diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

En arbejdsdag i sommerhuset

Jeg har ferie 🙂 og nyder det. I næste uge er det påske, en travl uge, men også en særlig højtid, som jeg ser frem til at fejre.

Men ugen her bliver brugt til alt muligt andet. I går var det en arbejdsdag i sommerhuset. En dag meget langt fra min hverdag bag computeren 🙂

Da vi kom derned, var der siden sidst kommet skorstensrør op. Så nu kan brændeovnen faktisk tages i brug – men skal dog lige tjekkes og godkendes af skorstensfejeren. Flot arbejde af smeden. – Knækket på skorstensrøret var ikke planlagt fra starten, men en måle/regnefejl gjorde det nødvendigt, at røret slog et knæk.

Møblet mangler at blive vandskuret og malet, og der skal sættes riste ind, så varmen kan bedre kan komme ud i rummet.

Vores arbejde bestod i at sætte træfiber isoleringsbats op. Der er allerede blevet blæst isolering i løs form ind bag dampspærren, men der skal yderligere sættes bats op indvendig. Det var faktisk tømrerens opgave, men fordi inderbeklædning er blevet forsinket, venter tømreren med at komme, og i den tid kan vi så selv sætte isoleringen op. Nok noget nær det eneste jeg kan finde ud af 🙂 Det handler om at måle ud og skære til – præcis, som når du skal sy firkanter til et patchwork tæppe. Isoleringen var dog lidt sejere at skære i :-).

Uden for i haven har det nyplantede æbletræ fået godt fat – det var begyndt at åbne små fine blade.

Og så blev det til en tur til vandet. Det skønne vejr og solen gjorde, at vandet havde den flotteste blå farve.

Jeg glæder mig virkelig til at kunne soppe her, når vandet bliver varmere 🙂 Den store vandhund er jeg ikke, men jeg går gerne med fødderne i vandkanten.

Nu fortsætter ferien 🙂

God tirsdag.

Jette

Karklude

Tænk sig, at man kan skrive et indlæg om en karklud 🙂 Men det er altså tilfældet.

For noget tid siden skrev Karen om sit forhold til de neonfarvede karklude – og jeg kunne kun være helt enig. Jeg har i mange, mange år været glade for de små lette klude, nemme at vride op og gode at arbejde med. Så det har været med lidt blandede følelser, at jeg har fulgt med i debatten om, at de var dårlige for miljølet – og at det er så godt at strikke bomuldskarklude selv. Jeg har ikke helt været overbevist – selv om jeg ikke var i tvivl om det miljørigtige i at skifte.

Men så forleden fandt jeg noget! 🙂 Og blev meget glad. En pose karklude lavet i viskose (granfibre) og som der stod – uden plastik! Og selv emballagen var komposterbar. Det var godt nok et grønt produkt. Og så var det på tilbud, fundet i en lidt rodet stak. Men det gør ikke fornøjelsen mindre 🙂

Disse karklude er et godt alternativ til de gamle pink, gule og lyseblå 🙂

Med ønsket om en skøn søndag, hvor det åndelige niveau får lov at løfte sig over snakken om karklude!

Jette

Smukke dag :-)

Hvor er det en dejlig forårsdag 🙂 Kun til at blive glad af – og ikke mindre glad, når jeg ved, at jeg går en uges ferie i møde 🙂

Det bliver en ferie uden de store planer – bare tid til at være sammen med manden. Det er jo en luksus for os, når vi ikke lige er sammen til hverdag.

Derudover skal der sættes isolering op i sommerhuset. Jeg har fundet ud af, at det kan jeg godt give en hånd med.

Og med sådan et dejligt vejr, er det rigtig dejligt at være i sommerhus – også selvom det langt fra er færdigt. Men bare det at nyde roen, solen og varmen – det bliver rart.

Jeg har været forbi dernede i dag – havde et møde med mureren. Men havde også en klump vintergækker med, gravet op ude i præstegårdshaven. Jeg har aldrig før flyttet vintergækker 🙂 men har læst, at de kan graves op og skilles i små bundter, plantes igen og så vil de vokse fint videre og brede sig.

Det er hermed forsøgt 🙂 Nu håber jeg de næste forår vil komme op og minde om, at efter vinter kommer vår.

Med ønsket om en dejlig weekend til dig – med sol og fuglefløjt, og ro til sjælen.

Jette

Forårskager

Jeg har stadig glæde af min kasse fra Odense Marcipan 🙂

Der var møde i menighedsrådet i aftes og som en kage til kaffen blev disse små fine muffins lavet.

Det er virkelig en hurtig og nem løsning, når tiden er lidt knap. Og smagen er ganske glimrende, og lidt festlige ser de da ud 🙂

Og serveret på en aften, hvor solen havde skinnet og varmet hele dagen, ja så sad følelsen af forår i kroppen. Virkelig dejligt.

Kagen er vaniljedej og pynten er lavet med indfarvet overtræksmarcipan. Det indeholder 23 % mandler og er derfor ikke nær så sødt som fondant. Men dejlig nem og arbejde med.

Foråret er også i kirkeåret ensbetydende med vækst, noget der vokser. På søndag er det Maria bebudelsesdag, en fin og særlig dag, hvor profetien om Jesus for alvor får krop og bliver levende.

Til den dag er der blevet skrevet en ny salme, hvor det hedder:

Maria snart er det forår

det tøver i buske og træer

i havens krukker med liljer

der venter på mildere vejr

og spurve pusler i hækken

med første kuld unger på vej

Maria naturen venter

den venter og tier med dig. (Lisbeth Smedegaard Andersen, 2015) 



God onsdag

Jette


To nyplantede træer

Det kunne måske lyde som om, at jeg nu havde købt to nye træer 🙂 Men nej, det har jeg ikke, de er blot blevet plantet – på deres blivende sted. Begge træer, oliventræet og æbletræet, er faktisk gaver, en fødselsdagsgave og en bryllupsgave fra sidste år.

De har hele tiden skullet ned til sommerhuset at stå og vokse, men det var bare bedst, at huset stod der først, inden vi plantede alt for meget 🙂

De to små grantræer er kommet godt i gang.

Nu håber vi, at de to næste træer også får godt rodfæste. Og især æbletræet må da gerne give nogle ananasæbler på et tidspunkt 🙂

Ellers står det lidt stille i huset – træet til den indvendige beklædning venter på at blive leveret. Det skal vist tørre op først. Men køkkenet er kommet. Et Designa køkken – hvor glæder jeg mig til at se det pakket ud og ikke mindst sat op 🙂 At det netop blev det køkken, skyldes at firmaet kunne levere FSC certificerede låger til skabene. Lidt nørdet, men passer jo til tankerne bag Kernehuset.

God tirsdag.

Jette

Fødselsdags bagværk

Sidste uge var præget af de to fødselsdage – Mettes og Oles. Fejret forskelligt, men begge super hyggelige dage. Og weekenden gik med et besøg i sommerhuset :-), arbejde og lidt oprydning. Nu venter en uges arbejde, og så har både Ole og jeg en uges ferie – det er dejligt at kunne se frem til.

Ole havde et ønske til sin fødselsdag – en Othellolagkage 🙂 Så sådan en blev fremstillet, sammen med et par tærter, som blev serveret som en del af aftensmaden.

Der er blevet eksperimenteret med Othellolagkagen igen. Det er vist en klassiker i vores familie, i hvert fald er den lavet mange gange. Og her kommer endnu en udgave, denne gang med en bagt makronbund nederst 🙂

Othellolagkage (ca 10 personer)

Lyse bunde:

3 æg

½ vaniljestang

125 gr. sukker

50 gr. mandelmel

100 gr. mel

75 gr. smeltet afkølet smør

1 tsk. bagepulver

Pisk sukker, vaniljekorn og æg let og luftigt. Tilsæt det smeltede smør og pisk lidt videre. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med mandelmelet. Dejen kommes i en springform (ca. 21 cm i diameter) og bager ved 175 grader i ca. 30 minutter. Køler af i formen, inden den deles i to dele.

Makronbund:

100 gr. marcipan

60 gr. flormelis

1 æggehvide

Pluk marcipanen i mindre stykker og bland med flormelis og æggehvide og pisk det sammen. Tegn en cirkel med 21 cm i diameter på bagsiden af et stykke bagepapir. Smør dejen ud på bagepapiret inden for cirklen og bag ca. 12 minutter ved 180 grader. Afkøler.

Når kagen samles bruges vaniljecreme (dobbelt portion), lidt hindbærsyltetøj, chokoladeglasur, overtræksmarcipan (af ca. 125 gr. marcipan) og flødeskum.

Tærterne var også gamle kendinge. Jeg nyder meget, at have fået en mand, der gerne spiser både grønt og tærter. Det er nemlig ikke nogen selvfølge 🙂

En tærte blev helt grøn – kun med grøntsager. Bunden er lavet af almindelig tærtedej.

Og en anden blev med laks og spinat. Det er nu også altid godt.

Begge tærter fik følgeskab af en grøn salat – mange forskellige grønne grøntsager blandet med lidt olie, salt og peber. Det er såmænd ikke den store salatvidenskab, men ind i mellem er det lidt sjovt at farvekoordinere ens salat. Og smagen er fin – noget er sprødt, andet blødt, og andet igen let bittert.

Klar til en grå mandag morgen 🙂

Jette

Fødselsdage

Tænk at have to familiemedlemmer, der har fødselsdag dagen efter hinanden – det er da festligt 🙂

I dag er det Mette, der fylder år – og i morgen er det Ole. og begge fejres efter eget ønske ganske forskelligt.

Mettes dag bliver i Århus, hvor vi alle skal ud at spise, det bliver super hyggeligt. Hun har tidligere fået lagkager til sin fødseldag, den ene ses her

og den anden ses her

– men i år er det anderledes. Og sådan skal det være.

Til gengæld er jeg i gang med forberedelserne til morgensdagens fødselsdag. Mere om dem senere 🙂

Når det er ens børn, der fylder år, så går tankerne uvilkårligt tilbage til den dag, de blev født. Både med undren over hvor tiden blev af, men ikke mindst en stor taknemmelighed over, at de er i ens liv. Og en glæde, at se, at det er gået dem godt.

Mette er stadig studerende, men bliver efter al sandsynlighed færdig i løbet af sommeren i år.

I dag fejrer vi fødselsdag – det er vigtigt en dag i året, at have sin egen dag 🙂

God torsdag.

Jette

Kage til konfirmandforældre

Det er blevet tid til at holde møde med forældrene til årets konfirmander. Det er meget fint at mødes med dem og få talt om, hvordan tiden til præst er gået, og tillige få snakket om alle de praktiske spørgsmål der er i forbindelse med selve konfirmationen.

Jeg samler alle forældrene den samme aften og mødes i kirken. Der er plads nok, og så kan vi slutte aftenen med, at kirkens organist spiller til de salmer, der skal synges til konfirmationen.

Det er min erfaring, at det er ganske fint at få salmerne genopfrisket eller måske ligefrem lært 🙂

Der er altid en pause med kaffe og kage. I år bagte jeg denne “snyde-brownie” – og tilsatte lidt chokolade. Den er super nem, smager dejligt, og ser faktisk ret lækker ud. Det er en god kage, hvis man skal bage til mange. Og bliver den skåret lidt sirligt ud, så ser det ganske godt ud 🙂

Brownie med kakao – og lidt chokolade (ca. 40 små stk.)

150 gr. smør

3 æg

375 gr. sukker

1 spsk. vaniljesukker

et nip salt

3/4 dl. kakao

150 gr. mel

75 gr. grofthakket chokolade

25 gr. grofthakkede nødder (mandler, valnødder, græskarkerner osv)

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk æg, sukker, salt og vaniljesukker godt sammen og tilsæt det afkølede smør og pisk igen. Sigt kakao og mel og vend det i dejen sammen med det hakkede chokolade.

Fordel dejen i 2 forme (18 x 18 cm) med bagepapir i bunden. Du kan selvfølgelig også bruge en større form.

Drys med de hakkede nødder og bag kagerne i ca. 20 minutter ved 175 grader. De skal endelig ikke bage for længe, de må godt være en anelse fugtige i midten.

Køler af og skæres i små stykker – lige til at tage i farten.

Med udsigt til en solrig og kølig forårsdag, hvor er det dejligt. Og den nytilkomne hane galer af hjertens lyst 🙂

God onsdag.

Jette

Når tilværelsen rykker sig

De sidste fjorten dage har været anderledes – på grund af flere ting. Men primært fordi min gamle far på 96 i ly af mørket fik en blodprop. Og den sætter sig spor. Med et kunne min far stort set intet se. Og det er virkelig besværligt og et stort handicap.

Så nu er min far kommet på aflastning på et plejehjem. Og det er helt som det skal være, men jeg synes, det er en kæmpe omvæltning. Min far tager det som det kommer, og er egentlig bare glad for, at han bliver taget godt hånd om.

Men ens tilværelse rykkes altså ud af sin vante gænge. Der kommer mange tanker om både fortid og fremtid.

At nå den alder, som min far har, betyder, at man må være taknemmelig for hver dag, der går godt. Det må vi sådan set være hele livet, men det bliver lidt tydeligere, når man er 96.

Min far er ved godt mod, og har ikke antydning af smerter – hvilket i sig selv er en velsignelse.

Weekenden er brugt både i Nordjylland, men også i sommerhuset. For her rykker tingene sig også 🙂 Det var virkelig godt at kunne gå rundt dernede og bare pusle omkring i min egen lille verden. Det tror jeg, vi alle har godt af at gøre en gang i mellem.

I går ventede også en konkret opgave – at få fejet op efter de travle håndværkere. De havde ganske enkelt ikke nået det, men det var nu helt i orden. De havde nået mega meget andet 🙂

At feje – det var et stykke arbejde, hvor jeg slet ikke var i tvivl om, hvor langt jeg var kommet 🙂

God mandag.

Jette

Nye beboere

I går flyttede endelig de to nye beboere ind i deres nye hjem. Et lille Fort Knox DeLuxe! Der ankom et silkehøns-par: En hane og en høne.

Stolte og flotte er de! Nu håber jeg bare at de vil falde rigtig godt til her.

Men hvor er de andre silkehøns? ja, der er her ikke mere. selv om vi syntes at hønsegård og hønsehus var blevet sikret i klasse A – så lykkedes det ræven sidst på året at hente de tre fine silkehøns. Det var så ærgerligt og så træls. Så vi har lige holdt en pause. Men nu tør vi godt igen. Og jeg glæder mig til at kunne hente friske æg.

For den lille høne, som er flyttet ind, er allerede begyndt at lægge æg – da jeg hentede hende fulgte frisklagte æg med 🙂

For sammenligningens skyld har jeg lagt et almindeligt hønseæg ved siden af. Men jeg skal nu nok komme til at få glæde af de lidt mindre æg 🙂

Du ønskes en dejlig forårsweekend – selv om det lune vejr vist holder en pause.

Jette

Side 139 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal