diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Sensommerglimt

Så er endnu en weekend gået – hurtigt – og beriget med nye indtryk, sidder jeg her mandag morgen 🙂 I kirken er det tid for høstgudstjenester. Festlige gudstjenester, hvor kirken pyntes, og der synges, de salmer som bare hører til: Nu falmer skoven, Vi pløjed og vi så’de og flere andre. Høst- og årstidsalmer som rigtig mange bare kan og nyder at synge med på.

I weekenden var der både vielse og gudstjeneste i Gamborg kirke. Og kirkepynten fra vielsen fik lov at pryde kirken også næste dag. En smuk og enkel pyntning.

Ved høstgudstjenesten sang vi også en af de nye salmer skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen. Hun er en mester i at bruge naturens farver og former og andre finurlige vendinger. Her et opmuntrende vers, nu hvor sommeren går på hæld:

“Frygt ikke! det er ordet

når havtorn står med bær

og hede sommerdrømme er forbrændte

Gud er hos den der ængstes

og den hvis fremtid er

en ligning med en hel del ubekendte.” (Salmebogstillæget nr. 808)

Så fint formuleret.

Septembers himmel er så blå – det passede også i weekenden, hvor turen endnu en gang gik ned til sommerhusgrunden. Gode venner fældede grene, og Mette var med og havde klart evner ud i det at kløve brænde 🙂 Brændet blev stablet og det fyldte godt i det lille brændely. Men mest fyldte drømmen om, hvordan det vil være at bruge det tørrede træ i brændeovnen en kold dag og sidde inden for i sommerhuset og kigge ud 🙂

Vi glæder os alle til den dag – og måske du glæder dig til, at det ikke kun er sommerhus der skrives om …

På en rolig mandag.

Jette

Kompostbeholder

Vi blev begavet med så mange og fine gaver til brylluppet. Hver eneste gave var tydeligvis givet med omtanke og med blik for, hvem vi er og hvad vi godt kan li’ 🙂

Og en af gaverne var en kompostbeholder. Der blev smilet lidt, da den blev pakket op – og måske også i det skjulte rystet på hovedet. For hvor jeg i årevis – faktisk altid – har haft en kompost bunke i haven, så har min kære mand aldrig haft skyggen af noget, der mindede om det 🙂

Mine børn er vokset op med ordet kompost – både fordi vi havde bunken i haven, men også fordi jeg kærligt blev kaldt “kompostkværnen” – med henvisning til at jeg ofte spiste resterne fra aftensmaden til frokost næste dag. Og sådan forsvandt resterne. Og derved blev det muligt at servere frisklavet mad hver dag. Til mine børns udtalte begejstring, de var ikke fan af rester.

Jeg er rigtig glad for beholderen. Nu er den blevet samlet og står fint og ugerneret bag carporten. Men som det ses, varer det noget, før den er fyldt op 🙂 Men det skal nok komme.

Jeg har ikke så meget forstand på effektivt at lave kompost om til god muld. Men jeg synes, det giver så meget mening at smide skræller, æbleskrog og æggeskaller i en bunke til kompost i stedet for at komme det i skraldespanden. Så der skal bruges energi på at brænde det af sammen med husholdningsaffaldet – i stedet for at lade det komme tilbage til naturens kredsløb.

Beholderen her er i øvrigt fremstillet af  90 % genanvendt materiale. Lige vand på min mølle 🙂

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Overtræksmarcipan

Til en overtrukket bryllupskage skal der bruges ret meget overtræksmarcipan 🙂 og det er egentlig ikke særlig svært at lave selv. Min røremaskine kom virkelig til sin ret her, for den gjorde det lidt hårde arbejde, og jeg skulle så kun samle og ælte marcipanen igennem til sidst.

Overtræksmarcipan

600 gr. marcipan

240 gr. flormelis

60 gr. glukose

Pluk marcipanen lidt i stykker og kom det sammen med flormelis og glukose i skålen. Tænd for maskinen og kør ved lav hastighed, til det er æltet noget sammen. Til sidst ælter du massen igennem i hånden.

Der hele pakkes i en lufttæt plastikpose, og gemmes i køleskab indtil det skal bruges. Det har ret lang holdbarhed.

Portionen her passer til en kage ca. 25 cm i diameter. Eller en firkantet kage ca. 22 x 28 cm.

Men hvorfor lave overtræksmarcipan – hvorfor ikke blot bruge ren rå marcipan? Den væsentligste årsag er, at det er langt lettere at arbejde med overtræksmarcipan. Det går ikke så let i stykker, når det rulles ud, det er lettere at forme og få glat. Og så er smagen naturligt nok lidt sødere, idet der jo er tilsat sukker.  

Og set med økonomiske briller – så rækker marcipanen lidt længere. Det bliver lidt billigere, idet sukker jo er betydeligt billigere end marcipan. Men det er ikke økonomien, der skal få dig til at lave overtræksmarcipan. Det er mere glæden ved, at dit marcipanarbejde bliver pænere 🙂

Et lidt kedeligt indlæg måske 🙂 Men det er en opskrift, der er meget god at have liggende.

God torsdag.

Jette

Festlig kage til koret

Korkage – det har jeg bagt flere gange, blandt andet denne. Men denne gang blev det lidt mere 🙂 som tak for en flot bryllupsgave.

Så lidt i stil med kagen til brylluppet blev denne kage til. Men som firkantet kage. Og så fik den følgeskab af noget kølig Cava – det kunne ikke gå helt galt 🙂

Firkantet bryllupskage (ca. 20. pers.)



Lagkagebunde

7 æg

1 vaniljestang, korn heraf

300 gr. sukker

190 gr. smeltet smør

75 gr. mandelmel

300 gr. hvedemel

2 tsk. bagepulver

Smelt smørret og lad det afkøle lidt. Kom vaniljekorn, sukker og æg i en skål og pisk lystigt. Hæld smørret i og pisk godt. Vend mandelmel og sigtet mel og bagepulver i massen, sørg for at det hele bliver godt blandet. Kom dejen i en form beklædt med bagepapir ( 22 x 28 cm) Bag kagen ca. 35 minutter ved 175 grader. Køler af i formen.

Chokoladecreme

250 gr. chokolade

3½ dl. piskefløde

Hak chokoladen ret fint, imens fløden varmes op til kogepunktet. Hæld den varme fløde over chokoladen af et par omgange. Rør til chokoladen og fløden er smeltet fint sammen. Sættes nogle timer, inden den piskes let, før den skal bruges.

Bærmousse

300 gr. bærpuré

1½ dl. yoghurt eller syrnet fløde

4 blade husblas

3 dl. piskefløde

evt. lidt sukker

Sæt husblas i blød i ca. 10 minutter. Smelt den i mikroovn ved det vand, der hænger ved. Afkøl husblassen med lidt af bærpuréen, før det vendes i al puréen. Pisk fløden til blødt flødeskum og vend yoghurt og flødeskum i frugten. Smag til, måske der skal lidt sukker i.

Sættes på køl indtil det skal bruges.

Overtæksmarcipan af 600 gr. marcipan

Lidt friske brombær

Fremstilling, bagning og samling af kagen kan du se her

Kagen overtrækkes – rul marcipanen ud til en firkant, så stor at kanterne efterfølgende kan dækkes på kagen. Løft marcipanen over og glat ud. Hjørnerne skæres til, og det overflødige marcipan fjernes. Samlingen skjulte jeg med et marcipanblad 🙂

Kagen pyntes, som du nu synes.

Den færdige kage sættes på køl – meget gerne til næste dag.

Kagen blev vel modtaget til kor. – Og nysgerrig som jeg selv også er, så ville koret også gerne se et bryllupsbillede. Så sådan et blev også tryllet frem 🙂

God onsdag.

Jette

Flere indkøb til sommerhuset :-)

Der er jo stadig ikke sat en pæl til det meget omtalte sommerhus – men der er indkøbt ret så meget til at være inden i det kommende sommerhus. Jeg er bare så klar til at flytte ind og tage huset i brug 🙂

Jeg har jo gerne villet bruge genbrugsting – til en vis grænse. Og fik sidste år jo købt nogle stole og syet nogle hynder, et tæppe og er ellers blevet begavet med ting, der vil passe lige til mit hus.

Derudover har jeg så i bedste 50’er stil snart samlet et helt spisestel. Af porcelæn fra Bing og Grøndahl. Fint bliver det 🙂

Historien bag er, at min far arvede nogle tallerkener fra sin barnløse bror. Kornblomst hedder stellet, og de tallerkener har stået i kælderen hos mine forældre i en del år. Men nu kan de komme i brug igen. Og de er fine med smukke kornblomster malet på – håndmalet, som det jo blev i den tid, hvor de blev fremstillet. Stellet er gået ud af produktion, så derfor kan det kun købes antikvarisk. Og jeg er jo blevet gode venner med Den blå Avis, og her fandt jeg for nylig nogle store fade og en skål, som jeg lige manglede …

Så i weekenden gik turen til Aabenraa for at få hentet – nok det sidste – til sommerhusstellet. Men jeg er sikker på, at det vil blive en glæde hver eneste gang, der skal serveres mad på de gamle fade og spises af de lige så gamle tallerkener.

I den mere rusikke ende af indkøbene, så kom der i fredags en brændeovn 🙂 Den skal bygges ind og stå næsten midt i huset og give varme til alle rum. Det glæder jeg mig også rigtig meget til at prøve i virkeligheden.

Så der drømmes videre på en helt almindelig mandag – med den smukkeste blå himmel.

Jette

Gensyn med Luther

Da vi kom hjem, efter sognerejsen til Wittenberg i foråret, blev det aftalt, at vi skulle mødes igen. Både for at gense hinanden, men også for at dele gode og sjove minder med hinanden.

Det gjorde vi så i aftes – til stor fornøjelse for os alle. Det var en hyggelig måde, at få talt lidt om de fælles oplevelser på. Der var Luther citater, en Luther salme, masser af Luther billeder – og som en overraskelse: En Luthergave til hver deltager.

En lille sjov ide – Luther lavet som legetøj. Men jo med god anledning til at fortælle lidt om, hvem han var, og hvad han har betydet.

Der var blevet bagt flere Luther kager – og så havde jeg bagt æble-brombær smuldrekage. Mon ikke Luther både har spist æbler og brombær, da han gik rundt i Wittenberg tilbage i 1500- tallet? – Så jeg tænkte, at det var lidt i tråd med emnet at bage en kage med netop de ingredienser. Og fin og farvestrålende blev den.

Æble-brombær smuldrekage (8-10 pers)

1 kg. æbler

200 gr brombær

200 gr. sukker

smuldredej:

200 gr. mel

75 gr. havregryn

175 gr. smør

150 gr. rørsukker

Smuldredejen blandes til en smuldret løs dej.

Æblerne skrælles og skæres i både og kommes i et stort ildfast fad. Drysses med sukker inden brombær fordeles øverst.

Kom smuldredejen hen over frugten og bag kagen ca. 40 minutter ved 200 grader.

serveres med cremefraiche creme:

2½ dl. cremefraiche

½ vaniljestang, korn herfra

3 spsk. rørsukker

Vaniljekornene skrabes ud, blandes med sukker og røres i creme fraichen.

Kagen smagte virkelig godt – ikke for sød ikke for syrlig. Faktisk ret god 🙂 Billeder af smuldrekager er vanskelige at tage, men jeg håber alligevel at du får lyst til at bage en selv 🙂

Og så er vi nået til efterårets første weekend.

God weekend.

Jette

2. klasse i kirke

Vores lokale folkeskole ligger midt ude på landet. Fra gammel tid – det vil sige begyndelsen af 1960’erne – besluttede man at placere centralskolen helt centralt – midt i sognet. Og som så betyder den dag i dag, at alle elever må ud at cykle for at komme i skole. Og uden mulighed for lige at løbe til bager eller købmand i frikvarteret 🙂

Og skal de besøge kirken, må de også op på cyklen. Det gjorde 2. klasse i dag, og de var hjertelig velkommen. Men også en imponerende indsats – af deres lærere. 48 små størrelser og 2 lærere! Der var nok at holde styr på, og meget kunne ske undervejs på de 1½km. de skulle cykle.

Men frem kom de og organist, graver og jeg fortalte lystigt i en times tid. Og svarede på utallige spørgsmål. Der er en frimodighed og åbenhed, som der bare må gribes og så svares efter bedste evne.

Graveren havde sat maskinparken udenfor 🙂 Jeg tror de færreste tænker på, at kirkegården er en arbejdsplads med ukrudt, der skal fjernes og hække der skal klippes og meget mere.

Inde i kirken spillede orglet alt fra bryllupsmarch til Tommy Seebach. Og jeg fortalte om Jesus, der var faldet ned – i bogstaveligste forstand. Det gamle alterbillede var en aften i sidste uge faldet ned fra væggen, snoren på billedet var mørnet og sprunget. Heldigvis skete der ikke noget – med noget af det. Men Jesus må på plads igen.

Og så gik turen retur til skolen. Vi var glade for besøget, men også enige om, at det er godt, det ikke er os, der er lærere hele tiden. Der er godt nok meget at holde styr på.

God torsdag.

Jette

Pesto brød

Internettet inspirerer og med rester i køleskabet efter kirkevandring – så blev dette brød bagt i går. Og til udelt begejstring for Trine og kæresten. Og det er jo altid dejligt, når noget bagværk falder i god jord og smager lækkert.

Det gør dette enkle brød – fint som det er eller som tilbehør til en salat. Det er et brød lidt på “slump” – så det er helt klart fri til ydereligere fortolkning 🙂

Pesto brød

Pizzadej af 3 dl vand

Fyld

1 mindre glas pesto – jeg brugte tomatpesto

1 kugle mozzarella

Dejen rulles ud i et rektangel, pesto fordeles oven på. Mozzarellaen skæres i skiver og lægges på, hvorefter dejen forsigtigt rulles sammen. Brødes lægges på en plade med bagepapir. Der skæres en dyb rille i midten af brødet.

Efterhæver mens ovnen varmer op til 225 grader og bages ca. 25 minutter.

Det afkøler lidt, inden det spises. Det smager ret godt lunt 🙂

Det blev til let aftensmad her i huset i går – måske en idé at prøve på årets sidste sommerdag 🙂

Håber din dag bliver varm og solrig.

Jette

Sommerbryllup – første afsnit

Et bryllup er altid festligt.

Og tidskrævende, en kæmpeudfordring og masser af glæde, kærlighed, sjov og skønne minder.

Jeg har valgt at fortælle lidt om mit/vores sommerbryllup, men samtidig dele det i 2 afsnit. – Det er skrevet, så jeg selv kan huske detaljer siden hen. Men måske en eller anden kan bruge en idé eller detalje fra vores sommerbryllup. Du her i hvert fald meget velkommen til at bruge løs, hvis noget af det inspirerer dig 🙂

Da jeg på en helt almindelig søndag eftermiddag fik at vide, at min kæreste gerne ville giftes med mig – blev jeg først lidt tavs – og så meget glad. Samtidig fortalte han også, hvilken dato det skulle være – den  30. juli 2016.

Og dermed blev det muligt at holde et rigtigt sommerbryllup, med telt i haven, åbne døre og en fest i helt afslappede og hyggelige rammer. Et bryllup hvor hovedordene blev fest, sommer, kærlighed og glæde.

Det, som også prægede vores bryllup, var, at vi gerne ville bruge det, vi selv havde – så gamle mejerispande blev til blomsterspande, sølvtøjet blev pudset og brugt til middagen og musikanlægget lånt på Oles arbejdsplads.

Og så ville jeg også gerne selv lave så meget som muligt – uden at jeg fik stress over det. For det skulle også være dejligt at blive gift!

Indbydelserne blev lavet i word og skrevet på lækkert tykt papir og udsendt et par måneder før brylluppet. Vi lavede to forskellige indbydelser, en til vielse og reception og en til dem, der skulle være med hele dagen.

At holde fest på den måde krævede en del overvejelse – især fra Oles side. For kan man det? Dele gæstelisten? Ja det kan man godt! Ved at lave en reception kunne vi invitere bredt, de mange mennesker vi kender, og som vi gerne vil dele dagen med. Og festen om aftenen var så kun for den nærmeste familie og få venner. Helt som det passede til os.

Blomsterdekorationer har jeg skrevet om her. De endelige blomster blev roser, brudeslør, lyslilla tyl og brombærkviste

Teltet i haven blev var lejet med gulv og nogle borde, stole og duge. Og der ud over blev konfirmandstuens inventar brugt 🙂 Til konfirmandstuens borde havde jeg selv syet nogle blomstrede bomuldsduge. Jeg er ikke vild med nervøs velour, – og papirduge ville næsten blive lige så dyrt som stofdugene blev.

Som store krukker til grene fra haven blev brugt gamle mælkejunger. Vi ville gerne bruge meget af det, vi allerede havde, og i Oles mange gemmer var der mangt og meget 🙂 Mælkejungerne faldt fint i tråd med, at vi begge er vokset op på en gård med både køer og grise 🙂

Bryllupskagen havde jeg glædet mig til at bage. Og ganget og divideret og øvet nogen gange i små udgaver. Det blev en kage i tre lag. Kagen har fået sit eget indlæg og opskriften kan læses her. Ud over kagen i de tre lag, blev der bagt 4 enkelte kager – for vi havde inviteret mange gæster. Og selv om det var midt i ferietiden glædede de os ved at deltage, så der var over 100 til reception i præstegårdens have 🙂

Macarons i forskellige farver, men alle fyldt med hyldeblomstcreme

Der var dog ikke kun kage og champagne til receptionen. Det blev på familieråd besluttet, at der også skulle være noget mere solidt mad 🙂 Så der blev serveret (købte) pålægsfirkanter. Jeg har desværre ikke noget billede, men de var store 🙂 Og det var en succes, og smagte rigtig godt. Og egentlig en god idé, for mange af gæsterne havde kørt noget tid for at komme frem.

Aftenens mad blev lavet af en kok. Min svigersøns lillebror – og det var helt fantastisk. En buffet med lækre salater og så grillet kød. På denne grill 🙂

Vi havde endnu en gang været i Oles gemmer, og der stod denne ret solide grill og kunne fint klare opgaven med at grille koteletter i herrestørrelse og oksekød til udskæring.

Hovedret og dessert blev anrettet som buffet, forretten stod på bordet, da vi kom tilbage fra busturen og gåturen. Mere om den tur i næste afsnit.

Borddækningen var utrolig enkel – serviet, bestik og bordkort var samlet i et, og til hver kuvert var derudover et vinglas, et vandglas og et sangark. En fest uden en sang – det kan jeg ikke forestille mig 🙂 Jeg havde lavet sangarket selv, kopieret dem og på bagsiden af arket stod menuen skrevet.

Et par solcelle lamper skabte lidt fin stemning i haven.

De var købt IKEA – og lidt sjove. (Men de har dem ikke længere)

Teltet blev lejet hos MG teltudlejning – et virkelig proffesionelt udlejningsfirma, som vi havde alle tiders samarbejde med, og fik gode råd fra. Kan kun anbefales.

Her slutter første afsnit af sommerbryllups kavalkaden. Glimt fra en helt igennem dejlig dag. Som blot gik enormt hurtigt.

Jette

Kirkevandring

I går havde vi den årlige kirkevandring. En kort gudstjeneste efterfulgt af en lille spadseretur ud i Gamborgs skønne natur. Så ordet kirkevandring er nok lidt at skrive det med stort – men vi var ude at gå 🙂 I køligt dansk sensommervej.

Natten havde budt på regn og torden, men søndag formiddag var tør, kølig og blæsende. Det havde de øvrige kirkegængere taget højde for og taget en jakke på. – Jeg troede stadig det var sommer og lunt i vejret, og havde kun en trøje med 🙂 Men det gik nu fint alligevel.

Den lille vandretur afsluttes med let frokost. I år havde vi valgt tapas, og var lidt spændt på, om det ville falde i god jord 🙂 Det gjorde et heldigvis. Det er jo let at gå til – det eneste jeg havde bidraget med her var hummus og et foccaciabrød..

Vi plejer tillige at synge et par sange. Og som en sagde, det er altid spændende at se, hvilke sange jeg havde valgt 🙂 Og det er jo rart at få at vide, og samtidig vide, at der er interesse for at synge lidt sammen. Det blev så “Septembers himmel er så blå”, og “Jeg vil male dagen blå.”

Det kunne også have været et vers fra “Nu falmer skoven” – for et blik ud over marken og Gamborg fjord understreger:

“Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde,

der ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde. (Den danske salmebog 729,2)



På en kølig mandag.

Jette

Side 151 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal