diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Nyt fra grunden

Nu har jeg jo haft min grund i en dag, så nu måtte der ske noget.

Utålmodigheden er tro følgesvend – især når man glæder sig til noget. Og her også fordi der er meget, jeg ikke selv kan, så jeg er afhængig af proffessionelle folk til at gøre arbejdet.

Men det skal nok blive godt.

Grunden har ligget stille hen de sidste to måneder, så noget tilgroet, det er den nu. Mine støvler gjorde virkelig lykke i dag.

Jeg havde en aftale med Stubfræsningfyn  om, at han skulle komme og gøre grunden bare lidt mere jævn. 14 stubbe blev det til, og selvom de var lidt større, end han havde forventet, så kløede han på.

Med nye knive, en kraftig maskine og en dygtig mand, så tog det ikke lang tid at gnave sig igennem den første stub.

Jeg er imponeret. Der var en gang en stub. Nu kan det rives, og så er det rimelig medgørlig jord. Så min varmeste anbefaling herfra.

Men jeg havde en aftale mere – nu havde jeg taget en fridag, så skulle den også gøre gavn. DBA – den blå avis – læses ofte i denne tid. Og i Odense fandt jeg træfiberisolering til salg. Så Trine og jeg tog turen derind og fik læsset traileren med noget virkelig dejlig isolering. Du kan gå med det i hænderne uden at det stikker eller klør eller på anden måde er ubehageligt.

Isoleringen skal bruges i gulvet på et lille skur, som bliver det første, der bygges på grunden. Inden det rigtige sommerhusprojekt går i gang.

Jeg fortæller om det lille anneks, som processen skrider frem, for det bliver også et bæredygtigt hus i FSC certificeret træ og isolering, og sat på punktfundament. Altså lidt en forsmag på, hvordan sommerhuset skal bygges.

Jeg glæder mig.

Jette

Nu med digitalt skøde

1. september 2015.

Hvor har jeg set frem til den dag 🙂 Egentlig er der ikke så meget at se, men det er i dag, at jeg overtager grunden, hvor der med tiden skal bygges det lille bæredygtige sommerhus.

Og eftersom jeg ikke overtager hverken nøgler eller et stykke papir, så bliver billedet i dag af mine nye støvler 🙂

Gummistøvler – i det helt rigtige mærke – jeg ved det godt! Men skulle det være, så måtte det være sådan. Jeg har ikke ejet gummistøvler siden jeg var barn, så det er en helt ny fornemmelse at stikke fødderne i nogle ret rummelige og ikke specielt tilpassede støvler. De er solide og tunge, og kan til gengæld gå gennem brændenælder og vådt græs – mens jeg har tørre fødder.

Jeg synes om at gå på tilbudsjagt – især på nettet, så de fine støvler er købt til halv pris og ingen fragt – så går det vist alligevel 🙂

Nu glæder jeg mig til at komme igang – med at forberede og gerne snart bygge. Men den slags ting tager tid – så jeg venter lidt utålmodigt endnu.

I morgen kommer der nyt fra grunden.

God tirsdag.

Jette

Mørke macarons med chokoladecreme

Jeg fortsætter med at bage macarons – jeg synes virkelig, det er en sjov kage at lave, dekorativ og fin. Men holder mest af fremstillingen 🙂 Dog overrasker disse positivt – der er mere “bid” og smag i dem.

I går havde vi kirkevandring. Det vil sige, at vi begyndte med en kort gudstjeneste, hvorefter vi gik en tur ud i området omkring kirken. Og sluttede med en let frokost. Og så havde jeg en anledning til at servere disse små fine kager 🙂 Som heldigvis blev vel modtaget – der var i hvert fald ikke nogen tilbage, da jeg gik hjem 🙂

Mørke macarons ( ca. 14 samlede stk.)

35 gr. mandelmel

65 gr. flormelis

1 spsk. kakao

1 æggehvide, fra en sød høne

20 gr. rørsukker

Sigt kakao og flormelis og bland det med mandelmel. I en anden skål piskes æggehviden stiv og dernæst piskes rørsukkeret i – til en lækker marengs. Vend kakaoblandingen i. Kom massen i en sprøjtepose og lav små runde kager (ca. 3 cm i diameter) på en bageplade med bagepapir. Lad kagerne lufttørre ca. 30 minutter. Varm ovnen op til 180 grader, og skru ned til 140 grader, når kagerne sættes ind. Bag dem ca. 12 minutter. Afkøler på en rist og tages forsigtigt af papiret, når de er blevet kolde.

Solbær-dadel-chokoladecreme

50 gr. solbærsyltetøj

50 gr. udstenede dadler

30 gr. mørk chokolade

Kør dadler og solbærsyltetøj på minihakker (eller blend det let). Smelt chokoladen og rør den sammen med solbær-dadel puréen. Sættes på køl til det skal bruges.

Kagerne samles to og to med lidt creme imellem. Og må gerne stå og trække lidt, før de spises.

Velbekomme 🙂

På den sidste dag i august.

Jette

Kirkevandring

I dag sluttede den korte gudstjeneste med en kirkevandring. Og i år var der bare fint vejr.

Prædiketeksten til i dag er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jesus der på super pædagogisk måde fortæller, hvem vores næste er, hvem det er, vi må række en hjælpende hånd. Uanset, hvad vi ellers tænker og mener om det menneske, der har brug for hjælp.

Jeg læste i den forbindelse, at netop denne lignelse bærer en del af skylden for at ordet barmhjertighed ikke helt er forsvundet fra vort sprog. Det synes jeg var tankevækkende. Både at ordet overhovedet var ved at glide ud at det almindelige ordforråd. Men også, at det er en af kristendommens kernelignelser, der holder ordet levende.

Barmhjertighed – Johannes Møllehave omskrev det engang til: et hjerte i barmen. Og det er, hvad det handler om. Vel skal vi bruge vores fornuft og tænke os om. Men et bankende hjerte i brystet skal der også lyttes til. Vi må aldrig glemme at se med hjertet. (Et citat fra Den lille prins)

Barmhjertighed – det er et fantastisk ord, synes jeg. Og lad det aldrig forsvinde fra vores ordforråd.

God søndag.

Jette 

Alternativ chokoladecreme og et spændende foredrag

Der er forholdsvis langt mellem de to emner i titellinjen – men begge dele hører med til i dag 🙂

Chokoladecremen er inspireret af Nana, tidligere vinder af Den store bagedyst. Hun er stor tilhænger af alternative sødemidler – som dadler og naturligt frugtsukker i frugt og grønt. Det er lidt fremmed for min måde at gå til bagning på. Det er vist ikke uden grund, at min blog ind i mellem kaldes lidt “mormor-agtig”  🙂 selv om jeg stadig har til gode at blive mormor. Men jo, det er ikke alt nyt, der lige vinder indpas, første gang jeg møder det.

Men nu skulle denne creme have en chance.

Den består af lige dele solbærsyltetøj og dadler og så blandet med ca. en halv gang chokolade. Når jeg er færdig med at tænke og smage, vender jeg tilbage med lidt mere præcise angivelser.

Min tanke var at bruge cremen i nogle chokolademacarons – så måske det hele kommer til at spille okay sammen.

Eftermiddagen byder på et foredrag med Christine Feldthaus. Om at skrue ned og tænke bæredygtigt – det må jo lige være aktuelt, med alle mine tanker om det bæredygtige sommerhus. Jeg glæder mig i hvert fald.

Og sidst jeg var til et sådant foredrag, da var det Mette Blomsterberg, jeg lyttede til – så spændvidden må siges at være ret stor 🙂 Da fik jeg blandt andet denne kage:

Det sker næppe i dag. Men måske får jeg nogle gode bæredygtige fif med hjem. Det ville også være godt.

God weekend.

Jette

Uventede gæster :-)

I går blev en dag lidt anderledes end gennemsnittet 🙂

Det er i disse dage, at rigtig mange unge er i færd med at blive introduceret til livet som studerende. At begynde på universitetet er en ny verden, der åbner sig, og mange indtryk, der skal fordøjes og nye medstuderende at forholde sig til.

Intro dagene forløber forskelligt fra sted til sted. Peter er begyndt i Århus på datalogi og er i gang med at finde rundt, læse skemaer, købe bøger og finde sig til rette. Alt sammen rigtig godt.

I går fik jeg helt uventet besøg af fire unge mænd, der var på rustur! Det var umådelig sjovt og interessant. De kom fra København og var på rustur til Middelfart. Dagene indeholdt forskellige aktiviter – så i går var de fire unge fyre blevet sat af her i byen – uden penge og uden telefon – og skulle så selv finde tilbage til deres opholdssted og skulle desuden medbringe 10 pandekager!

Mine to høns blev i den grad værdsat, for de bidrog med de flotteste gule æggeblommer.

Kristian, Simon, Andreas og Henning – kommende økonomer – jeg ønsker dem alle held og lykke. Det var virkelig en oplevelse af møde dem 🙂

Og hvor blev dagen i går bare en sjov dag – og hvad byder man uventede gæster –

det var ikke gevalia, men det gik endda 🙂

God torsdag med et smil på læben – og hurra for ungdommen.

Jette

Fuldkornsscones

Jeg er blevet klar over, at når jeg bager, så dukker minder ofte op. Noget bagværk knyttes til hverdags eftermiddagskaffen, da jeg var barn, og andet minder om særlige kager til særlige lejligheder.

Sådan er det også med scones. Jeg tror, min mor havde opskriften med hjem fra sine år i England. Og ind imellem fik vi så dem til eftermiddagskaffen. De var hurtige at lave og fyldt med bagepulver, så de hævede og smuldrede – og husker jeg – smagte dejligt 🙂

Udgaven her er lidt mere bombastisk. Der er fuldkornshvedemel i, og knap så meget bagepulver. Jeg synes bagepulver har en tendens til at smage igennem, og det er jeg ikke så begejstret for, derfor er jeg lidt sparsom med det.

Fuldkornsscones

75 gr. fuldkornsmel/grahamsmel

175 gr. hvedemel

75 gr. smør/margarine

2 spsk. sukker

½ tsk. groft salt

1½ tsk. bagepulver

1 æg, fra en dejlig høne

1 dl mælk/cremefraiche/tykmælk

Bland de to slags mel og smuldr smørret heri, og tilsæt de øvrige ingredienser. Form dejen til en kugle og læg den på en bageplade med bagepapir og tryk den flad til ca. 2 cm. og del den i 8 stykker. Bag scones i ca. 15 minutter ved 225 grader.

Dejen kan også udstikkes i små scones, de skal bage lidt kortere tid.

Afkøler på en rist og spises samme dag – kan dog også ristes næste dag 🙂

Gode og lækre og en mellemting mellem brød og kage 🙂 Og scones og det let syrlige stikkelsbærsyltetøj går faktisk ret godt i spænd.

På en helt almindelig onsdag.

Jette

Hverdag og fortidsglimt

Hverdag 🙂 Yes! Så sluttede nogle skønne feriedage med masser af godt selskab og hyggelige dage og fine indtryk. Men hvor er det også godt at vende tilbage til hverdagen.

Og godt at det er sådan.

Sidste uge var beriget med det skønneste sommervejr. Det glædede jeg mig over, men det gjorde landmændene også. Hold nu op, hvor er der blevet høstet i hele landet i den seneste tid. Min genbo kørte sågar hele natten 🙂 Men det gør alt høstarbejde lettere, når solen skinner, kornet står op og vinden blæser avner og støv væk.

Lørdagen blev tilbragt sammen med busfuld glade mennesker fra sognet, vi var på sogneudflugt. Og besøgte blandt andet Rømø med den lange dæmning, bygninger med hollandsk præg og kirken og kirkegården, hvor blandt andet Mærsk Mckinney havde doneret en stor sten til.

For på Rømø kirkegård ligger hans stammoder Maren. Et barn ud af en flok på 21! En sjov lille historie, som kaster glans over stedet. Men som også uden den sten, rummer en fin historie og spændende detaljer.

Hjemsted Oltidspark var vi også forbi. Gamle udgravninger og levn fra jernalderen. Et fint levende museum med gode muligheder for oplysning, aktivitet og et stort område at færdes i. Lågen synes jeg var lidt sjov, af solidt træ og med et velfungerende lukketøj 🙂

 Og nu venter hverdagen – jeg glæder mig.

God dag.

Jette

Mini toscakage

Karolines køkken har godt nok gjort det godt 🙂 Deres bøger er blevet nærlæst, meget er prøvet og nogle af opskrifterne er blevet sikre klassikkere! Inspirationen til mini toscakagen er fra en af de allerførste bøger fra Karolines Køkken.

Og det er en lille kage, jeg har bagt her – lige i rette størrelse til min far og jeg 🙂

Jeg er rigtig glad for min lille springform – selv om den ser lidt dukkeagtig ud i størrelse. Den er vist beregnet til øverste kage i en bryllupskage. Sådan en har jeg endnu til gode at lave, så indtil da bruges formen flittigt til andre kager 🙂

Mini toscakage 

1 æg fra en hyggelig høne

60 gr. sukker

40 gr. smør, smeltet

½ citron – saft og revet skal

1 spsk. fløde

50 gr. mel

1/3 tsk. bagepulver

Pisk sukker og æg let og luftigt. Pisk det smeltede smør i. Tilsæt dernæst citronskal, saft og fløde. Sigt mel og bagepulver og vend det rundt til alt er godt blandet. Kom dejen i en smurt lille springform (14 cm i diameter). Bag kagen ca. 20 minutter ved 160 grader.

Imens tilberedes:

Nøddefyld

25 gr. blandede nødder (mandler, macadaimia eller andre)

25 gr. smør

25 gr. sukker

1 tsk. fløde

½ spsk. mel

Hak nødderne groft og kom dem og de øvrige ingredienser i en gryde og giv det et hurtigt opkog.

Når kagen er forbagt, kommes fyldet over og kagen bager videre ca. 15 minutter – til let gylden.

En skøn kage, blød, fugtig og lækker.

Og så god weekend – sikke et fantastisk vejr, dagen har budt på.

Jette

Improviseret ferie

Jeg havde lovet min søster, at jeg i min ferie gerne ville give en hånd med, når hun skulle have malet nogle vægge. De er i gang med at lave hestebokse og som altid, når noget gammelt skal skabes om til noget nyt, ja så tager det tid, og det er et stort arbejde.

Og lidt impulsivt foreslog min søster, at jeg kunne overnatte – i stedet for at køre hjem og komme igen næste dag. Og sådan blev det. Og det er lidt pudsigt, at det gør en forskel i forhold til et almindeligt besøg. Men pludselig var jeg taget på ferie. Og super hyggeligt.

Vi malede og snakkede og holdt pauser 🙂

Og selv citroncookies, der var gået hen og blevet lidt tørre, smagte fint i de lidt rustikke omgivelser.

Diva var med på ferie. Men Irenes gård og stald er ret meget større end præstegårdens område, så hun blev træt og gik ud som et lys 🙂

For et par år siden havde min søster plantet tre blåbærbuske. Planterne var købt i Bilka, men trivedes over al forventning. Så de var kun til at blive misundelige på. Så et af de første projekter i sommerhushaven bliver at få plantet et par blåbærbuske.

Skønne, store og søde bær! Vi plukkede lidt, som min far kan få.

For nu fortsætter ferien med en tur nordpå. – Ind imellem føles det som om ferien er mere travl end hverdagen 🙂 Men dejlige dage er det.

God torsdag.

Jette

Side 173 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal