diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Foccaciaboller

Ret ofte, når jeg er ude at handle, så frister bake-off med foccaciaboller. Det minder mest af alt om en minipizza, blot med lidt mindre fyld.

I går forsøgte jeg mig med min egen udgave. I de her kolde dage, er det rart med lidt lunt til frokost, og disse kan fint lunes i mikroovnen.

Foccaicaboller (3 stk.)

1 dl. vand

½ tsk. salt

1 spsk. olie

5 gr. gær

ca. 150 – 200 gr mel (grahamsmel, pizzamel, hvedemel – lidt af hvert)

Dejen æltes sammen og hæver nogle timer.

Æltes igennem igen og formes til 3 flade boller og sættes på en plade med bagepapir. Tryk fordybninger i dejen og kom fyld på efter behag. Jeg brugte pesto, lidt olie, og smuldret feta. Tørret tomat og mozzarella og rosmarin, olie og feta.

Bag bollerne ca. 15 minutter ved 225 grader.

Nydes lune – og smager altså ret godt 🙂

Og de udsprungne hyacinter dufter så fint. Giver lidt liv til bordet – og hele stuen.

God torsdag.

Jette

Det er hvidt derude …

Det er måske nok lidt en overdrivelse her på Vestfyn. Men frost og et fint drys af noget, der ligner sne, det er der nu 🙂

Koldt og vinterligt. Et vejr, der for mig, indbyder til at blive inden døre og gøre hyggelige ting. Eller i hvert fald fordybe sig lidt i noget læsestof.

Jeg vågnede i dag med en tydelig fornemmelse af, at jeg manglede at få noget viden puttet indenbords. Efter en lang og dejlig december, med utallige taler og gudstjenester, så er der ved at være udsolgt af gode idéer og store tanker 🙂

Så er det godt, at der kommer dage, som dem, vi har lige nu. Dage, der inviterer til at sidde lidt stille, tænke og læse.

Og jeg faldt lige over et citat, som jeg gerne vil dele med dig. Og som handler om, hvordan vi lærer nyt eller tilegner os ny viden. Det er igen Grundtvig, der har tænkt – tilbage i 1834:

“Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.” (N. F. S. Grundtvig)

Med andre ord, når vi skal lære noget nyt, så er det virklig vigtigt, at vi også synes, det er interessant eller meningsfyldt. Og så er det vist kun en fordel, at der er rigtig meget, man/jeg godt kan li’ og gerne vil vide mere om.

God dag – med en bog/blad i hånden 🙂

Jette

Nytårskur for konfirmander

Mine konfirmander vendte tilbage i dag efter en lang juleferie.

Og det jeg havde tænkt, vi skulle lave i dag, blev udsat, da de bestilte bøger ikke var kommet. Så i sidste øjeblik fandt jeg på, at vi skulle holde nytårskur. (Blandt andet fordi, der var utrolig meget kransekage tilbage fra i søndags)

Jeg skrev en lille nytårstale og havde stillet glas og kransekage parat. Og hvor en af deres forundrede kommentarer var: “Er det virkelig rigtige glas?” 🙂 Jeg ved godt, at plastic glas er gode og praktiske, men ind imellem så er det altså en fornøjelse at drikke af rigtige glas – også selv om det kun var hyldeblomst saft, der var i glassene 🙂

Konfirmanderne blev bedt om at tænke på to ting, de huskede fra 2015 og tre ting, de glædede sig til i 2016 – og som de så fortalte om for de andre. Og helt gennemgående så var ferier, fødselsdage og deres kommende konfirmation i fokus. Alt sammen noget der holdes og fejres sammen med andre. Det synes jeg var så fint at høre – at det vigtige og værdifulde i livet – det foregår sammen med andre mennesker.

Jeg talte lidt om årets ord 2015: “Flygtningestrøm” og kom med mine 3 bud på tanker for 2016. Dem får du også lige 🙂

1) Jeg vil arbejde for: At hjælpe andre
– både dem jeg kender, og dem jeg ikke kender.

2) Jeg ønsker, at det må ske: At mine konfirmander alle
får en dejlig konfirmationsdag, og at min datter finder et arbejde. 

3) Jeg glæder mig til: At skulle
konfirmere konfirmanderne, og på det personlige plan – at skulle fejre min fars 95 års
fødselsdag, min datters 25 års fødselsdag og min 55 års fødselsdagJOg helt sikkert meget mere godt, der kommer til en – helt uden at man
ved det.

2016 – et nyt år er begyndt.

På endnu en kold dag.

Jette

Brød til hellig tre konger

Det er blevet 2016, og hverdagen venter lige om hjørnet. Men endnu har søndagene reference til julen. I dag er hellig tre kongers søndag. Og det kræver et brød. Eller det synes jeg 🙂

Jeg bagte et for to år siden, men det kan godt tåle at komme frem igen. Jeg synes altid, det er lidt fint når brød har en anledning – hvad enten det er til tapas eller til Lucia.

Brødet har fået en stjerne på toppen – som stjernen, der ledte de vise mænd til barnet i Betlehem. brødet er helt neutralt i smagen – bare et godt brød 🙂

Efter gudstjenesten i dag var der Nytårskur – vi skålede og ønskede hinanden godt nytår. Det er faktisk en ret fin tradition. Andre havde sørget for kransekagen, jeg bidrog med disse små romkugler – det smager bare så godt 🙂

På en bidende kold januardag – god søndag.

Jette

Godt nytår

31. december 2015 – et år er ved at rinde ud. Om ganske få timer synger vi:

Vær velkommen, Herrens år,

og velkommen herhid!

Sandheds Gud! lad dit hellige ord

oplive, oplyse det høje Nord!

Velkommen, nytår, og velkommen her! (Den danske salmebog 712,1)

Og skåler med hinanden og byder 2016 velkommen.

På mange måder lidt mærkeligt at skulle forlade 2015. Det har været et godt år, og det er altid trygt, at være i noget man kender. Og vi synes jo vi kender 2015 🙂

Og det gør vi, for kigger vi i kalenderen, så er den fyldt med aftaler, vi har haft, mærkedage vi har fejret, og oplevelser vi har haft. Hvad 2016 indeholder, ved vi af gode grunde ikke.

Men med frimodighed må vi gå ind i det! Byde det velkommen og gå i tillid til, at Vor Herre går med. Os, her i det høje Nord!

Jeg har ikke nået at få lavet en billedkavalkade, som jeg gjorde sidste år – så det bliver et billede af aftenens dessert, der runder dette år af. En brownie med en macaron på toppen og med is serveret til

Menuen bliver lidt i retning af dette.

Samtidig vil jeg gerne sige tak til dig, der læser med 🙂 Tak for kommentarer, likes og tilbagemeldinger i det virkelige liv. Det er så fint at høre om, hvordan nogle af opskrifterne kan inspirere til selv at prøve.

Jeg ønsker dig et velsignet og godt nytår – på gensyn i 2016.

Jette

Juletræsfest

Nu, hvor julen for mange er ved at være ovre for i år, – juletræet har mistet sin pynt og er måske allerede endt på genbrugsstationen – så vil jeg alligevel fortælle om en juletræsfest.

Måske du ikke kender det ord – det er lidt fra samme tid som eftergilde – og noget jeg husker fra min barndom.

Jueltræsfesten i missionshuset var en fast del af julen i min barndom. En særlig aften med det store pyntede juletræ. Pyntet med papirroser, engle, stjerner og lys. Der var sang, tale, sanglege og en godtepose! Altid med et Ingrid Marie æble i. Minder fra en svunden tid.

Og så dog. For i aftes var jeg ude at tale ved en juletræsfest. Og en helt igennem hyggelig aften, hvor gennemsnitsalderen havde passeret de 70. Men glæden ved at mødes, synge og lytte til julens budskab og høre en lille fortælling – den var intakt. Mange var med i kredsen, da vi gik om juletræet – vi nåede godt en halv omgang, mens vi sang en salme – så tempoet var adstadigt. Men en fornøjelse at være med.

Og jeg gik fra aftenen med en glæde og en taknemmelighed for, at netop mennesker som disse har været og er med til at gøre tro og kristendommen levende. For dem er tro en glæde, en måde at være til på – og det får udtryk i hverdagen.

Juletræsfesten – i traditionel forstand er på vej ud – og nyt kommer til. Men det var virkelig en oplevelse at være med til sådan et arrangement i aftes.

Mit juletræ står der også endnu – og jeg glæder mig over at se på det hver dag. Men på lørdag kommer det ud, pynten bliver lagt pænt tilbage i kassen og sat på loftet – med et på gensyn til næste år!

God næstsidste dag i 2015.

Jette

Glædelig jul!

Ja andet kan det ikke hedde i dag – sidste indlæg før bloggen holder lidt juleferie.

Men en glædelig jul er jo det, jeg ønsker mest af alt for dig, der læser med. At glæde, nærvær og masser af ro må blive indholdet i de næste dage.

I dag fik jeg pyntet vores højeste juletræ nogen sinde. Hvor er det fint 🙂 og passer perfekt på den nye placering i præstegården – stuen med stuk og højt til loftet.

Fik jeg nået det, jeg gerne ville inden jul – næh, men det bliver jul alligevel.

Anden er i ovnen og hele huset dufter dejligt. Så skal den kun lunes i morgen, når hele familien sætter sig til bords.

Jeg glæder mig allerede 🙂

Må julen 2015 blive helt uforglemmelig.

Glædelig jul.

Jette

Nøglering – uden nøgle

Der er ingen tvivl om, at sommerhusprojektet har fyldt en del i 2015. Uden at der er kommet noget fysisk hus ud af det – endnu.

Men det er jo ingen hindring for ikke at tænke over, hvor fint det bliver. Eller forestille sig, hvordan det kommer til at se ud. Og jeg har talt en del om det – og skrevet om det 🙂

Børnene har lyttet med, og ser bestemt også frem til, at det en gang bliver muligt at have læseferie på Sydfyn eller sidde ved brændeovnen og se ud på sneen. Jo vi drømmer alle om gode stunder og skønne oplevelser dernede.

Inspireret af det, så fik jeg den fineste adventsgave af mine børn forleden.

En nøglering. Med indgraveret navn. Sommerhusets navn, vel at mærke 🙂 For længe siden besluttede jeg, at huset skulle have et navn, selvom det nok mest vil blive omtalt som sommerhuset.

Kernehuset – skal det hedde. (Farvespillet skyldes refleksion af et billede på væggen :-))

Men hvorfor lige det navn? Der ligger flere nuancer i svaret.

Men først så bliver huset bygget af kernetræ, solidt bæredygtigt nordisk træ.

Dernæst bliver det rammen om kerneværdier – nærhed, hygge, rummelighed – tid til at være til stede,

Og sidst, så havde børnenes Farfar for mange år siden en grøntbutik som hed Kernehuset. Så der er en tråd tilbage til fortiden i det fremtidige hus.

Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne sætte en nøgle i denne ring. Lige nu har jeg kun en nøgle til annekset, og det tæller ligesom ikke helt 🙂

På en travl tirsdag – lige inden jul. God dag til dig.

Jette

Det fjerde lys…

“Det fjerde lys har ild fra alle tre,

en pinseglød i vores hjerte,

så vi for dem, der intet lys kan se,

kan tænde kun en lille kerte.” (den danske salmebog 87,4)

Det vers dukkede op i mit hoved denne mandag morgen, hvor 4. søndag i advent netop er passeret. Nu mærkes for alvor, at det er jul og juleaften lige om lidt.

Min weekend har budt på en del kilometer på landeveje og genmen byer, og hvor har der bare været fint pyntet, og i mørket været lyst smukt op af utallige lys – hjerteformet, stjerneformet og et væld af juletræer. På de grå, disede og mørke dage kommer lysene til sin ret – de spreder for alvor mørket.

I det lille citerede vers mindes vi om, at det er ikke blot de mange lys, vi har tændt ved et tryk på knappen, der skal tændes. Det lys, Gud har tændt i verden og i vort hjerte, det må vi lade skinne og bringe lys og glæde for mennesker omkring os. Og især huske at tænde et lille lys for dem, som har svært ved at se lys og håb i den her tid.

I weekenden blev også købt et højt juletræ – og sælgeren er så venlig at levere det her i løbet af dagen. Det er altså god service 🙂 Og så fik jeg bagt marcipankiks – det blev nu mest til brud, men smagen er stadig lige fortrinlig. Virkelig en dejlig alternativ julesmåkage.

God mandag – den næstkorteste dag i år. Det er også værd at huske 🙂

Jette

Engelsk julekage 2015

Det er efterhånden længe siden, at kagen blev bagt og siden hen overhældt med spiritus, for derefter at gemme sig i køleskabet til passende tid.

Tiden blev nu. Så kagen kom ud og duftede dejligt, og er nu betrukket med overtæksmarcipan og pyntet.

Meget enkelt og lidt anderledes end for eksempel her. Men jeg glæder mig til at servere kagen og ikke mindst smage den. Men det bliver ikke i dag. Så her er kun et par billeder.

Under marcipanen gemmer sig i øvrigt denne abrikosmarmelade. Og der er ingen glasur øverst – det skulle der være, hvis det var helt rigtigt, men jeg bryder mig ikke om det. Og nu er det mig, der bestemmer her 🙂

Nu venter en fri weekend – det er helt fint. Der skal hentes juletræ, bages lidt mere og spises hyggelig julefrokost.

Må din weekend og 4. søndag i advent blive rar.

Jette

Side 164 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal