Fredag er ensbetydende med, at der lander en avis i min postkasse. En fysisk avis, der kan bladres i og bruges god tid på at læse. Det er vældig hyggeligt – også selvom det sommetider bliver lørdag før avisen læses 🙂
Dagens udgave indeholder et interview med en af vore biskopper – og hendes rødder er i det nordjyske – så den artikel vil jeg glæde mig til at læse.
Fremtid er jo egentlig bare dagen i morgen. Men lige her tænker jeg nu lidt længere frem – for om godt en måned stopper jeg som sognepræst efter 30 år i Folkekirken. Så på den led er fremtiden meget anderledes. Foran mig ligger – forhåbentlig – år, som kan bruges på en anden måde. Og jeg ved faktisk ikke endnu helt, hvordan de bliver.
Sikkert med lidt arbejde, inden for noget jeg ikke har erfaring med. Men også tid til at gøre mere af det, jeg allerede gør, uden at skulle tænke på, at der venter også en prædiken, der lige skal skrives. Og endelig har jeg også en uddannelse som organist – måske jeg skulle begynde at spille lidt igen ?
Fremtiden ser anderledes ud. Men det er jo ikke sådan, at jeg med et er helt anderledes eller vil gøre noget jeg aldrig har gjort før. Men der er en frihed i tanken, som jeg virkelig godt kan li’.
Og så har jeg en idé om, at det næste årti, er der, hvor mine bæredygtige interesser kan udfoldes. Zero waste, minimalisme, grønne madvaner, lokale råvarer – og skønne ferier i Danmark 🙂 Det første skridt på den rejse, bliver som frivillig til Klimafolkemødet i Middelfart til september.
Forventning er en dejlig følelse. Noget at glæde sig til. Noget at se frem til. Og med et nyt livsafsnit, så følger også forventning om noget, der skal ske, noget der bliver anderledes, noget der måske vil dukke op. Så på sin vis er der masser af forventninger til de kommende år.
Lidt mere konkret, så er der forventningen om at bygge et ny træhus. Grunden blev købt tidligere i år, og der er blevet plantet træer og nogle buske, så der er lidt liv på grunden. Men ellers ligger den bare og venter.
Og så dog 🙂 De aller første indledende tanker og snakke er blevet taget – så arkitekten er kommet med sit bud på, hvordan et lille træhus kan tage sig ud.
Det bliver enormt spændende igen at skulle bygge et træhus. Og ikke mindst en gang at kunne flytte ind i det 🙂 Som jeg skrev om sommerhusbyggeriet, sådan vil der helt sikkert også komme meget om husbyggeriet. Men det ligger lidt ude i fremtiden 🙂
God weekend.
Jette
Lene
Det lyder spændende med din nye fremtid. Jeg vil glæde mig til at følge dig. Held og lykke med det hele 🙂
Jette H. Rosendal
Hej Lene. Tak for din søde hilsen 🙂 Og ja, det bliver spændende at skifte spor – eller i hvert fald begynde på et nyt livsafsnit. Men det skal nok blive godt 🙂 kh Jette