Jeg havde lovet min søster, at jeg i min ferie gerne ville give en hånd med, når hun skulle have malet nogle vægge. De er i gang med at lave hestebokse og som altid, når noget gammelt skal skabes om til noget nyt, ja så tager det tid, og det er et stort arbejde.

Og lidt impulsivt foreslog min søster, at jeg kunne overnatte – i stedet for at køre hjem og komme igen næste dag. Og sådan blev det. Og det er lidt pudsigt, at det gør en forskel i forhold til et almindeligt besøg. Men pludselig var jeg taget på ferie. Og super hyggeligt.

Vi malede og snakkede og holdt pauser 🙂

Og selv citroncookies, der var gået hen og blevet lidt tørre, smagte fint i de lidt rustikke omgivelser.

Diva var med på ferie. Men Irenes gård og stald er ret meget større end præstegårdens område, så hun blev træt og gik ud som et lys 🙂

For et par år siden havde min søster plantet tre blåbærbuske. Planterne var købt i Bilka, men trivedes over al forventning. Så de var kun til at blive misundelige på. Så et af de første projekter i sommerhushaven bliver at få plantet et par blåbærbuske.

Skønne, store og søde bær! Vi plukkede lidt, som min far kan få.

For nu fortsætter ferien med en tur nordpå. – Ind imellem føles det som om ferien er mere travl end hverdagen 🙂 Men dejlige dage er det.

God torsdag.

Jette