På min ugentlige vagt i Genbrugsbutikken når jeg ind imellem også at få øje på nogle ting eller noget tøj, som jeg faktisk godt selv kan bruge 🙂 Så bliver telefonen fundet frem, mobilepay aktiveret og jeg betaler gladeligt for mine køb.
Tag: Glimt Side 8 af 111
Jeg synes ethvert guldbryllup er en fejring værd. 50 års ægteskab vidner om tålmodighed, overbærenhed, rummelighed, vilje og kærlighed. Og det må vi gerne fejre og hylde.
I weekenden var vi til min svoger og svigerindes guldbryllup. En festlig brunch lagde grunden til hyggelige timer – med taler, sang og samvær. Helt nede på jorden – og helt i guldbrudeparrets ånd.
Umiddelbart har de to ting ikke noget med hinanden at gøre 🙂 Men begge dele er blevet bagt i dag. Jeg tror aldrig, jeg har bagt pebernødder sidst i oktober – selv om jeg er meget glad for pebernødder, så plejer det at være lidt nærmere på advent, når første portion bages. Men Ole og hans kammerat er værter for årets herre-julefrokost i weekenden, og der måtte jeg gerne byde ind med pebernødder 🙂 Så derfor dufter huset lidt af jul, og de små kager smager bare ret godt.

Pæretærten serveres i aften. Det er altid dejligt med en anledning til at bage en tærte 🙂 Pærerne er fra Fyn, da jeg besøgte min søster fik jeg en pose med hjem. Og selv om pærer siges at være finere end æbler, så er jeg faktisk mest fan af æbler. Men en pæretærte kan nu også noget 🙂 Opskriften er en gammel kending fra Arla, tilrettet lidt til mit køkken. Pærerne var nedfaldsfrugt, men eftersom de skal skrælles inden de kommer i tærten, så betyder det ingenting.
Nu glæder jeg mig til aftenkaffen – med både pebernødder og pæretærte 🙂
God torsdag.
Jette
Jeg er normalt ret begejstret for det, jeg er heldig at finde i genbrug – men det er også fint ind imellem lige at finde det, man synes er lige i skabet 🙂 Jeg har den regel med mig selv, at jeg skal sove på det, og synes jeg stadig, at det er en virkelig interessant ting – så kan den godt få lov at komme i indkøbskurven 🙂
Så her er et par glimt af noget, jeg er sikker på, jeg bliver glad for.
Uanset omstændighederne, uanset forholdene og uanset, hvor det foregår, så er en vielse altså bare noget helt særligt. I min tid som præst har jeg haft mange forskellige vielser, store og pompøse, små og intime og alle dem midt imellem. Og mange af dem husker jeg faktisk stadig, så det vidner om, at der er noget på spil, når to mennesker siger ja til at ville dele livet med hinanden.
I går var vi vidne til min søns og svigerdatters vielse. Det foregik på Aarhus Rådhus og var en vielse i en lang række af vielser. Datoen var helt tydeligt meget populær. 24 10 24 🙂
I denne uge skal Peter og hans kæreste Tanja giftes. En festlig begivenhed, som dog i første omgang ikke bliver fejret så meget på selve dagen. Det sker senere. Men der bliver mulighed for at spise en lille kage 🙂 Så jeg har været i køkkenet og forsøgt mig. Det er enkle kager, men lavet som veganske kager. Og det kræver lidt andre ingredienser, men alle sammen nogen der var i køkkenets skuffer.

Peter har alle dage været ret glad for hindbærsnitter – og hvem kan fortænke ham i det :-), så der er blevet lavet små hjerte hindbærsnitter. Jeg brugte opskriften på en mandelmørdej til kagen, og det gør altså noget godt ved en hindbærsnitte.
Hindbærsyltetøjet var den lette løsning, et glas økologisk hindbærsyltetøj købt i WeFood.

Tanja ønskede noget med chokolade. Her fandt jeg en opskrift på en bradepandekage, som så blev skaleret ned og bagt som små mini cupcake. Efterfølgende er de pyntet med smørcreme. Mit allerførste forsøg med den slags creme 🙂 Og jeg tror konklusionen her er, at cremen skal piskes noget mere. Så det gør jeg næste gang 🙂
De her små kager bliver prøvesmagt af lidt forskellige mennesker, og så bager jeg en ny portion til selve brylluppet. En ret hyggelig opgave 🙂

Og se så lige solopgangen i morges – solens stråler er virkelig synlige 🙂
God tirsdag.
Jette
Ole og jeg har endelig fået plantet hækken på to af grundens sider. Det har hele tiden været planen, at der skulle være hæk. Det er gået godt, men var nu også hårdt arbejde 🙂
Min søn Peter var forbi og gav en hjælpende hånd med at grave ud til de mange planter. Det var rart med unge kræfter i spil 🙂

Vi plantede 270 fine bøge hæk planter. Og jeg er imponeret over dem – for det er barrodsplanter, men der er stadig fine grønne blade på grenene. Og rodnettet var så fint og vidt forgrenet. Nu håber jeg bare, at de fine rødder finder vej godt ned i jorden og vil falde til det nye sted.
Undervejs kom genboen forbi og kommenterede vores arbejde – “Hvor ser det godt ud.” Så kunne vi lige lidt igen 🙂 Lidt ros og anerkendelse det kan betyde meget.

Det er en bøgehæk, der blev plantet. Det var næsten det eneste krav, der var i lokalplanen for området. Ellers må man gøre lidt som man selv vil – og det er mægtig rart. Så bøgehækken lever jeg fint med 🙂 En sådan var der også rundt om ved præstegården.
Weekendens vejr var dejligt efterårsvejr – og det regnede om natten, så jeg tror virkelig at planterne får en god start.
Det er faktisk svært at fotografere en hæk 🙂 Men mon ikke den bliver smukkere med tiden.
God mandag.
Jette
Nu hvor huset stort set er færdigt er det ved at være tid til at få afgrænset grunden. Altså få sat en hæk. Som dermed tydeligt indikerer, hvor vores have og grund går til. Det er helt fint.
Men det er også med til at trække skel mellem naboer – lukke sig lidt inde omkring sig selv. Men vi er selvfølgelig selv med til at bestemme, hvor høj hækken med tiden skal blive 🙂
Do it yourself – gør det selv – det kan jo dække over meget forskelligt 🙂 Og gør det også i dette indlæg. Men fælles for de tre billeder er, at jeg selv har lavet tingene, efter bedste evne.
Øverst er endnu en efterårsdekoration. Den ser vist lidt rodet og urolig ud -men egentlig er jeg glad for den. Den har intet kostet mig, ud over en dejlig gåtur i Grene Sande, hvor jeg fandt mos og kogler. Og i Oles have var en hortensia som nu er færdig med at lyse op der, så blomsten kom med i dekorationen her. Æbler og grene fulgte med, og det hele lyser vel af efterår 🙂
Børnebørn er en gave 🙂 Det tror jeg alle, der har sådan nogle, vil skrive under på. De giver nyt liv til familien, de er elskelige og nysgerrige – og som bedsteforælder bliver man mindet om, da ens egne børn var små. Børnebørn er en gave – og om lidt er jeg velsignet med tre af slagsen 🙂
Christine er første barnebarn, og helt fra begyndelsen har jeg været så heldig at have en mormordag om ugen. Både dage, hvor jeg har passet hende alene, og dage, hvor resten af den lille familie også var hjemme.