diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Godmorgen, lille land!

“Godmorgen, lille land!

et land med sol, et land med dis ….”

I dag er det et land med sol. Det er virkelig som om august har taget sig sammen og nu beriger os med sol og varme. Og hvor er det velkomment.

Brødet jeg bagte i går blev godt 🙂 Et rigtigt mor-brød – fyldt med kerner, nødder og rosiner. Og eftersom alle tre børn drog mod Århus i aftes, så passer brødet fint til husets enlige beboer 🙂 Og jeg nyder det – både brødet og roen. Og solen og den lune luft.

Mellemste barn, Mette, begyndte nyt studiejob i går. Og med sig hjem fra første arbejdsdag havde hun denne skønne buket. Jeg tror nok, at jeg var mere overrakset end hun var, men jeg synes bare, at det er en så fin gestus fra kontorets side, og virkelig en påskønnelse af, at nu er hun ansat der, og en del af det fællesskab.

Hun glemte desværre at få blomsterne med sig i går, men nu glæder jeg mig over dem – på hendes vegne. Og blev mindet om, hvor vigtigt det er at på skønne hinanden. Hvor glad man bliver, når andre eller et andet menneske ser en, og overrasker med en lille opmærksomhed.

God tirsdag.

Jette

1. weekend i august – glimt herfra

Kender du det – lidt at vågne mandag morgen og synes, der er lidt travlt allerede inden du står op? 🙂 Sådan har jeg det i dag, og har absolut ingen grund til det – men uroen er der. Så derfor har jeg som det første også gjort klar til at skulle ælte og bage et brød.

Det falder godt i tråd med det præstejubilæum jeg deltog i i går. En veninde havde 25 års jubilæum. 25 år på samme sted, det i sig selv er ret imponerende i vore dage, som en af gæsterne kommenterede.

Min veninde kan også godt li at bage – især brød. For hende er det at ælte et brød noget helt fundamentalt i tilværelsen, det er livnødvendigt, og rigtig mange tanker og følelser kan blive lagt i et sådant hjemmegjort brød. En fin pointe, så med hende i tankerne og en glæde over have fulgt med i hinandens arbejdsliv i så mange år – så bager jeg brød i dag 🙂

Diva tror hun skal flytte med Trine

Weekenden har været meget ude omkring – forskellige opgaver og begivenheder og tanker om bloggen og sommerhuset.

Lørdag bød på flytning af Trines opmagasinerede habengut, nu skal hun til at få skabt et hyggeligt hjem i sin og kærestens nye lejlighed. Altid interessant at se, hvordan det sker.

Fin ny kurvestol

Der blev købt endnu en skøn kurvestol – nu kan jeg sagtens byde på en siddeplads i det stadig imaginære sommerhus 🙂 Den er også købt på dba, det er faktisk en sjov måde at handle på. Og ikke mindst at møde sælgerne og høre deres historie omkring det, de sælger. Denne stol har stået i en jagtstue på en stor gård 🙂

“Sommerhus” tilføjet

Jeg nåede også at få lavet en ny “side” i bloggens øverste menulinje. Sommerhus. Og det har jo intet med bagning at gøre 🙂 men jeg ved, at det bliver noget, der kommer til at  fylde meget den kommende  tid, og jeg vil gerne fortælle om processen.

Jeg har overvejet at skille de to ting ad, og måske lave en blog mere. Men på den anden side – det er lidt lettere blot at give sommerhuset sin egen side. Her vil alle indlæg med relation til byggeriet komme til at ligge.

Jeg håber naturligvis, at du har lyst til at læse med stadig væk, eller måske blot springe de indlæg over, der kommer til at handle om at være bygherre 🙂

Sommerlig alterbuket

Disse fine blomster stod og lyste op på alteret ved gudstjenesten i går 🙂

“Se, blomsterflortes farvepragt,

gør alle ord forlegne …” (den danske salmebog 725,3) 



På den smukkeste mandag morgen – god dag

Jette

Mazarinkage – uden mel

Så vender jeg tilbage til bagningen. Og denne gang med en ret lækker kage.

Jeg valgte i går til mine gæster at bage denne mazarinkage. Den blev ret god 🙂 Mandler, marcipan, chokolade og jordbær – så går det heller ikke helt galt. Men den er uden mel, og jeg er altid lidt skeptisk, for i mit hoved er mel oftest en vigtig del af opskriften 🙂

Men det kan altså sagtens lade sig gøre at lave en lækker kage uden mel.

Mazarinkage

2 æg, fra skønne høns

100 gr. rørsukker

25 gr. finthakkede mandler

25 gr. mandelmel

½ vaniljestang, korn herfra

½ dl. olie

50 gr. marcipan

½ tsk. bagepulver

Pisk æg, vaniljekorn og sukker til en skøn æggesnaps. Riv marcipanen og pisk den med og dernæst følger olien.Vend til sidst mandler, mandelmel og bagepulver i og fordel dejen i en bageform (ca.16-18 cm i diameter)

Bag kagen ved 200 grader ca. 35 minutter. Det ser ud som om kagen er ved at eksplodere, den hæver rigtig flot op – og falder på plads, når den kommer ud af ovnen og køler af 🙂

Pynt

50 gr. mørk chokolade

1½ dl. piskefløde

ca. 100 gr. blendede råsyltede jordbær (eller syltetøj)

Smelt chokoladen og fordel den på den afkølede kage. Når chokoladen er stivnet, pyntes med flødeskum rørt op med de blendede jordbær. Jeg brugte en sprøjtepose, flødeskummet kan også blot toppes op med en ske.

Smager rigtig dejlig med en kop kaffe. Og kan snildt spises dagen efter 🙂

Du ønskes en skøn weekend – med udsigt til lidt varmere vejr. Det skal være velkomment.

Jette

På ny grund

Jeg er blevet den lykkelige ejer af en grund – en fritidsgrund, nær Fåborg. Jeg er glad, meget glad.

Men også lidt skræmt 🙂

Det gik især op for mig, da Trine og jeg en aften stod på grunden, og der ikke var andet end noget, der lignede skovbund, med grene og nåle og stubbe – og græs, brændenælder og andet ukendt ukrudt. Hvordan skulle jeg nogensinde få det til at ligne noget? Jeg, der ikke er hverken handykvinde eller havekvinde 🙂

Jeg kan spille en salme, sy en kjole, bage en kage og skrive en prædiken – men bygge et hus og anlægge en have? Nej, det kan jeg ikke.

Men jeg er god til at bruge nettet, og finde mennesker, der kan noget af det, jeg ikke kan – så jeg håber, der med tiden kommer både hus og lidt have på grunden.

Jeg ser vist roligere ud end jeg følte mig 🙂 Det er på en gang enormt spændende, lidt grænseoverskridende og skræmmende. Men mest af alt så er det sjovt. Og jeg glæder mig til at komme videre i processen.

Trine beroligede – en ting af gangen, det skal nok gå. Og sødt sagt – og klogt sagt.

Det er ikke helt tydeligt her – men du kan se vandet ovenover bilen – ude i horisonten 🙂 Det skal nok blive godt med tiden.

Så der drømmes, læses bøger og hjemmesider og tænkes tanker om fundament, træ og hyggelige stunder. Bloggen kommer til at følge med, men lidt mere om det en anden dag.

Men nu har du set min nye grund 🙂

God torsdag.

Jette

Solbærtærte

Jeg er både blevet begavet med honning og udfordret i brugen af den 🙂 Så nu skulle det prøves. En tærtedej lavet med honning i stedet for almindeligt sukker. Det blev en super lækker og blød dej.

Solbærsyltetøjet er egen avl, det er altså lidt sjovt at bruge sine egne bær.

Solbærtærte

100 gr. mel

60 gr. smør

30 gr. honning, fast

60 gr. solbærsyltetøj

Smuldr smørret i melet og tilsæt honning og saml til en fin dej. Lægges på køl, gerne til næste dag.

Rul dejen ud, det er virkelig en lækker dej at arbejde med 🙂 beklæd en tærteform (15 cm i diameter) fordel syltetøjet i bunden og lav et fletlåg af den overskydende dej.

Bages ved 200 grader ca. 15 minutter.

Jeg må også være ærlig – efter at have spist et stykke tærte – at jeg er ikke sikker på, at jeg kan smage honningen som sådan i dejen – men jeg kan forsikre om, at tærten er sprød og super lækker.

Der er ikke mange finesser som sådan ved tærten her, men jeg er sikker på, at serveret med en kop kaffe i godt selskab, så skal den nok blive spist 🙂

God onsdag.

Jette

Uden net

At tage på besøg hos min far i Nordjylland er, som at drage i eksil fra den digitale verden 🙂

Jeg har intet mobilt bredbånd, kun en telefon der kan ringe og sende sms, og min far har kun DR 1 i fjernsynet, så for en stund bliver verden ret enkel 🙂

Og helt sikkert sundt nok.

Selv om jeg straks, jeg kommer, hjem tænder computeren og liiige skal se et eller andet 🙂 Der kunne jo være sket noget spændende. Men som regel har jorden drejet sin runde, uden at jeg har misset det helt store.

Til gengæld fik jeg et par dage med tid til snak og en lang middagssøvn. Der blev plukket både hindbær og solbær og samlet blomster til den fineste buket.

Min far læser årsopgørelsen fra Skat 🙂 Det kan godt være, at han ikke kan huske, hvad han spiste til middag eller hvem der besøgte ham forleden, men han kan stadig læse både aviser, bøger og skatte opgørelse – og sidde og glæde sig over at få penge tilbage i skat 🙂

Det synes jeg faktisk er ret okay, når man er 94 år.

Tilbage efter afslappende dage – og nu igen med fuld net 🙂

God tirsdag.

Jette

Portions pavlova

Det var godt nok efterårsagtigt i går – med blæst og masser af regn.

Men forunderligt så holdt al regnen inde, da jeg havde en bisættelse og et bryllup i går omkring middagstid. Hvor godt. Regn gør begravelser endnu mere triste, og et bryllup med fine kjoler og smukke blomster, der drukner i regn – nej det er ikke spændende. Men alt det blev vi skånet for – regnen kom i stride strømme på andre tidspunkter.

Vejret indbød til hygge indenfor – og  derfor kunne der fint spises en skøn marengskage med bær og flødeskum 🙂

Portions marengs

Opskriften er som til marengs, blot sat på pladen i mindre cirkler og bagt en anelse kortere (i alt ca. 1 time)

Fyld (til 3 små marengs)

1 dl. piskefløde

25 gr. dulcey chokolade, hakket

Pisk fløden til skum, tilsæt chokoladen og fordel den på marengsbundene.

Pynt med frisk eller råsyltet frugt og nyd en skøn lækker sag.

Der er stadig nogle bunde tilbage, de kommer med nordpå, og hvor de helt sikkert vil blive spist i godt selskab. Første stop er Århus, dernæst nordenfjords op til min far.

Ønsker dig en god søndag.

Jette

Løgkompot

Hvor interessant lyder overskriften lige ? Jeg ved det godt, og tænker, at læser du med nu, så er det virkelig godt gået 🙂 Men jeg er glad for du kigger forbi. Og løgkompot er altså bedre end ordet lige antyder.

Jeg nævnte det i går, da jeg havde brugt det på en pizza. Min datter Trine fik den serveret og spiste det hele, og det er næsten den bedste anbefaling, for hun er normalt ikke nogen fan af løg. Men i den her kombination gik det godt.

Løgkompot

200 gr. løg (renset vægt)

1 spsk. olie

1 spsk. almindelig eddike

1 spsk. rørsukker

½ tsk. salt

peber

Skær løgene i skiver og steg dem  5-10 minutter ved mellem varme i olien. De skal falde sammen og blive dejligt bløde. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det småkoge ca 5 minutter. Hele tiden uden låg. Smag til, måske skal der lidt mere eddike eller sukker i – det må du smage dig til 🙂

Køler lidt af, inden det for eksempel fordeles på en pizzabund. (Her gemt under kartoflerne)

Og så er det næsten blevet weekend igen.

Min betyder arbejde, hele paletten rundt – dvs. bisættelse, vielse, gudstjeneste og dåb. Men meningsfyldt det hele.

Må du få en velsignet weekend.

Jette

Vegansk kartoffelpizza

Pizza er altid godt!

Jeg har en forkærlighed for hjemmebagte, lad det nu ligge. Men pizza er lidt en udfordring, når den skal være vegansk. Altså uden kød og mælkeprodukter. Der kan kun anvendes ingredienser fra planteriget. Men forsøget blev gjort her – og godkendt 🙂 Trine var smagsdommer, og en kompetent en af slagsen.

Den ene halvdel af pizzaen indeholder udover kartoflerne også en lækker løgkompot. Den skriver jeg mere om i morgen. Men god, det var den.

Vegansk pizza

Pizza bund – se her

Fyld (til ½ portion pizzadej)

2 kartofler

Krydderolie

3 spsk. olie

1 kvist rosmarin, fint hakket

1 fed hvidløg, presset

½ tsk. groft salt

peber

Evt. løgkompot

Tænd ovnen på 250 grader.

Bland ingredienserne til olien.

Ælt dejen igennem og del den i to og rul dem ud til tynde bunde.

Kartoflerne snittes på rivejern i tynde skiver. Dryp ca. halvdelen af olien og kom evt. løgkompot på bunden inden kartoflerne fordeles i et tyndt lag. Dryp det sidste olie over.

Bag pizzaen ca. 15 minutter og nyd din pizza.

Det er ikke den mest farvestrålende pizza – faktisk tror jeg, at en kartoffel pizza omtales som en hvid pizza. Og det kan der være noget om 🙂

Kartoflerne er af egen avl – det er altid en fornøjelse at kunne grave kartofler direkte op af jorden.

God torsdag.

Jette

Frisk kage med syltet citron

Selv om det er højsæson for danske bær, så er der lige nu pause i min have – så det blev til en frisk kage med syltet citron, der blev bagt i går.

For noget tid siden lavede jeg citron pasta, og det har holdt sig fint i køleskabet. Det har en let bitter smag, men en mere sød version af syltede citroner kan også fint bruges.

Kage med citron pasta

2 æg, fra skønne høns

75 gr. sukker

½ vaniljestang, korn heraf

1 spsk. spiritus (cognac el. lign)

65 gr. mel

35 gr. smeltet smør

50 gr. citron pasta

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt sukker (og gem den tomme stang til en anden gang). Pisk vaniljesukkker, sukker og æg til en skøn luftig æggesnaps. Pisk det afkølede smeltede smør i og vend dernæst spiritus, sigtet mel og til sidst citron pastaen i.

Kom dejen i en smurt springform (ca. 16 cm i diameter)

Bag kagen ved 200 grader ca. 20 – 25 minutter.

En dejlig frisk kage til en kop kaffe 🙂

God onsdag.

Jette

Side 175 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal