diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 2 af 110

Godt nytår 2026

Så har året taget sin begyndelse – det er allerede blevet 2. januar 2026. Det lysner uden for – det føles faktisk som om dagene er blevet en my længere, og hvor er det rart.

Vores indtræden i det nye år skete fredeligt og roligt i godt selskab. Næsten som “same procedure as last year” Men i år dog uden krudt og bordbomber, og det var faktisk en befrielse. Serpentiner og lidt vin i glasset, så kommer man altså langt 🙂

Jeg havde tilbudt at medbringe desserten til festen – og lavede kage-tapas. Små stykker kage med hver deres smag – men i år med et violet skær 🙂 uden egentlig nogen anledning. Det blev bl.a. min nøddetærte, som ses øverst. Den smager bare altid godt.

Glædelig jul

Fra det lille hus i Jelling ønskes du en rigtig glædelig jul. Det bliver vores første juleaften i huset – så nu dufter her om ikke “brunt og brændt” så dog af krydderier, mad og andre lækkerier 🙂

Træet er pyntet, og jeg er godt tilfreds. Det er et træ, der har fået lov at vokse i fred og ro, så derfor er der god plads mellem alle grene, og julepynten har kunnet få plads til at folde sig ud på 🙂

Må det blive en velsignet jul – hvor verdens uro for en stund skubbes lidt i baggrunden – så nærvær og varme og kærlighed får rum. Du ønskes en dejlig aften.

kh Jette

Vintersolhverv og 4. søndag i advent

Den 21. december er en dato, der kan noget. Nu vender lyset tilbage. Jeg synes december – i vejret – har været temmelig gråt, så nu glæder jeg mig til at det hele vender. At dagene længes og lyset ganske langsomt igen tager over.

I går skinnede solen – det var virkelig en fornøjelse. Vi trængte til sollys 🙂 Min julerose strålede om kap med solen. Det er det juleroser kan – fascinerende at de blomstrer netop her ved juletid.

4. søndag i advent – og alle fire lys i adventskransen er tændt – nu er det næsten jul.

Første december

Selv om dåbsattesten viser, at jeg er langt forbi de yngre år – så opleves første december stadig som en lidt særlig dato. Noget helt særligt venter i de kommende mange dage. Og morgen rutinen er lidt ændret – der skal tændes kalenderlys og skrabes julekalender 🙂 Og siden åbnes en chokoladekalender. Så jo dagenes rutiner skubbes der lidt til – og på den gode måde.

Hylder i depotet

Måske du husker, at jeg var ret begejstret for, at der kom et lille depot i det i forvejen lille træhus ? 🙂 Og er der noget, jeg er glad for, så er det depotet. Det er jo i virkeligheden bare et stort skab, man kan gå ind i. Men med hylder og muligheden for at lukke døren – så er det et rum med plads til usandsynligt mange ting. Af forråd, bagegrej og alle forskellige apparater, som bare tager plads op. Nu er det hele kommet af vejen.

Vejen derhen har dog været lidt længere 🙂 Det begyndte ganske småt – med er arvet reol, og siden endnu en reol fra byggemarkedet – og det har fungeret indtil nu. Men nu er den endelige løsning kommet på plads.

Hylderne er ikke standardvare – de er lavet af overskudstræ fra da jeg byggede sommerhuset. Lækre douglasbrædder er blevet limet sammen og slebet og savet til – og til sidst har jeg givet dem linolie. Jeg er glad for tråden tilbage til sommerhuset – når man nu begynder stort set forfra, så er det rart med nogle ting, der samtidig fortæller lidt historie.

Ole satte hylderne op – målte og regnede og nu sidder hylderne som de skal. Så var de klar til at jeg kunne flytte alle tingene tilbage igen.

Her var udfordringen dog, hvordan sættes det hele, så overblikket bevares.

Jeg tror ikke, at jeg har fundet løsningen endnu – men jeg ved nogenlunde, hvor hvad står. Og ikke overraskende, så fylder bageudstyr og forme en del – dernæst kommer ret mange dåser konserves – flåede tomater og bønner i mange afskygninger – og endelig en lille smule sukker og mel og pasta. Men der er plads til mere – og det er jo altid en god ting.

Og ikke et ord nævnt om at preppe – men jeg er sikker på, at vi godt kan få mad i tre dage med mit lager 🙂

Nu glæder jeg mig over hylder og rum – det er luksus bare at kunne åbne døren og så finde det, jeg lige mangler. Det er blevet præcis så godt, som jeg håbede det ville blive.

God torsdag – på kanten af december.

Jette

En syet sløjfe

Jeg er vist flere år bagefter den her slags julepynt – sløjfer syet i stof 🙂 Men jeg har dog set, at de også i år kan købes i butikker. Men nu har jeg fået syet de første selv. Og er ret begejstret. De er forholdsvis lette at lave og ser bare fine og elegante ud, når de først er kommet op at hænge.

Alt stoffet har jeg fundet i genbrugsbutikken. Der er mange forskellige tekstiler at vælge imellem, og der skal ikke bruges meget stof til en sløjfe, så der er god mulighed for at finde noget, der kan bruges.

Kokedama hyacint og andet pynt

Der er julepynt og nisser overalt – og jeg er ved at få det hele galt i halsen. Nej ikke det fine pynt, lavet med omtanke og gode materialer – men alle nisserne, det er ikke lige mig. I genbrugsbutikken har vi haft julepynten fremme de sidste par uger, og hold nu op, hvor er der mange nisser i alle mulige afskygninger til salg. Og de bliver solgt – det er næsten mere imponerende.

Du fornemmer nok, at jeg ikke er den store fan af nisser 🙂 Men til gengæld hygger jeg mig meget med at lave små dekorationer og pynt med alt godt fra naturen. Jeg har en ret stor samling af grankogler – jeg kan ikke gå en tur i en skov uden at have et par kogler med hjem 🙂

Nu er haven hegnet ind

Haven i Jelling har haft bøgehæk på de tre sider siden sidste år. Og den er godt på vej. Men på en firkantet grund – og kun med hæk på tre sider – så er det ikke sikkert at lukke en hund ud 🙂 Så den sidste måned har Alba kun været luftet i snor – og det er gået fint, men jeg tror, hun har glædet sig til igen selv at kunne bestemme retningen 🙂

Haven på vej i hi

Det er efterår. Og dagene i sidste uge, med sol og blå himmel synes langt væk, nu er det regn, rusk og våde sko. Ikke min favorit vejrudsigt, men alligevel passer det vel til årstiden.

Haven er i hvert fald enig med kalenderen og er på vej i hi. Der er ikke mange blade tilbage på frugttræerne og frosten tog i den grad pynten af mine dahlia. De har ikke givet særlig mange blomster, men har stået kraftige og grønne, og det kan også noget i en ny og åben have 🙂

Mytologisk legeplads

At bo i Jelling er ensbetydende med at historiens vingesus ind imellem når en 🙂 Og således forleden, hvor en ny legeplads blev indviet på fornemste vis. Med prominente gæster og talere, børnehavebørn og vikingefolk – og kaffe og kage til alle gæster. Og tillige i det smukkeste efterårs vejr.

Projektet med den mytologiske legeplads har været undervejs i flere år, og er et led i flere projekter med rod i Hærvejens betydning og de historiske personer, der knytter sig til egnen.

Så nu er der en legeplads med Fenris ulven, Midgårdsormen, Odins to ravne og et fint vikingeskib. Alt sammen bygget sådan, at det indbyder til aktivitet for både store og små.

Christine og jeg var forbi i går, og vi gik på stolper og hun kravlede op og ned af det hele.

Jeg synes ofte legepladser er lidt kedelige – men det hjælper lidt, at der er noget historie knyttet til 🙂 Og udførelsen er også bare i orden, det er en fornøjelse at kigge på.

Så går turen forbi Jelling, så er den mytologiske legeplads et kig og et besøg værd.

God torsdag.

Jette

Side 2 af 110

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal