diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 217 af 221

Nytårsdessert

Her kommer det sidste indlæg der direkte referer til nytår og nytårsaften. Men for de flestes vedkommende gælder jo, at der blev gjort lidt ekstra ud af maden og desserten den aften – så derfor  kommer min nytårsdessert også her. Og jeg er ret sikker på, at den fint kan bruges i anden anledning også.

Nytårsaften havde jeg valgt at lave 7 mindre retter. Det var både udfordrende og sjovt. Og så var der da lidt for enhver smag. Og da jeg var alene om at passe køkkenet, var kodeordet planlægning og “lavet i forvejen”. Som et bedre tv-køkken, hvor de hele tiden hiver et færdigt produkt frem, som har stået klar under bordet 🙂

Og især desserter er taknemmelige med hensyn til at kunne forberedes i god tid. Så i de stille juledage blev der bagt brownies og lavet vaniljeis.

Opskrift Brownie (til en form 20 cm. x 20 cm.)

100 gr. smør

75 gr. grofthakket mørk chokolade ( omkring de 50 % kakao)

2 æg fra kåde høns

150 gr. mørk farin

2 spsk. kakao

75 gr. mel

Smelt
smørret sammen med chokoladen i en gryde og lad det køle af. Pisk æg og farin
til en luftig æggesnaps. Pisk den afkølede chokoladeblanding i. Bland mel og kakao og sigt det i blandingen og vend forsigtigt rundt.

Hæld dejen i en lille bradepande med bagepapir
(20 x 20 cm) og bag kagen midt i ovnen ved 175 grader i ca. 25 minutter.

Lad kagen køle af og stik 6 bunde
ud (ca. 6 – 7 cm i diameter) og flæk dem forsigtigt.

Jeg samlede mine kager i en silikonemuffins form – så jeg måtte skære lidt af bunden af de udstukne kager (fordi siderne i formen jo er lidt skæve).

Læg den mindste skive i bunden – lav en god vaniljecreme (som til vaniljeis) og kom den oven på den lille bund. Fyld formen næsten op – læg til sidst “låget” på og pres let. Stilles i fryseren.

Ved serveringen: Stil en kage på en fin tallerken og server med råmarinerede bær (jordbær, hindbær, brombær). Alle bær er fra frost – for jeg vil helst bruge friske bær i sæson – og ellers tage dem op af fryseren, når det er uden for deres naturlige sæson. Brombærene har jeg selv plukket, da det var dejligt efterår, fra vilde buske i markskellet.

 

 

Og nu er det næsten weekend – det har været et kort uge 🙂

 

Jette

 

Nytårsstatus

Nytår er uomtvisteligt også status tid.

På den ene eller anden måde. Der laves nytårsfortsætter, indgås væddemål og “nu skal det også være slut med…”

Jeg har ikke gjort nogen af delene. Jeg tror ikke så meget på dens slags. Jeg tænker langt mere i livsstilsændringer, hvis noget skal laves om i ens liv.

Uden at det skal lyde alt for frelst – så har jeg ikke planer om nogle større ændringer i 2014.

Status er:

Højde: 168 cm (og det har den været i mange år :-))

Vægt: 56 kg

Alder: 52 år

Motion: løber (lunter) 5 km tre gange om ugen.

Og de tal vil jeg gerne arbejde på forbliver som de er – bortset fra alderen, den har det med at skifte i takt med årstallene.

Og status med hensyn til bloggen – så læste jeg i juleferien, at det var godt ind imellem at tjekke ens profil billede og tekst. Det vil jeg så se at få gjort. En dag.

For det tager tid at blive klog på “teknikken” bag ved. Jeg synes, jeg kigger mange steder og prøver meget forskelligt – uden det helt store held. Så kommer sønnen forbi og klikker et par gange med musen, trykker lynhurtigt på nogle forskellige taster og har så ret hurtigt nogle forslag til, hvordan det kan gøres. Noget om genveje, links og layout.

Så det arbejder jeg lidt mere med – og bager en anden dag.

Nu hvor juletræet er blevet afpyntet og al julepynten er kommet i kasser og sat på loftet – med et kærligt tak for denne gang.

God dag – den første hverdag i 2014.

Jette

Godt nytår 2014

Alle ønskes et rigtig godt nytår.

Hele kalenderen for 2014 er fortsat ret ubeskrevet – og det er både godt og spændende. Der kan komme så meget forskelligt forbi ens vej i løbet af det næste år. Og hvor er det godt, at vi ikke ved noget om, hvad der sker med os. Selvfølgelig er mærkedage nok plottet ind i kalenderen – men det andet – det uforudsete, det overraskende, det glædelige, det triste – alt det ved vi ikke noget om endnu. Og det er godt. Så nu er det bare om at være åben for et nyt år – og synge med på “Vær velkommen Herrens år”.

Og så begynder jeg alligevel bloggen med at kaste et kort blik tilbage – på julegaverne.

For de afspejlede i en vis udstrækning at interessen for Bagning med Budget var kommet ind i mit liv.

Min niece havde luret min fascination af vaniljestænger. Så jeg pakkede en duftende æske op med de lækreste vaniljestænger.  Mere om dem en anden gang. Ligeledes fik jeg en hævekurv (den glæder jeg mig til at prøve, og skal nok skrive mere om det).  Og fik et gavekort til Magasin inklusiv en invitation til Brunch med mine piger i Århus. Det skal helt klart bruges her i januar.

Og så glæder jeg mig til at arbejde med bloggen igen. Det har været lidt mærkeligt ikke at bruge tid på den – at tage billeder og tænke i opskrifter.

Og det er så ikke helt sandt. For ferien er blevet brugt til at læse rigtig mange andre blogs, finde tips og ideer til, hvordan min blog kan blive bedre. Forhåbendtlig synes du også, det kommer til at skinne igennem 🙂

Og til sidst lige en enkelt bemærkning om noget, der kan laves i dag eller alle andre dage: Saltmandler. – Som jo godt nok ikke har noget med bagning at gøre, og dog – de har da været i ovnen 🙂

Opskriften fandt jeg hos noget i ovnen.   Jeg skal nok komme med mine kommentarer en anden gang. Men mandlerne smager fint – og det salte er godt oven på alt det søde i julen.

Endnu en gang: Godt nytår. Må det blive fyldt af gode opgaver og oplevelser – og megen bageglæde.

Jette

Julen 2013

Jeg vil gerne ønske alle læsere en rigtig glædelig jul. Og tak fordi du læser med. Det er rart at kunne dele bageglæden med andre. – Og til tider får kommentarer på, om det nu er godt eller for mystisk eller bare helt uinteressant, det der nu kommer ud af ovnen.

Jeg håber, der hen over december måned er blevet bagt småkager, lavet konfekt og hygget med lys og dekorationer. Så julefreden nu kan begynde at indfinde sig. At der ikke er flere store projekter der skal gøres.

Nu venter julegudstjenester – med englenes ord om en stor glæde for hele folket og fred til mennesker med Guds velbehag. Og salmesang, der næsten får kirkehvælvingen til at løfte sig. En dejlig dag, med masser af smil og glæde. Og et stik i hjertet ved tanken om dem, vi har mistet og savner at dele glæden med. Må ord, lys og toner være med til at give håb og livsglæde.

Mit sidste projekt bagning inden jul er et helt almindeligt brød. – For det er nu også dejligt – imellem alt det andet – at kunne sætte tænderne i noget uden kanel og ingefær 🙂

Nu holder bloggen juleferie – og jeg vil glæde mig til at komme tilbage igen til januar 2014.

På gensyn – med ønsket om en dejlig juletid.

Jette

4. søndag i advent

“Det fjerde lys har ild fra alle tre,

en pinseglød i vores hjerte,

så vi for dem, der intet lys kan se,

kan tænde kun en lille kerte.” (Den danske salmebog 87,4)

Så er det næsten jul – alle fire lys i adventskransen er tændt. De sidste juleafslutninger har været, de sidste gaver er afleveret – nu venter kun dem, jeg selv skal give videre selve juleaften.

Og jeg glæder mig – meget til juleaften. Men også til eftermiddagen i kirken – der kommer rigtig mange glade og forventningsfulde mennesker. Kirken vil genlyde af unge og gamle stemmer, orglet vil bruse og sangen vil vandre på himlens tonestige.

Ja,nu er jeg ved at tage forskud på juleaften – jeg gemmer resten et par dage.

I dag  er 4. søndag i advent –  nu vender lyset tilbage. Hvor dejligt.

Nu begynder tingene at falde på plads. Indkøbslisten er blevet mindre, og der er tid til at få læst de julekort og breve, der på forunderligvis stadig dukker op i ens postkasse – både den ved vejen, men også her i cyberspace. Uanset, hvor de dukker op, så glæder jeg mig over at få en kærlig julehilsen.

Du ønskes en dejlig søndag.

Jette

Corn flakes toppe

Cornflakestoppe – dem har jeg kendt siden jeg var barn. Og det er en meget delikat måde at spise cornflakes på 🙂

Når vi lavede konfekt til jul i min barndom, så var cornflakestoppene oftest lavet af det smeltede chokolade, der var i overskud – og derfor lidt tilfældigt hvor stor eller lille portionen blev.

Men her har jeg faktisk prøvet at måle lidt på, hvor meget jeg brugte af hver ingrediens. Og jeg ved, at jeg får disse toppe for mig selv, for de er – ud over cornflakes – også blevet fyldt med tørrede tranebær og lidt gløgg-fyld. Og mine børn er ikke fan af rosiner mm, der er skjult til stede i hverken konfekt eller kager. Men rosiner og mandler, der har ligget i cognac, og som var tiltænkt gløgg – men blevet i overskud, det ville da være en skam at smide det på komposten, så hellere i toppene her 🙂

Cornflakestoppe ( 12 stk.)

75 gr. mørk chokolade ( ca 50 % kakao – hvis det bliver mørkere, synes jeg det bliver for stærkt)

30 gr. let kuste cornflakes

lidt tørrede tranebær

lidt rosiner og mandler – der gerne må have ligget lidt i blød i noget spiritus

Smelt chokoladen – jeg har på det sidste forsøgt mig med vandbad – og det fungerer ret godt. Og jeg er fri for, at mikroovnen siger underligt.

Rør cornflakes i chokoladen – og dernæst bær og mandler – så mange, som man synes.

Jeg fordelte massen i små petit four forme. Jeg havde desværre ingen papirsforme, for det ville nok have været godt, og ikke mindst set fint ud.

Stilles køligt til chokoladen er stivnet.

 

De færdige toppe – lige klar til at spise 🙂

 

Udenfor blæser det, regner let og er stadig mørkt – det mærkes på alle måder, at det er årets korteste dag. 

Men god lørdag alligevel.

Jette

Ferie fredag

Sådan er det for rigtig mange i dag – at juleferien begynder. Inklusiv mine egne børn – og de glæder sig til nogle dage, hvor det hele ikke handler om lektielæsning og eksamen, men hvor der er lidt tid til at slappe af, være sammen og for en tid glæde sig ved traditioner.

I aftes blev der fremstillet endnu en portion havregrynskugler– de får altid ben og gå på.

På præstens kontor er der ikke helt ferie endnu – men det lysner 🙂

Som en lille dekoration, jeg har lavet, også gør det. Bloggen her skal slet ikke handle om boligtips. – Men jeg fandt forleden en lysgren i Jysk til  10 kr. – prisen var stærkt nedsat, nu går julehandlen jo på hæld – og jeg tænkte, at sådan en lille gren måtte jeg dog kunne bruge.

Og fik som nævnt lavet denne lille samling af naturlige grene fra haven, og så den med lys i.

Hermed er ideen givet videre.

God ferie til dem, der har det – og god fredag til jer, der også har arbejde, der skal passes.

Jette

Nougat-marcipan snitter

Konfekt – ja endnu er det ikke blevet til så meget. Men en omgang nougat-marcipansnitter er det dog blevet til.

Jeg er stor tilhænger af enkle søde sager – altså ren marcipan, chokolade og nødder. Trøffel, skumfiduser og karameller siger mig ikke så meget. Men figner i lange baner, rosiner og til dels dadler – det er bare rigtig godt 🙂

Nougat-marcipansnitterne her, så jeg her De er så fine på billedet – og jeg må bare konstatere, at jeg skal øve mig ret meget mere, før mit resultat bliver så flot. Men mine smager nu meget godt alligevel, selv om linjerne ikke er helt så skarpe.

Nougat-marcipan snitter

Lige dele marcipan og nougat.

Rul marcipanen tyndt ud (jeg brugte igen en ren plastlomme og lagde marcipanenen mellem siderne og rullede)

Smelt nougat i vandbad.

En lille form fores med film, og der lægges et lag marcipan. Smeltet nougat hældes over, dernæst et lag marcipan, så nougat – fortsæt så længe du ønsker og slut med marcipan.

Stilles koldt til næste dag, vendes ud og skæres i snitter.

 

Og haps – så røg der lige en ned 🙂 og en til – for de var så små og smagte dejligt …

 

God torsdag – og god fornøjelse med konfektfremstillingen.

Jette

 

 

Sang og chokoladebrud

Jeg skrev for et par dage siden om, at det vil være en god ide at gå til en julekoncert og for en stund få lagt alle juleforberedelser til side.

Jeg var til koncert i aftes. Efter selv at have deltaget som sanger, og selv stået for særlige musikgudstjenester, så var det en velsignelse i aftes blot at kunne komme og lytte 🙂

Syngedrengene fra Assens gæstede vores lille sognekirke – og fyldte gevaldigt op i kirkens øverste del. Og sang fantastisk. Små klare og fine drengestemmer på en bund af fyldige voksne tenorer og dybe basser. En fin buket af julesange og salmer fyldte rummet, og – som en koncertgænger efterfølgende sagde – nu var man virkelig i julestemning!

En rigtig dejlig aften.

Som giver lyst til de sidste juleforberedelser – som her i huset mest er konfektlignende ting, der mangler.

Jeg faldt over en opskrift på chokoladebrud – som igen så lidt speciel ud i forhold til, hvad der skulle i – og tillige så billedet meget indbydende ud. Så det måtte prøves 🙂

Opskriften er fra Louises køkken. Jeg halverede portionen, for tænk hvis det ikke faldt i min smag!

Pomeransskallen havde jeg helt tilfædigt fundet på min tur til København – og den smager rigtig godt.

Chokoladebrud

40 gr. mandler

1/2 tsk. salt

1 spsk. vand

50 gr. mørk chokolade

50 gr. hvid chokolade

12 gr. kandiseret pomerans – hakket

Jeg smuttede mandlerne  – det behøves vist ikke  – men det gjorde ikke noget. Rist mandlerne på en tør pande, til de har taget farve. Hæld salt ved og herefter vand. Lad det bruse op og rist videre et par minutter. Tages af blusset, og hakkes groft. Smelt den mørke chokolade og hæld den ud på et stykke bagepapir – smør den ud – evt. i en cirkel ca. 15. cm i diameter. Smelt det hvide chokolade og kom det ovenpå den mørke. Bland mandler og pomerans og drys det over den flydende chokolade – tryk det lidt ned.

 

 

Sættes køligt og skæres ud (med en takket kniv) og så er der ellers delikate brud på bordet. Opbevares i kagedåse, hvis der er mere tilbage.

 

 

 

Jette

Vaniljekranse

Så kom tiden til vaniljekranse 🙂

Jeg har egentlig ikke tidligere interesseret mig særligt for den småkage – vist mest syntes, at den var lidt kedelig. Men efter at Mette Blomsterberg er kommet på banen, så har alt med vanilje jo fået en lidt eksklusiv status. Og der er skrevet meget om de fine, små sorte prikker, der fremkommer, når vaniljekornene masses med sukker og kommes i kager.

Opskriften jeg bruger er også hendes. Hun bruger dog rigtige mandler, som hun blender til fint mel.

Jeg havde en pose mandelmel liggende (indkøbt fra en tur til Tyskland) og tænkte, her var muligheden for at få prøvet det af.

Vaniljen er en helt almindelig stang – købt i Netto. Den fine polynesiske vaniljestang, jeg købte i København, gemmes lidt endnu.

Og så har lidt læsning på andres blogge gjort mig opmærksom på, at en stor del af vaniljekransens liv handler om hullet i midten. At det er fint rundt og lige stort på alle kager. Det har jeg helt ærligt aldrig tænkt på før. Og mine kager afslører det tydeligt.

Og desuden har jeg hverken en fin sprøjtepose eller gammel kødhakker til brug for fremstilling af vaniljekranse. Til de 20 kranse jeg laver om året – der trilles dejen i tynde pølser, måles og formes til fine ringe.

Vaniljekranse (20 stk)

1/2 vaniljestang

90 gr. sukker

100 gr. smør

1 æggeblomme, fra en lykkelig høne

30 gr. mandelmel (eller samme mængde smuttede mandler, blendede)

125 gr. mel

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. (Put den tomme stang i et lufttætglas og kom sukker ved – så har du vaniljesukker til en anden gang.)

Mas vaniljekornene med lidt sukker. Pisk vaniljesukker, sukker og smør sammen. Kom æggeblommen i og pisk let. Rør derefter begge slags mel i, og saml dejen. Sæt den på køl – mindst en time.

Tages ud, deles i mindre portioner, trilles til tynde stænger, afmåles ( ca. 9 cm)  og samles til en ring. Lægges på bagepapir og bages ved 200 gr. ca 10 min. til de er let gyldne.

Dufter dejligt og smager rigtig godt 🙂 Opbevares i lufttæt kagedåse.

 

 

Nu håber jeg vaniljekransene vil falde i min Fars smag 🙂 Spørgsmålet er nok mere, om der vil være nogen tilbage, når jeg skal på besøg i julen.

God tirsdag – en uge til juleaften.

Jette

Side 217 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal