diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Valnøddebrød

Selv om jeg har ferie i denne uge, så er hverdagen på mange måder så småt ved at vende tilbage. Og sidste uge bød på en del møder, blandt andet menighedsrådsmøder. Og jeg har stadig fået lov – efter eget ønske 🙂 – at bage til nogle af møderne. Og denne gang blev det brød.

Jeg har stadig lidt valnødder tilbage, og nogle af dem kom i dette lækre brød. Men fordi at valnødder har sin egen smag, valgte jeg også at bage nogle scones. De får et indlæg en anden dag.

Valnøddebrød

10 gr. gær

2 dl vand

½ dl. syrnet mælkeprodukt

1 tsk. groft salt

1 spsk. honning

1 spsk. olie

40 – 50 gr. valnødder, grofthakkede

100 gr. grahamsmel

Ca. 200 gr. hvedemel

Rør gæren ud i væsken. Tilsæt de øvrige ingredienser. Hvedemelet tilsættes lidt efter lidt, til dejen er fin og smidig. Sættes til hævning et par timer. Æltes igennem og formes til et fladt brød. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bag brødet ca. 30 minutter og afkøl det på en rist.

Jeg manglede lige et billede til mit kirkeblad i går – så endnu en gang blev det mine små fairy roser der kom med 🙂 Men de er nu også fine.

Ønsker dig en dejlig tirsdag.

Jette

Endnu et bud på byens bedste kage :-)

Igen i år afholdt byen gadefest med underholdning, grillarrangement og kåring af byens bedste kage. Sidste år deltog jeg med kagen her. Og måtte prøve igen i år 🙂

Dagen begyndte med vildt tordenvejr og masser af regn – men det klarede på forunderligvis op – hvor var det godt.

Så grillen blev tændt og en udmærket buffet med masser af grønt og salat blev serveret til kylling, pølser og koteletter.

De indkomne kager blev bedømt og siden solgt. Fint koncept, og dommerne var helt uvildige 🙂 Det var tre lokale personer med megen erfaring – ud i at spise kage 🙂

Mit bud på byens bedste kage så sådan ud:

Kage med frugt, creme, marcipan og nødder

Som bunde brugte jeg

lagkagebunde med marcipan og nødder afkøles og deles i tre dele

Vanilje creme og råsyltede jordbær – se  her

Jeg valgte at komme ½ husblas i den varme vaniljecreme – blot for en sikkerheds skyld 🙂

125 gr. bagte stikkelsbær

Jordbærmousse

100 gr. råsyltede jordbær

1 dl. piskefløde

1 husblas

Udblød husblassen i ca. 15 minutter. Pisk fløde til flødeskum. Blend jordbærene. Smelt husblassen med det vand, der hænger ved, når det tages op af vandet. Afkøl den smeltede husblas med jordbærene. Tilsæt en skefuld flødeskum og bland det godt, inden hele blandingen kommes over i det resterende flødeskum. Sættes på køl, indtil moussen skal bruges.

Chokolade ganache

50 gr. grofthakket mørk chokolade

½ dl. piskefløde

Bring fløden i kog og hæld den over chokoladen. Rør indtil chokoladen er smeltet. Sæt ganachen i køleskab indtil den skal bruges.

Marcipan kant

– lavet af marcipan købt i Panduro i en tilbudkasse 🙂 Smagte sødt, men fungerede udmærket.

Kagen samles – nederst kagebund, så blendede stikkelsbær og vaniljecreme. Dernæst bund og jordbærmousse og til sidst den sidste bund. Der kunne med fordel have været lidt mere lagkagebund, det ved jeg til en anden gang.

Ganachen røres igennem – og lunes en anelse i mikroovnen og fordeles på toppen, inden et marcipanbånd sættes uden om kagen. Jeg havde smurt siderne op med lidt mousse, så var der lidt at “lime” marcipanen på.

Og til allersidst lidt pynt – tørret jordbær og et par friske stikkelsbær.

Og hvordan gik det så 🙂 ? Den blev kåret som den fineste kage – men tabte med hensyn til smag til en lagkage af lækker chokoladebund.

Men det var sjovt at være med, og jeg lærer noget hver gang en ny kage komponeres og fremstilles.

Nu er der taget hul på en uges ferie – og så du lige vejrudsigten 🙂 Det kan kun blive en dejlig uge.

God mandag.

Jette

Et spændende møde

Der er nogle møder og aftaler, der er mere spændende end andre 🙂

Men det møde jeg havde aftalt til i dag, det var helt klart et af de rigtig spændende. Det var nemlig aller første møde med det byggefirma, der forhåbentlig om ikke alt for længe skal til at bygge mit lille sommerhus.

Klar til byggemøde 🙂

Jeg havde inden tænkt meget, googlet og skrevet kladder og tegnet indretning. Og syntes faktisk, jeg var nogenlunde klar 🙂

Men okay, der er meget jeg ikke ved noget om – men sådan skal det naturligvis også være.

Trækonsulenten fra byggefirmaet fortalte om sommerhuset generelt – et lille hus på 50 m2 og med 20 m2 terrasse, og så fortalte jeg om alle min ønsker 🙂

Og om målet at bygge et typehus og samtidig få det FSC-certificeret. Det vil sige, at det skal dokumenteres, at alt træet i huset er FSC-mærket, og dermed bæredygtigt produceret.

Og heldigvis var konsulenten med på den idé. Og kunne godt følge min tanke, at hver gang det hed træ, så var opgaven at finde en forhandler, der solgte netop den slags træ.

Konsulenten bød selv ind med løsninger, jeg ikke havde tænkt på. Og syntes, at det var en spændende opgave, at det ikke bare skulle være en helt standard løsning.

Så alt i alt et godt møde.

Nu venter jeg på, at der kommer tegninger og nogle priser på alle de ønsker og ændringer. Og så er det først derefter, at det besluttes, om det bliver det her sommerhus, der skal bygges på grunden.

Skitser 

Et spændende projekt er så småt ved at blive skudt igang. Og jeg glæder mig 🙂

God weekend.

Jette

Alternativt syltetøj

Jeg forsøger stadig at blive gode venner med mine stikkelsbær 🙂 Og det går da også bedre. Nu er de blevet blandet med nogle mirabeller og lavet til syltetøj, det fungerer faktisk okay.

Jeg synes ofte, at når jeg laver mit eget syltetøj – sammenlignet med en købevariant – så smager mit kraftigt af bær 🙂 Det er naturligvis godt, og vidner om, at der er ret så mange bær i, og desuden ikke tilsat hverken vand eller andet, som ikke lige hører hjemme her.

Så stikkelsbær/mirabelle syltetøjet smager både kraftigt og let syrligt, men på brød går det altså godt.

Stikkelsbær/mirabelle syltetøj

150 gr. stikkelsbær

150 gr. mirabeller

125 gr. rørsukker

(½ tom vaniljestang)

Udsten mirabellerne og kom dem, stikkelsbær, sukker og gerne en ½ tom vaniljestang i gryden og lad det stå en times tid, inden det koges ca. 15 – 20 minutter. Bærene skal nå at briste.

Køler af inden, det blendes – eller køres en tur på minihakkeren. Opbevares i køleskab – og har begrænset holdbarhed, på grund af det forholdsvis lave sukkerindhold.

I aften kommer det på bordet i selskab med scones og valnøddebrød – mon ikke det nok skal gå 🙂

Og nu venter endnu en skøn sommerdag. Hvor er august gavmild med sol og varme. Ingen klager herfra.

God torsdag.

Jette

Noget om salmer …

I aften skal jeg ud og sige “noget om salmer…” Et emne, jeg gerne taler om, og jeg nyder at synge salmerne sammen med andre.

“Noget om salmer … ” er en dejlig løs titel – og derfor er kriteriet for valg af salmer også blevet meget subjektivt. Det er primært salmer, jeg godt kan li’ 🙂

Mange tænker nok salmer som gamle, men faktisk er der i Danmark to digtere som er fuldtidsansat til at skrive nye salmer. Et vigtigt og fint arbejde. Og hvor det er spændende at læse deres ord og deres tekster, for det giver næsten sig selv, at det er ret nutidigt. Men det store spørgsmål er, om det så er blevet mere forståeligt?

Det synes jeg faktisk ikke altid, at det er. Men det giver nye billeder, nye ord, som man kan tænke over, gemme og grunde over – og det er egentlig meget velgørende.

“Kærligheden fletter stige

ud i hans galakserige

livets skat er lys i nat.” (Simon Grotrian, 2006: Herren svinger tryllestaven)

Det er et par linjer fra en af de nye salmer. Uden helt at kunne forklare dem, synes jeg bare godt om dem. “Kærligheden fletter stige ud i hans galakse rige” – som en anden
Jakobsstige går Guds kærlighed fra himmel til jord, fletter sig ind i vore liv
og når os, så vi kan være lys og salt i verden.  

Et fint billede – som kan give både trøst og god mening på en helt almindelig onsdag.

Jette

Friske citroncookies

Til en udflugt, hvor der skulle pakkes en kurv med kaffe og kage, da opstod ideen her. Lidt søgning på nettet gav ikke et helt konkret bud, hvad en cookie med citron skulle indeholde, så opskriften her er min egen 🙂

Udflugten gik ned til min nye grund 🙂 som jeg stolt og glad viste frem. Der er stadig ikke meget at se udover stubbe, brændenælder og højt græs. Men en dag skal det nok blive fint 🙂

Citroncookies med macadamianødder (ca. 10 store stk.)

75 gr. smør

100 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

1 æg, fra en hyggelig høne

70 gr. havregryn

90 gr. mel

½ tsk. bagepulver

25 gr. citronpasta eller syltet citronskal

25 gr. macadamianødder

Rør smør, sukker og vaniljesukker godt. Pisk ægget i og tilsæt de øvrige ingredienser og bland det hele grundigt. Dejen sættes i klatter på en plade med bagepapir, med lidt plads imellem hver.

Bages ved 175 grader i ca. 15 – 17 minutter.

Fine og friske cookies – ret langt fra chokoladecookies🙂 Men et værdigt alternativ på en varm sommerdag.

Udflugten på en skøn sommervarm søndag gik som nævnt forbi min nyindkøbte grund 🙂 men også til Helnæs fyr. Da vi for år tilbage havde båd, sejlede vi enormt mange gange forbi det fyr, og vidste når vi så det, at så var der ikke så langt til Fåborg 🙂

Helnæs er virkelig et område, der er værd at besøge, skøn natur og masser af vand – og blå himmel. En ren fryd at sidde og nyde udsigten.

Helnæs, lige efter dæmningen 


Jeg tror, jeg skal blive bedre til at tage kurven med og så sætte kursen ud i det blå 🙂 Der er virkelig mange skønne steder, hvor øjet ser langt og der er højt til himlen.

God tirsdag.

Jette

Lille overflødighedshorn

Jeg ved ikke lige hvorfor, men nu ville jeg altså prøve at lave et overflødighedshorn! Ingen anledning, men der er et par møder i den kommende uge, så mon ikke det kunne blive spist ved et af dem 🙂

Det blev så familien, der fik det serveret. Og som min søde nevø kommenterede: “Det er lidt sejt uden grund at give sig i kast med sådan en opgave.” Tjah, det har han da nok lidt ret i. Og jeg er helt klart nogen kageerfaringer rigere 🙂

Jeg brugte opskrift og skabelon fra DR’s store bagedyst. Jeg formindskede portionen, men brugte de samme skabeloner – det gjorde mit horn lidt mindre tungt i kransene.

Lille overflødighedshorn

Kransekagedej

20 gr. æggehvide

90 gr. flormelis

300 gr marcipan

Rør æggehvide og flormelis sammen og lad det stå ½ time. Riv marcipanen og rør det i æggehvide/sukker massen. Det er ret klistret, så brug en kraftig ske, saml massen og sæt den i køleskab – meget gerne til næste dag.

Vej dejen af i portioner:

top:       10 gr.

1. ring   14 gr.

2.ring    20 gr.

3. ring   27 gr.

4.ring    33 gr.

5.ring    38 gr.

6. ring   45 gr.

7. ring   50 gr

8. ring   55 gr.

fod        40 gr.

9.ring    det resterende

Skabelon til udforming af ringe hentes her

Formes og bages ved 190 grader ca. 12-15 minutter.

Køler af.

Glasur:

75 gr. flormelis

lidt kogende vand

Rør en glat glasur og kom den i et lille kornet (kræmmerhus lavet af bagepapir) og sprøjt ringene som til kransekage.

Når glasuren er stivnet kan hornet samles.

Smelt lidt mørk chokolade Og smør det på bundene en efter en og saml det. Vent med foden til sidst. Det kræver lidt tålmodighed og sandsynligvis lidt støtte, for at hornet holder balancen 🙂

Af et første gangs forsøg at være, så synes jeg selv, det er gået nogenlunde 🙂

Men det er en skrøbelig sag. Da det kom på bordet i aftes faldt spidsen af 🙂 Men kagen smagte rigtig fint.

Og så er det mandag – med en travl uge foran og derefter en uges ferie. Ugen her indeholder blandt andet et møde med en trækonsulent omkring opførelse af sommerhus. Det møde glæder jeg mig rigtig meget til 🙂

Jette

Et vigtigt mærke

I Danmark har vi ret mange mærke-ordninger. Økomærket, Svanemærket, Nøglehulsmærket og mange andre. Alle de forskellige mærkninger er med til at sikre os forbrugere, at vi ved noget om, hvad det er vi køber. Og vi har tillid til, at der er noget kontrol bag. Man kan ikke kun sætte et mærke på og så ikke overholde reglerne for netop det mærke.

Økomærket sikrer økologiske dyrkningsmetoder, svanemærket tænker på miljøet, nøglehulsmærket fortæller noget om sundhed.

Og så er det en andet vigtigt mærke. Jeg er først blevet bekendt med det for alvor inden for de sidste par måneder. Ganske enkelt fordi jeg er begyndt at interessere mig for det, ellers ville jeg næppe have stødt på det.

FSC mærket. Et fint lille logo.

Fra en ny havestol købt i Jysk

Forest Stewardship Council står bogstaverne for, og det handler om at tage vare på træer overordnet set. At arbejde for udbredelse af bæredygtigt skovbrug. Det favner bredt og har tillige fokus på dyrkning, arbejdsforhold, drift og uddannelse af skovarbejdere og meget mere.

Det skriver jeg mere om en anden gang.

I dag vil jeg gerne blot præsentere det. Og som Trine sagde, når først man bliver opmærksom på det, så ser man det mange steder.

Kalender, servietter, reklamer ….

FSC mærket bruges også omkring papir. Træ og papir, der er mærket med FSC kan man altså købe med god samvittighed.

Det lille mærke her er med til at gøre noget godt naturen og miljøet, og produkter med mærket er minimalt dyrere end dem uden mærkning. Så der er ikke så meget at betænke sig på 🙂

God weekend.

Jette

Nostalgisk trifli

De bagte stikkelsbær har nu fået følgeskab af skøn råcreme og nogle hjemmelavede makroner. Og alt andet lige så hjalp det noget på de lidt sure og stride bær 🙂

Råcreme er så til gengæld også ren nostalgi. Det er længe siden, det er lavet sidst. Men jeg mindes, at vi fik det ret ofte som barn til søndagsdessert med henkogte blommer eller andet frugt. Men igen, alle ingredienserne var der jo, selvforsynende med mælk og fløde, æg fra hønsene og blommer fra et stort blommetræ, der voksede op af sydsiden af stuehuset.

Og råcreme er da en lækker  og blød ting at få serveret. Min er lavet af æggeblomme fra egne høns. Jeg er så glad for, at forbudet/advarslen om at spise friske æg nu er blevet ophævet. Det gør livet lettere, når der løber et par dejlige og flittige æglæggere rundt ude i haven 🙂

Råcreme (lille portion)

1 æggeblomme

½-1 tsk. vaniljesukker (gerne hjemmelavet)

25 gr. flormelis

½ dl. piskefløde

Pisk først fløden til blødt flødeskum, dernæst piskes i en anden skål æggeblomme, vanilje og sukker til det er lyst og fint. Bland forsigtigt flødeskum i – og du står med den fineste lysegule creme 🙂

Nederst i glasset er et par makroner dryppet med portvin, dernæst bær og råcreme lagvis. Enkelt, fint og ret velsmagende.

Og en dessert fra en svunden tid. Men den kan nu godt findes frem igen – og kan sagtens laves med andre bær, måske nogle, der er lidt mere venlige en stikkelsbærene 🙂

På en smuk torsdag.

Jette

Bagte stikkelsbær

I haven står en gammel arrig stikkelsbærbusk med nogle ikke særlig smagfulde stikkelsbær. Jeg er ikke specielt fan af de bær, men har læst, at stikkelsbær i den grad er ved at få en renæssance, så jeg tænkte at nu måtte de altså prøves. Til et eller andet. Og grød skal det ikke være!

De viste sig så ikke at være rigtig modne – det er vist noget med jo blødere – jo sødere. Altså var mine sure. Og det er de stadig efter at være blevet bagt. Men det kan være, at når de kommer i en trifli med råcreme og hjemmebagte makroner, at det hele så falder på plads og smager godt.

Forsøget må gøres.

Men i første omgang kommer her opskriften på de bagte stikkelsbær – inspiration er fra Claus Meyers “Almanak”

Bagte stikkelsbær

250 gr. modne stikkelsbær

1/3 vaniljestang

1/4 citron, skal og saft

100 gr. sukker

Skyl og nip stikkelsbær og kom dem i et ovnfast fad. Skrab kornene ud af vaniljestangen og kom både dem og den tomme stang ned til bærrene sammen med citronskal, saft og sukker. Vend det rundt og bag ved 160 grader i ca. ½ time. Jeg lod dem stå i den slukkede ovn , så de fik eftervarmen.

Opbevares i køleskabet.

Jeg synes faktisk at de ser ret fine og indbydende ud 🙂 men syrlige, det er de.

Jeg tænker om stikkelsbær måske kan bruges i noget chutney i stedet for? Måske du har en opskrift, for så forsøger jeg mig gerne med den.

I dag for et år siden var jeg i gang med at forbedrede den første omgang Salmemaraton. Nu tager vi hul på sæson 2 – det er virkelig imponerende, at det har kunnet lade sig gøre. Og jeg glæder mig til at skulle synge videre igennem salmebogens mange salmer.

God onsdag.

Jette

Side 174 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal