diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 40 af 111

Fredag, fremtid og forventning

Fredag er ensbetydende med, at der lander en avis i min postkasse. En fysisk avis, der kan bladres i og bruges god tid på at læse. Det er vældig hyggeligt – også selvom det sommetider bliver lørdag før avisen læses 🙂

Dagens udgave indeholder et interview med en af vore biskopper – og hendes rødder er i det nordjyske – så den artikel vil jeg glæde mig til at læse.

Fremtid er jo egentlig bare dagen i morgen. Men lige her tænker jeg nu lidt længere frem – for om godt en måned stopper jeg som sognepræst efter 30 år i Folkekirken. Så på den led er fremtiden meget anderledes. Foran mig ligger – forhåbentlig – år, som kan bruges på en anden måde. Og jeg ved faktisk ikke endnu helt, hvordan de bliver.

Solbær rosé

Indtil i går havde jeg aldrig hørt om det 🙂 Det skyldes nok mest min uvidenhed, men nu har jeg opdaget det, set det og smagt det. Og det er virkelig et behageligt bekendtskab 🙂

Jeg havde en rolig eftermiddag i sommerhuset, og vejret var til at tage lidt på tur. Og ved et tilfælde faldt jeg over et lille privat vinfirma ude på Horne næs. Det er ret specialiseret, for stedet har kun tre produkter. En hvid vin lavet på stikkelsbær, og en rosé lavet på solbær og så en vermouth.

Kort til konfirmander

Her midt i den varmeste sommer har jeg siddet og skrevet kort til mine konfirmander. Det virker lidt spøjst 🙂 Men skyldes jo, at det hele blev udskudt tilbage i foråret. Så nu skal mine kære konfirmander konfirmeres midt i august. Det bliver en fin og festlig dag – også selv om vi stadig er lidt ramt af restriktionerne. Her håber jeg inderligt, at der åbnes lidt op inden. De mange krav til kirkerne giver ikke rigtig mening længere, men nu ser vi.

Konfirmanderne får et kort, hvor deres konfirmationsvers også er skrevet i. Så har de en mulighed for at gå tilbage og se det engang. Tidligere har konfirmanderne jo lavet ikoner over deres vers, men det blev desværre ikke muligt i år. Det er ellers en super måde, at få tygget sig igennem et vers på – dette med at skulle forklare det selv og forsøge at lave et billede, som også fortæller ordets betydning.

Svaleunger

Jeg har fået svaleunger 🙂 Eller rettere svaleparret har udruget det første kuld svaleunger. Så nu er der en flittig flyven frem og tilbage, for svaleungerne er sultne. De sidder med åbent næb og får noget proppet ind i løbet af et halvt sekund, så er svalemor afsted igen. Imens vender ungen sig om og lader en klat falde ned – lige uden for reden. Og det sviner! Men jeg tænker, at reden er fin indvendig 🙂

Genbrugs guld

Det er måske nok store ord at bruge 🙂 Men jeg var nu mega glad, da jeg gik hjem med mit nye indkøb forleden i den lokale Kirkens Korshærs genbrugsbutik.

Anledningen til at komme i butikken var igen de mange lysestumper, som jeg havde fået samlet sammen. Ikke kun mine egne, men lige så meget lysestumper, som årets konfirmander har haft med og lysestumper fra kirken. Jeg synes, det er så godt tænkt, at små stumper af lys kan smeltes om og blive til nye lys, der så kan sælges i butikken – og overskuddet kommer nødstedte mennesker i Danmark til hjælp. Det er næstekærlighed helt i jordhøjde.

Gensyn med Tambours have

Da Ole og jeg for to år siden var på vores første cykelferie sammen, så var et af de første stop Tambours have ved Varde. Det er en 80 år gammel have fyldt med smukke og sætprægede planter, vandløb, udskårne træfigurer og en lille café.

Den er bestemt et besøg værd, og lige uden for haven går en hjertesti rundt om Karlsgårde sø, så der er flere måder at opleve naturen i området på.

Fredag morgen

Det måtte næsten være overskriften i dag – efter ugens to andre indlæg. Det har været små glimt fra morgenerne i uge 26 🙂 En dejlig uge i sommeren 2021. Og fredagen er fortsat i samme spor – jeg vågnede med et åbent vindue og solskin og fuglesang. Det er en skøn måde at vågne på – især når der også er tid til lige at ligge og nyde det hele lidt 🙂

Solen spiller så fint gennem de høje træer, som står i det beskyttede dige og danner skel til naboens mark. Sommerhusets beklædning (cedertræ) er med tiden blevet mere patineret og er gråligt i farven, men solen får det til at lyse i røde nuancer.

Onsdag morgen

Vejrskifte 🙂 Solen er gået sin vej, der er grå himmel og regndråber i luften og temperaturen er faldet. Men okay med en pause på det fine sommervejr, men det må gerne komme igen.

Onsdagens kontor er også skiftet ud – jeg er taget til Hejnsvig, hvor Oles udestue i dag fungerer som kontor. Det er nu ret fint 🙂 Der er tillige selskab af både Alba og Bella, hund og kat.

Mandag morgen

Det er da blot den fineste sommermorgen. Flot blå himmel, sol i rigelige mængder og en natur, der i den grad viser overskud. Og ingen vind – det er en fornøjelse at bevæge sig udenfor.

Det vil jeg gøre lidt senere – dagen byder blandt andet på en frokost sammen med mit kære personale. Endelig kan vi mødes igen, sådan helt frit og det glæder vi os alle til. Så en del af fridagen bliver brugt i selskab med 6 skønne kvinder, som alle har haft deres gang i kirken i mange år. Alene det skaber et særligt bånd. At vi trives i hinandens selskab vidner vores studie tur til Bornholm om – selv om det allerede er længe siden. Tiden løber godt nok hurtigt 🙂

Midsommer, smuk pæon og vildnis

Den 23. juni, midsommer og Sankt Hans aften. Det er den dejligste tid på året – selvom jeg kan blive helt vemodig ved at tænke på, at dagene allerede nu begynder at vende. Vi har jo knap vænnet os til, at de er her 🙂 Men mon ikke der byder sig flere skønne sommeraftener til – det tror jeg.

“Den lange lyse sommerdag

af solen gennemglødet

så smukt forvandlet til en smag

af kærlighed i brødet:

Det synger i mit blod,

at livets Gud er god

og under mig en lykkedag på jorden!” (Lars Busk Sørensen)

Side 40 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal