Kategori: Livsstil Side 215 af 221

Mødregruppe – jeg er sikker på, at det ord slet ikke fandtes, da jeg blev født. Men det var meget moderne, da jeg fik første barn – og har egentlig bare holdt ved siden.

De nybagte mødre jeg taler med, i forbindlese med barnedåb, de er næsten alle med i en gruppe. Og det er godt. At være med i en mødregruppe giver anledning til at komme hjemmefra, tale med andre i samme situation og få vendt store og små problemer og glæder.

Jeg er også med i en mødregruppe 🙂 Den er lige godt 20 år gammel – og det er bare super hyggeligt at mødes med de andre. Børnene er for længst holdt op med at deltage.

Jeg tænker ind imellem på, at den sundhedsplejerske der i sin tid satte os fire mødre sammen umuligt kunne have vidst, at det ville gå godt – men det gjorde det.

Vi er meget, meget forskellige og laver noget vidt forskelligt (en er folkeskolelærer, en er it-projektleder og en er advokat og så mig, præst).

Vi har talt rigtig meget om alt muligt, men egentlig ikke særlig meget om børn. Måske det er en af grundene til, at vi fortsat mødes og med stort udbytte.

I morgen kommer gruppen på besøg her. Lidt uventet – men hende, der skulle have lagt hus til, var i gang med et større male-stue og køkken projekt – så derfor blev aftenen flyttet herud.

Så nu skal der planlægges lidt – og bages lidt.

Et spansk inspireret brød til tapas, nogle af Irenes knækbrød og napolionshatte til kaffen.

Mere om det i morgen.

Og til sidst et billede af ham, der er født medlem af mødregruppen 🙂

På vej ud af døren ….

Jette

Og jeg afsløres med det samme, som en, der ikke har så meget forstand på spirer og blomster. Og indrømmet. Jeg ved det godt 🙂

Men jeg har den sidste uges tid undret mig over nogle grønne totter, der voksede under tulipantræet i haven. Jeg kunne ikke lige regne ud, hvad det var – og det var da mærkeligt, hvorfor græsset skulle vokse så pletvist.

Så med kamaraet i hånden gik jeg ud og besigtigede fænomet – og tog et billede.

Og tror nok, at det er vintergækkeblade, der står og bebuder at foråret er på vej 🙂 Og de er bestemt velkomne.

Og hvor mærkeligt – for i aftes blev mine forældres vej i Vendsyssel nævnt i Nyhederne – for første gang i hele mit liv. Og anlendingen til det fine besøg fra TV2 var, at der var enormt meget sne! At vejen var ret så ufremkommelig.

Og samme dag har jeg stået og fotograferet frimodige vintergækker. Det er bare  lidt forunderligt med så store forskelle i vejrliget – i vores ret lille land.

God søndag – på en vejrmæssig noget varieret dag.

Jette

En gang i mellem er det godt at blive mindet om, at vi skal huske at undre os. For jeg tror faktisk vi glemmer det. Jeg gør i hvert fald.

Undres, som Brorson gør det i salmen: “Op al den ting, som Gud har gjort”. Der indleder han adskillige vers med at spørge: Hvad skal jeg sige, når jeg ser, går, eller undres – over alt det, som er lige omkring ham.

“Hvad skal jeg sige? mine ord,

vil ikke meget sige:…”

Ja, vi kan blive næsten mundlamme, når vi tænker efter og undres over det vi ser, hører og oplever. Og det kan være vidt forskellige ting. Det kan være en lille spire, der kommer op af jorden. Det kan være katten, der fuldstændig afslappet ligger krøllet sammen og sover i en stol. Det kan være en undren over den tillid andre mennekser møder en med. Eller noget helt fjerde.

En gammel kristen filosof – Augustin – har engang skrevet noget, som jeg synes er ganske smukt, om det at undres:

“Undren rammer hjertet uden at skade det.”

Når vi undres er det jo tit over noget nyt, noget vi ikke lige havde lagt mærke til, eller noget vi møder. Og Augustin er sikker på, at undren er godt. Det rammer hjertet uden at skade det. Vi kan blive beriget, eller vi kan undre os og ikke forstå det, og så lægge det fra os. Men “undren rammer hjertet uden at skade det.”

At undre sig er godt. Det må vi huske at tage os tid til.

På det meget jordnære plan forsøgte jeg mig i går med en kage, hvor jeg var spændt på udfaldet. Og jeg må undrende sige – at det blev godt. Kagen smager rigtig dejlig, især når man godt kan li’ rosiner og mandler. Jeg fyldte dejen med gløgg-mix, der havde opholdt sig i køleskabet i selskab med lidt snaps. Rosinerne havde drukket snapsen, og var derfor meget fyldige og velsmagende – og fungerede fint i kagen.

Det bliver kun til et billede af kagen. Mest til insipiration til at få brugt eventuelle julerester.

God fredag – hvor der er det fineste lille hvide drys sne uden for vinduet.

Jette