diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 206 af 221

Zenobia – og en dejlig koncert

Årstiden indbyder til mange fine forårskoncerter – og i aftes var det her i vores lille og fine kirke, der var koncert. Zenobia hed trioen, der optrådte.

At invitere nogle kunstnere ind, for at spille og synge og underholde er altid lidt et sats. For hvordan går det? Hvordan er de? Hvordan vil de passe ind? Har de noget på hjerte?

Zenobia sang og spillede, så glæden kunne mærkes helt ud i våbenhuset. De tre piger, eller unge kvinder, mestrede deres instrumenter, og havde et varieret program. Både hvad angik stilarter og musikalsk udtryk. Og for det hele gjaldt, at det var på dansk. Det fungerede så fint.

Mest overraskende var en ukendt salme skrevet af Johnny Madsen, og mest pudsigt var et nummer spillet på trækbasun 🙂

Det mest geniale var en fællessang, som alle kunne være med på: “Jeg ved en lærkerede.” Og med et var der skabt en fælles klangbund. Og Carl Nielsen var introduceret. Fokus blev meget på ham, og dermed kom koncerten også til at danne en fin optakt til Carl Nielsen jubilæet til næste år. Her bliver det fejret, at det er 150 år siden, at han blev født.

At gå til koncert eller lytte til et foredrag – for begge kan gælde, at det er bare så fint at møde mennesker i levende live. At møde dem og tale med dem, det er anderledes end at sidde hjemme i sofaen.

Og det, sammen med mange andre mennesker, at have delt en god oplevelse.

Der var ingen der i aftes kunne gå hjem, uden at de var blevet gladere, havde smilet og sunget og nynnet med på dejlige sange.

Og som traditionen er hos os – så sluttede arrangementet af med fælles kaffe i forsamlingshuset 🙂

En fin og festlig aften at tænke tilbage på.

Jette

Hindbærsnitter

Jeg har faktisk skrevet om hindbærsnitter før. Eller rettere, de er kommet med i en bisætning. Fordi der lige var lidt mørdej i overskud. Og det samme gør sig gældende i dag. Men i dag kommer der dog et billede med 🙂

Og så må de vist kaldes hindbærkager – snitter har en anden facon 🙂

Årsagen til overskuddet af mørdej, var menighedsrådets ekskursion. For jeg bagte mazarintærten, var der lidt mørdej til rest. Den blev filmet og lagt i køleskab – klar til at blive bagt en anden dag.

Der er stadig ingen nøjagtige målangivelser, det kommer en anden gang.

I dag blev mørdejen rullet ud, stukket ud i små blomster.

Lagt sammen med hindbærsyltetøj, og smurt med hvid glasur på toppen. Stod det til mig, blev alle kager drysset med de frysetørrede hindbær. Men de er ikke i så høj kurs herhjemme, så derfor kom der krymmel på de fleste. Peter har læseferie, så må man godt forkæles lidt 🙂

Kagerne til turen til København kom i øvrigt til at se sådan ud 🙂

 

Citronmånen, drysset med tørret hindbær.

 

Banankagen, skåret i små snitter.

Uden for vinduet skinner solen stadig – så det er fristende at bevæge sig derud. Men Kristi Himmelfartsdag venter lige om lidt, den skal også forberedes.

God tirsdag.

Jette

Ekskursion til København

Det blev en fin og spændende tur til København.

Ekskursionen havde to punkter på sit program: Et besøg i Marmorkirken og et på besøg på Statens Museum for kunst

Jeg havde ikke været nogen af stederne, så det alene gjorde, at det var med forventning, at kursen blev sat mod øst.

Marmorkirkens kuppel – 71 meter til toppen

 

Kirken er kun 130 år gammel – dog påbegyndt langt tidligere. Men fordi pengene til byggeriet på et tidspunkt slap op, så stod kirken halvfærdig og forfaldt til nærmest ruin, før en rigmand tog affære og fik den bygget færdig.

 

Vi fik en rundvisning, der stort set foregik i tavshed, mens vi var inde i kirkerummet. Først i Sakristiet fortalte kirkens præst interessant om livet i kirken.

Grunden til, at der ikke blev fortalt særlig meget inde i kirken var, at når man gik gennem døren ind i kirken, mødte man et skilt, hvor der stod “stilhed”. Og det mente de. For i en by som København, hvor der hele tiden er uro og et leben på gaderne, da var der virkelig brug for et sted, hvor der var ro. Og det var der inde i det store kirkerum.

Tankevækkende. Men godt set.

Det var en fin og enkel kirke. Alter og døbefont var i centrum – i tråd med Grundtvigs tanker om bordet og badet som de vigtige ting i gudstjenesten. (nadveren og dåben)

Rundt på væggene var malet små billeder med form som våbenskjolde.

A og W – og liljer (symbol på opstandelse)

AW – alfa og omega, det første og sidste bogstav i det græske alfabet, og et billede på Jesus, som den første og den sidste, begyndelsen og enden. AW er også bogstaver på min nummerplade, det synes jeg er lidt sjovt 🙂 så dem kan jeg altid huske.

Statens Museum for kunst – det har jeg ikke før besøgt. Men et interessant sted, og jo lidt utroligt, at der bare er gratis adgang. Og så kan man gå rundt og se malerier og andet kunst fra rigtig mange århundreder og perioder. Her er nogle af de malerier – og et enkelt kunstværk – jeg faldt over 🙂

Helt ny kunst  fra 2013 af Klaus Thejll Jakobsen – uden titel

At det er kunst overgår min fantasi! En plast havestol, en flamingo plade og en mælkekasse skåret ud af en papkasse.

Kristus i de dødes rige – af Joachim Skovgaard (malet 1891-94)

Et meget sigende billede og konkret bud på Jesus i dødsriget påskelørdag. Han kommer med lyset og strækker hænderne ud for at hente de døde op fra mørket til lyset og livet.

Carl-Henning Pedersen

Han har en helt speciel stil – og inden jeg havde set, det var ham, der havde malet billedet, havde jeg gættet det. Figurernes form minder om udsmykningen i Ribe domkirke (en udsmyking, der fortsat diskusteres).

Asger Jorn

Det er lidt fascinerende at kunne bevæge sig rundt på et stort museum og overalt støde på kendte kunsterer og berømter værker. Asger Jorn var også med.

Jens Juel

Et maleri af Jens Juel måtte jeg også lige have et billede af. For han har lokale rødder 🙂 Der står en mindesten om ham på kirkens parkeringsplads, og han er vokset op i Gamborg sogn – tilbage i 1750’erne.

Tiden på museet gik hurtigt. Men til sidst er man også mæt af indtryk og oplevelser. Hvis man nu boede lidt tættere på, så kunne man jo lige kigge forbi en anden dag. Det bliver så ikke lige.

Men det kan bestemt anbefales at besøge Statens Museum for kunst.

Kagerne, jeg havde bagt, faldt i god jord, der blev spist en hel del. Men det kommer der lidt mere om i morgen.

Nu gælder det græsplænen – der gror græsset med enorm hast 🙂

God mandag.

Jette

“Mine tilbud”

Facebook er godt til mange ting – blandt andet så jeg et opslag om, at man kan vælge kun at få visse reklamer i sin postkasse. Og det synes jeg er super smart.

For indtil nu, så var det første jeg gjorde, når buddet kom med ugens store stak af reklamer, at sortere og lægge halvdelen til side. I en stak, som røg direkte i stakken, der skulle i den grå papir-container.

Så da jeg så muligheden for at udvælge de reklamer, som jeg gerne vil se og læse, så gik det ret hurtigt med at få udfyldt formularen på nettet. Og i forgårs kom så den første portion udvalgte reklamer 🙂

Det er da smart!

Hvis du også synes det kunne være fint kun at få de tilbud, der er relevante og interessante, så kan du læse mere her.

Nu vil jeg gå ud og stemme, læse reklamer og nyde søndagen.

God søndag

Jette

Kager til menighedsrådets ekskursion

Jeg har lovet at bage kage til kaffen, når menighedsråd og personale skal på deres årlige ekskursion. Selve ekskursionen kommer der lidt mere om en anden dag – nu bages der 🙂

Og jeg har valgt at lave tre slags, så er der lidt at vælge imellem:

citronmåne 

mazarintærte

banankage – i lille bradepande

De to første er gengangere og opskriften findes her og her. Kun banankagen er ny. Og det er med vilje at jeg planlagde sådan. For somme tider er det rart bare at bage noget man ved virker, og som smager godt.

Banankagen er bagt efter en opskrift, som jeg fandt her. Jeg har halveret portionen. Og det gode ved denne opskrift er, at den skal i en lille bradepande. Det er bare lettere at håndtere en kage i den facon, når den skal serveres i det fri eller i en bus tværs over Sjælland 🙂

Banankage med chokolade

2 æg, fra kry høns

200 g sukker

100 g smør (smeltet)

2 modne bananer (ikke for store)

1 dl creme fraiche

200 g mel

1 tsk. bagepulver

100 g lys chokolade, grofthakket

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Tilsæt smørret og pisk det med. Mos bananerne og bland dem med creme fraichen og bland det i dejen. Sigt mel og bagepulver og vend det forsigtigt i dejen. Tilsæt til sidst chokoladen.

Kommes i en lille bradepande ( ca. 20 x 20 cm), der er beklædt med bagepapir. Bages i ca. 35 minutter ved 180 grader.

Køler af i formen, og kan eventuelt pyntes med lidt smeltet chokolade.

Billederne er lidt kedelige i dag – men jeg venter til i morgen med at pynte og skære kagerne ud. I dag får de lov at sætte sig. Men køkkenet er lunt og dufter dejligt.

Og der skal nok komme en fortsættelse 🙂

God weekend – på en meget regnvåd fredag.

Jette

Så skal der bages kager

Det er altid en dejlig opgave at bage en kage. Men lige i dag er det lidt et puslespil at få det koordineret med prædiken, gudstjeneste og samtaler. Men det skal nok falde på plads.

Jeg har påtaget mig at bage til korafslutningsfesten og menighedsrådenes ekskursion. Og det ligger lidt tæt – nemlig fredag aften og hele lørdag. Så jeg planlægger 🙂

I dag bliver det brownien til desserten, der bages. For den har godt af at stå til i morgen. Selv om jeg gerne ville smage – men mon ikke der bliver et lille stykke kant eller noget, så den lige kan prøvesmages ….

Og så vil jeg prøve at servere whiskybær og god is fra “hjemis” til. Hjemis-bilen har stoppested lige uden for døren, så det er da nemt.

Opskriften til brownien er her.

Jeg laver portionen en halv gang større og tilsætter 75 gr. blandede nødder (pistaciekerner og valnødder) Så nu passer portionen til en form ca. 22 x 28 cm.

Og den smager godt 🙂 Det skader absolut ikke at komme nødder i. Nu skal den køle helt af, og så går det videre i morgen med flere kager og mere tilbehør.

Nu gælder det vist om at nyde det, der kan nås, af det gode vejr ….

Jette

Konen med æggene …

Ind i mellem føler jeg mig lidt som konen med æggene – fra eventyret af H. C. Andersen. Ikke så meget på grund af æggene – for nok får jeg mine to daglige æg, men dem kan jeg godt få brugt selv eller forærer væk.

Nej, det er mere når jeg tænker og drømmer om mine mange pyntegræskar. I betragtning af hvor flot de mange spirer kom i gang, så var der grundlag for at drømme store drømme.

Men virkeligheden er lidt anderledes. Jeg drømmer og håber stadig – men er også blevet noget med realistisk. Her skal vist mere end almindelig meget held til, hvis jeg blot skal få pyntegræskar til eget forbrug 🙂

Der er givetvis flere faktorer på spil. Blandt andet mine manglende grønne fingre. Men også nogle irriterende dræbersnegle er på spil. I ly af natten og i fugtigt vejr, gør de langsomt, men ret sikkert kål på mine fine spirer.

Jeg havde gemt nogle få stykker, som ikke var blevet plantet ud i højbedet, de er nu kommet i en krukke, og der bliver de, til de er blevet så store at de kan tage kampen op mod sneglene.

Ude i højbedet bliver der færre og færre planter – i hvert fald græskarplanter. Ukrudtet klarer sig fint.

Fortsættelse følger 🙂 Men indtil videre har jeg parkeret de store drømme om mange pyntegræskar – og så ser vi, hvad der sker hen over sommeren.

God majdag.

Jette

Trine bager …

I dag er en af de dage, hvor der ikke bliver tid til at bage 🙂

Og så er det lidt fint, at Trine lige er hjemme og i går gav sig i kast med disse sunde bananmuffins. Så de kommer på i dag.

Og det er sunde sager – og derfor lidt alternative i smagen. De er meget fedtfattige og stort set uden sukker. Og selvfølgelig kan det smages!

Opskriften er fundet her og blev halveret og justeret lidt – sådan efter Trines fornemmelse for kage 🙂

Bananmuffins (6 stk.)

2 bananer, moset

1 tsk. sukker

1 tsk. kanel

1 tsk. kardemomme

1 tsk. bagepulver

75 gr. havregryn

1½ dl. hvedemel

½ dl. mælk

0,75 dl yoghurt eller creme fraiche

20 gr. – eller lidt mere – hakket mørk chokolade

 

Bland alle de tørre ingredienser sammen. Tilsæt bananmos, mælk og yoghurt og pisk det godt sammen. Hvis dejen er for fast tilsættes en anelse vand. Til sidst vendes chokoladen i.

 

 

Kom dejen i smurte muffinsforme og bag dem i ca. 15 – 20 minutter ved 180 grader.

 

 

Jeg tror de bliver spist.

– Men de er på den anden side nok ikke lige dem, der bages først igen 🙂

Sommetider må man prøve at bage noget, for at finde ud af om det nu også fungerer i virkeligheden. Og lige her ….

Trine prøver en anden opskrift næste gang 🙂

 

Håber du får en dejlig tirsdag – uden for mit vindue er der det skønneste solskin.

 

Jette

 

 

Brød med kommen

Ovenpå en weekend med mange ristede hveder og kardemomme smag, så vil det være godt med en helt anden smag. Og jeg har længe villet prøve at bage et brød med kommen – så sådan et bliver det. Selv om jeg nok må regne med at få det for mig selv 🙂

Peter er nu heller ikke hjemme. – Det er blevet tid til sidste skoledag på handelsskolen – så nu ventes med spænding på, hvilke fag, der udtrækkes til eksamen.

Så  kommer der 1½ måned, hvor jeg igen kan begynde at bekymre mig om, om de unge menenesker nu klarer det. Men det gør de jo som regel 🙂 Men derfor er det alligevel en spændende tid, vi går i møde på det felt.

Brød med kommen

2½ dl mælk (evt. ½ surmælksprodukt)

1/4 pakke gær

½ tsk. salt

1 spsk. sirup

1 spsk. olie

1 tsk. kommen

75 gr. groft rugmel

ca. 250 gr. hvedemel

Rør gæren ud i mælken, tilsæt de øvrige ingredienser undtagen hvedemelet. Rør det hele godt sammen. Og tilsæt så hvedemel, lidt af gangen og ælt til dejen er fin blød.

Og sæt den så til hævning et par timer.

 

Æltes derefter godt igennem og kommes i en form og efterhæver en halv times tid.

Bages ved 200 grader i ca. 30 minutter. 

 

 

Og så er der nybagt brød en mandag formiddag- det er altså ret godt 🙂

 

God mandag.

Jette

Konfirmation – en dejlig ting

Udenfor mit vindue er flaget hejst.

Og i formiddags strålede og varmede solen, og dannede en perfekt ramme om de mange konfirmnader, som skulle konfirmeres i min kirke.

 

Spændte og forventningsfulde – her er første hold fanget inden det hele gik i gang.

Og her det andet hold 🙂

38 konfirmander i alt. Og hvor der nu er 38 familier, som fejrer deres unge mennesker, og glæder sig over dem, og ønsker dem alt godt.

Op til konfirmationssæsonen er der altid fokus på, hvorfor de unge vil konfirmeres, hvad de ønsker sig og hvad de glæder sig til. Det hele – er mit bedste bud. For det er bare en dejlig ting, en dag at være i centrum – og virkelig føle, at man hører til et sted.

Og husker vi tilbage, så kan de fleste af os huske glimt fra vores egen konfirmation.

Jeg talte med en af gæsterne i kirken i dag, og hun fortalte, at da hun for 35 år siden blev konfirmeret, da havde præsten gået ned til konfirmanderne og lagt hånden på deres hovede og sagt konfirmationsvelsignelsen. Hvorimod i dag, da kommer alle konfirmnader op til alteret og står rundt om det, og knæler ned på knæfaldet mens de får velsignelsen.

Blot et enkelt eksempel på, at ens konfirmationsdag og det som sker den dag, det bliver siddende i erindringen. Som en helhed – fyldt med mange indtryk og oplevelser.

Så en dejlig dag for alle de unge konfirmander – og en dejlig søndag til dig.

Jette

Side 206 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal