 gr. nougat

Bring fløden næsten i kog og hæld den over nougaten og lad det smelte god sammen. Sættes til afkøling – gerne til næste dag. Piskes til skum og macarons lægges sammen to og to.

På en ret kold og grå december dag – på tærsklen til 3. søndag i advent. En weekend fyldt med gode begivenheder og meget arbejde.

På søndag holder vi musikgudstjeneste med Fangekoret fra Vridsløselille – det ser jeg meget frem til. Det bliver en helt anderledes verden, vi her får mulighed for at høre om og kigge ind i.

Dejlig weekend til dig.

Jette

Smuldreæblekage med et tvist af jul

Jeg har spist ret så mange smuldreæblekager i mit liv 🙂 Min mor bagte dem ofte i min barndom, og min søster serverer det også gerne. Og det smager godt.

Men som en blogger skrev, så er det svært at tage pæne billeder af smuldreæblekager. Og det har hun helt ret i.

Måske kan du ane en flettet kurv omkring det ildfaste fad – det vidner om en svunden tid – tilbage i 80’erne, hvor det var meget moderne  med sådan en sivkurv til at sætte det varme fad i. Hver tid sin charme 🙂

Smuldreæblekage (8-9 pers.)

ca. 1 kilo skrællede æbler, i både

50 gr. rørsukker

25 gr. hasselnødder, grofthakkede

75 gr. rosiner

Smuldredej

250 gr. mel

50 gr. havregryn

200 gr. smør

125 gr. sukker

½ vaniljestang, korn derfra

2 tsk. kanel

Smuldr smør i mel og havregryn – gerne på foodprocessor – den er virkelig god til det 🙂 Tilsæt sukker, vanilje og kanel og bland det hele godt.

I et stort ildfast fad kommes alle æblebådene og drysses med sukker, nødder og rosiner. Fordel dejen på toppen.

Bag kagen ca. 45 minutter ved 175 gr. Serveres lun med creme fraiche eller flødeskum.

På en smuk morgen – først i december.

Jette

Biscotti

Jeg har aldrig bagt biscotti – nok mest fordi jeg synes, de er for hårde, når de skal spises. Og det med at dyppe kager i kaffen, det er jeg ikke vildt tilhænger af. Jeg synes kaffen bliver lidt træls til sidst 🙂

Men så læste jeg jo lige en opskrift, og blev inspireret til alligevel at give det et forsøg. Så her kommer mine første – lækre – biscotti 🙂

Biscotti – med hvid chokolade og syltet appelsinskal (ca. 20 stk)

1 æg, fra en glad høne

50 gr. smør

ca. ½ vaniljestang, korn herfra

125 gr. mel

½ tsk. bagepulver

100 gr. sukker

40 gr. hasselnødder

25 gr. syltet appelsinskal

30 gr. hvid chokolade, grofthakket

Kom alle de tørre ingredienser i en skål og smuldr smørret. Tilsæt æg og ælt det hele sammen til en blød dej og form den til en lang pølse, som lægges på en plade med bagepapir. Tryk den lidt flad.

Bages ved 175 grader ca. 15 minutter – de må ikke blive for mørke. Skæres ud på skrå, og hvert stykke væltes, så skærefladen kommer op. Sættes tilbage i ovnen og tørrer/bager ca. 10 minutter.

Afkøler, før de kommes i en kagedåse.

De smager virkelig godt – er sprøde, men ikke stenhårde. Og jeg er sikker på, at de også vil smage godt til et glas portvin. Det kan være, jeg skal gå en tur i kælderen og se, om ikke der gemmer sig en flaske, der kan nydes her i adventstiden 🙂

Vejret er ikke til billeder, så derfor kun det ene. Men det skal ikke afholde dig fra at prøve at bage biscotti – det er altså ret let. Og smagen ganske fortrinlig 🙂

God lørdag – måske fyldt med forberedelser? Eller forventning?

Jette

Årets første brunkager :-)

Lige om lidt er det første søndag i advent – jeg har fået købt de fire lilla (!) lys, men det er også nærmest det. Men jeg regner med, at der står en dekoration på bordet på søndag. Men nok ikke en krans, selv om Karen argumenterede overbevisende for en sådan 🙂 Mine evner er bare mere beskedne i den sammenhæng.

Med til første søndag i advent hører også brunkager. Krydrede, sprøde og med mandler. Kager, som spreder den skønneste duft i huset, når de bliver bagt. Opskriften minder meget om denne, men pistaciekernerne var blevet spist, så derfor ingen fine grønne  stykker.

Brunkager (ca. 60)

100 gr. smør

100 gr. farin

50 gr. lys sirup

200 gr. mel

2½ tsk. brunkagekrydderi

25 gr. syltet appelsinskal

50 gr. smuttede hele mandler

2 tsk. koldt vand

½ tsk. potaske

Kom smør, farin og sirup i en gryde, smelt det ved svag varme og lad det næsten på kogepunktet. Tages af varmen og potaske udrørt i vand tilsættes. Bland alle de tørre ingredienser og rør dem derefter i den lune smør/sukker masse.

Form dejen til en pølse, rul den ind i bagepapir og afkøl helt. Skæres i tynde skiver – mine blev for tykke – sættes på plader med bagepapir og bages ved 180 grader ca. 8-9 minutter. Brændte mandler er ikke nogen succes lige i denne forbindelse 🙂 så endelig ikke for lang bagetid.

Kagerne smager fint – krydringen kunne godt have været lidt kraftigere. Men det er første gang jeg prøver et færdigt brunkagekrydderi – men det var da let, bare at kunne åbne en pose i stedet for at skulle have fat i alle krydderidåserne. Selv om der nu også er noget hyggeligt ved at gense alle de forskelige dåser og dufte.

God og frostklar torsdag.

Jette

Små brød til minikonfirmander

Minikonfirmanderne får jo hver gang saftevand og kage – en meget vigtig del af det at være minikonfirmand. Så meget, at når jeg møder dem igen som store konfirmander, så er de helt uforstående overfor, at der ikke er saftevand og kage, når man går til præst i 7. klasse 🙂

Dette hold slutter med en afslutningsgudstjeneste den 2. december, og derfor har jeg sagt farvel til dem inden det bliver Lucia dag. Og derfor bliver det små Lucia brød de får i dag, for jeg synes, det er en lidt hyggelig ting at bage noget med lidt historie eller en form for sammenhæng.

Opskriften kommer her, men er egentlig bare en lidt større udgave af disse.

Luciabrød (ca. 30 stk.)

1½ dl. mælk

25 gr. gær

125 gr. mel

50 gr. sukker

1/4 gr. safran – eller så meget som du synes

1 dl. mælk

40 gr. sukker

50 gr. blødt smør

2 æg, fra flittige høns

½ dl. surmælksprodukt

1 tsk. salt

50-75 gr. grahamsmel

ca. 450 gr. hvedemel

Pynt: rosiner

De første 4 ingredienser røres sammen og hæver knap en time.

Smuldr safran og kom den i mælken og tilsæt sukker og lad det gerne trække lidt, så farven bliver flot gul.

Jeg bruger røremaskinen, så nu kommes alle ingredienser op i dens skål – undtagen ca. halvdelen af hvedemelet – det tilsættes lidt af gangen efterfølgende. Rør og ælt dejen godt. Til sidst ælter jeg den lige igennem med hænderne – det er nu lettest at fornemme dejens konsistens ved at røre ved den og arbejde med den.

Stilles til hævning 1½-2 timer.

Æltes igennem og formes til Luciabrød – hvilken facon er helt op til dig. Efterhæver mens ovnen varmer op – og bages ved 210 grader 8-10 minutter.

De smager dejligt, lune og nybagte. Men smurt med smør og i selskab med et glas gløgg, gør de sig helt sikkert også 🙂

God tirsdag.

Jette

Jule cookies

Jeg ved ikke lige hvad det er, der sker – jeg synes det ene indlæg efter det andet får en snert af juletoner 🙂 Måske er den lige om hjørnet?

I hvert fald byder aftenen på årets første julefrokost. Menighedsråd og personale og deres ægtefæller mødes i konfirmandstuen til en hyggelig aften. En fornøjelse bare at kunne møde op – der er allerede pyntet fint op.

Jeg blev spurgt, om jeg havde kage med? Det er altid et godt spørgsmål at få, men det var ikke helt planlagt, så det blev den lidt lette løsning – cookies. Med juletema. Inspirationen er herfra, og de smager ganske glimrende.

Jule cookies (ca. 40 stk)

150 gr. smør/margarine

125 gr. farin

100 gr. sukker

½ tsk. salt

½ tsk. bagepulver

2 æg, fra nydelige høns

250 gr. mel

75 gr. marcipan

75 gr. nougat

25 gr. hakkede mandler

2 spsk. kanelsukker

Kom smør og de to salgs sukker i en skål og pisk godt. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk mellem hvert. Marcipan og nougat skæres i små tern og blandes med melet. Vend melblandingen i dejen sammen med mandler og bagepulver. Vend det hele godt sammen.

Sættes på 2 plader med en ske – med lidt luft mellem hver cookie. Drys dem med kanelsukker og bag dem ca. 15 minutter ved 180 grader.

Køler af og duften af jul nærmer sig 🙂

Og så hedder det meget snart FRI-weekend. Den er velkommen, og fyldt med forventning.

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

Side 42 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal