diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Jul Side 7 af 11

5 ting, jeg gerne vil i december

Egentlig er det en umulig opgave jeg har givet mig selv – at nævne 5 ting, jeg gerne vil her i december. For der er jo rigtig mange ting, jeg gerne vil, og nogen af dem, kommer helt af sig selv.

Men her er 5 ting som jeg helt klart vælger til:

Bage brunkager Jeg nåede det faktisk her til morgen – var på lynvisit i sommerhuset og bagte en portion her til morgen. Ren hygge 🙂

Gå til julefrokoster – jeg bliver ikke træt af sild, æg og karrysalat og ris alamande med kirsebærsauce. Det ind imellem er jeg lidt mere afslappet omkring 🙂 Den første julefrokost venter allerede i aften – sammen med menighedsråd og personale og deres ægtefæller. Det bliver ret hyggeligt, konfirmandstuen er allerede fint pyntet.

Se julekalender i tv. Jeg ved ikke, hvad der bliver vist, det er heller ikke så vigtigt – det gode er gentagelsen, hyggen og stemningen.

Pynte min engelske julekage. Den er stadig i eksil, men kommer frem om et par uger, og så bliver den fint pyntet. Jeg glæder mig allerede til at dele den med dejlige mennesker – der sætter pris på rosiner 🙂

Være sammen med min familie – inklusiv en tur eller to Nordpå, op til min far på plejehjemmet. Og så håber jeg på en overnatning i sommerhuset sammen med familien – det ville være mega hyggeligt at pynte op til jul i det lille træhus 🙂

Og så gøre meget, meget mere. Blandet med forventning og glæde, som er to hovedord her i december.

Synge salmer og sange. Det er lidt som om oplevelser og traditioner står i kø i denne måned. Måske var det derfor en udtrykte det således sidste år: “Jeg ville ønske alle dage i året var decemberdage” Det bliver nok i overkanten. Men hvis vi kunne tage lidt af det gode, som december også er fyldt med og dele det ud på resten af året, så var det nok heller ikke så dumt. At være ødsel med opmærksomhed, venlighed og gavmildhed.

Jeg vil slutte med et vers fra en af de nye salmer, som passer fint ind her ved adventstidens begyndelse:

Nu er det advent! Kristus-tiden kommer,

og selv i mørket lufter det af sommer,

så håbet blusser op hos alle triste,

når Guds folk tænder lys på grønne kviste. (Holger Lissner 1994)

Glædelig 1. december – og god weekend.

Jette

Weekend i øst og vest

Der er blevet kørt og rejst meget i min friweekend 🙂 Fra øst til vest, fra København til Ringkøbing og sluttende nær Middelfart. Masser af indtryk, megen snak og lidt julestemning.

Turen til hovedstaden foregik med DSB uden problemer overhovedet! Det er nu en behagelig måde at rejse på. Målet var et julesmykket Tivoli.

Og det var det.

Og så sker der bare meget mere i København end i en lille by på Vestfyn 🙂 En tur med havnebussen er fascinerende, det hele ses fra vandsiden. Og vi mødte et mobilt cykelværksted. Det er da smart! Der aftales tid når værkstedet er i nærheden af ens bopæl og man kan få repareret, smurt og vasket sin cykel.

Julemarked og julepynt og mennesker overalt. Vejret var dejligt, så det var fint at gå rundt og snuse og dufte og se alt muligt og umuligt.

Jeg tror fudge er det helt store i år. I hvert fald så jeg flere boder med kæmpe stykker fudge – i alle mulige smagsvarianter. Nogen bedre end andre. Men der kom nogle stykker med hjem 🙂 Ud over lidt andre småting, som indtil videre er pakket ned 🙂

“Logospotter” – på et vandkrus i Illum 🙂

Søndag gik turen mod vest. Et hyggeligt familiebesøg, hvor det er godt at blive opdateret om, hvordan året har været siden sidste besøg.

Og nu hedder det så mandag – men en pebernøddedej i kølelskabet og ret meget arbejde foran næsen af mig.

Velkommen til den sidste uge i november.

God mandag.

Jette 

Så blev kagen bagt

Hvilken kage? jo den engelske julekage.

For som graveren ganske fornuftig sagde til mig i går – “jeg ved at du skal bage i dag :-)” og det skulle jeg jo, for fyldet var klar til at komme i kagen.

Og nu står den nybagt og dufter godt. En fascinerende kage, som jo ikke ser ud af meget. Men med en lang, lang holdbarhed og en intens smag, så er den noget ganske særligt. Men bryder man sig ikke om rosiner, så skal man gå langt uden om denne kage 🙂

Nu bliver kagen de næste dage overhældt med lidt cognac, inden den pakkes ind i film og gemmes bagerst i køleskabet til midt i december. Så kommer den frem igen og bliver pakket ind i marcipan og pyntet. Det glæder jeg mig til 🙂

Fra syværelset har jeg hentet min gamle, gamle julekaktus frem. At den overlever er virkelig tæt på et under 🙂 Men der var knopper i – og nu får den både lys, vand og varme, så jeg tror, det bliver til fine blomster.

På kanten af en fri weekend – god torsdag.

Jette

Den engelske julekage

Nu skal det være 🙂 Det er blevet tid at samle og blande hele fyldet til den engelske julekage! Så er det lige som om, at forberedelserne til jul for alvor begynder.

Jeg har i år valgt den helt traditionelle udgave – dog suppleret med lidt korender og græskarkerner. Og den syltede appelsinskal er bare helt original – den er købt som pomeransskal i Den gamle Købmandsgaard i Bindeballe.

Nu er det hele blandet og står og dufter dejligt på køkkenbordet, inden det i morgen skal i selve kagen.

Der er virkelig meget fyld i forhold til kagedej. Men er jo det, der netop gør kagen så speciel, tung og smagfuld.

Nu går der en måned før det hele skal smages, så der er noget at glæde sig til.

Nu skrev jeg at juleforberedelserne så småt begynder. Jeg fik faktisk lavet en lille opstilling, da jeg var i sommerhus. Den passer perfekt dernede, for der er kun en enkelt grøn gren i, og den kan let skiftes efter behov.

Jeg har lavet denne dekoration før – det kan du se her 🙂

God tirsdag.

Jette

Den allerførste antydning af julepynt :-)

Efterhånden skal jeg virkelig lukke øjne og ører, hvis jeg ikke vil opdage, at advent og december nærmer sig, med al dens tilhørende pynten op 🙂 Selv i graverens garage spilles julemusik 🙂

Det er super hyggeligt, fint og stemningsfuldt – men jeg trækker den stadig lidt.

Men listede alligevel på loftet og genså kasserne med al pynten her til morgen. Og lukkede dem igen og lod dem stå – lige med undtagelse af et par små sølvkugler, som jeg netop var på jagt efter. For på nettet dukker der også en lind strøm af gode idéer op. Karens fine og rustikke hæklede hjerter – dem har jeg prøvet kræfter med. De er et forsøg værd og giver nye muligheder 🙂

Og et andet sted fik jeg inspiration til denne lille opsætning.

Et stort glas med grankogler og lærkegrene og lidt sølvpynt. Det meste var i gemmerne og i haven, glasset var jeg i Genbrug og fandt til 10 kr.

Så nu er den allerførste lille antydning af julepynt landet i stuen. Og jeg nyder det. Og allermest at den er ret langtidsholdbar, for der er trods alt over en måned til juleaften 🙂

Glædelig torsdag i november

Jette

Glædelig jul

Kære alle blog læsere.

Hermed ønskes I og jeres familier en rigtig glædelig jul. Jeg håber I har nået det, I ville – og ellers bliver det helt sikkert en skøn jul alligevel 🙂

Her i huset er der ikke blevet pyntet så meget, men det er nu super hyggeligt at være her alligevel – aller børn og mand er rundt om mig – så kan jeg ikke ønske mig meget mere 🙂

Nu venter dagens julegudstjenester – en dejlig optakt til en skøn aften.

Himlen lydt

melder nyt:

Kristus lod sig føde! (den danske salmebog 114)

Kærlig hilsen

Jette

Luksus havregrynskugler

Jeg er stor fan af havregrynskugler. Der er blevet lavet utallige af dem i dette hus 🙂 Og pigerne har også planlagt, at det er noget af det, de skal have lavet inden det bliver jul.

Jeg fik dog lige lyst til at prøve en variant af den klassiske udgave – nemlig med rom og ekstra chokolade. Det er ikke let at se forskel på disse og så de almindelige, men smagen er mere intens. Jeg tror, der skal laves lidt flere 🙂

Luksus havregrynskugler (en lille portion)

40 gr. smør

25 gr. mørk chokolade

40 gr. flormelis

60 gr. havregryn

1 tsk. vaniljesukker

1 spsk. kakao

1 spsk. rom (eller anden spiritus eller vand)

Smuldr de tørre dele sammen og tilsæt spiritus til at samle det hele med. Massen trilles til små kugler, der evt. rulles i kokosmel.

Det er virkelig en enkel opskrift, men den holder – også i luksus udgaven 🙂 Der forsvinder nok et par stykker i takt med at prædiken og andre forberedelser bliver klaret.

God onsdag – på en grå og råkold vintersolhvervsdag. Godt det vender nu 🙂

Jette

Børnehavejul

Egentlig et lidt spøjst ord – men jeg tror mange alligevel ved, hvad jeg mener 🙂 Julegudstjeneste for børnehavebørn.

I dag har vi haft besøg af den lokale naturbørnehave og holdt en kort gudstjeneste for dem. De indledte til gengæld med at gå ind i Luciaoptog 🙂

Det er en tradition, at børnehaven kommer på besøg. Og det er hvert år en fin oplevelse og for mange en god optakt til julen. Og for os andre, der er med, er det dejligt at mærke deres engagement, sangglæde og lydhørhed. For det er der.

Alle børn fik en lille pixi bog – Lille Jesus – med hjem. Så er der lejlighed til at tale lidt mere om julen og Jesus. Og som et barn spurgte sin mor; “Hvor er Jesus” Og hun kunne ikke rigtig forklare hvor – så blev bogen svaret: Her er Jesus. 🙂

God tirsdag.

Jette

Besøg i Den Gamle by

En dejlig weekend er til ende – og jeg har tillige fridag i dag, så det fortsætter lidt endnu.

Weekenden begyndte med en hyggelig julefrokost og siden gik turen til Århus. I bryllupsgave havde vi fået en del oplevelser og cafébesøg – præcis som vi havde ønsket os. Og to af dem blev indløst i går.

Vi spiste en dejlig brunch på Cafe Faust. Vi havde selskab af Mette og Peter, som begge syntes det var rart at komme væk fra bøgerne et par timer. For hvor december for de fleste af os, er en hyggelig måned, så er det for studerende en måned lig med eksamenslæsning. Jeg kan svagt erindre det, men har vist fortrængt det 🙂

Århus gør sig klar til at være europæisk kulturhovedstad til næste år. Jeg synes, det er en lidt sjov idé at bruge fortovsfliser til at fortælle det på.

Eftermiddagen blev brugt i Den Gamle by i Århus – sammen med rigtig mange andre. Men det var fint og stemningsfuldt at gå rundt der. Hestevogne, medarbejdere i fine gamle klæder og duften af gløgg og brændte mandler – det skabte rammen for den gode stemning. Og på torvet stod præcis det 10 meter høje juletræ – som vi havde set i tv aftenen før.

Nu var det pyntet med julepynt som på Peter Fabers tid – 1848 – der, hvor han skrev “Højt fra træets grønne top”. Og lidt sjovt at storken i toppen af træet skulle minde om, at børnene kom med storken – og det samme gjaldt Jesus. Jeg er nu glad for at storken er blevet skiftet ud med stjernen over Betlehem, det har jeg noget lettere ved at forholde mig til og fortælle ud fra 🙂

Et par indkøb i Den gamle by – og en adventsgave fra min mand 🙂 Nu har jeg min egen tommestok -med navn på!  Den er jeg rigtig glad for 🙂

God mandag.

Jette

Julefrokosttid

Det ved vi vist godt alle. Nogle år har jeg kun været til en enkelt julefrokost, andre år, som i år, da er der langt flere.

Og det er super hyggeligt. Måske også fordi dem jeg deltager i, alle er for overskuelige selskaber. Personer jeg alle kender, og som jeg synes, det er meget hyggeligt at være sammen med. I aften er det julefrokost for menighedsråd, suppleanter og personale – alle med ægtefæller.

Jeg nyder den gode mad, Især sild, laks, ost og risalamande hitter hos mig 🙂

Men der er et men. Og det er alt det mad, der er i overskud! Nogen gange er det værre end andre. Men det er lidt et problem, at det bare for at skulle være fint og festligt også skal være alt for meget. Det er virklig ikke nødvenligt i min optik.

Jeg ved godt, at fra gammel tid, da var julens frokoster muligheden for at kunne spise meget, hvor der resten af året var knaphed på mad. Men det er jo ikke vores virkelighed.

Så når kendte kokke går imod julens voldsomme mængder og mad, og opfordrer til at mindske madspild, så kan jeg kun nikke anerkendende. Det handler om at tænke sig om, og overveje, hvor meget behøves 🙂

Jeg ved, at det er tænkt med i aften – uden at nogen kommer til at mangle noget! Så jeg glæder mig til en hyggelig aften – hvor jeg jo kan have min mand med 🙂 Det bliver dejligt.

Forleden fik minikonfirmanderne jo små hjerter udstukket af en brownie. Og der blev nogle rester derfra – de er nu blevet til lækre små romkugler, som også serveres i aften 🙂

God weekend – og god julefrokost, hvis du skal til sådan en.

Jette

Side 7 af 11

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal