diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: juli 2014 Side 2 af 3

Til bryllup …

Denne weekend bliver lidt anderledes end så mange andre 🙂

Jeg skal nemlig til Nordjylland, hvor jeg – ud over at besøge min far – også skal til bryllup. Det er altid festligt. Men denne gang noget ganske særligt, idet det er min gamle klassekammerat fra folkeskolen, der skal giftes. Jeg glæder mig meget til at være med.

Ud over forventningen til vielse og fest, så medbringes også lidt bagværk. Der er blevet bagt et lækkert franskbrød – det bliver altid værdsat, når det kommer på bordet, så det må bare med 🙂

Derudover bliver der medbragt en marengsbund – så kan der altid laves en pavlova. Toppet op med flødeskum smagt til med ribssirup. Og pyntet med hjemmesyltede jordbær – og måske nogle friskplukkede hindbær.

Små marengstoppe, som enten kan spises som de er – de er ret lette og lækre. Men de kan også komme på toppen af pavlovaen og blande sig med den friske frugt.

Da jeg i går var ude at hente gaven til brudeparret (i butikken her) faldt jeg over noget mørk farin fra rørsukker. Det lød så tilpas spændende, at det også kom med hjem. Og anderledes end det, vi normalt kalder farin – som jo er almindeligt hvidt sukker tilsat rørsukkersirup. Og selv om jeg ikke kunne forstå et ord af det, der stod på posen her, så ser den danske varebetegnelse ud til, at dette er fremstillet på en anden måde.

Nu spekulerer jeg på, hvad jeg lige kan anvende det i. Men mon ikke det vil smage ret godt i nogle cookies?

Du ønskes en dejlig sommer weekend.

Jette

Bagelyst

I går i min frokost pause, sad jeg på terrassen på yndlingspladsen og bladrede gennem endnu en bagebog lånt på biblioteket.

Denne gang var det Annemette Voss: “Bagelyst”, jeg havde fået fat i. Bogens titel spiller naturligvis på, at hun vandt den store bagedyst i 2013, men jeg synes godt, bogens titlen kunne have været lidt mere spændende.

Men bortset fra det, så virker bogen umiddelbart tilgængelig, overskuelig, med gode illustrationer og gode fif – og alt i alt nede på jorden.

For eksempel var der en god beskrivelse af, hvordan et cornet laves (et lille kræmmerhus til brug, når der skal laves fine chokolade- eller glasur streger)

Og når hun beskriver, hvordan chokoladeganache skal laves, så har hun et helt afslappet forhold til det – så alle kan være med 🙂

Og så fornyede hun lidt nogle klassiske opskrifter – lavede f. eks. en kiksekage uden palmin, men med fløde og chokolade, og fyldt med nødder og pyntet med frugt. Den må prøves!

Bogen gav en lyst til at gå i gang med at bage endnu en kage – og det er vel et af målene med sådan en bog 🙂

Kiksekagen blev afprøvet – i en hurtig version – i muffinsforme – og er slet ikke så fin og akkurat, som i Annemettes bog. Og kagen smager heller ikke som min barndomskiksekage. Men den smager godt!

Men kiks, chokolade og nødder – det går nu aldrig helt galt.

I dag bages brød, for i morgen går turen nordpå – igen igen. Både for at besøge min far, men også for at være med til bryllup – men mere om det i morgen.

God torsdag.

Jette

Ribssirup

Hvor heldig kan man ind i mellem være ? Jeg læste i går en opskrift på ribssirup og tænkte, at det gad jeg da godt prøve at lave selv.

Men jeg har ingen ribs i haven, og jeg ville dog heller ikke ud at købe nogen. Og lige efter ringer graveren og spørger om jeg vil have nogle ribs – for så kan jeg bare komme forbi og plukke nogen 🙂 Det var bare helt perfekt.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge mit ribssirup til – men mon ikke det finder anvendelse. I noget flødeskum eller dryppet over en pavlova. Eller måske til at glasere en æbletærte med her i efteråret. 

Siruppen er let at lave og smager ret så godt 🙂

Ribssirup (ca. 3 dl.)

Lige dele ribs (inklusiv ribber) og vand koges ca. 20 minutter under låg. Kom det hele op i en sigte og lad det dryppe godt af. Mit stod godt en times tid.

3 dl. ribssaft (usødet)

200 gr. lys rørsukker

1/3 vaniljestang

Kom saft, sukker og korn af vaniljestang og den tomme stang op i en gryde. Bring det i kog og lad det koge ca. 20 minutter ved svag varme uden låg.

Hæld siruppen på rengjorte glas og opbevar i køleskab. Det stivner en lille smule, men et kort øjeblik i mikro ovnen gør det tyktflydende og lækkert igen.

Jeg har lidt mere usødet saft – det vil jeg lave til gele, ved blot at koge med lidt mere sukker end til siruppen her.

En dejlig sommerdag ligger foran os.

Jette

Burgerboller

Efter turen til Æbelø og de mange kilometers vandring ( ca. 12 – 13 km), så var det rart med lidt let aftensmad. Forstået på den måde, at det var let at gå til 🙂 samtidig med, at det mættede godt.

Det blev til pulled pork burger med hjemmelavet coleslaw, barbecuesauce og cornichoner.

Jeg havde i første omgang købt burgerbollerne – men fik alligevel lyst til at prøve at bage nogen selv. Så kunne familien jo selv vælge 🙂

Men jeg synes tit, at hjemmebagte boller bliver lige tunge nok til også at fyldes med alt det andet gode. Så opgaven var at få bollerne lette nok.

Her kommer mit forsøg 🙂

Burgerboller ( 10 – 12 stk.)

1 dl. tykmælk eller andet surmælksprodukt

2 dl. vand

20 gr. gær

3 spsk. olie

1 tsk. groft salt

1 spsk. honning

1 æg fra en sommerglad høne

50 gr. durummel (kan erstattes af hvedemel)

100 gr. grahamsmel

350 – 400 gr. hvedemel

Rør gæren ud i tykmælk og vand og tilsæt de øvrige ingredienser, undtaget hvedemelet. Jeg brugte røremaskinen 🙂 og fik det rørt godt sammen, inden hvedemelet kom i lidt efter lidt. Jeg synes stadig det er lidt vanskeligt at “mærke”, hvornår dejen er færdig i røremaskinen, så jeg ælter den altid færdig i hånden.

Lad dejen hæve tildækket godt en time.

Ælt dejen igennem og form flade boller, som lægges på plader med bagepapir. Hæver, mens ovnen varmer op til 225 grader. Bages ca. 12 – 14 minutter, og afkøler på en rist.

Bollerne forblev nogenlunde flade – og lette nok til, at det fungerede godt med masser af pulled pork, coleslaw og cornichoner inden i.

Jeg vil forsøge igen – og så måske rulle dejen ud og udstikke bollerne. Hvis jeg kan finde en udstikker, der er stor nok i diameter 🙂

Udenfor skinner solen – og det er igen muligt at holde pause på terrassen.

Jette

Æbelø – tur-retur

Nu har det ellers været super sommervejr i mange, mange dage – og så på den eneste dag med helt fastlagt udflugt – da var vejrudsigten i den grad udfordrende. Alle vejrudsigter blev gransket, Tv 2, DR og yr blev tjekket. Ville det dog bare holde nogenlunde tørvejr, skulle det nok gå.

Og det holdt tørvejr 🙂 I går var hele familien på Æbelø. Hyggeligt – men også en smule køligt.

De første 1½ km foregår gennem vand. Så alene derved adskiller turen sig fra en almindelig gå-tur. Men havbunden er ret fint sand, så det er udmærket at gå i. Men der bruges ekstra kræfter – det mærkes især, når turen går den anden vej (og i dag).

Frokost i det grønne. Primitivt og med alt medbragt hjemmefra, for du kan intet købe på øen. Men maden smagte dejligt og gav energi til at gå øen rundt – en tur på godt 5 km.

Det var blevet lavvande, da vi skulle tilbage og lidt medvind havde vi også.

Der blev snakket og hygget undervejs – mange emner blev vendt. Men mest af alt har vi alle fået en fælles oplevelse. Noget at kunnne tænke tilbage på senere. Og huske, som noget helt anderledes. For som Mette sagde: “Det her er godt nok langt fra Århus” 🙂

Aftensmaden stod og passede sig selv i ovnen, mens vi var væk. Pulled pork – til at komme i en burger. Og i køleskabet stod en lille chokoladekage og ventede. Men mere om begge dele i løbet af ugen.

God mandag – jeg håber sommervarmen vender tilbage igen.

Jette

Præsentation – af Mød min blog

“Mød min blog”

Det er i dag muligt at læse et indlæg/præsentation, som jeg har skrevet i forbindelse med, at min blog er blevet optaget på listen Blogkvinder40plus.

Men hvorfor overhovedet skrive om det her 🙂 For det har jo ikke som sådan noget med bloggen at gøre. Og det er rigtigt.

Men siden Blogkvinder40+ rummer links til rigtig mange blogs, skrevet af kvinder, der stort set alle er 40+. Og de mange blogs rummer hver især en unik historie – som du måske synes, kunne være spændende at læse og følge. Nok ikke dem alle 🙂 Men måske der var en, som handlede om noget, du synes er interessant.

Præsentation af mig – her er min yndlingsplads på terrassen – i læ og med udsigt ud over ret meget græs 🙂 Rosenbusken bag mig er ret gammel, sikkert lige så gammel som præstegården. Men den blomstrer hvert år og dufter dejligt.

Til præsentation af Bagning med Budget mm må også høre, at jeg synes brød – og især nybagt brød – er noget af det bedste. Så der bliver bagt ret mange både små og store brød her i huset 🙂

Det gælder nok inden for alle fag – men jeg kan i hvert fald ind i mellem godt komme i tvivl om, om jeg nu gør mit arbejde godt nok.

Buketten her fik jeg i går – af en kvinde, som gerne ville påskønne noget, jeg havde gjort for hende. Og det er virkelig dejligt at opleve. Det sker meget sjældent, at jeg får blomster sådan her – og det er nu nok også godt nok. Men når det sker, er det en stor glæde.

Velkommen til dig, der læser med for første gang. Og dig, der har fulgt med undervejs – fortsæt gerne med at kigge forbi 🙂

Kommentarer er rigtig velkomne – de kan skrives her, men også på Facebook

Jeg ønsker dig endnu en skøn sommerdag

Jette

Luksusbrownie

Utroligt, at der kan blive ved med at dukke nye varianter op af brownies 🙂 Men jeg er faldet over en igen – og den måtte selvfølgelig afprøves. Det særlige ved denne udgave er, at der er et lag chokolade på toppen og oven på igen, er der drysset med saltede nødder! En spændende og anderledes kombination.

Jeg lavede kagen, så der kun kom nødder på halvdelen af kagen – så var den mere gangbar her i huset 🙂

Opskriften har jeg fundet i et blad, men den stammer oprindelig fra bogen: “Grillbar” af Louisa Lorang. Men eftersom grill og mine evner ikke helt er på bølgelængde, så lavede jeg det hele i ovnen 🙂 Nødderne skulle nemlig have været ristet på grill – men det gik fint med at have dem i ovnen i stedet for.

Desuden formindskede jeg opskriften lidt.

Brownie med saltede nødder

Kage

80 gr. smør

125 gr. chokolade

2 æg fra friske høns

175 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

100 gr. mel

2 spsk. kakao

Smelt smør og chokolade ved svag varme. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en lækker og luftig æggesnaps. Pisk smør/chokoladeblandingen i, og vend til sidst det sigtede mel og kakao i dejen.

Fordeles i en form ( 18 x 18 cm) og bages ved 180 grader ca. 20 – 25 minutter. Afkøler i formen.

Saltede nødder (til en halv kage)

30 gr. blandede nødder (mandler, pistaciekerner, cashew- og hasselnødder)

1 spsk. vand

1 tsk. fint salt

Det hele blandes og fordeles i et ildfast fad og tørrer/rister i ovnen ca 15 minutter ved 180 grader. Nødderne blev ret hvide af saltet. Afkøler og hakkes groft.

Chokoladetop

100 gr. mørk chokolade, grofthakket

1 spsk. smør

1 spsk. piskefløde

Smelt chokoladen forsigtigt og rør først smør, så fløde i massen. Fordeles på kagen og der drysses med de hakkede salte nødder.

Køler af, inden kagen skæres ud og serveres.

Og så er der rigtig lækker brownie 🙂

Selv her i disse meget varme dage, så smager det ret godt med et lille stykke kølig brownie.

God og varm sommerdag.

Jette

Pyntegræskar i trivsel og kartofler i tillæg

Tropenat – det tror jeg altså ikke har været her 🙂 Det har været lunt og fint, og ganske udmærket temperatur at sove i. Og nu til morgen er det stadig fugtigt udenfor efter noget regn.

Så lige nu trives og gror mine små afgrøder godt 🙂 Og jeg ved godt, at det virkelig er i det små – men derfor glæder jeg mig over det alligevel.

Mine pyntegræskar planter er endelig kommet i gang – de, der overlevede.

Og må igen sande, at de slet ikke har plads nok til at boltre sig på. Men heldigvis kan planterne selv finde ud af at sende lange arme ud over højbedets kanter.

Måske husker du hvordan det så ud i begyndelsen?

Så jo, et par måneder med varme og godt vejr, det har da gjort en forskel 🙂

I foråret satte jeg også nogle gamle kartofler, som var begyndt at spire her indendøre. Og det er altså imponerende, hvad de kan blive til. Til aftensmad forleden gravede jeg en enkelt top op, og den gav kartofler nok til at mætte tre kvinder i deres bedste alder 🙂

Og når gæsterne til daglig bor på tredje sal på Sjælland, så er det lidt sjovt, at kunne servere selvdyrkede kartofler.

Jeg læste i avisen i går, at et plejehjem i Sønderjylland havde anlagt en køkkenhave lige uden for beboernes vinduer.  Her kunne beboerne så gå ud og følge planternes vækst. Og fordi mange af beboerne hele deres liv havde boet på landet og arbejdet med landbrug, så gav det rigtig meget mening at kunne se, dufte og mærke kartofler og gulerødder. Det var med til at give indhold og livskvalitet.

Jeg synes, det er en rigtig god ide, dette plejehjem har fået. Gid andre kunne få glæde af samme ide.

God sommerdag.

Jette

Langtidshævet brød med fire slags mel

Så kom røremaskinen i gang igen. Den er ret fin til at ælte brød med. Og især når det er varmt udenfor, er det rart at slippe for lidt af det hårde arbejde.

Som første aftale efter ferien stod et møde med kirkernes personale. Det er altid hyggeligt – og rart, at det er sådan.

Til kaffen havde jeg lovet at bage brød – og derfor blev dette afprøvet.

Og langtidshævet – det menes helt bogstaveligt. Dejen hæver ca. et døgn!

Brød med 4 slags mel

3½ dl. koldt vand

10 gr. gær

1½ tsk. groft salt

1½ tsk. sukker

2 spsk. olie

50 gr. havregryn

50 gr. rugmel

50 gr. fuldkorns- eller grahamsmel

ca. 375 gr. hvedemel

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt de øvrige ingredienser – undtagen hvedemelet. Rør det godt sammen og tilsæt hvedemel lidt af gangen. Ælt dejen færdig i hånden, og brug endelig ikke for meget mel. Den lange hævetid gør, at det grove mel har rig mulighed for at optage vandet.

Kom lidt olie en en skål og læg dejen ovenpå og sæt den så tildækket i køleskab – ca et døgn. Min dej nåede knap at hæve i køleskab 24 timer – men det gik godt alligevel.

Dejen tages ud, æltes igennem og lægges i en hævekurv og efterhæver ca en time.

Bages ved 200 grader i ca. 40 minutter. Køler af på en rist.

Det er et lækkert og saftigt brød, med masser af smag.

Og nu er det stort set spist 🙂 I godt selskab og med masser af snak – arbejdsrelateret og for en dels vedkommende også noget om sommer og ferie.

Jette

Hindbærsyltetøj

Ja, jeg ved godt, at det ikke har med bagning at gøre 🙂 som sådan. Men det går nu fint i en hindbærsnitte eller i en Othellokage – eller til at komme oven på en nybagt bolle.

Og nu havde jeg jo fået plukket nogle bær, så måtte jeg også prøve at sylte lidt af dem. For det blev kun en mikroportion. De pæneste af bærene kom i fryseren – dem vil jeg glæde mig til at råmarinere når det bliver koldt og mørkt udenfor – en gang til efterår eller vinter.

Hjemmelavet hindbærsyltetøj viste sig at være supernemt at lave. Så det vil jeg godt gøre igen en anden gang.

glasset er genbrug 🙂

Hindbærsyltetøj – et lille glas

150 gr. friske (eller frosne) hindbær

75 gr. sukker

½ tom vaniljestang

Hindbær og sukker blandes godt i en
gryde og står og safter ½-1 time.

Kom vaniljestangen ved og kog syltetøjet (uden låg) ved middelvarme ca. 10
minutter, til det begynder at blive tykkere og bærene er godt kogt ud.
Rør lidt undervejs.

Hældes i et rent glas – der eventuelt er
skyllet i spiritus – og lukkes straks. Lad vaniljestangen blive i, den
giver fortsat smag til syltetøjet.

Denne lille portion var tiltænkt hindbærsnitter. – Men i morgen kommer kirkens personale til et tidligt morgenmøde – og da tror jeg faktisk, at dette syltetøj passer perfekt til et nybagt brød.

Men mere om det i morgen 🙂

Nu er ferien forbi – det har været dejlige afslappede og solrige dage. Og kan godt mærke, at det er lidt op ad bakke at komme i gang igen 🙂

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal